Kommentar

Gamle mænd nær døden

Enorme ressourcer afsættes til at forlænge livet for meget gamle og svært demente mennesker - spørgsmålet er: Er det etisk forsvarligt?
Til hvilken nytte propper vi antibiotika i gamle, demente mennesker. Sygesikringsomkostningerne til patienter med Alzheimers løb i 2005 op i 91 milliarder dollar i USA og forventes at vokse til 160 milliarder dollar i 2010 - til sammenligning brugte USA i 2005 27 milliarder dollar på ulandsbistand.

Til hvilken nytte propper vi antibiotika i gamle, demente mennesker. Sygesikringsomkostningerne til patienter med Alzheimers løb i 2005 op i 91 milliarder dollar i USA og forventes at vokse til 160 milliarder dollar i 2010 - til sammenligning brugte USA i 2005 27 milliarder dollar på ulandsbistand.

18. marts 2008

Lungebetændelse kaldtes engang for 'den gamle mands ven', fordi den ofte førte en ret hurtig og ret smertefri afslutning med sig på et liv, der var af ret skidt kvalitet, og hvor det under alle omstændigheder kun ville gå ned af bakke fremover. Nu viser en undersøgelse af svært demente patienter på plejehjem i Boston-området, at denne 'ven' som oftest bliver bekæmpet med antibiotika. Sådanne behandlingspraksisser rejser det oplagte spørgsmål: Skal vi rutinemæssigt behandle sygdomme, bare fordi vi kan - snarere end fordi vi bør?

Undersøgelsen, der er udført af Erika D'Agata og Susan Mitchelle, og som for nylig blev offenliggjort i tidsskriftet Archives of Internal Medicine viser, at over et forløb på 18 måneder blev to tredjedel af 214 svært demente patienter behandlet med antibiotika.

Patienternes gennemsnitsalder var 85 år. Efter det såkaldte Testindeks for Alvorlige handicap, hvor pointscoren kan gå fra 0 til 24, opnåede tre fjerdedele af disse patienter et rent nul, ligesom deres evner til at kommunikere verbalt var enten ikke-eksisterende eller minimale.

Det er ikke entydigt sikkert, om brug af antibiotika under disse omstændigheder vil forlænge livet, men uanset dette må man stille spørgsmålet: Hvad skal det nytte? For hvor mange mennesker ønsker deres liv forlænget, hvis de er inkontinente, er nødt til at blive madet af andre, ikke kan gå selv og har så uopretteligt nedsatte åndsevner, at de hverken kan tale eller genkende deres børn? I mange tilfælde blev antibiotikaen givet intravenøst, hvilket kan forårsage en del fysisk ubehag.

Risiko for andre

Patienternes interesser må selvfølgelig som udgangspunkt vægtes højest, men hvis det er tvivlsomt, om en fortsat behandling overhovedet er i en patients interesse, og der ikke er nogen måde, hvorpå man kan finde ud af, om patienten selv ønsker behandlingen, er det rimeligt at inddrage andre faktorer såsom familiens holdning og omkostningerne for samfundet. Sygesikringsomkostningerne til patienter med Alzheimers løb i 2005 op i 91 milliarder dollar i USA og forventes at vokse til 160 milliarder dollar i 2010 - til sammenligning brugte USA i 2005 27 milliarder dollar på ulandsbistand.

Hertil kommer, at D'Agata og Mitchelle påpeger, at den udstrakte brug af så mange forskellige slags antibiotika hos patienter med demens også har en yderligere omkostning: Den forøger de stigende problemer med antibiotika-resistente bakterier og forværrer dermed risikoen for andre patienter.

Lungebetændelse har heller ikke været i stand til at spille sin venlige rolle for 84-årige Samuel Golubchuk fra Winnipeq i Canada, som i flere år har haft nedsatte fysiske og mentale evner som resultat af svær hjerneskade. Golubchuks læger fandt det tilrådeligt ikke at forlænge hans liv, men hans børn, som insisterede på, at en afbrydelse af hans livsopretholdende systemer ville stride imod deres jødisk-ortodokse tro, fik rettens medhold bag deres krav om, at lægerne skulle blive ved med at holde deres far live.

Så igennem de seneste tre måneder har Golubchuk haft en sonde stukket ned i halsen, der hjælper ham med at trække vejret og en anden ført ned i maven, hvorigennem han optager næring. Han taler ikke og forlader aldrig sengen. Hvor meget selvbevidsthed, han har tilbage, er omstridt. Hans sag vil nu gå videre i retssystemet, og hvor lang tid det vil tage, før den finder en afgørelse, står ikke klart.

Lægers etiske ansvar

Når patienter selv er ude af stand til at træffe afgørelser om deres egen behandling, bør familiens ønsker tillægges stor vægt. Men en families ønsker bør dog trods alt ikke kunne tilsidesætte lægers etiske ansvar for at handle i deres patienters bedste interesse.

Golubchuks børn hævder ganske vist, at de er i stand til at kommunikere med ham. Men at få fastslået, at deres far er ved bevidsthed, kan meget vel udvikle sig til et tveægget sværd, eftersom det kan indebære, at det vil være meningsløs tortur at holde ham i live, og at det er i hans egen bedste interesse at få lov til at sove stille ind.

Det andet væsentlige spørgsmål, som Golubchuks sag rejser, er hvor langt et offentligt finansieret sundhedssystem som det canadiske kan strække sig for at tilfredsstille familiens ønsker. Når en familie søger at få opretholdt en behandling, som efter det professionelle lægefaglige skøn ikke er i patientens bedste interesse, bør svaret være: Ikke længere.

Hvis Golubchuks børn kan overbevise retten om, at deres far ikke lider, man retten muligvis beordre hospitalet til at overdrage ham i familiens varetægt. De kan så beslutte, om de selv vil afholde omkostningerne ved de yderligere behandlinger, han måtte behøve. Hvad retten ikke bør gøre er at beordre hospitalet til at fortsætte behandlingen af Golubchuk i direkte modstrid med lægernes råd. Canadas skatteydere kan ikke afkræves at skulle finansiere de omkostninger, som følger af deres medborgeres religiøse anskuelser.

Peter Singer er professor i bioetik ved Princeton Universitet. På dansk foreligger bl. a. 'Praktisk etik'

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Stor ros til Information for at bringe tankevækkende og aktuel debat af en stor international profil. Peter Singer må være en af de mest provokerende og slagkraftige nulevende filosoffer, og DK fortjener at stifte bedre bekendtskab med ham.

Meget mere af den slags, tak!

Heinrich R. Jørgensen

Det undrer mig ofte, at eutanasi (aktiv dødshjælp) ikke er tilladt i Danmark.

Det undrer mig, at folk ikke selv må bestemme over den sidste lille del af deres liv, samtidigt med at det er indlysende, at i nogle situationer bliver det en tredie part (læs: læger) der således reelt træffer beslutning om livsforlængende handlinger skal foretages eller ej, og dermed bestemmer hvornår døden skal indtræffe.

Det undrer mig, at vi mener at være frigjorte og rationelle,, samtidigt med at vi skal være underlagt et religiøst tabu om, at døden skal ske "af naturlige årsager".

Det undrer mig, når jeg en sjælden gang i godt og opvakt selskab tillader mig at ytre min tvivl på, om vi reelt er frigjorte, rationelle og sekulære mennesker, oftest bliver betragtet som en kætter.

Mvh

Heinrich R. Jørgensen

Det har du ret i, Stig.

At modsætte sig behandling, er ikke blot, at sygdomme som lungebetændelser ikke bliver behandlet. Det kan blive tolket på den måde, at er man ikke selv i stand til at indtage væske, så får man ikke noget...

Jeg forstår udmærket de etiske og pragmatiske hensyn der ligger til grund for de gældende regler. Jeg synes blot ikke, de harmonerer særligt godt med vores selvforståelse, som frigjorte og rationelle, og med ret til at bestemme over eget liv.

Mvh

Du skylder at give hans argumenter Torben. Som det står nu, maner du bare et spøgelse op. Det er en meget provokerende tanke ja, og de fleste vil formentlig ikke være uenige, men argumenterne må dog også fremføres. Jeg har dem desværre ikke præsent nok i dette øjeblik til at påtage mig Torbens hverv.

Derudover er dine bemærkninger, Torben, jo i bedste fald irrelevante. Skal en mand ikke vurderes på hans argumenter? Kan en person, der har holdninger vi ikke er enige i på nogle områder, ikke have ganske udmærkede argumenter på andre?

De færreste liv er vel helt fejlfri.

Det må være en opgave for filosoffer og hjerneforskere i fællesskab at besvare følgende spørgsmål:

"Ved hvilken grad af lidelse på en skale fra 0-10 er døden et fordelagtigt alternativ for patienten ?"

Det nytter ikke at henvise til, at man ikke kan sætte tal på lidelse. Danske hospitaler benytter rutinemæssigt en smerteskala fra 0 til 10 (hvor 1 er netop mærkbar smerte og 10 er uudholdelig smerte) i forbindelse med smertebehandling efter f.ex. operationer.

Uden at kunne sætte tal på "dødens smertetemperatur" er der intet sekulært alternativ, der har en chance for at rykke ved de religiøse dogmer i forhold til dødshjælp.

Mange hævder at tro på døden som "fredfyldt søvn" - indtil de kommer i tanker om, at alle erfaringer med fredfyldt søvn stammer fra sammenhænge, der fysiologisk adskiller sig overordentlig meget fra dødens fysiologi.

Desuden ser vi heller ikke de selvmordsrater, som burde være den naturlige konsekvens, hvis folk virkelig troede på "sov sødt" teorien.

Der er kort og godt nogle videnshuller der skal lukkes, før der kan laves generelle regler for hvornår "manden med leen" skal inviteres indenfor.

Heinrich R. Jørgensen

G. Petersen:
"Det må være en opgave for filosoffer og hjerneforskere i fællesskab at besvare følgende spørgsmål:"Ved hvilken grad af lidelse på en skale fra 0-10 er døden et fordelagtigt alternativ for patienten ?" "

Hvorfor skulle det være en opgave for filosoffer og hjerneforskere at beskæftige sig med at finde et objektivt balancepunkt for, hvornår et liv ikke længere er værd at leve?

Hvorfor ikke i stedet konkludere at det er subjektivt? Og dernæst kaste os over de vanskelige etiske, juridiske og praktiske spørgsmål det giver anledning til?

Mvh

Fordi ordet "etik" alt for ofte bruges til at dække over uvidenhed.

For det menneske, det er muligt at kommunikere med, ville det være rart at vide, hvor ubehagelig døden er. Så ville man have et kvalificeret sammenligningsgrundlag at beslutte ud fra.

For det menneske man ikke kan kommunikere med, f.ex. de tidligere omtalte nyfødte børn der bør dræbes på mistanke om mulige handicap - folk med alvorlig hjerneskade og de kæledyr der aflives dagligt - må andre træffe valget.

Her må det optimale være, at hjernescanneren først måler patientens smerteoplevelse.

Dette tal oplyses derefter til filosoffen, som ud fra sin forståelse af "subjektiv ikke-eksistens" (dødens smertetemperatur) kan afgøre, om det er mest fordelagtigt for patienten at blive aflivet (hvis aktuel lidelse større end dødens lidelse) eller det er mest fordelagtigt for patienten at fortsætte den livsforlængende behandling (hvis aktuel lidelse er mindre end dødens lidelse).

Etik og uvidenhed bør ikke være synonymer.

En af de hyppigste logiske misforståelser er at "hvis X udgår af ligningen må X være nul".

Det er ikke sandt. At X udgår af ligningen betyder, at vi intet kan sige om hvilken værdi X har. X kan have en hvilken som helst værdi.

Skønt mange ønsker at tro det, kan det ikke begrundes, at "ikke eksistens" er en smertefri tilstand - desværre.

Heinrich R. Jørgensen

Tak til Jakob Schmidt-Rasmussen, for at forklare, at der er et rationale der forklarer hvorfor det offentlige sundhedsvæsen skal gøres stadigt ringere, mens et privat parallel sundhedsvæsen med fokus på almindelige sygdomme stortrives.

Kynisk, men logisk og rationelt. En meget god pointe. Tak, Jakob.

Også klapsalver herfra til Jakobs indlæg. For ca. 3 år siden hørte jeg en udsendelse hvor en sygeplejerske (der fik lov at være anonym) fra et land der brugte dødshjælp (husker ikke hvilket land - enten Holland eller det lille bjergland hvis navn jeg aldrig kan stave til - begynder med S og indeholder bogstaver som z og h) fortalte, hvordan man "moppede" nogle patienter til at føle, at de var til besvær (opfordrede dem til at vælge dødshjælp), mens andre patienter fik det bedste af det bedste m.h.t. avanceret smertebehandling. Hun mente dengang der var klar social slagside.

Hvis døden er så ufarlig som brødteksten lægger op til, burde ateistiske selvmordsterrorister være et stort problem for muslimerne.

Vi bruger også enorme ressourcer i DK på at trække dødskampen pinefuldt ud for demente og svært kronisk syge, og vi er så dygtige at det kan trække ud i årevis. Det er i det mindste min oplevelse fra mit arbejde i ældreplejen. Somme tider er det svært at afgøre om det er vores egen dødsangst eller borgernes, der gør at vi trækker det så langt ud.