Kommentar

Gensyn med tyrkiske tabuer

Under den moderat-islamiske regering har ytringsfriheden fået bedre kår i Tyrkiet, men et tabu består på begge sider af den politiske skillelinje: det armenske folkedrab
Ikke mange tør tale højt om det armenske folkemord, men Orhan Pamuk gør. Det har kostet dyrt.

Ikke mange tør tale højt om det armenske folkemord, men Orhan Pamuk gør. Det har kostet dyrt.

Lionel Cironneau

12. marts 2008

For et par uger siden var Dansk PEN vært for et debatmøde i København om 'Tyrkiske tabuer', ytringsfrihed og medievilkår i dagens Tyrkiet. Der herskede blandt de fire tyrkiske deltagere i panelet - en journalist, en romanforfatter, en digter og formanden for Tyrkisk Pen - bred enighed om, at de fire største tabuer var folkemordet på armenierne, det kurdiske spørgsmål, militærets rolle og Atatürk. To af paneldeltagerne påpegede, at disse fire tabuer er integrerede dele af en ortodoksi, der går tilbage til arven fra det moderne Tyrkiets landsfader, Kemal Atatürk - den såkaldte kemalisme. Men de pointerede også, at en friere diskussion af disse spørgsmål så småt er spiret frem, efter at det regerende islamiske Retfærdigheds- og Udviklingsparti (AKP) kom til magten.

Folkemord

Ikke desto mindre er det første af tabuerne - det om det armenske folkemord - stadig intakt på begge sider af den politiske skillelinje. For tre år siden udtalte Erdogan således, at "Tyrkiet på intet tidspunkt i sin historie har begået folkemord" og tilføjede for to uger siden: "Denne nations karakter udelukker, at den skulle være i stand til at begå sådanne forbrydelser". Følgelig må den tyrkiske forfatter og nobelpristager Orhan Pamuk have opført sig som den berømte elefant i porcelænsbutikken, da han i et interview med schweiziske Tages-Anzeiger for tre år siden hævdede, at "30.000 kurdere og en million armeniere blev myrdet i disse områder - og ingen andre end jeg vover at tale om det." Den officielle reaktion fulgte prompte: Pamuk blev sigtet efter artikel 301 i straffeloven om "offentlig forhånelse af tyrkiskhed" - anklagen blev dog frafaldet pga. en teknikalitet. Men med arrestationen af den ultranationalistiske Ergenekon-bande blev der for nylig afsløret mordplaner mod Pamuk, ligesom gruppen blev knyttet til mordene på den tyrkisk-armenske redaktør Hrant Dink og tre kristne i Malatya. Disse mord må tillige med drabet på fader Santoro i byen Trabzon ses som de seneste udløbere af en ondartet tradition for etnocentrisk nationalisme i Tyrkiet, hvis udspring kan føres 100 år tilbage til sultan Abdul Hamids styre (1876 - 1909).

Perioden var kendetegnet ved omfattende massakrer på armeniere, først i 1894-96 og endnu engang i 1909. Som historikeren Donald Bloxham pointerer i sin bog The Great Game of Genocide, var forbrydelsens anstiftere af den opfattelse, at de handlede i statens bedste interesse. Perioden var også karakteriseret ved en stigende armensk nationalisme, herunder grundlæggelsen af to revolutionære grupper, hunchakkerne og dashnakkerne.

I 1913 kom Komiteen for Enhed og Fremskridt, også kaldet 'ungtyrkerne' til magten ved et statskup, men det blev udbruddet af Første Verdenskrig i det følgende år og Tyrkiets alliance med det kejserlige Tyskland, der kom til at besegle armeniernes skæbne. Tyrkernes nederlag til en russisk hær, der fik bistand fra frivillige armenske bataljoner på østfronten i 1915, blev i vidt omfang tillagt armenierne, men vendepunktet var den armenske opstand i Van i det østlige Tyrkiet den 20. april og landsætningen af allierede tropper ved Gallipoli den 25. april. Den 24. april blev over 250 fremtrædende armeniere arresteret i Istanbul og sendt til det indre af landet, hvor de fleste senere blev henrettet. 27. maj 1915 blev det besluttet at iværksætte deportation af den armenske befolkning af hensyn til den nationale sikkerhed.

Det er fra denne fase, kendsgerningerne er blevet genstand for heftig strid. Fra den amerikanske ambassadør Morgenthaus telegram til USA's udenrigsministerium af juli 1915, der omtaler "en raceudryddelses-kampagne, der sker med gengældelsesaktioner imod oprørere som påskud," til professor Özay Mehmet fra Carleton University i Canada, som for nylig hævdede, at de osmanniske armeniere havde begået forræderiet og derfor blev flyttet fra krigszonen.

Det afgørende er imidlertid ikke, hvordan det internationale samfund stiller sig til en historisk hændelse, men at denne hændelse stadig ikke kan gøres til genstand for åben debat i dagens Tyrkiet.

Dolkestød

På akademisk niveau skulle der på Bosporus Universitet i Istanbul i maj 2005 have været afholdt en konference om armenierspørgsmålet i Det Osmanniske Rige - et initiativ, som den tyrkiske regerings talsmand, justitsminister Cemil Cicek betegnede som "et dolkestød i ryggen på den tyrkiske nation". Konferencen blev udskudt, men kunne efter et internationalt ramaskrig finde sted fire måneder senere på Bilgi Universitet. Frygten i Tyrkiet går især på, at diskussion af de armenske og kurdiske spørgsmål risikerer at føre til en ny deling af Tyrkiet - en frygt, der fik næring, da et fremtrædende medlem af den armenske indvandrergruppe i USA, Harut Sasunian, i december erklærede, at det ultimative mål for armeniernes krav var at få kompensation og territorium fra Tyrkiet.

Som nævnt er den afgørende blokering for ytringsfrihed i Tyrkiet straffelovens artikel 301, som har ført til retsforfølgelse af et stort antal forfattere, forlæggere og journalister. Tyrkiet har nu planer om at ændre på ordlyden, så det ikke længere er "tyrkished", men "den tyrkiske nation", som det skal være strafbart at krænke, og så er vi lige vidt. Men så længe det tyrkiske folk nægtes en fuld forståelse af sin egen fortid, lige så længe vil det være ude af stand til at skabe sig et solidt grundlag for fremtiden.

Robert Ellis kommenterer jævnligt tyrkiske forhold i dansk og udenlandsk presse

© Turkish Daily News og Information

NB: Da denne artikel for få dage siden udkom i Turkish Daily News havde redaktøren ændret udtrykket "det armenske folkemord" til "armenske folkemordspåstande", ligesom "folkemord" var sat i gåseøjne, angiveligt "af juridiske hensyn". Da den udkom i det armenske tidsskrift Actual Policy Journal to dage efter, ønskede redaktøren her at bogstavere "folkemord" med stort F og fremhæve Morgenthau-citatet med kursiv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu