Kommentar

Den globale hungersnøds nye ansigt

Eksperter mener, at de høje fødevarepriser vil vare ved. Vi ved, hvad vi er nødt til at gøre for at imødegå truslen om hungersnød. Hvad der kræves, er politisk vilje og ressourcer, som styres effektivt
Debat
17. marts 2008

Priserne på fødevarer skyder i vejret. Truslen om hungersnød og underernæring tiltager. Millioner af verdens mest udsatte er i fare. En effektiv og akut reaktion er nødvendig.

Det første af 2015-målene, som blev bestemt af verdens ledere på FN's Milleniumtopmøde i 2000, sigter på at halvere andelen af mennesker ramt af hungersnød inden 2015. Dette var allerede en enorm udfordring ikke mindst i Afrika, hvor mange nationer sakker bagud. Men nu står vi over for et stormvejr af nye udfordringer.

Prisen på basismadvarer såsom hvede, majs og ris er rekordhøj - en stigning på 50 procent eller mere i de sidste seks måneder. De globale fødevarebeholdninger er historisk lave.

Årsagerne spænder fra stigende efterspørgsel i store økonomier som Indien og Kina til klima- og vejrrelaterede begivenheder som orkaner, oversvømmelser og tørkeperioder, der har ødelagt høsten i mange dele af verden. Høje oliepriser har øget omkostningerne til transport af fødevarer og indkøb af gødning. Nogle eksperter siger, at stigningen i biobrændsel har reduceret mængden af mad til rådighed for mennesker.

Oprør i gang

Konsekvenserne kan observeres vidt og bredt. Oprør knyttet til manglen på madvarer er brudt ud i lande fra Vestafrika til Sydasien. Samfundsgrupper, der lever i lande, hvor fødevarer må importeres for at bespise sultne befolkninger, rejser sig for at protestere over høje leveomkostninger. Skrøbelige demokratier mærker det pres, som usikkerhed omkring fødevaresituationen medfører. Mange regeringer har udstedt eksportforbud og udfører priskontroller på fødevarer, hvilket skævvrider markederne og bringer nye udfordringer for handlen.

For at henvise til bare et eksempel anmodede Afghanistans præsident Hamid Karzai om 77 millioner dollar til at skaffe mad til mere end 2,5 millioner mennesker, der ikke selv klarer at skaffe mad på grund af stigende priser. Anmodningen henledte opmærksomhed på et alarmerende faktum: den gennemsnitlige afghanske husholdning bruger nu omkring 45 procent af sin indkomst på mad sammenlignet med 11 procent i 2006.

Dette er hungersnødens nye ansigt, der i stigende grad påvirker samfund, der ellers tidligere har været skånet. Og uundgåeligt er det den såkaldte 'nederste milliard', som er hårdest ramt: Mennesker, der lever for under én dollar om dagen.

Når mennesker er så fattige, og inflationen nedbryder deres små indtjeninger, så reagerer de generelt på en ud af to måder: De køber mindre mad, eller de køber billigere, mindre ernæringsrig mad. Slutresultatet er det samme - mere hungersnød og ringere chancer for en sundere fremtid. FN's Verdensfødevareprogram (WFP) har observeret familier, der tidligere havde råd til en varieret, ernæringsrig kost, som nu må begrænse sig til én basismadvare og nedskære antallet af måltider fra tre til to eller et om dagen.

Eksperter mener, at de høje fødevarepriser vil vare ved. Ikke desto mindre har vi redskaber og teknologi til at bekæmpe hungersnød og opnå 2015-målene. Vi ved, hvad vi er nødt til at gøre. Hvad der kræves, er politisk vilje og ressourcer, som styres effektivt.

Ny grøn revolution

For det første må vi imødekomme akutte humanitære behov. I år planlægger WFP at brødføde 73 millioner mennesker på verdensplan, deriblandt tre millioner mennesker hver dag i Darfur. Men for at være i stand til dét, behøver WFP yderligere 500 millioner dollar til bare at dække stigninger i omkostningerne til fødevarer. (Bemærk: 80 pct. af programmets indkøb foretages i udviklingslande.)

For det andet må vi styrke FN-programmer, der hjælper udviklingslande med at håndtere sultproblemer. Dette må omfatte støtte til sociale sikkerhedsnetsprogrammer, der giver social beskyttelse i akutte nødsituationer, mens der arbejdes frem mod langsigtede løsninger. Vi har også brug for at udvikle tidlige alarmsystemer for at reducere effekten af katastrofer. Madprogrammer på skoler, der koster mindre end 25 cents pr. dag, kan være et særligt virksomt værktøj.

For det tredje må vi tage os af de øgede konsekvenser, som pludselige vejrfænomener har på lokalt landbrug, samt de langsigtede konsekvenser af klimaforandringer - for eksempel ved at bygge systemer mod oversvømmelses- og tørkeperioder, som kan hjælpe udsatte samfund med at håndtere og tilpasse sig til situationer, hvor adgang til mad er usikker.

Til slut må vi sætte skub i landbrugsproduktionen og markedets effektivitet. Omtrent en tredjedel af fødevaremanglen vil i betydeligt omfang kunne afhjælpes ved at forbedre lokale distributionsnetværk for landbrugsvarer og hjælpe små landmænd med at tilkoble sig markeder. Sideløbende arbejder FN-organer som FN's Organisation for Ernæring og Landbrug (FAO) og den Internationale Landbrugsfond (IFAD) blandt andre sammen med den Afrikanske Union for at fremme en 'grøn revolution' i Afrika ved at introducere vigtig videnskab og teknologi, som tilbyder permanente løsninger på problemer vedrørende hungersnød.

Men alt dét er fremtiden. Her og nu må vi hjælpe verdens sultne, der rammes af stigende fødevarepriser. Til at begynde med betyder det, at vi må erkende krisens påtrængende nødvendighed - og skride til handling.

Ban Ki-moon er FN's Generalsekretær

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dette har ikke noget med specielt den vestlige kultur at gøre. For det første er denne kulturs vigtigste resultater forlængst udraderet af "økonomi" og "fremskridt" og erstattet af en reklamekampagne der intet har med det oprindelige indhold at gøre, men desto mere med simpelt magtbegær som er mindst lige så østligt som vestligt: det har sin rod i den dominante mennesketypes genetik. Intet ved dette ville have været anderledes, hvis kapitalismen var blevet islamsk i stedet for kristent domineret. Den taoistiske kapitalisme i Kina osv. er lige så vanvittig som vores egen. Menneskene adskiller sig som art kun fra termitter osv. ved at de ikke kun ønsker at opfylde hele universet med sin egen art og derved udrydde alt andet som de mener er i vejen for dette, men ved at de faktisk desværre også har evnen rent teknisk til at føre dette projekt igennem til den uundgåelige katastrofe det medfører for arten selv og dens livgivende omgivelser.

"Til slut må vi sætte skub i landbrugsproduktionen og markedets effektivitet" og blablablablablablablabla...

Dette viser kun at Ki-Moon er endnu en byrokrat som er en central del af problemet, dvs. han lirer af sig det sædvanlige dogmatiske sludder som viser at han intet har forstået og intet vil forstå i lighed med 99 pct. af hans artsfæller. De vil bare formere sine familier og deres formuer, købe og sælge, producere og handle og tjene penge og pynte sig med sin "rigdom" osv. i det uendelige. Tænke vil de ikke for noen pris.

Før man bliver født burde alle kunne blive advaret mod dette, eller som en forfatter engang skrev: hvis alle havde haft en knap på armen som de ved at trykke på kunne bruge til at afslutte livet smertefrit, ville jorden vel forlængst være befriet for sin byrde af mennesker. De fleste almindelige mennesker (selvfølgelig ikke magthaverne, de er de mest hildede af alle) indser i sine klarere stunder at menneskelivet som det nu former sig er en kold skandale omgivet af løgnereklame for den evige flugt "fremover", dvs. tilbage til oldtiden.

Andetsteds på bloggen debatteres den gamle marxist Eyvind Larsens artikel "Opgøret med Marx trænger sig på".

Jeg vil nok nærmere mene, at opgøret med Eyvind Larsens vrøvl trænger sig på. Manden er en utrættelig kommentator i debatten om miljø og klima, men ingen havde vel mere hovedet på sømmet og bulls eye end netop gamle Marx, da han i Manifestet skrev:

"Bourgeoisiet har ved at udnytte verdensmarkedet gjort produktionen og forbruget i alle lande kosmopolitisk. I stedet for de gamle behov, der kunne tilfredsstilles af landets egne frembringelser, kommer der nye, som kræver produkter fra de fjerneste lande og himmelstrøg for at blive tilfredsstillet."

Vi andre lærte først at stave til globalisering for ca en dekade siden, mens Marx analyserede kapitalismen og verdensmarkedet allerede tilbage i 1848. Analysen holder stadig til mindste komma. Derfor er behovet for opgøret med kapitalismens tøjlesløse udbytning og rovdrift på naturen og resurserne også højaktuelt. Der er behov for en ægte demokratisk universel politik, så resurserne bliver fordelt retfærdigt. Ban Ki Moons medicin "at sætte skub i markedets effektivitet" lyder ligeså nytænkende og effektivt, som min gamle fars influenza-kur: at drikke godt med te med rom rom i - eller endnu bedre - en halv flaske snaps - og sove og svede det hele ud. Det er velment, men enhver med bare en smule viden om menneskets anatomi ved, at det er gammeldags ammestuesnak, selvom det er en fremgangsmåde min far og (særligt mændene) hans forfædre har anvendt. Kapitalismen kan skabe vækst, ligesom min fars "kur" kan give varme og søvn. Men ligesom alkoholen giver varme og søvn, men tilgengæld hindre leveren i at udføre sin opgave i kroppens eget selvforsvar, således har kapitalismens vækstrater endnu ikke formået at skabe velstand og lighed for alle - langt fra.

Ban Ki Moon taler på vegne af de få der har for meget fremfor de mange der har for lidt. En moderne økonomisk og miljømæssig planøkonomisk model må udvikles og implementeres via et overnationalt samarbejde, meget gerne gennem et reformeret og visionært FN. Ellers bliver katastroferne uundgåelige og utallige.