Kommentar

Helge Hovmod burde lytte lidt mere

Når videnskabsministeren nu ved bedst, hvorfor så lytte til formændene for Videnskabernes Selskab, Det Frie Forskningsråd og Rektorkollegiet, til to Nobelpris-modtagere, til forskningstunge dele af erhvervslivet og til hovedparten af universiteternes medarbejdere?
Debat
26. marts 2008

Forskerne skal jo ikke tro, at det er et tag-selv bord, svarer videnskabsminister Helge Sander, når der fra Videnskabernes Selskab, Det Frie Forskningsråd, Rektorkollegiet, to Nobelpris-modtagere, forskningstunge dele af erhvervslivet og hovedparten af universiteternes medarbejdere rettes velargumenteret kritik mod konkurrenceudsættelse af universiteternes basismidler. Svaret viser klart det hovmod, som Helge Sander synes inficeret af.

En minister bør have evnen og viljen til at lytte, når medarbejderne fra ressort-området protesterer. Om det er evnen eller viljen, der mangler, er uvist, men det er evident, at Helge Sander hverken lytter eller viser forståelse, og det er lige så evident, at ministerens hovmod skaber en kolossal og destruktiv frustration på universiteterne.

I 2003 blev universitetsloven ændret, så universiteterne skal have virksomhedsledelse frem for medarbejderledelse. Den gamle styreform havde afgjort sine svagheder, og realistisk vurderet vil den ikke blive rullet tilbage. Derfor handler det om, at optimere vilkårene for forskning og uddannelse under de eksisterende rammer.

Universiteterne skulle med den nye lov have større selvstyre. Hallo - i stedet er der kommet et væld af ministerielle kontrakter, regler og indblanding på alle niveauer. Den største forbandelse af alle er den tvangsmæssige konkurrenceudsættelse af midler. Ikke bare af store projektmidler - for dem har vi altid skullet søge om - nej, nu handler det også om basismidler til daglig drift og undervisning. Hvert år nedskæres basismidlerne til undervisning og forskning per automatik. De frigjorte midler konkurrenceudsættes i cigarkasser, og de ny universitetsledelser hopper endda lalleglade med på vognen og laver deres egne små magtpuljer.

Er der regnet på, hvad det koster af tid at konkurrenceudsætte basismidler? Nej - for den ægte liberale er konkurrence jo per definition godt, så hvorfor lave analyser? Men tænk på al den tid der går til at udarbejde opslag, lave og evaluere ansøgninger og efterfølgende administrere bevillinger. Den tid kunne i stedet bruges til bedre undervisning og formidling eller til den løbende grundforskning, der ligger forud for store projektansøgninger.

Helge Sanders attitude er ærgerlig. Sander har nemlig rosværdigt kæmpet sig til en væsentlig forøgelse af forskningsmidlerne i Danmark. Og med en smule lydhørhed, har han en historisk chance for at gøre en positiv forskel for gejst og forskning på landets universiteter. Mindre detailstyring og bedre basisbevillinger vil frigive masser af energi. Når ministeren nu gerne vil have universiteterne til at være virksomheder, var det så ikke på tide, at han selv udøvede videnbaseret ledelse frem for kun at lytte til udvalgte personer, hvis ideologiske kompetencer klart står over de faglige? Var det ikke på tide at skrotte hovmodigheden og skabe værdier frem for at nedbryde dem - for nu at anvende virksomhedsjargon? Og så kunne han jo slippe af med sit øgenavn.

Jens Borum, universitetslektor og bestyrelsesformand

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvorfor skulle man lytte? Når man er overbevist om, at man har ret?
Kan Helge Sander forøvrigt i det hele taget forstå dansk? Nogle gange kunne man godt tage ham for en robot, jeg mener, man kan sige hvad som helst til ham og det virker ikke som om, at det siver ind.
Han må være lidt ensforming for konen at snakke med. Sån..."God morgen Helge" "Der er ikke noget at komme efter", "God nat Helge" "Der er ikke noget at komme efter", "Skal vi ikke tage en tur i byen Helge" "Der er ikke noget at komme efter"...., Får mig egentlig til at tænke på filmen, "invasion of the bodysnatchers, gad vide om Helge ikke er et rumvæsen. Eller i det mindste tror at han er et rumvæsen, et af den slags der drikker 2 liter benzin om morgenen i stedet for juice, det ville i det mindste forklare mandens omtågede tilstand.