Kommentar

Hvem har ret til historierne?

De hændelser, som nogen har beskæftiget sig med at gøre rede for i det ene eller det andet øjemed, er jo, når det kommer til stykket, skabt af den, der satte hændelserne i gang
15. marts 2008

Det verserende skænderi mellem 'Peterne' Øvig og Aalbæk om retten til Blekingegadebandens historie har nogle bemærkelsesværdige forløbere, og det samme har Øvigs og Journalistforbundets krav om akt-indsigt hos Det Danske Filminstitut. Paralleliteten mellem de aktuelle sager og de to fra fortiden, jeg her haler frem, er påfaldende.

I 1926 begyndte en kriminalsag i Norge, som i mange år fremover og af flere grunde skulle holde sig som en af de mest omtalte under betegnelsen 'Lensmannsmordene'. Baggrunden var, at et par unge røvere, den ene svensk den anden norsk, under deres fælles færden i de norske skove var blevet arresteret af to lensmænd, som mistænkte dem for en række røverier, der den seneste tid havde plaget egnen. Begge arrestanter var uheldigvis bevæbnede, hvilket kostede begge lensmændene livet, hvorpå svenskeren straks tog sit eget. Så nu stod den unge nordmand alene med, hvad vi på godt dansk ville kalde en lortesag. Han fik tyve år i fængsel, tilbragte sin ungdom og siden den tyske besættelse i sikkerhed og slap ud i 1946 medførende en god håndværkeruddannelse og en ny identitet. Han hed nu Gustav.

I 1933 havde den norske forfatter Gunnar Larsen, under titlen To Mistænkelige Personer, skildret historien i en bloddryppende dokumentarroman, længe før Truman Capote opfandt genren.

Samme år som Gustav kom på fri fod kastede den norske filminstruktør Tancred Ibsen (1893-1978) sig over denne bog for at lave den til en film. Den ikke længere helt unge, men nu i samfundet velintegrerede, Gustav hørte om filmplanerne og kontaktede sin sagfører for at høre, om det kunne være rigtigt? Det kunne det, men mere skete der tilsyneladende ikke på det tidspunkt. Filmen blev gjort færdig og forberedt til sin premiere under samme titel som bogen. Men dagen før premieren modtog producenten, Norsk Film A/S, efter krav fra Gustav og hans sagfører et fogedforbud mod offentlig visning af filmen. Dette forbud blev i 1950 bekræftet ved byretten i Oslo og i 1952 ved højesteret. Filmen har kun været vist ved enkelte, meget lukkede forestillinger.

"Begge instanser lagde til grund, at der gjaldt en ulovbestemt regel om personlighedens retsværn, som krævede, at der nu blev draget et glemselens slør over forbrydelsen for at sikre den dømtes genoptagelse i samfundet" (Peter Garde, 'Juristen' 30/9/03 i artiklen 'Den kunstneriske ytringsfrihed og den enkelte.')

Selv om norske Gustav ikke krævede penge men blot sin ret til at leve i ubemærkethed, så er der alligevel en parallel mellem denne sag og Blekingegadesagen, idet man heller ikke i det norske tilfælde til fulde fik opklaret, hvem af de to røvere det var, der skød de to lensmænd. I filmen lader Tancred Ibsen den unge nordmand skyde sit våben af op i luften. Måske blev den scene optaget, efter at Gustav i 1946 havde rørt på sig og Norsk Film A/S havde fået den første fornemmelse af, at man var ude på tynd is.

Slavernes øer

Nu springer jeg tilbage til første halvdel af 80'erne og en periode, hvori Palle Kjærulff-Schmidt forberedte en film om den danske farverige guvernør på De Vestindiske øer, Peter von Scholten (1784-1854). Der opstod en situation, som ikke afveg meget fra dagens situation omkring Blekingegadebanden og de aktuelle film- og tv-projekter.

Peter Von Scholten havde fået både manuskript- og produktionsstøtte fra filminstituttet. Sven Holm havde skrevet manuskriptet, og Ole Ernst skulle spille hovedrollen. Producent var Nina Crone. Finansieringen var i orden, holdet sat sammen, og afrejsedatoer til de fjerne øer var fastsat, da forfatteren Thorkild Hansen meldte sig med krav på retten til den historie. Thorkild Hansen (1927-1989) var en fortrinlig forfatter med blandt andet bøger som Det lykkelige Arabien, Processen mod Hamsun, Slavernes Skibe, Slavernes Kyst og - den her aktuelle - Slavernes Øer på sin kreditliste. Han beskrev ofte i en 'dokumentarisk' stil virkelige begivenheder eller tilstande, formuleret med en sproglig elegance, man ellers mest oplever i fiktion og kun meget sjældent i journalistik.

Men altså - Thorkild Hansen insisterede på, at Peter von Scholten var om ikke hans opfindelse, så en person hvis livshistorie han indgående havde beskrevet og levendegjort ved at have ham som hovedperson i Slavernes Øer. Det ville ikke være muligt at genskabe 'von Scholtens historie' i en film uden at basere sig på oplysninger, som man kunne finde i Slavernes Øer, mente Thorkild Hansen. Det mente Sven Holm nu godt, man kunne, hvorefter Thorkild Hansen forlangte aktindsigt hos Filminstituttet for ved selvsyn at afgøre, om og i hvilket omfang Sven Holm havde baseret sig på Slavernes Øer.

Med samme begrundelse, som Peter Øvig og Journalistforbundet for nylig fik Filminstituttets 'nej' til aktindsigt, fik Thorkild Hansen af den daværende bestyrelse afvisning på sin anmodning. En åbenhed på dette område ville formodentlig standse tilstrømningen af originalmanuskripter til Filminstituttet, mente man allerede dengang. Afslaget blev straks anket til statsadvokaten, der gav Thorkild Hansen ret og pålagde bestyrelsen at lade ham få lejlighed til at gennemlæse Sven Holms manuskript. Men bestyrelsen nægtede fortsat at makke ret, og det skruede sig op til en krise mellem institutbestyrelsen, kulturministeriet og statsadvokaturen, en krise, hvori kulturministeriet forholdt sig forbløffende afventende.

Løsningen kom fra et helt uventet hold. Det vrimlede med læserbreve for og imod aktindsigt, og Thorkild Hansen kæmpede bravt for sin ret. Men på et tidspunkt blottede han sig ved at påstå, at det, der stod i hans bog, var historiske kendsgerninger. "Man kan da ikke have ophavsret til historiske kendsgerninger," lød det dengang - som nu. Sådan bølgede diskussionen frem og tilbage, indtil en dag et læserbrev med (efter hukommelsen) nogenlunde denne ordlyd dukkede op: "Til min forbløffelse ser jeg, at Thorkild Hansen hævder, at Peter von Scholten tilhører ham. Mærkeligt, for jeg er vokset op med en familietradition gående ud på, at han tilhører vores slægt." Underskrevet af en kvinde med efternavnet von Scholten.

Ingen løsning

Det blev enden på den sag. Men nogen egentlig løsning på den, som kulturministeriet i dag ville kunne støtte sig til, kom der aldrig.

Hvem er det, når det kommer til stykket, der ejer historierne? Er historien fiktion, er det enkelt, for så siger loven, at den tilhører ophavsmanden, forfatteren, og efter hans eller hendes død arvingerne i indtil 70 år.

Men hvad så hvis historien er baseret på virkelige hændelser, og en udenforstående blot har skrevet det ned, som en eller flere andre har sat i værk? De hændelser, som nogen har beskæftiget sig med at gøre rede for i det ene eller det andet øjemed, er jo, når det kommer til stykket, skabt af den eller dem, der satte hændelserne i gang, og uden hvis initiativ der ikke ville have været nogen historie - eller hændelse? Måske er det så til syvende og sidst Blekingegadebandens medlemmer, der har ophavsretten til deres egen historie?

Henning Carlsen er filminstruktør

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ulrik Høstblomst

Kunne man forestille sig noget i stil med at forureneren også betaler for oprydningen ??

I givet fald ville det velsagtens også give mening at udøverne har retten til det skabte selv om der ikke er tale om copyright i egentlig forstand ?

Jeg er ikke sikker - men de menensker der skaber en afvigelse fra det normale er jo også dem der sætter historiens hjul i omdrejninger sådanat det er til at måle ?

Alle os der "bare" passer vores og går på arbejde og får børn og dør inden for en rimelig normalfordeling vi er jo ikke så fordømt interessante i historisk perspektiv

klart at vi kollektivt har retten til hverdagshistorierne

Men det er jo netop ekstrahverdagsligt når en gruppe mennesker selv begynder at lave omfordelingspolitik mellem I- og U -lande .....

Så på den måde kan man jo sige at begge Peter'ne står i gæld til Blekingegade-gruppen ?? i et vist omfang i al fald -

enig med Calrsens slutreplik --

Måske er det så til syvende og sidst Blekingegadebandens medlemmer, der har ophavsretten til deres egen historie?

Jammen der døde aktiv journalastik og reportagen samt al historieskrivning lige pludselig. Den norske sag indeholder da også noglen interessante konflikter mellem ytringfrihed og det er ikke lovbestemte de henviste til.

Jeg er sikker på at Henning Carlsen er en god filminstruktør, men han har tydeligvis ikke de hjernevindinger der gør en god jurist (hvad han ikke bør bebrejdes, han ville næppe være en god kunstner hvis han havde det). Jeg vil heller ikke påstå at jeg besidder en juridisk hjerne, men en ting er helt sikkert.

Vi ejer ikke selv vore egne forfædre!

Så fra et strikt juridisk synspunkt så har Frk/Fru von Scholten ikke mere ret til sin forfader end for eksempel efterkommerne efter Mussolini, Stauning, John F Kennedy eller George Washington har det. Så den sidste bemærkning er komplet irrelevant - omend - meget morsom.

Jeg mener at man formentlig står langt bedre hvis man gør som lovgivningen gør, nemlig taler specifikt om 'intellektuelle rettigheder' - det loven mig bekendt det man gør i den slags sager.

Hvis en historiker afslører et forhold som ingen andre tidligere har evnet at afsløre, så vil jeg mene at selv historikeren - uanset hvor meget der måtte være skrevet om dette stykke historie - vil have en virkelig god sag hvis dette ender i retten med en filminstuktør det anvender netop denne opdagelse eller vinkel i sin frembringelse.

Det samme burde også gælde i sagen med von Scholten. Hvis vores filminstruktør har brugt en vinkel som er unik for en bestemt skønlitterær forfatters udlægning af en historisk begivenhed - så vil han givet have et meget alvorligt problem - forudsat altså at forfatteren har fundet sig en god sagfører.

Den reelle bedømmelse af ejerskab er således den intellektuelle rettighed, det er ikke hverken historiens hovedperson emnet eller historien som sådan, lige så lidt som det er musik som sådan. Det er det enkelte musikstykke hvis dette kan fastslås at være produktet af en bestemt persons frembringelse på samme måde er det også den bestemte unikke vinkel eller opdagelse der er afgørende. Blev denne vinkel brugt eller blev den ikke brugt, det er det der er spørgsmålet.

VH

R (cand.scient.soc.)

En historiker har, så vidt jeg ved, heller ikke ophavsret til essensen af sine forskningsresultater i økonomisk forstand. Han/hun skal sådan set bare kildeangives. Og så må man selvfølgelig ikke fotokopiere det publicerede værk.

Hvis Blekingegadebanden havde været Bjørnebanden, så ville Øvig Knudsen have ophavsret - men man får ham næppe til at stille sig op og hævde, at hans værk bare er endnu en krimi. Selv om årsagen til, at det ligger på bestsellerlisterne og lånes ud på bibliotekerne i de samme stakke som Stig Larsson og svenske femikrimier, kunne være, at mange læser det som ren fiktion...

Det paradoksale er, at hvis værket "Blekingegadebanden" mistede status, som et seriøst værk baseret på grundforskning og blev reduceret til blot at være endnu et dokudrama, "populærfaktion" eller "crimefiction based on a true story", ville bøgerne givetvis ikke bare miste markedsværdi, men Øvig Knudsen ville også miste så meget anseelse, at han ikke længere ville kunne føre sig frem som historiker eller som en bare nogenlunde troværdig journalist. Til gengæld ville han have ophavsret til sin politiske thriller, dens plot og karakterer...og måske lave en masse penge på den måde.

Vibeke,
Jeg mener du har gaanske uret i dette. Det afhænger helt af omstændighederne. Kilder er ikke bare kilder. De skal fortolkes og sammensættes.

En historiker har lige så meget ret til at kræve sine intellektuelle rettigheder respekteret som for eksempel en sangskriver enhver anden videnskabsmand eller kunstner har det.

Historikere er på ingen måde i en særstilling her. Men historikeren skal kunne bevise at han/hun har bidraget med noget fortolkningsmæssigt eller opdagelsesmæssigt unikt. Fuldkommen på samme måde som en sangskriver skal bevise det.

De historiske kilder er som sangskriverens noder og strofer eller naturvidenskabsmandens grundbestandele. De er ikke i sig selv tilstrækelige til at hævde intellektuel ret, men anvendelsen af dem kan potentielt gøre det.

Historikeskrivning er ikke bare et spørgsmål om at samle kilder sammen og præsentere dem, det er et spørgsmål om bearbejdning analyse, fortolkning og præsentation. Derfor er der i virkeligheden ikke den mindste forskel på en historikers arbejde og en sangskriver og naturvidenskabsmands arbejde. Det er fuldkommen det samme. Men argumentet om at man har lavet et unikt bidrag og at lige neteop dette unikke bidrag er blevet misbrugt af andre uden tilladelse, skal kunne holde for en retslig vurdering og afgørelse.

@Robert Ørsted-Jensen

Jeg mener at man formentlig står langt bedre hvis man gør som lovgivningen gør, nemlig taler specifikt om 'intellektuelle rettigheder' - det loven mig bekendt det man gør i den slags sager.
Det gør dansk lovgivning så heller ikke. Udrykket er lånt fra amerikansk ophavsret. Et tilsvarende dansk er imatrikulære rettigheder, og dækker ikke nødvendigvis de samme emner. Det udgør så også de største konflikter inden for ophavsretten.
I dansk ophavsret er afvejningen mellem ophavsretshaver og almenvældet til gengæld til stede. Det betyder at man ikke kan censurere historien med henvisning til at man har ophavsretten. Det eneste man har ret til er en økonomisk kompensation for at ens argejde bliver brugt.
Ophavsretten er altså ikke (på dansk) en ejendomslov, hvor man kan bestemme om noget må bruges, på den anden side må man heller ikke misbruge tingene.

Jeg er som sagt ikke jurist og takker derfor for de afklarende bemærkninger Stig,

Men selv om det ikke er stadfæstelse af 'ejendomsret' (det var i øvrigt min pointe om forfædrerne - vi ejer ikke vores forfædre) så skal ophavsretten jo stadig stadfæstes som jeg læser også din forklaring og det er jo intellektuel ophav det kan jo vanskeligt være andet - eller hvad?

Grundlaget for bestemmelen af ophavsret må da stadig være det at bevise dit unikke intellektuelle bidrag og andres, som i Øvigs' tilfælde, mulige misbrug af samme. Altså om han har bidraget med en bestemt analytisk vinkel eller lignende som er unik og ikke bare kan stjæles af andre uden at ophavsretten er krænket eller hvad?

Med andre ord. Er min udlægning ovenfor helt ude i skoven efter din mening?

(jeg vil gerne være lidt ´klogere, min udlægning bygger ikke på juridisk viden men på hvordan jeg har iagttaget at det fungerede i en række situationer, nogen af dem er godt nok britiske)

Hvis det forholdt sig med intellektuel ophavsret, som nogle af jer tror, så ville det være sådan, at enhver, der skriver universitetsopgave på baggrund af andres forskningsresultater, skulle betale forskerne. De skal, hvis de bruger billedmateriale, kreditere fotograf eller tegner og betale for at bruge det. Men når det drejer sig om at henvise til andres forskning, er der ingen gebyrer. I hvert fald ikke indenfor humaniora. De skal heller ikke ringe til forskerne og spørge om det er i orden, at de henviser til resultaterne. Et forskningsresultat er ikke nødvendigvis det samme som et patent.

En historieforsker er ikke i samme situation som en Ole eller Ida Opfinder (eller en krimiforfatter). I hvert fald ikke i Danmark, hvor historieforskerne og universiteterne stadig ikke skal ud på det frie marked for at tjene til dagen og vejen, men langt henad vejen får deres forskning financieret offentligt. Den intellektuelle ophavsret som Øvig Knudsen drømmer om, hører hjemme i et samfund, der er ekstremt liberalistisk (meget mere liberalistisk end Anders Fogh) - ikke i et velfærdssamfund, med et hav af offentlige institutioner, der bevarer og støtter forskning i historien.

At Peter Øvig Knudsen handler, som han gør i denne sag og søger at gennemtrumfe en retspraksis, der ville kunne få den konsekvens, at hele forskningsmiljøer, der beskæftiger sig med den fælles historiske arv, reelt ser sig nødsaget til, enten at gøre sig til gennemført kommercielle foretagender (som skatteyderne med garanti vil få meget svært ved at financiere) eller levere dårlig forskning med store huller, til skade for netop almenhedens interesse, siger noget om, hvor forvokset den mands ego er. Han får dog næppe sin vilje.

Peter Øvig ejer et stykke Danmarkshistorie, som om det var et stykke land? Nej! Det ville klæde hans image, hvis han enten begyndte at tænke lidt mere på, hvad der dybest set er meningen med historieforskning og dermed opføre sig som en researcher med repekt for almenvældets interesser. Eller hvis han krøb til korset og tilstod, at hans bøger dybest set bare er politiske krimier, som primært er skrevet med henblik på egen økonomisk vinding og berømmelse. Og så selvfølgelig for at give folk en bragende god krimihistorie. Men at denne dokudramatiske romanserie og intentionerne bag den, har forsvindende lidt at gøre med videnskabeligt forsvarlig historieskrivning med almenhedens interesse som det primære mål.

"Konkret indebærer originalitetskravet for det første, at man kun kan beskytte værker, som ophavsmanden selv har skabt, og man kan derfor bl.a. ikke beskytte "objets trouvés", dvs. f.eks. en flot fjer, man har fundet og udnævnt til kunstværk, eller være ophavsmand til et værk, der i virkeligheden er skabt af ens kone. For det andet indebærer originalitetskravet principielt, at produkter, der er så simple, banale og intetsigende, at alle kunne have skabt dem, ikke kan få nogen beskyttelse."

(...)

"Udover at have originalitet er det en beskyttelsesbetingelse, at værkerne er litterære eller kunstneriske. Det betyder igen, at ting, der ikke kan siges at være litterære eller kunstneriske, ikke kan være værker, uanset hvor originale de end er. Rent tekniske ting, herunder opfindelser, dvs. f.eks. lægemidler, motorer etc., kan derfor ikke nyde ophavsretlig beskyttelse, men må evt. henvises til patent- og brugsmodelretten."

Citaterne er hentet fra artiklen "Hvad kan beskyttes ophavsretligt?" og er skrevet af Morten Rosenmeier, formand for Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde, 25. januar 2007.

Læs hele artiklen her:

http://ubva.lovportaler.dk/ShowDoc.aspx?docId=ubva-art-ophavsretlig-full

Historiske personer, steder og begivenhedsforløb er altså i deres rå form, som jeg læser Morten Rosenmeier, det samme som "objet trouvés". Og så skulle den ged vist være barberet.

overhovedet ikke,

intet historisk værk består kun af kilder, eller som du hævder, 'personer, steder og begivenhedsforløb' Ligeledes kan man heller ikke hævde ophavsret til sine forfædre, som Christian synes at mene.

Det er det der hele tiden var pointen i alle indlæg, men som du ikke synes at fange Vibeke.

Ingen har påstået at du kan have ophavsret til til historiske begivenheder, kilder, personer eller lignende.

Man kan kun hævde at have ophavsret til sit personlige intellektuelle arbejde, og et historisk arbejde uden literær og intellektuel bearbejdning er ikke et historisk værk - det er en kildesamling.

Øvig har bestemt bidraget både literært og intelektuelst. Derfor kan det ikke på nogen måde udelukkes at Øvig kan vinde en sådan sag. Det vil helt afhænge af hvordan den pågældende dokumentarudsendelse anvender materialet og så altså hvordan retten i givet fald anskuer sagen.

Det kan vil ikke afskære andre fra at tolke og skildre de samme kilder, og dermed genfortælle den samme historie.
Dertil komme så hvor vidt man kan strække den "arkedemiske citationsret" - gælder denne kun for arkedemiske værker?
Det er jo interessant hvis historikeren kan komme til at eje historien hvis blot den udgives i en populær doku-sjangre.
Det lyder som en vanskelig opgave, men på den anden side så har Otto Leiner jo ophavsretten til en sang om et pindsvineskind, som kan føret tilbage til starten af 1700-tallet (sangen ikke skinden!).