Læsetid: 3 min.

Kære Bent

9. marts 2008

Jeg blev helt beklemt om hjertet ved at læse din 8. marts-leder. Så dybt og konsekvent et sortsyn på relationen mellem mænd og kvinder er nok svær at rokke, men måske kan det være dig til trøst, at forholdet mellem kønnene trods alt er blevet meget bedre end i 50'erne og 60'erne.

I 1962 opsummerede Tovce Ditlevsen sine erfaringer som brevkasseredaktør i Familiejournalen:

„Gennem tusindvis af breve tegner sig tydeligt en grum ægteskabelig terrorbalance, der ikke giver forholdet mellem Øst og Vest noget efter i styrke. Våbnene er penge på den ene side, erotik på den anden,“ skrev hun i Ekstra Bladet, og forsatte sin bistre beskrivelse af det almindelige danske ægteskab:

„Det almindeligste er, at han med en grandios mine afleverer 500 kr. om måneden som sit eneste accepterede bidrag til forsørgelse af en familie på sjældent under fem personer, ofte flere. Det hedder ‘husholdningspenge’, og beløbet er fastsat for 10 eller 20 år siden og har hverken fulgt hans stigende indtægt eller de stigende priser. Det skal dække alles fornødenheder. Det kan kun med nød og næppe sikre en nogenlunde forsvarlig kost. Manden ved ikke, at børn skal have tøj på kroppen. De får det alligevel efter skænderier, trusler, tårer og vanvittige scener. Han ved ikke noget om frisør, sporvognspenge, sytråd, forsålinger, børnefødselsdage, venindete og hundrede andre småting, som folk, der selv råder over en indtægt, aldrig skænker en tanke. Følgen er en konstant mangel på rede penge og en hverdag, hvor denne økonomiske invaliditet spærrer hele kvindens horisont og blokerer hendes tankeverden totalt. Følgen er i sin yderste konsekvens en mand med solid, borgerlig position, omgangskreds og bankbog, men hvis familie lever i det ejendommelige, skjulte proletariat, som er langt mere belastende end reel fattigdom.“

To år senere berettede Tove Ditlevsen i Aktuelt om den „temmeligt rystende eksempelsamling“, hun havde fra sine ti år som brevkasseredaktør:

„De fleste af spørgerne er karakteristisk nok husmødre – bange og ulykkelige. Kun i et par eller i hvert fald meget få tilfælde har jeg fået brev fra en selverhvervende kvinde. Min rolle bliver at søge at lappe lidt på ofte horrible kår. Det er ikke bare skrækkeligt utilfredsstillende, men også noget sølle gang på gang kun at kunne give dem det råd, at de må prøve at holde stodderen ud. Jo, for kan hun til sidst ikke mere og bryder af – bliver skilt – er det først og fremmest hendes verden, der knuses.“

Som Ditlevsen selv antyder, var der mere realisme end kvindekamp i hendes brevkassesvar, eksempelvis til en mor på 27 med fire børn og problemer med at få vristet husholdningspengene ud af manden:

„... måske skulle De først prøve med kærlighed. Den utvivlsomme sammenhæng mellem erotik og penge er ganske vist en lidt utiltalende studehandel, men man må se de barske realiteter i øjnene. Den består i den enkle kendsgerning, at en erotisk tilfredsstillet mand er og bliver mindre nærig end en utilfredsstillet.“
(citaterne er fra Karen Sybergs biografi om Tove Ditlevsen og Kühlmanns bog om 'brevkasser' i ugeblade og aviser i 1900-tallet)

Det lyder ikke hyggeligt, heller ikke for mændende, vel? (tænk på de frygtelige havgasser, hejrer, krager og skrigeskinker, som patriarkatets love bød dem at forsørge) Tove Ditlevesens eksempelsamling udtrykker kernen i det, som feminister af begge køn har arbejdet på at ændre. Og jeg tror såmænd, at mænd og kvinder har mere fornøjelse i sig selv og af hinanden nu om stunder end dengang - trods besværet med at få nye maskuliniteter og feminiteter til at rodfæste sig som den følelse af 'naturens orden', der var ideologisk fundament under de ægteskaber, Ditlevsen beskriver.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer