Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
Debat
14. marts 2008

Fælles forsvar

Jakob Erle , Nyt Europa

Lave Brock og Trine Mach er modstandere af, at EU udvikler en fælles forsvarspolitik. »Vi er dog begge tilhængere af humanitære interventioner, når f.eks. et folkedrab truer, men det skal ske på det bedst mulige grundlag og dermed med et mandat fra FN,« skriver de 11. marts.
Brock og Mach er åbenbart godt klar over, at FN, med et sikkerhedsråd som også rummer Kina og Rusland, ikke entydigt er gearet til at sanktionere ’humanitære interventioner’, så de skynder sig at tilføje: »Netop derfor bør FN styrkes og reformeres, så organisationen er bedre til at handle i god tid.«
De springer over, hvor gærdet er lavest. Hvad er det nu lige vi stiller op i den periode, hvor FN endnu ikke er reformeret? Den første og bedste student vil vide, at en reform af FN ikke ligger lige om hjørnet. Skal vi, mens vi venter på en reform af FN, blot leve med, at humanitære aktioner står og falder med en velvillig indstilling i Washington, Moskva og Beijing?
Helt galt går det med Brock og Machs argumentation, når de forsøger at argumentere med afsæt i en kompromittering af EU (og USA): »Det kan tilføjes, at USA og EU også er dominerende i den globale våbenhandel.« For det første sælger EU ikke våben, den metier ligger i nationalstaterne. For det andet, hvorfor undlader Brock og Mach at nævne, at verdens absolutte topscorere i våbeneksport alle er repræsenteret i FN’s sikkerhedsråd?!

Statsstøtte til ødelæggelser

Tarjei Haaland, Greenpeace Norden, København

Det er lodret forkert, når Ib Larsen i Information skriver, at Greenpeaces kritik af et dansk CDM-projekt i Kina – med destruktion af HFC23 fra to HCFC22-fabrikker – er udokumenteret. Kritikken er veldokumenteret i en 55 siders Greenpeace-rapport. Af denne fremgår bl.a., at kun tre pct. af CDM-investeringen går til destruktion af den kraftige drivhusgas HFC23. En indikation af, hvor billigt det faktisk er at fjerne dette udslip. Omregnet til en CO2-reduktionspris er det kun ca. 1,20 kr/ton CO2.
Det ville derfor have været oplagt, at Danmark i stedet havde arbejdet for, at Kina med en national regulering løser problemet. Godt 30 pct. af CDM-investeringen går direkte til de to statsejede, kinesiske HCFC22-fabrikker og er dermed dansk statsstøtte til fortsat produktion af den ozonlagsnedbrydende og klimaødelæggende HCFC22, der på sigt tilfører atmosfæren en over tre gange større klimaeffekt, end CDM-projektet fjerner her og nu.
De resterende 65 pct. af CDM-investeringen går til en fond administreret af det kinesiske finansministerium. En fond, som Ib Larsen uden dokumentation synes sikker på fører til støtte til vedvarende energi og energibesparelser, og derfor anfører som en slags undskyldning for dansk deltagelse i dette håbløst ikke-bæredygtige CDM-projekt.

Udemokrati-kanon

Pelle Dragsted, København

Regeringens gloriepudsende demokratikanon kan nemt efterlade et billede af, at Vestens udvikling har været én lang kamp mod undertrykkelse og totalitarisme. For at få skabt balance i tingene, bør der snarest tages initiativ til en ’udemokrati-kanon’, der kan samle de vigtigste eksempler på det vestlige samfunds svigt over for demokrati og menneskerettigheder. Blandt mange andre ville jeg nævne: Vestens kolonisering af Afrika, Asien og Amerika, der tog livet af en anseelig del af den oprindelige befolkning, mens de overlevende blev underordnet kolonimagternes slaveri. Massakren mod kommunarderne i Paris i 1871. De vestlige landes passivitet over for Franco og Hitlers angreb på den lovligt valgte socialistiske regering i Spanien, Venskabet med de europæiske diktaturstater Grækenland, Portugal og Spanien. USA’s støtte til de brutale militærregimer i Latinamerika. Accepten af den fortsatte israelske besættelse af palæstinensiske områder – og selvfølgelig den seneste ulovlige angrebskrig mod Irak.
Et særligt kapitel bør tilegnes den danske antiterrorlovgivning, der gjorde op med én af de vigtigste grundpiller i den demokratiske retsstat, nemlig retten til at få prøvet sin sag ved en domstol.

I demokratiets navn

Lars Ploug, København

Så fik vi en demokrati-kanon: Et bud på, hvad det er for tekster, der betragtes som udtryk for de demokratiske værdier, vores samfund skulle hvile på. I morgenens P1 kunne jeg høre DF’s Martin Henriksen klage til udvalgs-formand Knud Jespersen over, at man ikke havde føjet profettegningerne til listen. Det er måske rigtigt nok, men da vi har folkepartister af både D- og S-udgaven til at kæmpe den kamp, vil jeg komme med en lidt anden form for kritik, der har med listens nations-kongratulerende karakter at gøre: Vi er dygtige, og det høje stade, vi har nået, står i gæld til demokratiets fremmeste tænkere og Salman Rushdie. Tekster og begivenheder, der peger på ridserne i lakken er få eller bedagede og helt ufarlige for aktuelle udfordringer til demokratiet, som ikke har med islamisme at gøre.
Jeg kunne forstå på Jespersen, at tingene på listen skal være lidt gamle, og at der i kommende opdateringer kan være plads til profet-tegninger. Måske der også, som eksempel på et misforhold mellem erklærede idealer og praksis, kunne blive plads til en statsminister, der løj sit land i krig, og som føjede spot til skade ved at hylde en amerikansk præsident, der om muligt har løjet endnu mere, og som tillader tortur og lader sit hemmelige politi overvåge og forfølge lovlydige borgere og uskyldige udlændinge. I demokratiets navn, ganske vist, og netop derfor!

Kristne fundamentalister

Ulla Jessing, Virum

Demokratikanon bruger Rushdie-sagen for at belyse sammenstød mellem vestlige frihedstraditioner og muslimsk fundamentalisme.
Men desværre har vi ikke kun vestlige frihedstraditioner. Vi har også oplevet bogafbrændinger i Berlin, i 30’ernes Tyskland. Mange verdensberømte tyske forfattere måtte flygte efter de havde oplevet, at deres bøger blev brændt under jubel af nazister. Kirken var tavs, kun få modige præster protesterede mod bogafbrændingen. Når danske skoleelever læser demokratikanon må de også få kendskab til at der findes kristne fundamentalister som er en fare for demokratiske traditioner.

Stor dumhed

Tom W. Petersen, Frederiksberg

Hvor er det dog deprimerende og skadeligt at gøre sig så tåbelig, som Carsten Kofoed gør i indlægget ’Marchér for fred’. Hvorfor vælger han at se et angreb på en fanatisk religiøs gruppering som et angreb på samtlige en religions tilhængere? Kan han ikke skelne?
Det er at gøre sig lige så tåbelig som de tosser, der vil have samtlige danskere myrdet, fordi nogle danskere har trykt nogle karikaturer. Eller for eksempel som de, der tror, at kritik af Israels politik mod palæstinensere er antisemitisme; eller de, der tror, at angreb på Bushs syge politik er angreb på alle amerikanere.
Fornuft er at skelne.
Man kunne iøvrigt godt ønske sig, at det først og fremmest var muslimerne selv, der angreb deres fanatiske og morderiske trosfæller.

Snæversynet Miljøråd

Niels I. Meyer, Hørsholm

Det Miljøøkonomiske Råd (DMR) er netop barslet med sin første store rapport om klimapolitikken. Desværre er resultatet en sørgelig abort. Ser man bort fra gammeldags økonomer, så ved alle, der beskæftiger sig med miljøproblemer, at markedet er alt for kortsigtet til at kunne være styrende for den langsigtede miljøpolitik. Markedets profithorisont er typisk fem år, mens miljøplanlægningen kræver en horisont på 30 til 50 år. Ikke desto mindre klamrer DMR sig til forældede økonomiske lærebogsteorier om markedets unikke evner til at minimere de samlede omkostninger. DMR synes helt at overse tidshorisontens afgørende indflydelse.
Samtidig fremlægger DMR en fejlagtig argumentation for, at man ikke kan kombinere CO2-kvoter med tilskud til vedvarende energi. Selvfølgelig kan man det. Det kræver blot, at CO2-loftet sættes så lavt, at der er taget hensyn til CO2-reduktionen fra det planlagte antal anlæg baseret på vedvarende energi. Hvor svært kan det være?
Tilsvarende principper kan anvendes i forhold til kvoteloftet, når det drejer sig om planlagte danske energibesparelser. Derved smuldrer DMR’s argument om, at det ikke nytter noget, at danskerne sparer på energien, når EU har indført et kvotesystem. De nationale kvoter skal bare tage hensyn til de målsatte energibesparelser.
Heldigvis ser det ud til, at vores klimaminister med sin journalistiske baggrund er bedre til at gennemskue de reelle muligheder i det virkelig liv end de professionelle økonomer i DMR.

På med vanten

Vagn Søndergaard, København

Ja, for satan da, Villy! u må straks selv drage til Ægyptens land for at forklare dem, at det kun er de udemokratiske muslimer, du ønsker brændt op i hede hule helvede. God fornøjelse!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

I landet hvor ytringfriheden er gået til extremer med FOX NEWS