Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
Debat
8. marts 2008

Danmark gjort til nar

Jack Donen, København Ø

Tak til Martin Burcharth for lederen den 29. februar. Anders Foghs præstation forleden, hvor han kritikløst og servilt roste Bush inderligt foran verdenspressens tv-kameraer for dennes indsats som krigsherre og miljøforkæmper, har måske gjort noget godt for Foghs personlige fremtidige karrieremæssige ambitioner, men den har gjort Danmark til nar over for hele verden.

Tak for digtet, Pryds Helle

Niels Krause-Kjær, journalist

Forfatteren Merete Pryds Helle skriver i Information den 6. marts et digt til mig. Det er jeg meget beæret over. Det er efterhånden mange år siden, en kvinde har skrevet digte til mig. Hun kalder det "et højreorienteret digt". Det må jo så være forfatteren, der er højreorienteret, men sådan har jeg nu aldrig opfattet Merete Pryds Helle, så måske er der noget, jeg har misforstået. Det er vi så to om. For i et besynderligt indlæg ved siden af, kritiserer Merete Pryds Helle de mange genudsendelser på P1. Den irritation deler hun givet med mange. Hvorfor lige netop mit lille P1-program 'Krause på Tværs' skal blandes ind i det, forekommer mig uklart. Udover, naturligvis, at det også genudsendes et par gange.

Men så kommer Merete Pryds Helle med følgende opstød: "Jeg prøver at overhøre den højreorienterede propaganda, der kommer ud, hvor journalisterne helst interviewer eksperter fra Cepos og Copenhagen Business School". I og med, at der skrives (højreorienteret) digt til mig, og jeg er den eneste, der nævnes ved navn, må den sætning i alt fald delvist være møntet på mig. Vi har snart lavet 100 programmer af 'Krause på Tværs'. Jeg kan oplyse, at Cepos ikke har været gæst endnu (det skal såmænd nok komme en dag). Umiddelbart husker jeg en enkelt gæst fra CBS. Det var en økonomiprofessor, som i halvanden time argumenterede imod regeringens skattestop.

Jeg må fraråde Merete Pryds Helle at gå ind på programmets hjemmeside og se, hvem der har været gæster gennem tiderne, hvis hun vil bevare sine fordomme. Måske er programmerne alligevel ikke blevet genudsendt tilstrækkeligt mange gange, når Merete Pryds Helle også digter, når hun skriver indlæg.

Artiklen om X Factor

Simon Kringelum, sociologistuderende ved Aalborg Universitet

Tirsdag den 4. Marts berettede Søren Vestergård Nissedal om sin forargelse over billedet af X Factor-dommer og jazzmusiker Thomas Blachman på forsiden af sin respektable avis. Jeg var selv i en tilstand af forargelse over, at den eneste anstændige og alternative (læs: uafhængige) avis kunne få sig selv til at bringe et så populistisk indslag, og endda krydret med overskriften "Han har god smag!"

Dertil vil jeg godt være enig med Søren. Dog blev alle mine anelser skudt i sænk, da jeg kom til 2. sektion og begyndte på artiklen. Blachman blev knap nok nævnt, før andre prominente personligheder tog over og kom med deres syn på smag fra en noget anden vinkel, end hvis artiklen var trykt i andre store danske aviser.

Mage til research og kvalitative holdninger skal man lede længe efter! En dejlig vinkel på smagsdommeri, som efterhånden er blevet en kerneværdi i det danske samfund Så kan man godt acceptere forsiden, når artiklen udmærker sig, som den gør.

Slut med kvinder på monkeyclass

Anne-Marie Meldgaard ligestillingsordfører, MF (S)

Her lørdag den 8. marts fejrer vi kvindernes internationale kampdag. Det er en af den slags dage, som jeg tit hører folk sige, "hvad skal den egentlig til for?" For der er tilsyneladende mange, der mener, at kvinder ikke har noget tilbage at kæmpe for.

Intet kunne være mere forkert. Selvom kampen nu ikke i så høj grad som tidligere står om arbejdet i og uden for hjemmet, kan kvinder desværre helt kontant mærke, at de slæber efter mænd. Det er selvfølgelig når det gælder tykkelsen på pengepungen.

Både kvinders karrieremuligheder og deres løncheck halter efter mændene. Begrundelsen er intet andet end deres køn. Vi mangler stadig en helt basal ting som lige løn for lige arbejde. Pensionsopsparingen lider følgelig.

Kvinder i dagens Danmark bliver altså parkeret på monkeyclass, mens mændene nyder et arbejds- og pensionistliv på den sjove side af gardinet.

En undersøgelse fra ATP viste for kort tid siden, at pensionsgabet er større og mere alvorligt, end vi kunne have forestillet os.

For det er allerede før kvinderne for alvor kommer ud på arbejdsmarkedet, at pensionsefterslæbet starter. Piger i teenagealderen må se sig overhalet af de jævnaldrende drenge i racerløbet om de fede pensionsopsparinger. Det er desværre kun starten på et mønster af ulighed mellem mænd og kvinder, der betyder, at kvinder ikke alene må se sig forbigået i lønspørgsmål og avancementsmuligheder, men også at kvinder lever en pensionisttilværelse, der er klasser under mænds.

Allerede i ungdommen står det mejslet ud i sten, at mænds pensionsopsparing får dobbelt så mange kroner tilført som kvinders. Hvis forklaringen skal findes i, at kvinder tager mere uddannelse end mænd, bliver forskellen bare endnu mere absurd. At kvinder skal straffes dobbelt på den måde er i mine øjne en stor urimelighed.

Vi er nødt til at gøre op med kvinders tilsyneladende faste plads på monkeyclass. Derfor bør pensionssystemet vendes på hovedet. Derfor skal det være slut med, at pension hører uløseligt sammen med arbejdsmarkedet. Tænk, hvis man kunne spare op til pension gennem uddannelse. Eller hvis det uhonorerede arbejde i hjemmet indløste en billet til de gyldne pensionsmarker.

Så ville vi får alvor få gjort op med en grotesk diskrimination af kvinder i et moderne samfund. Se, dét er da værd at kæmpe for. God 8. marts!

Hyggefiseri med Albright

Arne Lund, Enhedslisten

Menuen bestod af massive fortrængninger, garneret med den diskrete kynisme, der hører det højere borgerskab til. Til dessert blev der serveret kaminpassiar med en krigsforbryder.

Den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright var i byen, og hendes danske fanklub havde derfor inviteret på frokost og en stille snak om kvinders muligheder i den hårde mandeverden. Ganske relevant her op til kvindernes internationale kampdag.

Med var også inviteret TV-kanaler og den danske verdenspresse, der fuld af benovelse undlod at stille utidige spørgsmål til fru Albrigth. Der var ellers nok at spørge om. Hun har efter sin afgang som udenrigsminister helliget sig et forfatterskab, der tilsyneladende virker inspirerende på yngre veluddannede kvinder fra cafe-latte-miljøet. Kvinder, der med blikket stift rettet på egen karriere, netværker ud fra sloganet "der er et særligt sted i helvede, til kvinder, der ikke hjælper hinanden".

Hvor lyder det dog smukt. Hvor er det dog positivt at se de yngre kvinder,sidde og hyggefise sammen med en af de hovedansvarlige for den amerikanske sanktionspolitik, der skulle knække Irak. Gud ved, hvem de ellers er villige til at netværke samme med? Thatcher? Golda Meir? Condoleezza Rice? Leni Riefensthal?

I 1996 skønnede FN, at en halv million irakiske børn var døde som følge af sanktionerne. Albright, der dengang var USA's FN-ambassadør, fortalte i programmet '60 minutes', hvordan hun forholdt sig til dette overlagte og planlagte folkemord. Journalisten spurgte:

"Vi har hørt, at en halv million børn er døde. Jeg mener, det er flere børn, end der døde i Hiroshima. Er det prisen værd?"

Og Albright svarede:

"Jeg mener, det er et meget svært valg, men vi mener, det er prisen værd".

Den 'rette' seksualitet

Flemming Nakinge Nielsen, Rødekro

Mia von Qualen og Mathilde Holm påstår i kronikken den 18. marts, at Danmark i henhold til FN's Kvindekonvention er forpligtiget til at betragte prostitution som et brud på Menneskerettighederne. Men der er intet i konventionen, der giver belæg for denne påstand. Kronikørerne ønsker en kriminalisering af prostitutionskunderne, men erkender, at vi i Danmark sikrer individets ret til at bestemme over sig selv og egen krop, og Institut for Menneskerettigheder har i øvrigt påvist, at en kriminalisering af kunderne vil være en krænkelse af de prostitueredes menneskerettigheder. Desuden erkender kronikørerne, at "frygten for, at prostitutionsmiljøet ved et forbud vil blive forrået og gå under jorden, er reel".

Kronikørerne belærer os om, hvad der er den rette seksualitet, knyttet til lyst og respekt. For min skyld må kronikørerne mene om dette, hvad de vil. Men jeg gyser ved tanken om, at de vil udbrede denne 'rette' seksualitet og afskaffe 'forkerte' former for seksualitet gennem forbud, kriminalisering og straf.

Gyset bliver ikke mindre, når kronikørerne er parate til at ville hidføre forråelse af prostitutionsmiljøet og at krænke de prostitueredes menneskerettigheder for at udbrede denne 'rette' seksualitet.

Jeg troede, vi havde sagt farvel til denne type af totalitær tankegang.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her