Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
6. marts 2008

Frygt og terror

Poul Dahl, Kjellerup

At jeg nu ikke mere kan for-evige min søn på 10, når han stolt for første gang tager springet fra tre-metervippen i svømmehallen, er for mig endnu et slående bevis på rigtigheden af min 'definition' på terror, der lyder som følger:

"Den værste og den farligste terror, er den, du ikke kan se. Det er den terror, der forklædt som uvidenhed og frygt sniger den sig ind på dig, og den påvirker dig og andre på den måde, at vi i stedet for at bekæmpe terroren begynder at terrorisere os selv."

Det er vi i fuld gang med.

Gudskelov for alle billeder

Patrick Mac Manus, København

Vi trænger til nye billeder, der fejres som udtryk for ytringsfrihed og kunstnerisk udfoldelse. Billeder om Jesus, hans korte liv, hans oplevelser og tidlige død. En uafviselig figur i vor civilisation.

Det kan ikke kun være billederne af en anden profet, en islamisk, der fylder spalterne og skaber international opmærksomhed. Vi må selv kunne skabe egne billeder, af Jesus og ikke Mohammad.

Der er mange temaer i de tolv jesusbilleder, der afspejler hans gode venners antal, apostlene. Mange varianter til forundring og eftertanke.

Et billede af ham som dreng, der onanerer og bliver opdaget af sin far, tømreren Josef, der længe har vidst, at han ikke var far til drengen. Et billede med den kære skøge, Maria Magdalene, der følger ham hele livet, et væld af bevægende positioner. Et billede af Jesus, der viser sin smukke bagdel i templet i foragt for kræmmerne. Et billede, hvor han går på vandet, men bliver reddet af fiskerne inden det er for sent.

Der er naturligvis også andre temaer og det er kunstnernes opgave. Men også billedet af ham på korset med erektion. Tidligere benyttet af en dansk kunstner, men åben for nye indblik i enden på hans korte liv.

Billederne må samles som væsentligt kulturelt udtryk. Måske af en avis som Jyllands-Posten, der gerne spejler og belønner opsigtsvækkende kunstneriske initiativer.

God smag

J.Z. Maarup, Morud

"God smag peger fremad," siger Thomas Blachman, og hvor er det dog rigtigt og godt, at der hermed bliver rusket grundigt op i middelmådigheden, som skyller ind over os i disse tider med det ene fordummende tv-program efter det andet.

Kan man nu sige, at den, der har god smag, også har forstand på at udpege god kunst? Ja, det kan man vel. Men det betyder altså ikke, at kunsten skal 'påduttes' fru Larsen, som overhovedet ikke kan se begrundelsen for, at hendes skattekroner skal ødes bort til et formål, som hun ikke forstår, og som hun aldrig værdiger en tanke.

Selv om Stig Dalager konkluderer, at der hverken fra politisk eller kunstfagligt hold kan gives gode begrundelser for uddeling af kunstfondmidler, prøver han selv at legitimere samme, ved at skrive: "Tænk på det danske sprog uden H.C.A." Det er jo noget vrøvl, for man skal da først have oplevet H.C.A., før man kan føle savnet af hans ikke-eksistens!

Dalager prøver altså at 'hvidvaske' Statens Kunstfond ved hjælp af en efter-rationalisering. Er det virkelig ikke muligt at finde en begrundelse for doneringen af penge fra staten, som fru Larsen forstår og sanktionerer? Det tror jeg faktisk (heller) ikke. Derfor kunne man overveje alternative metoder, som ikke skaber skel i befolkningen.

Mit forslag er, at danske kunstnere, der måtte ønske det, laver en (kunst-) andelsbevægelse, som vi interesserede kunne skyde penge i, og som udøvende kunstnere kunne søge midler fra. Andelsbevægelse lugter godt nok fælt af fortid, men jeg melder mig gerne med et indskud på 1.000 kr.

Tror Dalager virkelig, at disse fremragende kunstnere, som p.t. modtager midler, ikke ville praktisere deres kunst, hvis de ikke fik statsstøtte? Jeg tror ikke, at de kunne lade være. Forestil dig en Rifbjerg, der ikke skrev, eller en Nørgaard der ikke slagtede hest. Utænkeligt! Tænk derimod på al den kunst, der er frembragt i hundredevis af år uden statens hjælp.

Man har en fornemmelse af, at det er et mål i sig selv, at staten bidrager til kunst. Ret beset kan ingen vide, om der kommer bedre kunst ud af et andet system.

Konfliktret i fare

Søren Søndergaard, MEP (Folkebevægelsen), Bruxelles

SF's Margrete Auken forklarer (3. marts) hvorfor hun i EU-Parlamentet stemte mod mit forslag om 'at retten til kollektive kampskridt fortsat skal henhøre under medlemsstaternes eksklusive kompetence'. Det var for ikke at antyde, at den nye Lissabon-traktat undergraver konfliktretten. Det gør den naturligvis ikke, hævder hun.

Men det giver den faktisk mulighed for. I Vaxholm-sagen for nylig dømte EU-domstolen en svensk konflikt ulovlig. Dommen noterer, at kollektive kampskridt er en grundlæggende rettighed i EU, men fastslår samtidig "at udøvelsen af denne ret kan undergives visse begrænsninger."

Dommen henviser direkte til Charter for grundlæggende rettigheder, som er en del af Lissabon-traktaten. Heri fremgår, at konfliktretten skal udøves "i overensstemmelse med EU-retten" (artikel 28). Da Lissabon-trakaten samtidig fastslår, at EU-retten har forrang frem for national ret (erklæring 17), er det uomtvisteligt, at EU-domstolen kan begrænse konfliktretten i Danmark, hvis Lissabon-traktaten vedtages uændret.

Derfor burde alle gode kræfter samles om, at sikre konfliktretten som et nationalt anliggende i EU's traktatgrundlag. For når Lissabon-trataten først er ratificeres, så er det for sent.

Hva' så?

Emilie Noura Gram-Hansen, Odense SV

Kære medborgere i det danske land. Folkens! Stop med at udbrede følgende tre begreber: Islamister, islamo-fascisme og islamisk terrorisme. Kriminelle handlinger som kidnapning og mord er ikke jihad! Fascisme og Islam er antonyme! Terrorisme har intet med Islam at gøre!

Begreberne spreder i vores dage blot had som aldrig før. Stop med at bruge dem! Religion i sig selv er ikke fjenden; det kan menneskene, der anvender den, være, men som udgangspunkt er de det ikke. For at bevare freden skal retfærdigheden ske fyldest. For at retfærdigheden sker fyldest, må barmhjertigheden eksistere. For at barmhjertigheden kan eksistere, skal kærligheden sejre. Og for at kærligheden kan sejre, må friheden til selv at vælge komme først!

Platugler

Steen Ole Rasmussen, Odense S

Information har, med kulturskribenten Lasse Lavrsens uforpligtende indfaldsvinkel til temaet 'dommedag' valgt for alvor at gå ind i den branche, der slår plat på temaet.

Temaet indledes 1. marts med, at En verden uden os har solgt mere to millioner kopier på 30 sprog. Det er den lette indledning, kulturskribenten her bruger som påskud for at fortsætte sin række af underligt underholdende artikler om emnet, dommedag.

Hans budskab er, at emnet sælger, og det bruges på den måde som det billige påskud for at sælge videre på underholdningsværdien i En verden uden os, med og uden skam, skyld, og i økonomisk, perspektiv, selvfølgelig.

Fokus ligger på den kommercielle plathed, men fokuseringen skjuler ikke platheden i Inf.'s måde at slå plat på temaet på; budskabet om, at budskabet sælger, benyttes slet skjult lige så plat, som det budskabet refererer til.

Tab i krig

F.H. Pedersen, Viborg

I debatten om danske soldater i Afghanistan er der tale om en ny vurdering af uddannelsestidens længde og uddannelsen.

Jeg er overbevist om, at materiellet er bedre i dag end for et antal år siden, og at uddannelsen er god. Danske soldater yder en fremragende indsats i Afghanistan.

Men der har været for mange tab/uheld i den senere tid. Jeg mener, at nuværende fire måneders værnepligt bør ændres til udelukkende at øve militære fag og at de otte måneder forhøjes til 10 måneder. Sikkerhed og rutine er afgørende i alle situationer. Systemet bør gennemgås med henblik på ændringer.

Cost-benefit

Hanne Schmidt, København S

SF har længe prioriteret skadereduktion i sit syn på, at stofafhængig kan man ikke gøre noget ved, og derfor går SF ind for lægeordineret heroin. Frank Hedegaard nævner, at det er højrefløjen, der i årevis har plæderet for stoffri behandling.

Jeg føler mig godt nok mere venstreorienteret end Frank, men jeg tror også på stoffri behandling. Det gør jeg ud fra en social og politisk analyse af, at stofafhængigheden er socialt betinget, og at stofmisbruget er en følge af omfattende omsorgssvigt i et samfund, der hverken evner at tilbyde trygge opvækst- og livsvilkår i kærlige fællesskaber eller at samle op på mennesker, der ender psykisk og socialt ude i tovene.

Uanset om disse mennesker får metadon eller heroin, vil de stadig være at finde på samfundets bund i deres egne subkulturer, udelukket af det pæne selskab i både midter- og højrefløje og i SF.

Det, der adskiller SF, mig og Enhedslisten, er åbenbart kampen for et socialistisk samfund, der inkluderer frem for adskiller og isolerer klasser og samfundsgrupper.

Skadereduktion er ikke er andet end et cost-benefit-syn på stofmisbrugeren.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu