Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
5. marts 2008

Se til højre ...

Margrethe Vestager, gruppeformand for Radikale Venstre

Idéudvikler Joachim Nielsen fra Vanløse stiller i Information den 3. marts spørgsmålstegn ved Radikale Venstres rolle som midterparti. Han mener, at Radikale Venstre har afskrevet sig sit socialliberale grundlag ved at pege på Socialdemokraterne. Men, Joachim Nielsen, man bliver jo ikke et midterparti, bare fordi man undlader at pege på en statsminister.

Radikale Venstre er et midterparti, fordi vi har vores egen socialliberale politik. Og fordi det er vores erfaring, at bredt samarbejde giver de bedste løsninger. Vi mener, at det lægger låg på mangfoldigheden og den politiske udvikling, hvis vi skal lave et fælles program med andre partier, og derfor er vi os selv - men hverken politisk eller i samarbejdet med andre os selv nok. Det ville gøre det sværere at se forskel på partierne, hvis der ikke skulle være grund til at stemme på enten RV, S, V, K eller SF for den sags skyld.

RV er et parti, der arbejder efter devisen 'indflydelse på kort sigt, ny regering på langt sigt'. Det har givet resultater, hvor vi ikke mindst inden for de seneste par uger har indgået forlig med regeringen og skiftende politiske partier om bl.a. energi, trafik, miljø, beskæftigelse og på det sociale område. RV lægger ikke stemmer til hvad som helst. Men vi mener, at Danmark fortjener brede politiske løsninger, der omfatter flere partier end blot dem, der i forvejen har peget på regeringen.

RV arbejder således konstruktivt på at give vore vælgere politisk valuta for deres stemme. Vi sidder ikke på hænderne i fire år. Der er ingen hængekøje i det radikale redskabsskur.

Det ændrer ikke ved, at der fortsat er brug for en anden regering. Og den arbejder vi, som det midterparti vi er, på at skabe flertal for.

R er ikke et midterparti

Carsten Ørting, (R), Nyrup

Joachim Nielsen spørger 3. marts om, hvornår Det Radikale Venstre bliver et midterparti. Jeg kan godt forstå frustrationen, men den kommer af, at Joachim, som så mange andre, har set for meget analyse, spin og debat i tv. Det Radikale Venstre er ganske rigtigt et socialliberalt parti, men ikke på den måde, som Joachim beskriver det, hvor det sociale og det liberale pragmatisk opvejer hinanden - langt fra.

Grunden til, at det er svært at være Radikal i disse spin-tider er, at Det Radikale Venstre er et parti, der konsekvent forsøger at forsvare og udvikle grundlæggende værdier, som f.eks. bygger på åndelig frihed som fri forskning og gode forhold for kunstnere, undervisere etc. lighed i retssystemet, med fokus på grundlæggende rettigheder for alle uanset religion, køn, handicap eller f.eks. seksuel orientering og broderlighed i økonomiske forhold, hvor et grundlæggende solidarisk samfund er det, der skal sikre den enkeltes frihed.

Det virker måske nok lidt gammeldags, men jeg tror, at vi efterhånden er rigtig mange, der mener, at det må være på tide, at sådanne grundlæggende værdier får plads - også spalteplads.

Pengene eller sproget

Gorm Gunnarsen, medlem af BR for Enhedslisten, Kbh.

Er du to-sproget og stammer dine forældre fra et land uden for EU, så skal du fremover betale 1.600 kroner om året for at modtage modersmålsundervisning i den københavnske folkeskole.

Er du derimod to-sproget og har forældre, der stammer fra et europæisk land, så er undervisningen gratis. Københavns Kommune har dermed indført et system, hvor sociale rettigheder er knyttet til etnicitet.

Vi kender allerede mange eksempler på denne form for diskrimination af ikke-europæere fra den danske regerings side. Nyheden er, at SF, radikale og Socialdemokratiet, der sidder solidt på magten i København, vælger at bruge deres magt til at føje endnu et eksempel på diskrimination til listen.

SF's Skoleborgmester Kjeldgaard fremsatte forslaget om at indføre brugerbetaling i Børne- og Ungdomsudvalget og fik opbakning fra alle andre partier end Enhedslisten. I Enhedslisten håber vi dog, at SF, radikale og Socialdemokratiet er kommet til fornuft, inden Borgerrepræsentationen tager endeligt stilling til forslaget i april.

Krisehjælp ved hånden

Kamma Ankjærø, Århus C

"Krisehjælp er i voldsom vækst," lød overskriften til en tv-nyhed 1. marts. Sidste år fik knap 44.000 danskere krisehjælp støttet af det offentlige, og det er en stigning på 34 procent på bare fire år ifølge Kristeligt Dagblad. Videre oplyses det, at mange af de omkring 700.000 danskere, der har en privat sygeforsikring, også har adgang til psykologisk krisehjælp, hvis 'uheldet rammer'. Yderligere 800.000 danskere er dækket af en firmaordning via Falck.

Hver dag får Falck Healthcare 100 forespørgsler om psykologbistand, og i hvert tredje tilfælde er der tale om krisehjælp, der kræver akut hjælp.

Er 'uheldet' nu det rette ord? En hændelse, der kræver krisehjælp, er ikke et uheld, men en ulykke, og alligevel kan vi i avisomtaler af for eksempel trafikulykker læse, at en person er blevet 'dræbt ved et trafikuheld'.

Krisehjælp, støttet af det offentlige, har ikke altid eksisteret, men der er en krisehjælp, vi altid har lige ved hånden, ja, vi har faktisk begge hænder fulde - vi behøver bare at folde dem ...

Diktatorens smil

Mogens Lindstrøm, Nibe

Det er rigtigt trist, at i dette samfund er statsmagten besat af en så paranoid mistillid til befolkningen, at den ser sig nødsaget til, uden ydre anledning, tvangsmæssigt at stille mindreårige op ad en mur for at fotografere dem (TV 2, den 3.marts).

At høre justitsministeren tale om retssikkerhed giver samme gys som et af Henrik Nordbrandts digte, hvori solen er som "en diktators smil når han lovpriser roen i landet."

Kom ind i kampen, Auken

Henrik Guldborg Bøge, Charlottenlund

MEP Margrete Auken (MA) fra SF er intet mindre end verdensmester i vås. Senest i Information 3. marts, hvor hun, under den temmelig misvisende overskrift 'strejkeretten skal sikres' behændigt danser uden om sagens kerne.

MA stemte imod et forslag i EU-parlamentet fra MEP Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU, der ville sikre, at konfliktretten fremover skulle være et nationalt anliggende og ikke et EU-anliggende. Forslaget var direkte forårsaget af dommene i Viking- og Vaxholmsagerne, hvor EF-domstolen såede tvivl om, hvorvidt arbejdere havde ret til at konflikte. Denne dom kan vise sig at være intet mindre end en bombe under det nordiske aftalesystem og som sådan en fuldstændig undergravning af vores velfærdssamfund og århundreders hårdt tilkæmpede velfærdsrettigheder.

MA siger, hun stemte imod forslaget, da den nye Lissabon-traktat ikke undergraver det danske arbejdsmarked og konfliktretten. Men i virkelighedens verden er sagen en helt anden. EF-domstolens afgørelser i Viking- og Vaxholmsagerne har nu skabt præcedens i lignende sager. Derfor er der god grund til at frygte, at domstolen fremover vil dømme imod arbejdstagerrettigheder og imod faglig konflikt.

Det kan altså ikke tolkes anderledes, end at MA og SF i deres begejstring for EU, stemmer imod et forslag, der netop burde være en SF-kernesag. Folkebevægelsen mod EU og Søren Søndergaard bruger derimod EU aktivt som en politisk kampplads for at gennemtvinge reelle forbedringer.

Fix og vækstspiralen

Søren Blaabjerg, Hørning

Der er for tiden (bl.a. i kraft af klimatruslen og de forudsebare kraftigt stigende oliepriser) stor fokus på teknologiske fix.

Vi skal have biler, der kører langt på literen, vi skal bruge tilsætning af bio-ethanol til benzin og diesel, vi skal have hybridbiler, der til dels kan køre på el, som kan produceres ved hjælp af vindkraft, og så skal vi selvfølgelig fortsat udbygge forsyningen med vedvarende energi, især vindkraft (og i øvrigt i videst muligt omgang undvige CO2-begrænsningerne via handel med kvoter - eksempel på et formalistisk fix).

Derimod er der mildt sagt ikke meget fokus på, at vi skal have standset den sindssvage vækstspiral. Hvis dette imidlertid ikke sker (benægt det hvem der kan), vil alle andre selv nok så positive tiltag i bedste fald kun kunne bidrage til at tage lidt af farten af i den katastrofale miljø- og klimaudvikling, der trænger sig på.

Det vi skal (med en rimelig fordeling national og globalt) er kort fortalt følgende:

- Vi skal sammen finde ud af at arbejde og producere noget mindre

- Vi skal sammen finde ued af tjene noget mindre

- Vi skal sammen finde ud af at forbruge noget mindre

- Vi skal sammen finde ud af smide noget mindre væk og genbruge, hvad der kan genbruges på højest muligt niveau

Vi skal med andre ord vænne os til at forkaste det altoverskyggende vækstcredo og se hurtigst muligt at få det erstattet af et mådeholdscredo i stedet, hvor vi økonomiserer med eneste af virkelig reel værdi, nemlig vores fælles biologiske og fysiske livsgrundlag. Det, kære venner er opgaven.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Blaabjerg, jeg er meget enig med dig. Er i tvivl om hvordan vi får folk med, når vores politikere, næsten alle, ikke vil se det?
Tror du Klimabevaegelsen kan løfte opgaven?