Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
4. marts 2008

Lystmord og lal

Søren Vestergård Nissedal, Espergærde

På min arbejdsplads er ingen (vist) i tvivl om, at jeg holder Information (i vel 25 år), og at jeg gør det (bl.m.a.) fordi den ikke skriver om kongelige (jeres bagsidenotits da Kronprinsen blev gift var for fed), om lystmord og om alskens lal.

Fredag blev jeg så gjort opmærksom på - på jobbet, da jeg ikke havde set avisen selv endnu - at Thomas Blachman fra 'X-factor' var på forsiden. Spot og spe, og jeg replicerede, selvsikkert, at det måtte være en misforståelse, men så, hjemkommet ... lamslået.

Hvad er det lige, der er sket med 'min' avis? Det er jo ikkeengang sjovt. Tvi!

Fodslæbere

Lars Peter Melchiorsen, Landsformand i KLF, Kirke & Medier, Vejle

I Inf. 29. februar kommenterer Christian S. Nissen den evige kamp i kulturlivet mellem hurtigløbere og fodslæbere. Som medlem af KLF, Kirke & Medier vil jeg nok blive henregnet til fodslæberne med hensyn til især DR's programpolitik. Det er sikkert rigtigt, at vi fodslæbere igen og igen bliver først væltet omkuld, siden revet med af nytænkningens frembrusende stormflod. Vi tager med tiden tingenes tilstand til efterretning, indtil næste bølge sender os ud på hundesvømning mellem programfladernes godbidder.

Alligevel vil jeg mene, at vi gennem de senere år har oplevet en revolutionerende ændring af DR's programlægning som følge af de tilspidsede konkurrencevilkår. Der sker f.eks. for samtaleprogrammers vedkommende en forskydning af formaterne fra det sammenhængende til det mere kalejdoskopiske. Tag P1-programmet 'Mennesker og tro'. Det blev som følge af programmet 'Eksistens'' nedlæggelse ændret til 'Tro og eksistens'. Af de tilbagemeldinger, som vi har modtaget i KLF, Kirke & Medier, kan vi fornemme, at 'Eksistens' og 'Mennesker og tro' ikke nødvendigvis henvendte sig til de samme mennesker.

Vi lever i en tid, hvor i hvert fald nogle ældre lytter og seere bliver koblet af. Det er måske DR's intention hvad 'vestjyder 70+' angår. Én ting er, at det bliver interessant at se, om sening og lytning kun er et spørgsmål om vaner 'fra ungdommen af', eller om det også bestemmes af fysiologi. I så fald vil DR få et problem med det voksende antal ældre. Noget andet er, at det vel ikke er i overensstemmelse med public service kontrakten at hægte dele af en befolkningsgruppe af?

Godt lys

Poul Erik Hornstrup, Frederiksberg

PH er ophavsmand til aforismen: "Der findes ikke dårlig smag. Der findes kun god smag, og den er dårlig."

Så det må kaldes ironisk, at PH's egne lamper for mange i dag står som ikoner for præcis den gode smag, han langer ud efter, som f.eks. i Lasse Lavrsens artikel i Paradoks 29. februar. Som ejer af flere PH-lamper (og en diskutabel smag) finder jeg det godt nok underligt at blive påduttet, at jeg vælger PH-lamper for smagens skyld. Kunne det tænkes, at jeg bare gerne vil have godt lys?

Oprør nedefra

Claus Frausing, Herlev

Det var Socialdemokraterne, der kæmpede for at hive arbejderklassen ud af arbejdsløshed, fattigdom og kriminalitet, skriver Anne Vang og Kjeld Holm i deres sympatiske kronik. Ja, og før Socialdemokraterne var det Venstre, der løftede bondestanden, og de radikale der gav husmanden værdighed osv. Historisk set har det altså kunnet svare sig at gøre oprør mod undertrykkelsen. Oprør kommer altid nedefra. Det ligger i danskernes og det meste af verdens kulturer.

Men når man nu kommer fra en helt anden verden, hvor man alene ved tanken om ændringer opgiver, fordi man undertrykkes af mørke ideologier, bliver man så anderledes, fordi man flytter til det forjættede land?

Det gjorde europæere, der emigrerede til USA, ganske vist heller ikke. De skabte bare et historisk set storslået samfund alligevel. Religion var en privatsag omend betydelig, og man fik valget mellem enten at forsørge sig og sine eller ganske enkelt gå under. Det gjaldt også for hugennotter, ungarere, polakker, tyskere, svenskere, vietnamesere, der er kommet til Danmark igennem tiderne.

Hvorfor brænder deres efterkommere ikke affaldscontainere af?

Villys fortryden

Ulla Jessing, Virum

SF's formand Villy Søvndal har fortrudt sin kritik af Muhammedtegningerne. Men har Villy Søvndal helt glemt Poul Henningsen's satiriske kommentar, skrevet 1931 om den offentlige mening? Han har skrevet:

"Denne mening er en afgud, som er så bekvem at dyrke.

Bare aldrig mene noget, som de andre ikke mener."

Medister

Jens Overgaard Nielsen, Virum

"Fascister, nazister, skal hakkes til medister." Cirka sådan har en helt legitim ytring sekunderet adskillige demonstrationer, hvor venstrefløjsgrupperinger har været aktive deltagere i kamp mod totalitære kræfter.

I disse dage har en del med afsæt i samme grupperinger haft travlt med at være frastødt over Villy Søvndals knapt så harske, men helt lige så legitime opfordring til Hizb-ut-Tahrir om at skride af helvede til. Villy beskyldes for mobning. Ja da! Men en i enhver henseende rimelig mobning.

Den til lejligheden opfundne småborgerlige bonerthed klæder ikke disse repræsentanter for venstrefløjen. Hvad er formålet med at botanisere i hard-core one-liners over for klassefjender? Både Nazi-Johnny og Fadi Abdullatif fortjener samme skæbne ud fra et venstre-demokratisk synspunkt, så hvad er det reelle politiske indhold i det fejlplacerede føleri?

Blachmania

Jakob Kofod, Nørrebro

"Nogen der kender historien om prutten, der gerne ville være torden og orkan? Uanset hvor meget den forsøgte at være buldren og bragen, forblev den blot en smule uopdragen."

Snart fixerum

Frank Hedegaard, social-ordfører, medlem af BR for SF

Det glæder SF uendeligt, at regeringen langt om længe har indset, at det er nødvendigt at gøre noget for de hårdest belastede narkomaner i Danmark. Hvor den politiske højrefløj i årevis har plæderet for stoffri behandling og insisteret på, at al behandling skal ende med stoffrihed, har SF længe erkendt, at det ikke er muligt for alle at kvitte stofferne helt. Vi har prioriteret skadesreduktion i stedet, altså at nogle af alle de følgevirkninger der er ved stofmisbrug reduceres.

SF håber, at vi nu, hvor regeringen har indset, at skadesreduktion er en mere rea-listisk behandlingsfilosofi, kan se frem til at få fixerum også. Forsøg med lægeordineret heroin og fixerum i England har været en ubetinget succes. I den tid, forsøget har kørt, er kriminalitet begået af narkomaner faldet mærkbart, misbrugerne køber kun sjældent deres stoffer på gaden, og deres hygiejne og teknik i forhold til at tage stofferne er blevet bedre.

Det er trist at tænke på alle de narkomaner, der er døde, fordi den politiske højrefløj har tøvet med at igangsætte forsøget med lægeordineret heroin. Det er på høje tid, at narkomanerne får et mere værdigt liv. Fixerum må derfor være næste skridt.

Bush og miljøet

Nis Rasmussen, Hundested

Den verdensberømte miljøaktivist og vindmølleekspert Anders Fogh Rasmussen udtaler under sit besøg i Texas hos sin gode ven og krigskammerat, George W. Bush: "Jeg hylder ham som en overbevist miljøforkæmper!"

Hvis denne rent ud sagt sensationelle udtalelse var kommet fra enhver anden, ville jeg nok have studset noget. Bush som overbevist miljøforkæmper? Hmmm! Men når det er vor egen altid troværdige statsminister, hvis brændende engagement for et rent miljø, et varieret dyreliv og bekæmpelse af den globale opvarmning er kendt over den ganske verden, stiller sagen sig naturligvis anderledes.

Derfor kan jeg også, i fuld tiltro til vor store statsministers dømmekraft og viden, for egen regning tilføje: "Det er ikke bare noget, jeg tror! Det er noget, jeg ved!"

Til de enkelte hårdhjertede skeptikere, der jo altid findes, som stiller sig tvivlende over for de to store mænds brændende engagement for miljøet og måske endda tror, at Foghs rosende ord blot skyldes lidt kammeratligt fedteri, har jeg dette at sige: "Der er ikke noget at komme efter!"

Brande i Inf.

Jacob Holte, Kbh. N.

I sin artikel om socialdemokratiet og SF kalder Thomas Hebsgaard utilpassede unges ildspåsættelser landet over for 'skraldespandsbrande'. Når man erindrer, hvordan skoler, biler, solarier, campingvogne og garager blev sat i brand, kan man vist roligt kalde det for en let omgang med fakta.

Jeg er usikker på Hebsgaards motiver i denne sag, men jeg gætter på, at der er tale om et retorisk kunstgreb, der skal understrege, hvor følsom SF nu er blevet, når de forlanger 'mandsopdækning af ballademagerne'. Man kan mene om SF's nye politiske kurs, hvad man vil, men fordrejninger af sandheden og nedtoning af fakta gavner i sidste ende ingen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu