Kronik

McCains hvide mandighed

Identitetspolitik forbindes oftest med kvinder og minoritetsgrupper. At John McCain står til at vinde Det Republikanske Partis nominering tyder dog på, at identitetspolitik også spiller en rolle for hvide mænd i den amerikanske valgkamp
En rigtig amerikansk krigshelt kan kun være en hvid mand som John McCain.

En rigtig amerikansk krigshelt kan kun være en hvid mand som John McCain.

3. marts 2008

"Hvad er det, der definerer en stor leder? Er det hans mod? Er det hans mod til at gøre det vanskelige og ikke bare det, der er lettest? Er det modet til at kæmpe?"

Ordene indleder John McCains valgvideo, der tydeligt illustrerer det image, den republikanske præsidentkandidat prøver at skabe afsig selv.

Mens den næsten intet røber om hans politiske standpunkter, giver den et godt indblik i hans bedrifter som pilot i den amerikanske flåde i Vietnam. Historiske filmklip af en ung, viril McCain og vidneudsagn fra soldaterkammerater sammenflettes til et billede af en mand, der besidder præcis det militaristiske (mands) mod, som indledningsvis efterlystes i en stor leder.

Minnesotas guvernør, Tim Pawlenty, opsummerer hen imod slutningen filmens budskab, når han siger, at McCain har demonstreret "mod, engagement, en vilje til at leve op til sin patriotiske pligt, ære, en markant personlighed, styrke og patriotisme i et mål og i en størrelsesorden, der er episk."

Om end alt dette i princippet kan findes hos kvinder, er det egenskaber, som mange amerikanere især værdsætter hos mænd og, kan man tilføje, særligt hvide mænd.

Kvinder er kun familie

Mens McCains mandlige støtter i filmen er eller har alle været ledende politikere eller krigsveteraner, optræder de eneste kvinder, to i alt, McCains hustru og moder, i kraft deres familieforhold til den modige mand.

Et subtilt, men utvetydigt signal om, at kvinder hører til i familien. For at være rigtigt præsidentmateriale, skal man ikke alene være mand, men en mand af McCains kaliber.

McCains succes med denne selviscenesættelse ses af den omtale, han får i de amerikanske medier.

The Economists amerikanske udgave udtrykte i en leder for nylig sin store tilfredshed med McCains sejr. Han var, som det hed, "den rigtige mand for republikanerne," først og fremmest i kraft af hans ærværdige fortid: "Mr McCain er en mand af mod. Han viste det i Vietnam, mens Mr. Bush og Bill Clinton fandt anden beskæftigelse."

Også The New York Times noterede i sin støtteerklæring til McCain i slutningen af januar, at han var "en ægte krigshelt."

Den militaristiske maskulinitet skilte fra begyndelsen af primærvalgkampen McCain ud fra resten af det republikanske felt. Hverken Rudy Guiliani, Mike Huckabee eller Mitt Romney har tjent i militæret.

Romney, der indtil Super Tuesday var McCains stærkeste konkurrent om nomineringen, forsøgte derimod at inkarnere et andet mandlighedsideal, nemlig den klassiske patriark.

Soldat fremfor faderen

I modsætning til McCain, der sjældent poserer med nogen af sine syv børn, lod Romney aldrig en chance passere for at fremvise sin store familie, der foruden hans kone tæller fem sønner, fem svigerdøtre og 11 børnebørn.

Han fremhævede sine evner som forretningsmand med det eksplicitte budskab, at han ville være en ansvarlig forsørger for hele den amerikanske familie i en svær økonomisk tid. Sidst, men ikke mindst ville han være en forsvarer for ufødte børn i kampen mod abort. Men republikanerne valgte altså soldaten over familiefaderen.

Krigsveteraner har siden borgerkrigens afslutning i 1865 haft en særlig status i det amerikanske samfund, og krigserfaring har været en klar fordel for mange mænd med håb om en politisk karriere. Også ved sidste præsidentvalgkamp spillede en fortid i militæret en rolle for en af de to kandidater.

John Kerrys nu næsten legendariske indledningsreplik på konventet i 2004 var en umiskendelig henvisning til hans fortid i militæret: "Jeg er John Kerry, og jeg melder mig til tjeneste".

Hans nederlag i november samme år skyldtes, dels en smædekampagne mod ham, der rejste tvivl om, hvorvidt han havde været en ægte helt i Vietnam. Militaristisk mandighed spiller dog en større rolle for McCain, end den gjorde for Kerry - både hvad angår selviscenesættelse og offentlighedens billede af ham.

Hvad er årsagen til, at dette mandsideal blusser op netop nu? For at forstå det, er det værd at se tilbage til slutningen af det 19. århundred, hvor en lignende opblomstring af et krigerisk mandsideal fandt sted. Som bl.a. historikeren Kristin Hoganson har argumenteret for, skabte den høje arbejdsløshed i 1890'ernes USA frygt blandt mænd for, at de ikke længere ville være i stand til at leve op til deres grundlæggende rolle som familieforsørgere, og det udløste en slags maskulinitetskrise.

Samtidig begyndte kvinder at vinde indpas på et område, der hidtil havde været et eksklusivt mandligt og længe også hvidt domæne: det politiske.

I 1870 havde sorte mænd fået stemmeret i samtlige USA's stater, og selv om kvinder først opnåede fuld stemmeret i 1920, havde de i de sidste årtier af 1800-tallet i flere stater fået ret til at stemme og stille op til de statslige lovgivende forsamlinger.

Mange hvide mænd opfattede denne udvikling som en utidig indtrængen på deres enemærker og forsøgte i forsvar at definere en særlig racebetonet maskulinitet som præmis for at være egnet som politiker.

Trussel mod hvide mænd

Mens hvide amerikanske mænd i krig blev beskrevet som frygtløse patriotiske krigere, blev de sorte soldater, der havde kæmpet ved deres side, udstillet som uselvstændige og umodige. En rigtig amerikansk krigshelt kunne altså kun være en hvid mand.

Som for 100 år siden er det nu vanskelige tider for mange amerikanske mænd. Alt tyder på, at der er en økonomisk recession under opsejling, arbejdspladser flyttes til udlandet, og et stort antal amerikanske familier bliver tvunget fra hus og hjem, fordi de ikke er i stand til at betale af på deres boliglån.

Samtidig er der sket noget nyt i det amerikanske politiske landskab. Det har længe stået klart, at enten en sort mand eller en hvid kvinde vil lykkes med at gøre indhug i det, der hidtil har været den hvide mands privilegium: at blive præsidentkandidat for et af de to store partier. Ikke overraskende føler mange hvide mænd sig igen truede.

At enten Barack Obama eller Hillary Clinton står til at vinde den demokratiske nominering har fået mange til ofte fordomsfuldt at diskutere identitetspolitik.

Der er snart ikke det nyhedsmedie, der ikke har besøgt en skønhedssalon og spurgt de kvindelige sorte indehavere og kunder om dilemmaet vedrørende hvem, man skulle stemme på: Kvinden eller den sorte, underforstået at denne vælgergruppe ville lade deres stemme afgøre af enten deres køn eller race.

Selv om mange kvinder og sorte føler sig diskriminerede af fremstillingen, er næppe helt usandt, at identitetspolitik spiller en rolle for mange i disse vælgergrupper. Men det ligeledes vigtigt for mange hvide mænd.

En artikel i The Wall Street Journal for nylig handlede netop om, at mange mænd, især fra arbejderklassen ikke mener, at en kvinde hører til i Det Ovale Kontor.

Hillary er rødstrømpe

De tvivler på, at hun ville kunne leve op til ansvaret som hærens øverstbefalende, og som den politiske strateg Gerald Austin tilføjede, så symboliserer Hillary Clinton "alt ved kvindebevægelsen, som de ikke bryder sig om - at deres kone går på arbejde, at deres døtre gør oprør, kvinders øgede status på arbejdspladsen."

Men det er ikke kun den kvindelige kandidat, der ses på med skepsis. En mandlig demokrat sagde til samme avis, at hvis Obama vandt nomineringen, ville han stemme republikansk og uddybede: "Der vil være mange mennesker, der krydser over til republikanerne, fordi han er sort." I John McCain kan de se en rigtig hvid mand.

Senatoren fra Arizona er ikke voldsomt populær blandt de konservative kernevælgere.

Selv om McCain hævder at være Ronald Reagans ideologiske arvtager, har han også sat sig imod sit eget parti på alt fra fangelejren i Guantánamo, tortur og immigrationspolitik til global opvarmning.

Det har fået konservative radioværter som Laura Ingram og Rush Limbaugh til at tage afstand fra ham, sidstnævnte på særdeles ukærlig vis. At manden, der inden sejren ved primærvalget i New Hampshire den 8. januar haltede langt efter både Romney og Giuliani, nu alligevel er republikanernes de facto-præsidentkandidat, er der naturligvis mange grunde til.

At han har formået at fremstille sig selv som indbegrebet af hvid, militaristisk maskulinitet, er nok ikke en uvæsentlig del af forklaringen. Med uafsluttede krige i Irak og Afghanistan og efter otte år med George W. Bush er spørgsmålet, om efterspørgslen på krigerisk mandsmod er stærk nok til at sikre McCain sejren i november.

Karen Vallgårda er ph.d.-stipendiat i historie ved SAXO-Instituttet, Københavns Universitet, bosat i New York og tilknyttet New York University

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu