Krisen i Socialdemokratiet er åbenbar. Partiet fik ved det seneste valg den laveste tilslutning i flere generationer, og efterfølgende opinionsundersøgelser har vist endda fortsat vigende opbakning til partiet. Det har naturligvis affødt en genopblussen af debatten om partiets politik og ledelse internt i Socialdemokratiet, navnlig eksemplificeret i Ritt Bjerregård og de københavnske socialdemokraters 'Røde skole'.
Også uden for partiets egne række diskuteres Socialdemokratiets krise flittigt. Der synes at være bred enighed om nødvendigheden af et klarere alternativ til regeringen.
Denne debat er imidlertid ikke ny, men blev rejst allerede fra starten af forrige valgperiode for år siden og er med mellemrum dukket op igen. Imidlertid må man konstatere, at kritikken har gjort begrænset indtryk på Socialdemokraternes ledelse, som i det væsentlige har fastholdt en politik tæt op af regeringens: fortsat accept af skattestoppet, en gennemgående hård værdipolitik (udlændinge-, rets - og skolepolitik) og en stram økonomisk/offentlig udgiftspolitik. Således at primært velfærdspolitikken har skullet udgøre alternativet til regeringens politik, hvilket der tilmed ikke har været fuld dækning for, bl.a. på grund af den stramme økonomiske politik.
Arven fra Storbritannien
Så hvorfor er det lige, at S-ledelsen ikke har fulgt de mange gode råd og har udviklet et klarere alternativ og har set 'til venstre'?
Forklaringen på, at S-ledelsens politisk ligger så tæt på regeringen er ikke bare, at S-ledelsen ligger 'taktisk underdrejet' over for en overlegen regeringsopbakning og politik. For hvis det bare var en taktik, ville den for længst være opgivet, al den stund den tydeligvis ikke har bragt Socialdemokraterne tilbage på den politiske midtbane.
Forklaringen er derimod, at S-ledelsen - dvs. Thorning-Schmidt-fløjen - i vid udstrækning politisk er inspireret fra den samme kilde, som også er hovedinspirationen for regeringens politik: nyliberalismen. Inspirationen er tilmed i høj grad kommet via den samme mellemstation, nemlig New Labour i Storbritannien.
Nyliberalismen er en politisk strømning, der især blev udbredt fra slutningen af forrige århundrede, og som handler om rehabilitering af markedet i forhold velfærdsstaten. Velfærdsstaten skal dels markedsgøres, dvs. føres tilbage til markedet gennem privatisering og udlicitering, dels skal den tilbageblevne offentlige sektor markedsstyres gennem markedsmekanismer (f.eks. frit valgsordninger, mål- og resultatstyring). Endelig skal fordelingspolitikken i højere grad give økonomiske incitamenter til at arbejde og tjene mere via skattelettelser for de højere indkomster og lavere ydelser for de lavere indkomster.
Markedsgørelse
Anders Fogh Rasmussens politiske tilknytning til nyliberalismen er veldokumenteret. Nyliberalismen i sin mest radikale form lå til grund for hans bekendte bog Fra socialstat til minimalstat (1993), hvor velfærdsstaten dels skulle beskæres kraftigt, dels markedsgøres og markedsstyres.
Med regeringsovertagelsen har Anders Fogh Rasmussen og Venstre imidlertid accepteret velfærdsdelen af den moderne stat, men fastholdt markedsgørelses- og markedsstyrelsesfilosofien. Regeringens aktuelle kvalitetsreform er således en masterplan for markedsstyring i den offentlige sektor.
Men nyliberalismen har fra 1990'erne også været en central inspirationskilde for den socialdemokratiske ledelse omkring Nyrup.
Nyliberale tanker om at bruge markedsmekanismer i den offentlige sektor og styrke markedet i samfundsøkonomien vandt i denne periode udbredelse i en lang række europæiske socialdemokratier ikke mindst takket være den succes, som New Labour havde med en sådan politik i Storbritannien fra slutningen af 1990'erne.
Nyrup-regeringens nyliberale inspiration sås bl.a. i den såkaldte strukturpolitik, der byggede på nyliberalt inspireret udbudsøkonomi og nyliberal tankegang om tilpasning til markedet, f.eks. i arbejdsmarkedspolitikken.
Også skattepolitikken blev underlagt det nyliberale rationale gennem skattelettelser til beskæftigede og nedsættelse af marginalskatterne for mellem- og højindkomster. Endelig blev markedstankegangen lagt til grund for den såkaldte modernisering af den offentlige sektor gennem udstrakt privatisering, begyndende udlicitering og frit valg og indførelse af mål og resultatstyring.
De grå eminencer
Selvom den nyliberale inspiration således i høj grad satte sit præg på Socialdemokratiets politik under Nyrup, var der dog også grænser for, hvor langt hele partiet ville gå: Velfærdsstatens kerneopgaver skulle således forblive offentligt leveret og produceret.
Men der var så absolut tanker i Nyrup-fløjen om at gå videre ad den nyliberale inspirations bane. De var ikke mindst udbredt i de socialdemokratiske ungdomsorganisationer, Frit Forum og DSU. Og blev blandt andet formuleret af daværende formand for DSU, Henrik Sass Larsen, som i dag er partiets politiske ordfører, og som sammen med en anden tidligere DSU-formand, Morten Bødskov, i dag finansordfører for partiet, udgør de 'grå eminencer' bag Helle Thorning-Schmidt.
I bogen Tilbage til friheden (1996) argumenterede Henrik Sass Larsen således for "mindre stat" og større valgfrihed: Den offentlige sektor skulle slankes og det offentlige monopol på offentlig velfærdsservice brydes gennem privatisering og udlicitering af f.eks. sundhedsydelser og ældre hjemmehjælp. Børnecheck og den solidariske folkepension tilhørte ligeledes fortiden.
Samme nyliberale inspiration genfindes i bogen Forsvar for fællesskabet (2002), der bl.a. har Helle Thorning-Schmidt og Morten Bødskov som forfattere, og som tydeligvis også har nyliberal, New Labour-formidlet inspiration. Det ses f.eks. i betoningen af, at politikken skulle tage udgangspunkt i individualiseringen, betoning af pligter i forhold til rettigheder i socialpolitikken og af, at socialpolitik skulle målrettes de svageste, betoning af skattelettelser for arbejdsindkomster samt af ansatser til opgør med den offentlige sektors størrelse og vækst.
Værdifælleskab
At disse tanker ikke senere er blevet forladt, ses af, at da Nyrup måtte gå af i 2002 og Lykketoft overtog partilederfunktionen, fremlagde Henrik Sass Larsen et bud på en ny velfærdspolitik indeholdende mange af de samme tanker. Men oplægget blev kasseret af Lykketoft som 'for kontroversielt'.
Helle Thorning-Schmidt og navnlig de 'grå eminencer' bag hende: Henrik Sass Larsen og Morten Bødskov udgør således i realiteten partiets socialliberale højrefløj, der efter Nyrups egen exit fra dansk politik viderefører den nyliberalistiske, New Labour-formidlede inspiration i politikken.
Årsagen til S-ledelsens manglende formulering af et klarere politisk alternativ til regeringen ligger således ikke i, at S-ledelsen ligger underdrejet over for regeringen af taktiske grunde. Problemet ligger slet og ret i, at S-ledelsen et godt stykke hen ad vejen deler regeringens politik, fordi regeringens og S-ledelsens i høj grad deler en fælles politisk inspirationskilde i nyliberalismen og New Labour.
Kopipolitik
Dermed stiller problemet sig anderledes. Det er politisk.
S-ledelsen har fra og med formandsvalget i 2005 været meget forsigtig med at lægge sin politik åbent frem, men det er ikke ensbetydende med, at politikken ikke er der. S-ledelsen har en politik. Det er en politik, som viderefører den gamle Nyrup-fløjs nyliberale og New Labour-inspiration. Og det er en politik, som i sit eget indhold et godt stykke hen ad vejen deler mål og midler med Anders Fogh Rasmussen og regeringen.
Det er derfor ikke underligt, at S-ledelsen synes at føre kopipolitik og ikke underligt, at S-ledelsen ikke formulerer et klarere politisk alternativ til regeringen.
Det vil nemlig kræve, at S-ledelsen frigør sig fra sin politiske arv og sit eget politiske udgangspunkt. Kan den det?
Henrik Herløv Lund er cand. scient. adm.
Henrik Herløv Lund:
"Årsagen til S-ledelsens manglende formulering af et klarere politisk alternativ til regeringen ligger således ikke i, at S-ledelsen ligger underdrejet over for regeringen af taktiske grunde. Problemet ligger slet og ret i, at S-ledelsen et godt stykke hen ad vejen deler regeringens politik, fordi regeringens og S-ledelsens i høj grad deler en fælles politisk inspirationskilde i nyliberalismen og New Labour. "
Glimrende kronik af Henrik Herløv Lund. Fin analyse der viser at grunden til socialdemokratiets fiasko er, at dere politik er identisk med regeringens, og at Socialdemokratiet dybest set er blevet et overflødigt parti, da der jo er grænser for, hvor mange liberalistiske partier der er behov for.
Det har vælgerne fundet ud af og det er derfor de forlader partiet i hobetal. Ikke fordi Villy Søvdal på det seneste er sprunget ud som xenofob og nationalromantiker...
Hvis folk ønsker neo-liberalisme så er Fogh den ægte vare og Helle T et billigt kopiprodukt ----
Når omkostningen er en gratis stemmeseddel tror da fanden at folk foretrækker Fogh hvis de ønsker neo-liberalisme---
Socialdemokratiske opkommere (læs redepissere) har alt for længe gået reaktionens ærinde. hvor megen forankring har man egentlig tilbage på arbejdspladserne
Ja, det er jo pudsigt at S stadig fedter rundt med nyliberalismen, måske. At Hayek og Friedman dominerer den økonomiske sociologi og politik i den grad som man kan se i V og S politiske ideer, må vel skyldes at man enten ikke er særligt godt historisk orienterede eller at disse videnskaber som føder politikken i den grad er forsømte med gode hjerner - eller måske både-og.
Der eksisterer i hvert fald rigtig mange sociale erfaringer fra nyliberalismens højborge USA, Chile, Brasilien, New Zealand og Australien, England m.fl. der burde få S til at ændre kurs! Men man analyserer nok kun på hvad der giver stemmesucces på et politisk niveau (derfor lader man sig inspirere af New Labour), uden at analysere de sociale slagsider som er opstået af nyliberalismen i disse lande. Det kan nemlig slet ikke betale sig.
Befolkningsgrundlaget i DK er ikke rede til en rigtig S politik, fordi man har fået middelklasse privilegier og er blevet bange for at miste dem igen. Når den brede middelklasse opdager at den er ved at blive polariseret af den nyliberalistiske politik vågner den måske op (det er nok på det ideal-scenarie folketingsgruppen i S køber deres optioner), men konsekvent nyliberalisme i 20 år lader sig nok ikke sådan bryde. Vi er nok det som tyskeren Habermas kalde det, blevet til Liberale Enukker!
Så pt arbejder S nok mest med at redde sig mest muligt uskadt igennem skært vande, hvilket minimums- eller ikke-kommunikationsstrategien for at minimere stemmetab ved det seneste valg, vidner om. Strategisk set, mht at beholde flest mulige mandater, kører S nok i virkeligheden optimalt, fordi de med en mere socialt profileret politik vil få et endnu minde stemmegrundlag i dag.
Ydmygende og uværdigt måske, men hvad gør man ikke når udfordringen er overlevelse! Problemet der står tilbage er dog at de ikke gør en reel forskel i samfundet, og forsøger at svømme med flokken i et visionsløst hav, og i stigende grad mangler legitimering som et politisk parti af den størrelse! Så kritikernes tale om at der mangler visioner er ikke så klichéfyldt som den umiddelbart ser ud. S danser i dag på en knivspids og kan med nogle få forkerte bevægelser miste rigtig mange mandater - og det burde de nok, set ud fra at de pt blot bidrager til at konservere nyliberalismen, og at mange af S' vælgere derfor er bedre tjent med at stemme V, R eller SF.
Sympatikontoen er ved at blive overtrukket, S.
Omvendt, Mokkasinen, kan man jo også håbe på, at alle ofrene for den forfejlede, utilbørlige og smagløse liberalistiske økonomiske politik i de seneste år får øjnene op, når de bliver ofre for en kommende recession. Så vil der går årtier, før nogen igen tør indlade sig på det destruktive, udemokratiske markedsprojekt. Staten er i et demokrati borgernes værn mod erhvervslivets udnyttelse, og det kan hurtigere end hurtigt blive tydeligt igen.
Jojo, PeterH, det er jo sikkert også det folketingsgruppen ber til. Problemet er bare at regeringen med den seneste struktur-, og kvalitetsreform har sammensmeltet erhvervslivets og de offentliges interesser. Dermed står befolkningen uden sikkerhedsnet i en recession, og da statens økonomi er globaliseret (i betydningen, bundet) i et internationalt konkurrencesystem, så kan den heller ikke træde til på samme måde som før. Dvs den kan ikke længere værne om sine borgere, og S får ikke noget økonomisk råderum til at frigøre staten internationalt, så hvilke incitamenter skulle vælgerne kunne få til at stemme på S i recessionens time?
Staten er død som borgernes værn mod erhvervslivets udnyttelse fordi den dualisme er opløst, og Demokrati er derfor regeret alene af økonomisk fundamentalisme. Så vi står vist overfor nogle helt nye historiske forandringer, og det er svært at se S spille en rolle..
Det er sjældent at dansk politisk analyse bliver så provokerende og skarp som her hos Herløv Lund. Stor ros for det.
Det mest optimistiske man i den forbindelse kan sige er at de fleste af S-vælgerne efterhånden har opdaget det, således at de enten i stigende grad støtter alternativerne internt i partiet (deraf "Den Røde Skole"), eller helt har fravalgt det til fordel for et parti der ligger tættere på klassisk socialdemokratisk politik (deraf, i hvert fald én grund til SFs voldsomme fremgang). Thorning Schmidt kan så nyde den tvivlsomme ære at have præsideret over afviklingen af Socialdemokratiets historiske rolle i Danmark.
Det der kan undre er hvorfor i alverden Thorning, Sass Larsen og deres ligesindede ikke bare blev Radikale til at starte med?
Ja, enig i at det er en inspirerende analyse fra Lund. Det kunne være oplysende at læse en tilsvarende analyse af den radikale politiks udvikling fra Lund, for jeg er ikke så sikker på at R er så nyliberale som Frej Klem Thomsen insinuerer i sin afslutning. Tvertimod har jeg en fornemmelse af at R i stor grad har udviklet deres politik UDEN netop at blive nyliberale, så Sass og Thorning finder ikke noget hjemsted her. De skal snarere flyttes til Ny Alliance (..slem ironi, sorry).
Derfor vil et nyt samspil mellem S og R paradoksalt nok, måske kunne trække S mere til venstre og kunne danne base for en egentlig opposition med SF..
Frej Klem Thomsen:
"Det der kan undre er hvorfor i alverden Thorning, Sass Larsen og deres ligesindede ikke bare blev Radikale til at starte med?"
Jeg undrer mig egentlig mere over, at Thorning Schmidt og Saas Larsen ikke forlængst er blevet sat fra bestillingen.
Der er ikke noget at undre sig over. De fleste socialdemokrater, kommunister og socialister har aldrig haft noget kvalitativt andet sigtemål end liberalister, fascister osv.: det storkapitalistiske "fremskridt", dvs. bil, TV, parcelhus, motorveje, flyvepladser og mere og mere og mere og mere og mere og mere og mere og mere af dette i de uendelige. Den som har et svømmebassin vil have to, tre osv. Vi ligger alle under for dette vanvid nu, mere eller mindre. Efter Storebæltsbroen vil også SF have Kattegatbro, og det stopper næppe der heller. Mere vil have mere.
80.000 af verdens rigeste mennesker har nu meldt sin interesse for at blive rumturister - penge har de jo nok af, og når de har været på Månen vil de sikkert til Mars, men rummet standser jo heller ikke der. Der er ingen principiel forskel på denne deres ønskedrøm og så Lenins berømte ønske om at bygge "pissoirer af guld" osv. Det er den verden vi lever i nu - guldpissoirernes verden, hvor det går til helvede med verdens klima, økosystemer osv. Menneskene plyndrer kloden og mishandler den. Det gjorde de også i Sovjet osv. Lenins kapitalistiske retning led kun nederlag fordi den viste sig langt mindre effektiv til at nå det fælles mål: slaraffenland, ikke fordi målet blev forkastet. Socialdemokratiets historiske mål var opnået, da J. O. Krag fik Danmark nedlagt ved at love befolkningen billigere vin osv., på samme måde som da hans forgænger Stauning var yderst tilfreds i 1940 med udsigten til grænseløse europæiske "fremskridt" under Hitler, med danske cementleverancer til tyske motorveje osv.
Der er ingen "nyliberalisme" i Socialdemokratiet eller de andre partier. der er kun MERE AF DET SAMME: FAGRE NY VERDEN.
Letmatroserne i S har et fatalt kompetenceunderskud, de er endnu ikke klar over, hvad det i virkeligheden er, de politisk set er oppe imod - neoliberalismen i rendyrket form. Hvem ønsker at stemme på plagiater ...
Ét citat som er blevet stående hos mig som inderligt sigende blev reproduceret i anmeldelsen af "Helle for magten": Sass Larsen har møde med højrefløjens kandidat til partiets ledelse, og coacher Thorning Schmidt i at optræde Socialdemokratisk. Han ender med at beordre med fast stemme: "Sig efter mig: Jeg er socialistisk demokrat!" Hvortil den vordende partileder replicerer: "Sådan ville jeg nok ikke formulere det..."
Jeg antager i den forbindelse at det ikke er de demokratiske principper som Thorning Schmidt har haft vanskeligt ved at tilskrive sig.
Nu kan man selvfølgelig gøre det til et personspørgsmål om man nu er for eller imod Sass og/eller Thorning, men som ledelse er man jo forpligtet på at skabe det bedst tænkelige resultat (mandater) på ethvert givet tidspunkt. Dét projekt tror jeg er lykkedes for S, for det er kun aldrende sentimentalikere der vil hævde en mere stringent socialistisk politik. Og selm om det skulle være rigtigt, som Læser peger på, at vi alle nu vil have 'pissoirer af guld' (lyder lidt som et sammenfald af russisk og amerikansk smag), så er der stadig sociale slagsider og polariseringer som en socialt bevidst politik kunne udrede samtidig med at man går med på middelklassevognen med hus, bil, og guld pissoirer. Så selvfølgelig er der nyliberalisme i S, men også hos alle de andre.
Det er som om man i S ikke kan operationalisere de gamle kampe på nye områder, fordi man tror hele verden er ændret. Problemet er at man er hoppet på en myte om at samfundet er blevet homogent, og agerer derudfra. Fra den position ser nyliberalismen fristende ud, men samfundet er helt omvendt en heterogen størrelse hvor der i dag er uligheder af dimensioner som vi historisk aldrig før har set.
Så hop nu af kvalitetsreformen, finanspolitikken og invandererpolitikken - og alle de polariserings- og eksklusionsmekanismer som VK regeringen er ved at bygge op. Når billedet snart falmer hos de socialt bevidste danskere, så positionerer man sig jo nu som medansvarlig for disse konsekvenser af nyliberal strategi, og kan ikke etablere sig som et troværdigt alternativ til VK. Man må i hvert fald til dels indføre en kompensationspolitik som efter 2 verdenskrig, fremfor som nu blot at være med i de borgerlige fordeligspolitikker. På denne måde bliver partiet nok i status quo, men også låst fremover. Dette paradoks må være svært at løse, og kræver et mod der går ud over skolebøgerne.
Medlemmerne hos S må så samtidigt være ansvarlige, for en kursændring i S vil kræve ganske store kalkulerede stemmetab, og så nytter det ikke noget at klynke fordi folk generelt er blevet for trygge, velstående og kyniske til at sympatisere med et parti der vil gøre noget ved samfundets slagsider. S har det her svært, fordi mange af de der stadig er i S er de der af traditionsmæssige eller ideologiske grunde stemmer på partiet - og som er de der mindst af alle vil acceptere væsentlige stemmetab. Omvendt vil de mange S-flygtninge der nu residuerer i andre partier, måske vende tilbage. I øjeblikket kaster S 'perler for svin' på den måde at de lefler for de medlemmer der på sigt ikke gavner partiet, og dermed kommer til at fedte rundt med en profil de egentligt ikke kan være tjent med.
Så, hvornår kommer der et opgør hvor det hele er i spil?
"...ikke underligt, at S-ledelsen ikke formulerer et klarere politisk alternativ til regeringen. Det vil nemlig kræve, at S-ledelsen frigør sig fra sin politiske arv og sit eget politiske udgangspunkt. Kan den det?"
Nej - for havde den kunnet, så havde den forlængst gjort det...
Jeg tror det er helt rigtigt, at en af grundene til at S (og fagbevægelsen) er helt rundt på gulvet for tiden er, at man er hoppet på den der med at klassekampen er død, de gamle mærkesager duer ikke mere og alt skal fornys.
Det kan godt være at de ufaglærte arbejdere og deres problemer er blevet færre og at vi er blevet mange murstensmillionærer med udekøkken osv. osv. Det kan også godt være at flere har fået fleksibel arbejdstid og hjemme-pc og ikke længere opfatter sig selv som arbejdere i traditionel forstand. Mange aftaler selv deres arbejdsvilkår med arbejdsgiveren og er glade for den frihed det giver. Det gælder i øvrigt også de ansatte tillidsmænd og funktionærer inden for partiet og i fagbevægelsen.
Men arbejdsgivernes ret til at udnytte vores arbejdskraft på godt og ondt er der jo ikke ændret ved. Modydelsen for den høje løn og hjemme-pc'en er ofte ubegrænset arbejdstid og når du er brændt ud, bliver du fyret. De lavtuddannede slås som altid med lave lønninger og dårligt arbejdsmiljø. Når de er brugt op, bliver de fyret. Akademikerne på skoler og universiteter opdager i disse år at de regnes for, og behandles som, kulier. De arbejdsløse og de opbrugte uarbejdsdygtige marginaliseres som aldrig før.
"De fremmede" bruges af regeringen og Co. som tyrefægteren bruger sit røde klæde.
- og man kan blive ved...Hvor svært kan det være? Der er masser af oplagte sager i dagens Danmark, der er lige til at hente gode råd om i Socialdemokraternes bag-katalog.
Hvorfor fedter de så rundt med en profil, de egentlig ikke kan være tjent med? spørger "Mokkasinen".
Måske fordi de ikke har lært andet. Jeg oplevede i 80'ernes lærlingeklubber hvordan de unge DSU'er lærte at kvæle alt græsrodsarbejde fordi det var jo "kommunisterne" der havde fordel af det, mente man. Det var bedre at bestikke nogle autolærlinge med bajere og køre dem til møderne i busser, så "den rette politik" kunne stemmes igennem. DSU'erne blev formænd med stort F og de kunne deres håndbog i beskidte tricks og var vældigt gode til at sidde med støvlerne på bordet og se tilpas hovne ud. Det er den generation, der nu sidder på ledelsen i partiet. De er på den, for stemmekvæget er væk. Hva' gør man så?
Det er der, den store fornyelse ligger hos S. Den gamle politik kan stort set bruges som den er, men græsrødderne skal inddrages og aktiveres. Alle de gode mennesker, som ikke ønsker mere ulighed osv. skal have bevis for at partiet er seriøst. Man må holde op med at tale om "troværdighed" som om det er et spørgsmål om skuespiltalent.
Et opgør hvor alt er i spil? Uha, sporene fra Ny Alliance skræmmer, for "alt" kan meget vel være meget lidt.
Fænomenalt indlæg af Lise Pedersen. Jeg håber du skriver nogle flere.
En af grundene til, at Hitler kom til magten i 1933, var, at venstrefløjens partier havde alt for travlt med at hakke på hinanden og beskylde hinanden for højreafvigelser til at bekæmpe den virkelige fjende.
Hvorfor mon jeg kommer i tanker om det, hver gang jeg læser Per Thomsen?
Per V. Hvad mener du med det?
Jeg mener, at Thomsen tydeligvis er indædt modstander af racisme, men bruger de fleste af sine indlæg på at hakke på andre lige så indædte modstandere, fordi de (vi) ikke er modstandere på den HELT rigtige måde - Thomsens måde - i stedet for at bruge sit krudt på virkelige racister som de anonyme højrekværulanter "Jens," "Janus", "von Bismarck" og hvad de ellers kalder sig alle sammen.
Imens får disse så lov til stort set uantastet at overtage disse debatspalter.
Ja, det er jo en gammel diskussion om hvorvidt man skal ignorere udemokratiske elementer eller diskutere med dem.
Mens vi tænker over det vil jeg lige tilføje:
For at det ikke skal være så alvorligt altsammen vil jeg anbefale en ældre tegneserie (for voksne) som hedder Iznogood, den kan sikkert stadig støves op i antikvariater. Hvis man er til den slags er det kostelig humor:
Den gode Iznogood vil gøre alt for at blive Kalif i stedet for Kaliffen og som navnet antyder giver det ham betydelige problemer.
Et herligt lille apropos til ovenstående diskussion.
Så blev den ged vist barberet...
Iznogood for Caliph! :-)