Kronik

Opskrift på borgerkrig

Det aktuelle forslag om at bevæbne dele af den afghanske befolkning, så de kan indgå i et fælles beredskab rettet primært mod Talebangrupper, er dybt betænkeligt. Udlevering af avanceret krigsmateriel vil kunne tippe skrøbelige magtbalancer mellem konkurrerende klaner og etniske grupper og dermed sætte gang i lokale våbenkapløb
En bevæbning af dele af den afghanske befolkning er en klar opskrift på ballade, som vi også har set det i andre lande, hvor statsmagten har været svag eller ikke-eksisterende.

En bevæbning af dele af den afghanske befolkning er en klar opskrift på ballade, som vi også har set det i andre lande, hvor statsmagten har været svag eller ikke-eksisterende.

Allauddin Khan

Debat
25. marts 2008

Behovet for at tænke i utraditionelle baner i Afghanistan kan vist ikke undervurderes. Manglende engagement fra flere af NATO's medlemmer til at påtage sig tilstrækkelig militært ansvar gør det umuligt for soldaterne effektivt at kontrollere de mest urolige områder. Det tvang for noget tid siden visse vestlige politikere til at fremsætte forslag om at bevæbne dele af den afghanske befolkning, så de kan indgå i et fælles beredskab rettet primært mod Talebangrupper. Der lod til at være bred opbakning til forslaget, også i det danske folketing.

Forslaget giver god mening ud fra kortsigtede militære hensyn i kampen mod en fjende, der er svær at overvinde med konventionelle metoder, selv om kritikere dog også har påpeget faren for, at våbnene ville kunne blive vendt mod NATO's egne styrker i området.

Forslaget er dog også af andre grunde dybt betænkeligt. Det er temmelig usandsynligt, at de omtalte våben vil blive fordelt på "demokratisk" og fair vis, dvs. lige mange og lige gode våben til alle etniske, religiøse og klanmæssige grupperinger i det afghanske samfund (og lad os da bare for en stund lade som om, der er tale om ét samfund). Gennem århundreder har disse klaner og grupper forenet sig i kampen mod invasionsstyrker, men samtidig har der eksisteret spændinger under overfladen mellem de forskellige grupper, og det er næppe realistisk at tro, at disse klaner lige pludselig vil glemme deres indbyrdes stridigheder, fordi de har set det demokratiske lys gennem en af NATO's natkikkerter.

Hvad endnu værre er, at en ensidig bevæbning af særligt udvalgte befolkningsgrupper vil kunne forrykke lokale magtbalancer. Det er et problem, der er til at overse i områder med en stærk statsmagt med et effektivt voldsmonopol, men i områder som Afghanistan er det opskriften på ballade, som vi også har set det mange andre steder i verden, hvor statsmagten har været svag eller ikke-eksisterende. Resultatet har ofte været voldelige sammenstød, måske endda etniske udrensninger, samt massive flygtningestrømme.

Et spørgsmål om respekt

I den hjemlige debat virker det ofte, som om problemer med flygtningestrømme er begrænset til hungersramte flygtningelejre (og efterfølgende landsindsamlinger) og problematiske asylansøgere. Men flygtningestrømme skaber endnu dybereliggende problemer, som sjældent kommer op til overfladen i debatten, fordi de ikke direkte har indflydelse på vores hverdag.

Problemet her er todelt. Dels vil flygtningene kunne presse bosiddende grupper og true den ofte skrøbelige økologiske balance, den etnisk/religiøse sammensætning og den kulturelle enhed i lokalområdet med dertil- kommende konflikter. Dels vil flygtninge ofte opleve, at deres traditionelle mekanismer til konfliktløsning vil blive sat ud af kraft. Disse systemer bygger ofte i høj grad på den autoritet, som landsbyens ældre er i besiddelse af, og uden dette center for konfliktmægling vil selv små konflikter ofte eskalere ud af kontrol, samtidig med at landsbyens sociale enhed vil blive skadet eller helt forsvinde.

Krigene i Somalia har således blandt meget andet skidt resulteret i, at drenge har vendt sig til røverbander og militser som identitetsskabende enheder, fordi kernefamilier og lokalsamfund er blevet revet op med rode.

Det samme resultat med rodløse unge uden for social kontrol kan fås ved cirkulation af kraftige skydevåben, som man så det i det sydlige Sudan i slutningen af 80'erne og op gennem 90'erne. Stammefolk blev her udsat for pres fra grupper på flugt fra både regionale uroligheder i det nordlige Kenya og fra den sudanesiske borgerkrig. Lokal konflikthåndtering var indtil da i overvejende grad ritualiseret i form af nøje kontrollerede dueller med spyd og skjolde og af visuelle udtryk for mandighed og mod, ikke ulig metoder eksisterende i mange andre ikke-industrialiserede samfund. Centret for denne sociale kontrol udgjordes hovedsageligt af landsbyens ældre, mandlige beboere, som nød en stor del respekt.

Med flygtningestrømmene blev især de unge mænd i stammerne introduceret til indbringende aktiviteter som illegal jagt og handel med guld, og ikke mindst til automatvåben, som i løbet af blot et par år blev en vigtig del af de unge mænds udrustning og identitet. Respekten for de ældre, som pludselig var blevet de svage i landsbyen, forsvandt og med den også vigtige kontrolmekanismer. De ritualiserede optrin kom hurtigere ud af kontrol, når de stridende parter og ikke mindst deres støtter benyttede sig af deres nyerhvervede automatvåben. Et spyd kan lemlæste og slå ihjel, men det skete sjældent, da striden ofte blev afgjort ved første tegn på blod eller fysisk overtag. Det er straks sværere at skille to parter ad, hvis de skyder på hinanden og tilskuerne med AK-47'ere. Resultatet var kaos og udbredt, ukontrolleret vold, som i stadigt højere grad også blev rettet mod tidligere venner og naboer.

Det samme fænomen kunne man i øvrigt iagttage under Shifta-krigen (1963-67) på grænsen mellem Kenya, Etiopien og Somalia, hvor mange lokale landsbyledere blev afsat og erstattet af lavtrangerende embedsmænd af de centrale regeringer, hvilket ligeledes udhulede lokale institutioner til konfliktmægling og medførte store sociale problemer i området. De sociale bremseklodser var så at sige taget af.

Tipper magtbalancer

Hvad betyder det for Afghanistan? Der er ingen mangel på skydevåben i landet, og i store områder har de traditionelle konfliktmæglingsmekanismer allerede lidt kraftig skade gennem mange års krig. Men i mange andre områder er folk begyndt at indrette sig på fredeligere tider med genopbygning, ikke bare af skoler og veje, men også af den traditionelle sociale orden. Der er dog overhængende fare for, at udlevering af avanceret og moderne krigsmateriel til udvalgte befolkningsgrupper vil kunne tippe skrøbelige magtbalancer mellem konkurrerende klaner og etniske grupper og dermed sætte gang i lokale våbenkapløb, der overvejende vil blive finansieret ved hjælp af opiumshandel og kriminalitet. Samtidig vil nye våben igen besværliggøre autoritetsforholdet mellem forældre og landsbyældre på den ene side, og rastløse og krigstraumatiserede unge mænd på den anden.

At vi som regel ikke hører om genopbygningen af traditionelle konfliktmæglingsmekanismer, kan måske forklares ved, at de ofte bygger på samfundsforhold, som vi ikke er så glade for, såsom kønsdiskriminering, ældrestyre og religiøse dogmer.

Ikke dermed være sagt at sharia-domstole er vejen frem, slet ikke, men det kan være nødvendigt også at indtænke præ-koloniale systemer i håndteringen af sociale problemer i både Afghanistan og visse dele af Afrika, uden at man dermed behøver at forfalde til kulturrelativisme og andre "pladder-humanistiske" fy-ord. Desværre har det ofte vist sig umuligt for vestlige regeringsledere, og politiske analytikere for den sags skyld, at komme ud over den post-koloniale nationalstatslogik, der dikterer, at nationalstaten er den naturlige samarbejdspartner i snart sagt alle forhold. Dette ses også tydeligt i det aktuelle forslag om bevæbning af afghanske grupper, som efter sigende skal ske i samarbejde med den nationale regering i Kabul, uanset om den bliver anset som legitim aktør af befolkningen som helhed eller ej. Spørgsmålet er bare, hvor national den nationale regering egentlig er, når det kommer til indflydelse i områder, der ikke ligger i nærheden af hovedstaden.

'Balkanisering' truer

Hvis staten ikke fungerer som garant for borgernes sikkerhed, vil selve fundamentet for staten være væk, og folk vil i stedet søge andre måder at beskytte sig selv og deres familier på. Disse andre måder vil ikke nødvendigvis være bedre end Talebans metoder. Jo, måske for de vestlige politikere, som anser Taleban for den rendyrkede ondskab, og som i mange tilfælde har sat ind hel del politisk kapital en i kampen mod den radikaliserede islam. Det er dog langt fra sikkert, at det også vil være tilfældet for den afghanske befolkning, som måske vil sætte liv og helbred over forkromede demokratiske ideologier. Selv om Taleban også vil få problemer med de bevæbnede militser og nye krigsherrer, vil det langt fra være en ønskværdig situation for befolkningen, som risikerer at opleve en 'balkanisering' af deres land. Endemålet for vores engagement i området bør ikke kun være udryddelsen af Taleban, men derimod overordnet politisk og social stabilitet til glæde for den afghanske befolkning.

Morten Oxenbøll er ph.d.-studerende på Afdeling for Historie på SAXO-Instituttet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Når besættelsesmagten udleverer våben til civilister, for at de kan bruge disse våben mod andre civilister, kan en sådan handling da vist kun betegnes som en bevidst iscensættelse af borgerkrig.

Ja Per. Helt enig med dig og jeg vil hermed tilf/ore at det betyder at besaettelsmagten har tabt krig og paa den maade vil bevaebne banditer og efter tilbagtraekning skaber borgkrig.
dvs. hver gange taber besaettelsenmgt krig , saa bevaebner de grupper og paa den maade vil propagandiere og sige til verden: se "vi skabte "fred" og nu er krig, som vi spaa.!!