Kronik

Sats på socialpolitik

Socialpolitikken har de seneste mange år stået i skyggen af velfærdspolitikken, og samtidig har den økonomiske tankegang bag velfærdspolitikken også spredt sig til socialpolitikken
Regeringens svar på fattigdomsproblemerne er som oftest, at de fattige skal have et arbejde. Men når man tænker socialpolitisk, bliver vi også nødt til at forholde os til, hvordan vi kan give disse mennesker et bedre liv.

Regeringens svar på fattigdomsproblemerne er som oftest, at de fattige skal have et arbejde. Men når man tænker socialpolitisk, bliver vi også nødt til at forholde os til, hvordan vi kan give disse mennesker et bedre liv.

Jens Panduro (Arkivfoto)

Debat
4. marts 2008

Satspuljen blev forleden forhandlet færdig. De 580 millioner kroner, som man har fundet ved at skære i overførselsindkomsterne, skal bl.a. gå til fri heroin, bedre psykiatri og hjemløse. Nogle har kaldt uddelingerne socialt bingo, da proceduren for, hvem der får pengene, er temmelig vilkårlig. Proceduren bliver der nu heldigvis lavet om på, men på flere måder afspejler den en dybere problemstilling; at socialpolitikken de seneste mange år har stået i skyggen af velfærdspolitikken, måske smukkest symboliseret i Socialministeriets nylige navneskift til Velfærdsministeriet. Det vidnede om et bestemt syn på de svageste i samfundet.

For der er stor forskel på velfærdspolitik og socialpolitik. Groft sagt tager velfærdspolitikken udgangspunkt i et økonomisk mekanisk menneskesyn, ofte med spørgsmålet: Hvad kan betale sig for samfundet? Socialpolitikken har et humanistisk udgangspunkt, som tager udgangspunkt i etik, moral og det enkelte menneskes rettigheder og muligheder. Velfærdspolitikken, som har stor berettigelse, har historisk handlet om, at vi alle skal leve bedre økonomisk. Og derfor har skoler, hospitaler og ældrepleje stor politisk bevågenhed, og vores velfærdsstat har bred opbakning. Problemet er blot, at den økonomiske tankegang bag velfærdspolitikken også har spredt sig til socialpolitikken. Gennem længere tid er der strammet i de sociale ydelser, så man bliver økonomisk straffet, hvis man står uden for arbejdsmarkedet, eller hvis man er flygtning. Vi ser, at den enkelte bliver gjort til et økonomisk forhold, hvor spørgsmålet lyder: "Kan det betale sig?" Et alt for godt eksempel er starthjælpen. Selvfølgelig er det vigtigt i en tid med mangel på arbejdskraft, at folk også står til rådighed, men det må ikke ske uden hensyn til den enkeltes situation.

En socialpolitik adskiller sig fra velfærdspolitikken ved ikke kun at forholde sig til de store stærke grupper, men ved at fokusere på de små svage grupper: narkomaner, handicappede, hjemløse, psykisk syge, alkoholikere, børn og familier med dårlig trivsel, vold og dårlig funktion, unge med problemer osv. Disse grupper kan ikke danne magtfulde pressionsgrupper, der kan tilkæmpe sig en del af samfundskagen. Der er tale om grupper, hvor investeringen ikke altid kommer tilbage i form af en god skatteborger, men i form af livskvalitet for den enkelte. Og her går vi fra velfærdspolitik til socialpolitik, for det handler om humanisme og om, at alle har ret til et godt liv.

Konsekvenserne

I København har vi lavet en undersøgelse af fattige i byen. I medierne har man især fokuseret på, hvor mange fattige der findes. Det har været vigtigt og godt, men undersøgelsen bliver først rigtig interessant, når man dykker ned i fattigdommens konsekvenser. En gammel vending siger: "Hellere rig og rask end syg og fattig", og det holder stik, når man går ind i en nærmere undersøgelse af fattigdom. Den viser, at fattige har et dårligere helbred og lever kortere tid end andre. Over halvdelen af de fattige får ikke ordnet deres tænder, fordi de ikke har penge til det. Det sociale liv belastes, simpelthen fordi deres hjem ikke lever op til dansk standard. Psykiske problemer kan også opstå i kølvandet på fattigdom; ens selvværd bliver truet, fordi man føler skyld over sin situation. De fattige selv har mange svar på, hvordan man lever med fattigdom. Først og fremmest opbygger de en facade, så andre ikke opdager deres fattigdom, og hvis de kan spare penge på at stjæle sukker på caféerne eller samle flasker, gør de gerne det.

Regeringens svar på fattigdomsproblemerne er som oftest mere enkelt, nemlig at de skal få et arbejde. Det berettiger som sagt de forskellige strafordninger såsom lavere kontanthjælp. Men når man tænker socialpolitisk, bliver vi nødt til at forholde os til, hvordan vi kan give disse mennesker et bedre liv. Også selv om de ikke har mulighed for at komme på arbejdsmarkedet. Vi må tilbyde inddragelse i stedet for udelukkelse. Det betyder en ændring af sociallovgivningen i retning af en højere grad af humanisme og i mindre grad blind tilpasning af den enkelte til arbejdsmarkedet for enhver pris. Vi skal forhøje de reducerede overførselsindkomster, men også kigge på større fleksibilitet på arbejdsmarkedet, tilskud til kultur og fritidsaktiviteter og gratis deltagelse i skolernes aktiviteter for fattige børn. Vi skal have en klar politik til bekæmpelse af fattigdom og en sikring af de fattiges grundlæggende rettigheder.

Fattigdomskommission

En beskeden start ville være at nedsætte en fattigdomskommission, som skal analysere, hvordan vi kommer fattigdommen og dens skadevirkninger til livs. Den ville kunne diskutere både definitioner på fattigdom, en decideret fattigdomsgrænse og fattigdommens konsekvenser for den enkelte, og ikke mindst hvordan den kan bekæmpes på nationalt plan. En fattigdomskommission vil samtidig være det første skridt til at erkende, at økonomiske problemer - fattigdom - medfører sociale problemer. Den erkendelse har nemlig været væk fra den offentlige debat i mange år. Vi har set et holdningsskred, hvor fattigdom nu efterhånden accepteres som en naturlig del af samfundet. Det skyldes bl.a., at skiftende regeringer har fokuseret på, hvad der kan betale sig, og samtidig haft en politik, der har taget udgangspunkt i, at økonomien kan og skal bruges til at få folk i arbejde. Det lykkes bare ikke altid. Et af de deprimerende resultater fra denkøbenhavnske fattigdoms-undersøgelse er, at på trods af en historisk højkonjunktur og lav ledighed er antallet af mennesker, der har levet under fattigdomsgrænsen i fire år eller mere, ikke faldet de seneste 10 år.

Som socialborgmester ser jeg hver dag, at socialpolitik ikke rangerer højt på samfundets debathitliste. For tiden har bostederne i København visse mediers bevågenhed med en beskrivelse af mange enkeltsager om rengøring, magtanvendelse og omgangstone til følge. Kommunen, og dermed mig, har et stort ansvar for den praktiske udførelse af mange opgaver, og her er der plads til forbedring. Der skal sættes ind, så vi får en bedre organisation og ledelse, medarbejderne skal opkvalificeres, og der skal udvikles retningslinjer, som bostederne kan støtte sig til.

Mindre institutioner

Men bag enkeltsagerne gemmer der sig en større diskussion om manglen på en slagkraftig socialpolitik. Hele området for psykisk syge og udviklingshæmmede lever en skyggetilværelse, hvor vi ikke taler om, hvad et rimeligt liv er. Det har længe været et stort ønske for mig - og hele socialudvalget i København - at de store gammeldags institutioner nedlægges og erstattes af noget mindre, mere overskueligt og mere tidssvarende. Det koster penge, og vi skal ikke gøre det, fordi det kan betale sig. Vi skal gøre det, fordi vi politisk mener, at det har det enkelte menneske ret til. Det er socialpolitik.

Socialpolitikkens idealer om humanisme bliver dog udlevet hver dag, men lovgivningen lægger nogle gange forhindringer på vejen. Det slår mig ofte, hvor stort et engagement og ønske om at gøre det godt for brugerne, der præger personalet på vores bosteder, som huser mennesker, der kan være angste, kontaktsvage, og som let bliver aggressive, når de bliver konfronteret med deres egen afmagt. Arbejdet besværliggøres af en modsætningsfyldt lovgivning på det sociale område, hvor vi på den ene side anerkender borgernes selvbestemmelse, men omvendt også skal varetage deres interesser, som sagtens kan være mod deres egne ønsker. Det kan være noget så simpelt som at børste tænder, hvor man skal vælge mellem magtanvendelse, eller at tænderne rådner op. Denne slags problemstillinger giver grobund for mange tilfælde, der nemt kan blive til sager i pressen. Og når de ruller, bliver området stigmatiseret. Derfor skylder vi medarbejdere, beboere og de pårørende en mere gennemtænkt og prioriteret socialpolitik og lovgivning, som rækker længere og dybere end for eksempel satspuljemidlerne. Det skal man ikke nødvendigvis gøre, fordi det kan betale sig, men fordi et samfund der bygger på en grundlæggende humanisme og demokrati nødvendigvis må gøre sådan. Det er socialpolitik og ikke velfærdspolitik.

Mikkel Warming (El) er socialborgmester i København

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her