Kronik

At se sig selv

Æstetikken har udmanøvreret etikken. Forfængelighedens marked har vokset sig gigantisk, blandt andet fordi digitalkameraet og mobiltelefonen medfører, at man kan se sig selv mere eller mindre umiddelbart på foto eller video. Vort selvbillede behøver ikke længere formidles af andre mennesker, og vi er ofte ikke glade for det, vi ser
Gammel og grim. Det er ofte sådan, mange opfatter deres eget spejlbillede. Narcissismen lever i bedste velgående, forstærket af de mange muligheder for at se sig selv ved hjælp af digitalkamera, spejle, videokamera, mobiltelefon etc.

Gammel og grim. Det er ofte sådan, mange opfatter deres eget spejlbillede. Narcissismen lever i bedste velgående, forstærket af de mange muligheder for at se sig selv ved hjælp af digitalkamera, spejle, videokamera, mobiltelefon etc.

David Laurens

26. marts 2008

Uanset hvilke floder vi spejler
os i
ser vi først os selv, når vi har
vendt ryggen til

Henrik Nordbrandt

Spejlene var bedre før i tiden. Mange synes, at det billede, man ser af sig selv, ikke er helt rigtigt - man ser for gammel eller grim ud. Det samme gælder fotografier. Vi beholder gerne et billede af os selv som unge for at glæde os med selvbedrageri, når spejlbilledet ikke stemmer overens med vores forfængeligheds forestilling. Som Oscar Wilde udtrykte det i The Picture of Dorian Gray: "Alderens tragedie er ikke, at man er gammel, men at man er ung."

I virkeligheden var spejlene ikke bedre før. Spejlene, som vi kender dem, er historisk set et nyt fænomen. I århundreder blev de fremstillet af poleret metal. Da man begyndte at lave dem af forsølvet glas var de små, uklare og konkave, og de gav på ingen måde en vellignende gengivelse af et ansigt. De første flade spejle blev fremstillet i Venedig i slutningen af 1500-tallet. De var længe dyre og kun ekstremt velstillede personer kunne se sig selv i fuld figur. I midten af 1600-tallet kostede eksempelvis et sølvindrammet spejl på 115 x 65 cm 8.000 pund. Et maleri af Rafael kostede 3.000 pund. Spejlsalen på Versailles, som blev bygget i 1680'erne, må være blevet opfattet som intet mindre end et mirakel af datidens mennesker.

Afhængigt af andre

I størstedelen af menneskets historie har det således ikke været let at få et billede af sig selv udefra. Så hvordan betragtede man sig selv, før der fandtes spejle? I en kultur uden spejle bliver selvbilledet i høj grad afhængigt af hvad andre siger. Man spejler sig i andres opfattelse af én, og ser dermed sig selv gennem de egenskaber, som andre tilskriver en. Gennem dialogens andenpersons-perspektiv overtager sproget spejlets rolle. Selvbilledet konstrueres først og fremmest gennem den ære og hæder som tilkommer en. Udseendet får en underordnet rolle. Dialogen kan internaliseres til en samtale mellem en person og ham selv. Han reflekterer. En sådan indre dialog er et centralt aspekt af dét at have selvbevidsthed. På Homers tid anså man udelukkende tænkningen som en form for indre tale - der fandtes ingen særskilt kategori for tanker. "Logos" betød både "ord" og "idé". Først når man skriver sine tanker ned, bliver det muligt at se forskellen mellem "oratio" - tale - og "ratio" - tænkning.

Skriftens muligheder

Det skrevne sprog giver os mulighed for at bevare indholdet i denne mentale verden. Hvis man for eksempel har skrevet dagbog, kan man få et tredjepersonsperspektiv på sine tanker. Det skrevne, som man selv har skabt ved en tidligere lejlighed, træder frem og viser ens ellers ret flydende tanker. På samme måde som vi med spejlet og fotografiet kan reflektere vores ydre, kan vi med skriftens hjælp reflektere vort indre.

Når ord bliver permanente objekter og ikke bare tilfældige lyde, bliver det muligt at se tankerne som objekter og ikke bare som flygtige elementer i en indre talestrøm. Skriften "offentliggør" selvrefleksionen og hjælper dermed til at præsentere den indre verden parallelt med den ydre. Teksten bevarer ikke bare information, men skaber også nye muligheder for at se på os selv. Frem for alt er skriften ophav til tanker om tanker, hvilket giver en form for selvbevidsthed. Skriften leder også til den idé at disse tanker rummes mere eller mindre permanent i vort indre. Psykologen David Olson skriver i The World on Paper at billedet af vort eget indre er en kulturel frembringelse, som opstår i et samfund hvor tekster opfattes som bærende deres egen betydning. Som mennesker i den moderne civilisation er vi altså på flere planer produkter af skriften.

Spejlvendt

Harold Bloom hævder, at Shakespeare var den første forfatter som skrev om selvrefleksion - i form af selvaflytning. I 'sonet 62' kaster Shakespeare et blik i et spejl og bliver bevidst om sin grimhed, "slået og afskallet af solbrændt ælde" (But when my glass shows me myself indeed, Beated and chapped with tanned antiquity). Spejlet afslører selvbedraget; virkeligheden er langt fra hans egen forestilling om hans ansigt. Men det er ikke blot den direkte spejling han ser, men også det syndige i sin kærlighed til sig selv - han ser hvor jævn og gammel han er. Men dermed når han også en befrielse: "Det' dig, mit selv som så, jeg priser / Pynter min alder med de dage, du viser."

Hvis spejlet påvirker vores selvforståelse så meget, må man spørge sig selv hvilke konsekvenser senere teknologier har haft. Med fotografiets opfindelse fik almindelige mennesker for første gang mulighed for at se sig selv udefra på en 'objektiv' måde. Resultatet var ikke altid opmuntrende - det hænder, at man slet ikke genkender sig selv på billedet. En årsag kan være, at fotografiet viser os 'retvendt' og ikke spejlvendt, som vi er vant til.

Fotografiet gør det muligt at erstatte det momentane, subjektive billede, vi skaber af os selv, med et permanent billede, som opleves som mere virkeligt, eftersom det ikke lider af øjeblikkets flygtige sindsstemning. Til forskel fra spejlbilledet står fotografiet stille, og man kan ikke interagere med det. Det bliver lettere at indtage et tredjepersonsperspektiv på sig selv i forhold til et fotografi. Dermed har fotografiet en tendens til at formindske den direkte oplevelse, eftersom de følelser fotografiet vækker, adskiller sig fra førstepersonserindringen af den fotograferede situation og lægger sig over den. Familiens kamera og senere videokameraet har fået omfattende konsekvenser for vores erindringer. I dag kan alle vide, hvordan de og deres forældre så ud som børn. Denne viden var ikke tilgængelig før kameraet blev opfundet - med undtagelse af det fåtal som havde råd til at lade sig selv og sine børn portrættere i et maleri.

Beautifulpeople.dk

Indtil for nogle år siden tog fremkaldelsen af billeder lang tid. Fotografiet fungerede derfor hovedsagligt som et minde, og der blev passet på det - enten indrammet eller i et album. Nu medfører digitalkameraet og mobiltelefonen, at man kan se sig selv mere eller mindre umiddelbart på foto eller video. Den tredjepersonsoplevelse vi får gennem just tagne billeder eller film blandes konstant mere sammen med hvordan vi oplever os selv i førstepersonsperspektiv.

Selvbilledet skabes dermed i stadig højere grad af den indirekte oplevelse, man får af sig selv gennem disse medier. Vort selvbillede behøver ikke længere formidles af andre mennesker.

Dagens billedproduktion er ikke blot hurtig - den er også billig. Med computerne kan man let og til minimal pris manipulere og kopiere billeder. Billederne bliver en forbrugsvare, og de slettes ofte så snart, man har set på dem. Deres funktion som hjælp til hukommelsen er kraftigt reduceret.

For nogle mennesker er førstepersonsoplevelsen ikke tilstrækkelig; de føler, at de kun findes som individer når de ses udefra. Narcissos har altid haft efterkommere, men moderne medier åbner nye muligheder for at eksponere sig. Dokusoaps er et tydeligt eksempel. Man kan også søge om optagelse på www.beautifulpeople.dk, hvor kun særligt smukke mennesker får lov at netdate. Tidens maniske interesse for det ydre er en konsekvens af udviklingen og tilgængeligheden af disse nye billedmedier.

'Skønhedspleje'

Forfængelighedens marked har vokset sig gigantisk. Sammenlign blot med det udstyr og de hjælpemidler du har til rådighed for at forbedre dit udseende, og så de muligheder din mormor eller morfar havde! Med eufemismen 'skønhedspleje' skaber kosmetikindustrien konstant nye behov hos os, og desperat griber vi hvert et halmstrå for at kunne opfatte os selv som mere attraktive. Reklamen domineres af produkter for udseende: tøj, hår, hud, øjne, læber, tænder, negle osv. Annoncernes retoucherede billeder af fotomodeller skaber idealer, som ingen kan opnå og som gør alle frustrerede. Med Mammons logik deler industrien udseendet op i stadig flere områder og lancerer produkter som siges at være specialdesignede. Tag for eksempel hudpleje (en lignende liste kan opstilles for hårpleje): Der findes ansigtscreme, rensecreme, håndcreme, fodcreme, øjencreme, knæ- og albuecreme (endnu ikke separerede), antirynkecreme (trin et, to og tre), glittercreme, intimcreme, anticellulitcreme, creme for at få strammere maveskind, diverse midler til hårfjerning, vortemidler, strips til at åbne porerne på næsen, tonic til at trække dem sammen igen, etc. etc.

Mange forsøger ligesom Faust og Dorian Gray at bevare ungdommen for evigt og indgår en pagt med plastikkirurgerne. Udseendets teknologier og deres markedsføring efterlader ikke plads til ære og hæder eller menneskers indre egenskaber som en del af selvbilledet. Æstetikken har udmanøvreret etikken.

Peter Gärdenfors er professor i kognitionsvetenskap i LundKronikken er oversat af Lene Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Nordbrandt er en guttermand.
Hanhar sat sig ind i islam, og han tør sige sin mening.
En modig og dygtig mand!