I løbet af de sidste par år er det ene internet-baserede netværk efter det andet dukket op. Vi har lært udtryk som Poke him! og my-space, og vi har lært at få venner, vi aldrig har mødt, og som vi heller ingen intentioner har om at møde. Vi har lært at åbne for en skattekiste af informationer om vores privatliv over for alle og enhver, blot man er accepteret som 'ven'. Et krav, der nemt kan opfyldes ved hjælp af et enkelt tryk på en knap. Og venner kan man som bekendt ikke få for mange af.
Netop derfor rammer disse internetvenskaber da også plet lige ned i den letheds-kultur, vi lever i. Vi kan arbejde hjemmefra, gå på auktion hjemmefra, bestille varer hjemmefra og nu altså også få venner uden nogen sinde at forlade matriklen. Selve det at blive opfattet som en 'ven' er da heller ikke nær så kompliceret på netværksportalerne, som det er i det virkelige liv, hvor relationen typisk tager anderledes længere tid og bygger på helt andre forudsætninger, besværligheder og erfaringer to personer imellem end i cyberspace. Et faktum, der må siges at have en lang række fordele. For eksempel er affektion og bekymring helt ude af billedet i disse forhold, og hører man ikke fra sine venner i månedsvis, behøver man ikke tage sig det så nær. De såkaldte venner består nemlig ofte kun af et billede, et navn og af en række fakta om dem. Dette lyder måske absurd, men ikke desto mindre er det virkeligheden.
Udviklingen. Og vi må og skal følge med udviklingen. Vi har ikke råd til at standse op, tænke os om og sakke agterud. Det er i særlig grad kineserne, der bekymrer os. Kineserne er nemlig hele tiden ved at løbe fra os, og så meget desto større grund er der til at koble sig på disse virtuelle rum. For her kan vi måske være så heldige netop at få kinesiske venner, der kan være med til at skabe mulige forbindelser i disse fremadstormende dele af verden. Men ikke kun erhvervsfolk kan have glæde af de virtuelle venskaber, også kunstnere har her større mulighed for at blive opdaget og videredistribueret i en verden, hvor fart og foranderlighed synes at være nogle af de vigtigste kodeord.
Et andet vigtigt kodeord er, som nævnt, ordet 'ven'. For med koblingen mellem dette begreb og egen vinding får netværkerne ikke kun en betydning for de mennesker, der benytter sig af dem, men også for selve sproget. En 'ven' er ikke længere et menneske, man holder af og relaterer personligt til, men en person, der med al ønskelig tydelighed står uden for og over for en selv, men som alligevel er indstillet på at hjælpe én frem i verden og vice versa.
At markedsføre sig selv
Netop derfor, netop pga. den totale mangel på følelsesmæssige relationer, synes disse forhold mulige. Således får også nuet en vigtig betydning. Det handler nemlig om at være til stede ved skærmen og koble sig på, når aftalerne indgås, og handlen sluttes. Således synes der også at herske en vis desperation satelitterne imellem. Ethvert ambitiøst ungt menneske med respekt for sig selv må og skal følgelig være tilkoblet et og gerne flere af de virtuelle netværk og derigennem være parat til at slå til, at markedsføre sig selv og sine evner for hvem som helst.
Men selvom man aldrig har mødt nogle af de hundredevis af venner, er det ikke fordi, man ikke ved noget om disse venner. Ved et enkelt klik kan man læse sig til det meste. Måske kan man læse, at den pågældende ven holder af at spille tennis og grave have, og at han har rejst så langt som til Kuala Lumpur, da han var 23. Måske er han en heteroseksuel single med en master i psykologi og hang til techno raves og økologisk kærnemælk. Og måske opdager man undervejs i sin korrespondance med denne ven, at man endda har en række fælles venner. Måske. Måske ikke.
Og måske er det heller ikke vigtigt. Måske er dynamikken og hemmeligheden bag succesen slet ikke, hvem man knytter venskaber til og indgår i netværk med. Måske er det vigtige i disse venskaber i virkeligheden slet ikke, hvad man siger, men selve det, at man siger noget, og at der er nogen, der responderer i den anden ende. Måske er det i virkeligheden snarere den konstante kommunikeren, der er kernen i og meningen med konceptet og handlingen. For i en verden, hvor vi hele tiden stræber efter at udvikle nye metoder til lethed og effektivitet, og hvor alting tilsyneladende kan klares hjemmefra, vokser behovet for kontakt til stadighed.
Altid kontakt
Tænk bare på den udbredte brug af mobiltelefoner. Vi kan altid få kontakt. Hvor som helst og når som helst. Og søger det hele tiden. I bussen, i toget, på cafeen, i Føtex og på gaden. Måske er det det, den grænseløse kommunikeren er udtryk for: At så længe vi kommunikerer, er der kontakt. Og så længe, der er kontakt, er der håb, er der liv. Er vi set. Er vi hørt. Er der nogen, der bemærker, at vi findes.
Vi vokser op i sammenbragte familier, uden fastforankrede religiøse eller politiske ståsteder, med velfærdssamfundets, i princippet, uendelige muligheder for at uddanne os og blive til det, vi selv vil, hvis vi vil, og når vi vil. Men med til al denne frihed følger også en udtalt grad af tomhed. Hvor kommer vi fra, hvor bevæger vi os hen, hvem følges vi med på vores vej og ikke mindst: hvorfor? Meningsløsheden og absurditeten er allestedsnærværende og runger hult i navnene Myspace og Facebook. Navnene fortæller os nemlig, at vi kan skabe vores helt eget rum, indrette det som vi vil, dekorere væggen, hvorpå vi selv og andre kan skrive, med vores yndlingsfotos og citater. Som i så mange andre af det moderne menneskes forhold er man altså her enerådig og kan i princippet selv bestemme. Men hvor Virginia Woolf, som en af de første, søgte at beskrive vigtigheden af at have et eget og uforstyrret 'rum' (A Room of One's Own), er pointen vel netop i disse nye private, virtuelle sfærer, at de ikke er det. Eller det vil sige, de er private, de handler om os, men de gør det i en direkte og kon-kret henvenden sig ud i verden. I en blotlæggelse af os selv. Her vil vi hjertens gerne forstyrres. Det er faktisk det, det hele går ud på. Kuk-kuk, her er jeg! Se mig!
Det er en åben invitation til hvem som helst om at komme og følge med i vores gøren og laden og i sidste ende i vores liv. Og det er vel det, som disse netværksportaler i bund og grund kan. De kan skabe illusionen om, at der er nogen derude, der holder øje med os og derigennem kan bekræfte os i vores eksistens.
Aldrig og altid til stede
Således byder de virtuelle mødesteder og netværk på én og samme tid på både problemet og løsningen for det moderne menneskes kontaktbehov. Vi har så travlt med at være 'på' og følge med udviklingen, at vi i realiteten slet ikke er til stede. Og samtidig er vi det alligevel konstant. Det er bare at åbne computeren. Så dukker vi op. En understregning af dette forhold ses måske netop i navnet Facebook. Titlen leder nemlig tankerne hen mod modeverdenens brug af de fotobøger, som modellerne rejser rundt med til potentielle kunder i håbet om at kunne sælge sig selv via disse porteføljer. Dermed fortæller Facebook os endnu mere ærligt end Myspace, hvad det er, siden handler om. Og ikke mindst: Hvad den kan. Den peger på det helt essentielle i fænomenet. Nemlig det, at man kan vise sit ansigt til omverdenen. Tegne de konturer af sin person, der truer med at udviskes og forsvinde i den stadige strøm af nye informationer, billeder og varer, tydeligt op. Markere og profilere sig fra sin bedste side. Og det gør man altså bedst ved at få så mange som muligt til at tilføje sig i sit vennekartotek. For så snart man er tilføjet, er man også noteret et sted. Bemærket.
Nej, det er i sandhed ikke så vigtigt, hvad det er, man skriver på de andres væg, som det, at man er i kontakt med nogen. Det er tale for talens egen skyld. Kommunikation for kommunikationens skyld. Og hvis der alligevel er et budskab gemt i alle ordene, synes det dermed at være at få budskabet, 'mig', videredistribueret, mangfoldiggjort og udsendt i den bedste sendetid, nuet, igen og igen, så man ikke en dag forsvinder helt.
Om skribenten selv har oprettet en profil? Naturligvis.
Julie Püschl er BA i litteratur-videnskab, digter og billedkunstner
