Læsetid: 3 min.

Send dem væk

Der er altså ganske mange hr. og fru hakkebøffer, der ikke tilslutter sig de danske værdier såsom ytringsfrihed, demokratisk sindelag og ligestilling. Hvad i alverden skal vi gøre ved dem?
Debat
4. marts 2008

"Hvis de er så uenige med det danske samfund og de danske værdier, så synes jeg, at de skal tage et andet sted hen."

Denne, efterhånden kendte sætning, udsagt af Søvndal, SF, har tilsyneladende fået bred opbakning, at dømme efter kommentarer på diverse debatsites og blogs. Søvndal tilslutter sig altså det politiske råbekor, der debatterer med en præmis om, at der eksisterer et sæt danske værdier, der er så almene, at de gælder for Kjærsgaard såvel som Thorning og Søvndal. Hvilke værdier er det mon, der er så almene? Så vidt jeg erindrer, har jeg aldrig tilsluttet mig dem, selvom jeg faktisk er dansk statsborger og alt muligt.

Tilsyneladende handler danskheden ikke længere (mest) om kødpølse og flæskesvær, nationalhymner og kolonihaver, men om politiske idealer som ytringsfrihed, demokratisk sindelag og kønslig ligestilling. Og det er disse politiske idealer som bl.a. Søvndal henviser til, når han ytrer sig om elementer i det danske samfund, der ikke burde være her, fordi de er så uenige i de danske værdier.

I denne ytring er politiske idealer altså transformeret til at være danske værdier og altså værdier, som alle danskere tilslutter sig som en ganske selvfølgelighed. Dvs. hr. og fru hakkebøf i Nørre Snedre har som et selvfølgeligt værdisæt at værne om ytringsfriheden, deltage aktivt i den danske debat og det danske demokrati og er iøvrigt lykkeligt frigjorte fra undertrykkende kønsstrukturer?

Sådan er virkeligheden vist ikke. Faktum er at ytringsfrihed, demokratisk sindelag og kønslig ligestilling netop er idealer, og gang på gang bliver det påpeget, at masser af danskere ikke deltager i demokratiet, at ligestillingen ikke har det pokkers godt etc. Der er altså ganske mange hr. og fru hakkebøffer, der ikke tilslutter sig eller efterlever de 'naturlige', danske værdier såsom ytringsfrihed, demokratisk sindelag og ligestilling. Hvad i alverden skal vi gøre ved dem?

Pak forklædet

Heldigvis har Søvndal jo løsningen. De kan jo bare rejse hen til et sted, der har nogle værdier, der passer bedre til hakkebøfferne end de danske, vi vil nemlig slet ikke acceptere dem i Danmark. Farvel fru Hakkebøf, pak forklædet og kagerullen, du deler ikke de danske værdier. Og Thorning går endnu videre, hun vil gud hjælpe mig betale alle hakkebøfferne for at rejse. Det bliver eddermame dyrt. Det eneste, vi kan trøste os med er, at vi da heldigvis er sluppet af med nogle af dem med de farligste værdisæt. Her tænker jeg bl.a. på make-up Ole Henriksen, der jo har fundet et sted, der passer perfekt til hans anderledes værdier. Og Amdi - puh, han var dyr at slippe af med! Lige så dyr som Riskjær tilsyneladende bliver det.

Pointen er, at et ansvarligt samfund selvfølgelig ikke bør eksportere sine samfundsproblemer men tværtimod forsøge at løse dem. Hizb-ut-tahrir er en del af det danske samfund, ligesom nazisterne i Greve, Riskjær og hr. og fru Hakkebøf - vi bliver ganske enkelt nødt til at deale med dem.

I en globaliseret verden kan vi ikke sende problemerne væk, lukke øjnene og tro, at de forsvinder. Det er mere sandsynligt, at en eksklusionsstrategi vil have den modsatte effekt. Desuden, som det også er blevet påpeget i denne debat, har de vist problemer nok i Iran og Saudiarabien til også at tage imod vores.

Mette Gundersen er adjunkt i samfundsfag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her