Kommentar

De små synger - om død, vold og lemlæstelse

Sangbogen 'De små synger' må fjernes fra alle offentlige institutioner, og den må forsynes med advarselsetiketter, hvis den skal ligge i private hjem
12. marts 2008

Det siges, at børn - selv små børn - udsættes for død, vold og lemlæstelse i deres omgang med medier i hverdagen.

Jeg er enig. Og jeg kan tilmed gerne dokumentere, at det er tilfældet.

Forleden satte jeg mig ved klaveret med Johanne, mit tre-årige barnebarn, på skødet. Sammen ville vi spille og synge os igennem De små synger, den klassiske sangbog for børn i alle aldre med 134 kendte og elskede sange og sanglege, som der står på bagsiden. Den udkom første gang i 1948 og er udgivet stort set uændret siden, fortsat med idylliske tegninger af Bitte Böcher og med en yndig, gulhåret og rødkindet dreng på forsiden.

Dette måtte være den endegyldige idyl. Det viste sig at forholde sig stik modsat.

Vi startede med Jeg gik mig over sø og land. Den var sådan set OK, men hurtigt opfordrede sangen det uskyldige barn til at henvende sig til ældre mænd og til at indlade sig i fortrolig samtale med dem. Det kan man vel ikke uden videre opmuntre til, slet ikke nu om dage hvor selv morfædre med digitalkameraer bliver bortvist fra svømmehallerne, når de vil fotografere deres svømmende børnebørn.

Så den opgav vi. På næste side fandt vi Hare hist i grøften. Men denne sang udvikler sig over sine blot to strofer alarmerende. Først er haren syg. Dernæst forfølges den af en hund med skarpe tænder. Og til sidst lyder opfordringen værre end i det værst tænkelige first-shooter spil til den syge hare: "Hare, løb! Hare, løb! Hare, løb!" Syge små harer der må flygte for livet, skarpt forfulgt af dræberhunde. Kan man udsætte et tre-årigt barn for den slags mareridts-scener?

Vi bladede videre: "På en grøn, grøn, grøn, grøn bakke-bakketop jeg så to harer komme." Fint, omsider lidt landlig idyl. Men hvad sker? I næste strofe introduceres en "fæl, fæl jægers-jægersmand"" Som gør hvad? Som plaffer ned den ene, hvorefter den anden efterlades i en traumatiseret situation: "Den følte sig så ene".

Nu kom moderen ind i stuen, så vi måtte finde på noget. Har man hørt om tvangsfjernede morfædre? Ellers var der her en oplagt mulighed.

Derfor sprang vi over den efterfølgende sang om de tre små soldater, der vendte hjem fra krigen. Soldater og krig er i sig selv ubehageligt, og da den lille krigstraumatiserede soldat oven i købet 'hjemfører' en kvinde, uden at hun selv bliver taget med på råd, er der ingen tvivl: Den slags sange synger man ikke i pæne hjem.

Drastiske metoder

Videre, med andre ord: Til Bro, bro, brille. Også den viser sig hurtigt at være krigs- og dødsfascineret: "Fare, fare, krigsmand, døden må du lide, den som kommer allersidst skal i den sorte gryde." Sådan noget udsætter man ikke børnebørn for.

Hvad gjorde vi? Vi forsøgte os med Oles nye autobil. Den kan vel til en vis grad forstås som et indirekte forsvar for kollektiv trafik, så den må gå an i progressive børnefamilier. Men metoderne er drastiske: Ole påkører et dukkehus, og ikke alene flyder kaffetår og porcelæn. Nej, den stakkels dukkefar som sad så pænt ved kaffebord, "nu han ingen ho'de har". Også den blev trods de gode trafikpolitiske intentioner droppet.

Tilbage var I en kælder sort som kul og Højt på en gren en krage. Den første ender med at en hel musefamilie bliver udryddet, massakreret og ædt: "For til sidst kom katten, åd dem alle atten". Den anden er endnu værre: Ikke alene kommer en 'hæslig' jæger og skyder sangens hovedperson, den 'stakkels' krage, men sangen munder ud i en dødsklage, som kun kan spilles i mol: "Nu er den stakkels kra-a-ge - død". Og prøv at se på Bitte Böchers illustration: Den aflivede krage med benene i vejret og blodet flydende ud over bogsiden.

Konklusionen er nærliggende: De små synger må fjernes fra alle offentlige institutioner, og den må forsynes med advarselsetiketter, hvis den skal ligge i private hjem. Børn vil blive skadet for livet, og voksne - det kan jeg bevidne - vil blive hensat i uløselige dilemmaer, hvis de kaster sig ud i afsyngelser. Bibliotekerne, der jo som jeg forstår det i forvejen reducerer bogsamlingerne, må starte med at makulere De små synger, dette rekvium i 134 dele.

Lad os i stedet få noget video, internet og computerspil. Her ved vi da i det mindste, hvad vi har med at gøre. Her lokkes uvidende bedsteforældre og uskyldige børnebørn ikke ufrivilligt i fordærv.

Eller, mindre ironisk: De små synger bevidner, at der findes mindst to slags børnesange. Der er dem, som er skrevet ud fra forestillingen om det romantiske barn, der er spontant, naturligt og uspoleret, og som både har og skal bestyrkes i et konflikt- og problemløst verdenssyn. Og så er der dem, som er skrevet ud fra en karsk og ligefrem forestilling om, at verden består af både liv og død, dyr og jægere, gode og onde. Det samme gælder måske også de digitale medier. Er det i grunden så dårligt?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole E. Mikkelsen

Og jeg fyrer lige min kæphest af igen: De fleste religionsmodstandere og ateister læser bibelen på samme måde som Qvortrup læser de små synger.

Vi trænger til et opgør med de skriftkloge

Qvortrup starter godt.

Eller som i min ynglingssang fra min tid som medhjælper i børnehaven. "I havet var en krabbe", som ender med at det stakkels dyr bliver kogt levende af en fisker "selv om han var mæt".

Faktisk er det påfaldende at jægere og fiskere ofte i de gamle børnesange ofte beskrives som 'onde'. Det er lidt sært, eftersom det på den tid må have været mere almindeligt erhverv end i dag, og dyrevelfærd.

Fin artikel. Jeg er ikke tilhænger af at tage saften ud af de gamle sange eller eventyr. De små poder skal lære noget om livet. Hvorfor skal de have deres uskyld (i det omfang børn nogensinde har været uskyldige), når vi andre ikke kan.

Hvis vi fjerner "voldelige" sange, kan ungerne heldigvis finde ud af at lave dem selv:

"Se den lille kattekilling
Nej hvor er den sød.
Den har fået et spark i røven
og nu er den død."

@ Bjarne Sinkær: Jeg tror ikke, man kan sige, jægere og lignende skikkelser fremstilles som "onde" i sangene. De er snarere en slags livsvilkår, man ikke kan komme uden om: det kan være slut før man aner det, hvis man rammes af den slags "metafysisk bad luck". Surt for den enkelte (hare/krage), men en del af verdens til tider grusomme og uforståelige orden. Det er netop det, der er børnesangenes dybde, og som har gjort dem til en uvurderlig erfaringsskat for generationer og vil forhåbentlig gøre det fremover (med mindre vi alle overgiver os til engelsksproget kultur)

Nu er der altså andre computerspil end first person shooter spil. Der er også f.eks. rollespil, spil hvor man løser gåder mv. Og andre spil....

I virkeligheden burde alle eventyr jo også være forbudt for børn...

Kære Lars Quvortrup!

Uha! Sikke noget hejs med den der lille søde børnesangbog du skriver om. Skal vi ikke starte med at kalde den "De små synker". Så er vi på rette spor!

Og så skal vi fluks til vores nationalsang. Den er jo fuld af vold. Uha!

Dernæst cyklistsangen "Ti små cyklister". De stakkels børn bliver jo mejet ned fordi de ikke har klokke, reflekser m.m. på deres bike - det rene mord!

Der en tekst af Benny Andersen som vi osse må blackliste. Den lyder: "Da æslet så en zebra/blev den ganske overvældet/Ih, du store/det er en hest der har været i spjædet".

Og ved du hvad - jeg fik skæld ud af en Irma - pige (hende med kurven) ved juletid i fjord. Adspurgt om hun solgte jødekager blev jeg belært om, at det hed det ikke mere. Nu hed det kanelkager....

Ja, verden er farlig at cykle rundt i. I hvert fald, hvis cyklen ikke er politigodkendt!

Med venlig hilsen
Jørgen Martinsen

PS - prøv at spille melodierne i moll. Det hjælper!

Undskyld, Lars Qvortrup!

Jeg skrev dit efternavn forkert! Og så er der jo ikke d i fjor når det var sidste år. Sikke noget!

Mvh.

Jørgen Martinsen

Hvor ikke bare forbyde hele den folkelige danske kultur. Den har altid været en torn i øjet på de bedrevidende, der helst ser kultur som noget der uddeles fra højere sted og under den strengeste kontrol.

Traveler:

Jeg er sikker på, at hvis de Radikale får regeringsmagten, så forbyder de Thøger Larsens gamle "Danmark nu blunder den lyse nat":

Tænk lige på de dansk-nationale, race-chauvinistiske vers: "pigernes latter og LYSE hår, mildt om et evigt DANMARK spår".

Ellers skal Morten Kjærum nok komme efter os. Han har jo fået nyt job i ÜberKommissar i EU, og mon ikke versene strider mod menneskerettighederne ...

Jeg har altid undret mig over at en sang som Hør den lille stær er kommet med i sangbogen. Lige fra vi sang den i første klasse. For det er jo en oprørssang, og dem er der sgunte mange af. Men her får den 7-årige skoledreng at vide , at det er i orden, at man lever et liv uden pligter. For selvfølgelig identificerede jeg mig med den lille stær som levede dette herlige liv.Så langt fra mit eget. Ikke én negativ tone er der i sangen. En helt igennem glad sang. En hyldest til det frie liv. En lille oprørsspire blev plantet i mig.

Så jeg gætter på at børn nu hellere ikke må se bambi og/eller mads & mikkel? Eller bare gennerelt Disney film?
De skriger jo ligefrem død og ødelægelse..
Men som sagt i en skøn film kaldet Waterboy : " I'ts the Devil! "

Som du nok kan forstå så har jeg svært ved at tage det seriøst på nogen som helst måde og skal da helt sikker have den bog til mit barn