Kommentar

Smagen og behaget

Om kvalitet til de få og bras til de mange
31. marts 2008

Hvad folk vil have, hvad folk kan lide, og hvad de får - et uudslukkeligt tema, som debatteres sammen med det tilbagevendende spørgsmål om, hvilken højde folks hoveder befinder sig i. Hvordan skal man henvende sig uden at tale hen over dem, ned til dem eller forbi dem?

Allerede de sproglige billeddannelser røber spørgsmålets sværhedsgrad: Hvem skal bestemme farten i en konvoj, den hurtigste eller den langsomste? Og i hvilken højde skal bommen anbringes, for at der ikke enten bliver skrævet over den eller gået under den?

Bag klicheerne ligger den stående etiske udfordring til formidling i et mediesamfund.

I et ubevogtet øjeblik har nogen hævdet, at der aldrig er tabt markedsandele på at undervurdere publikum. Som provokation må det tale for sig selv, det underlige er, at modsætningen mellem såkaldt kunstnerisk kvalitet og såkaldt folkelighed er socialt og historisk betinget, og ikke desto mindre har dette levn fra et gammelt privilegiesamfund gjort tælling og måling til en vejledende værdi i et mediedomineret kulturliv - med det triste resultat, der hedder kvalitet til de få og bras til de mange.

Og når de mange nu kan lide braset, hvem skal så komme her og spolere fornøjelsen ved at tale om kvalitet? Kan man i den rolle undgå at virke elitær og hovmodig - selv med de bedste hensigter har man ikke særlig gode kort på hån?den.

Og hvor henter man støtte til en formodning om, at selvom et stort publikum er tilfreds med at lade sig købe billigt, ville det samme store publikum måske være endnu gladere for at gå til en højere pris? Hvordan ville man nogensinde kunne bevise dét?

Skal kulturformidling da under?lægges markedets lov, som siger, at hvad der sælger godt, er godt, spørger man så? Nej, sådan kan man ikke spørge, får man at vide, for der er ikke tale om markedsøkonomi, men om demokrati. Og dér står man så med sine kvalitetsbegreber, elitær og bedrevi?dende uden svar på rede hånd.

Tager man afstand fra dét, de mange er glade for, er det de manges smag, og måske i den sidste ende de mange selv, man tager afstand fra. Og hvor demokratisk er dét?

Tilbage bliver alligevel et ubesvaret spørgsmål: Er det virkelig så demokratisk, som det bliver gjort til, når man sorterer sine modtagere på forhånd ved at udelukke de mange fra at få andel i dét, der bliver anset for at være forbeholdt de få?

Fællesnævneren

Tidligere talte man om finkultur, nu er man gået over til at kalde kulturen for smal, når man er bange for, at den er for fin til for mange, eller hvis den fordrer koncentration og opmærksomhed i mere end tyve sekunder ad gangen. For en sikkerheds skyld opererer man med en målgruppe, der er opfundet til formålet, den laveste fællesnævner - et fingeret mageligt publikum, som kun vil stryges med hårene og have sine fordomme bekræftet, og som ikke forventer andet end genkendelighed og gentagelser. Glæden ved det overraskende og uventede må være forbeholdt et særligt kvalificeret mindretal.

Det samme sagde man for 150 år siden om at læse og skrive.

Som forbrugere bliver vi lagdelt og rubriceret, bunket sammen og håndteret i segmenter og grupper og kostet rundt i skemaer af forbrugerundersøgelser - og analyseinstitutter får det sidste ord med kostbare selvfølgeligheder. Det er koldere om vinteren end om sommeren, og man behøver ikke have to medarbejdere, hvis den ene af dem arbejder dobbelt så meget.

Den statistiske metode er blevet en ny overtro, hvad der kan måles og tælles og sættes i system, bliver regnet ud, og dét, der ikke kan beregnes, må vi se bort fra. Kan vi ikke dét, fordi det måske drejer sig om en virkelighed, vi selv kender til, bliver vi belært om, at det ikke kan være anderledes. Meningsmålinger er godt på vej til at undergrave den officielle magtfordeling med sin dobbelte status som folkeforsamling og domstol.

Statistik og generaliseringer og troen på beregninger og prognoser har gjort den kritiske skepsis og den frugtbare tvivl til skamme, og talmagien får mange af os til at glemme, at den omtrentlighed og de gennemsnitsresultater, som statistiske metoder arbejder med, tilhører statistikkens egen talverden. Når man arbejder talmæssigt med problemer, bilder man sig ofte ind at være på sikker, objektiv, måske endda ligefrem videnskabelig grund, og man overser, at tallene i sig selv ikke fortæller noget, de er kun grundlaget for en kritisk vurdering af dét, de fortæller om.

Salami-metoden

Professionalisme er, taget på ordet, beherskelsen af teknikken til at udforske et materiale. I dag bliver man opfattet som professionel, hvis man på kortest mulig tid, og med den mest effektive og rationelle udnyttelse af forhåndenværende ressourcer, kan nå frem til et resultat, der ligner tidligere resultater. Det er markedsbilledet af kulturarbejde, uddannelse og forskning - maximalt udbytte af minimal investering.

Den der ikke ved, at noget kan være bedre, end det er, kan selvsagt ikke registrere en værdi- og kvalitetsforringelse. Og en erindring om noget bedre sløves af, at forringelserne sker langsomt, og at al kritik afvises kategorisk. Salami-metoden også kaldet har vist sin effektivitet, og der er åbenbart for få stemmer at hente i kulturpolitik til at en opposition har fundet det opportunt at træde stærkere i karakter over for populismen. Den er øjensynlig vejen til regeringsmagten.

Frederik Dessau er forfatter og medlem af Informations forfatterpanel

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu