Kommentar

Stålmanden er i mausolæet

I dag er det 55 år siden, at 'Stålmanden' alias Josef Stalin døde. Klummisten kaster et personligt tilbageblik på tiden umiddelbart efter Sovjetdiktatorens død, da afsløringerne om hans enorme forbrydelser og millioner af ofre begyndte at se dagens lys
Debat
5. marts 2008
I dag er det 55 år siden, at 'Stålmanden' alias Josef Stalin døde. Klummisten kaster et personligt tilbageblik på tiden umiddelbart efter Sovjetdiktatorens død, da afsløringerne om hans enorme forbrydelser og millioner af ofre begyndte at se dagens lys

Jeg var muligvis en af en af de første i Rusland, der kom til at læse den famøse, lille, røde pamflet med Khrusjtjovs hemmelige tale om Stalins forbrydelser. Det var en pamflet med det samme indhold som den, den daværende generalsekretær for Italiens kommunisparti, Palmiro Togliatti, i 1956 havde udsmuglet til Vesten.

Jeg boede dengang i en lille, elendig og stærkt forsømt landsby uden telefonforbindelser, uden elektrisk lys, uden indlagt vand, uden kloakering og uden klinik, og det var en forundelig ting at se de kostbare 'Sputniker' glide over himlen fra et sådant udgangspunkt.

På den lille, røde pamflet var der på forsiden markeret med fede bogstaver: "Absolut hemmeligt". Den viste sig at rumme uddrag fra en tale af Stalins efterfølger, Khrustjov, der endnu den dag i dag er hemmeligholdt. Over de 25-30 sider var der affattet enhjerteskærende beretning om Stalins brutale terror og grusomme forbrydelser.

Mit hjerte gik næsten i stå, da en lidt beruset ungkommunist en kold februardag dukkede op i det lille landbrugskollektiv ved navn 'Vejen til kommunismen'. I lommen havde han en halv liter vodka. Den lille, hemmelige bog bar han omkring halsen, skjult under skjorten - sådan er traditionen i Rusland, når man skal opbevare vigtige dokumenter og skrifter. Hans opgave var at oplæse brochuren for partimedlemmer i landbrugskollektivet. Pamfletten var blevet udgivet umiddelbart før Khrusjtjovs syv timer lange tale på partikongressen i 1956. "Vil du læse den?," spurgte han mig. "Den er meget interessant," tilføjede han med beruset stemme.

Jeg tog den i mine hænder, som var det en skarp barber-kniv, og med rystende hænder begyndte jeg at læse overskrifterne i den: Tusinder døde uskyldigt - Det hemmelige Politis teknik - Beria lod ham skyde - Partiarbejder arresteret - Lenin sagde: Stop terroren! - 1.108 delegerede fra den 17. partikongres arresteret.

Blodet strømmede mig til hovedet, mens jeg fortsatte med at læse overskrifterne: To nye dokumenter - Brev til Stalin - Brutal krænkelse af loven - Hvem myrdede Kirov? osv. osv.

Det svimlede for mine øjne. Jeg husker, jeg nåede til brochurens bagside med overskriften, skrevet med store bogstaver: TILINTETGØRES EFTER LÆSNING. Dengang mente jeg, det var en provokation. I skæret af en petroleumslampe havde jeg med tilbageholdt åndedræt nået at læse første kapitel. Sandheden var så stærk, at jeg ikke kunne fortsætte. Tårerne trillede fra mine øjne. Selv om jeg selv havde prøvet at sidde indespærret i en sovjetisk koncentrationslejr, havde jeg intet anet om de skrækkelige kendsgerninger, pamfletten omtalte.

"Skal vi ikke tilintetgøre denne frygtelige brochure?" "Nej den skal læses op for partimedlemmerne." "Kan der stilles spørgsmål i forbindelse med teksten?" "Nej." "Kan der laves notater om brochuren?" "Det er ikke tilladt at lave notater eller diskutere indholdet."

Men vi lærere fra landsbyskolen, som ikke var partimedlemmer, fik, skønt det var vores opgave at opdrage ungdommen i den kommunistisk-socialistiske ånd, ikke lov til at overvære partimødet, hvor den unge mand over for en tavs forsamling oplæste Khrusjtjovs tragiske prædiken om Stalins synder.

Et par dage senere havde alle offentlige organisationer og virksomheder modtaget ordre om at fjerne Stalins billeder og buster fra deres sokler. Men Stalins portrætter, der var malet på det bedste kvalitets-papir, man kunne opdrive, blev dog ikke smidt ud med det samme: Manglen på papir i skolerne tvang folk til at bruge bagsiden af portrætterne af verdens største høvding.

Fremragende teoretiker

Et par år senere mødte jeg på en lærerkonference i Kasakhstans hovedstad en daværende lærer i fysik og matematik ved navn Solsjenitsyn. Begge lagde vi mærke til, at transparenterne med Den Kommunistiske Internationales ledere manglede Stalins hoved, der indtil da stadig var blevet betragtet som en betydelig marxistisk teoretiker.

"Hvem skal vi nu tro på," spurgte jeg Solsjenitsyn. "Hvad nu, er ideologien død?" spurgte jeg naivt den senere nobelpristager.

"Tro på Gud og dig selv", svarede han. "Ideologien er ikke død. Inden den dør, vil den stadig finde tid til at tilintetgøre og erobre hele Vesten og mæske sig i dens blod." Sent om aftenen, da vi var vendt tilbage fra konferencen, så vi Stalins ti meter høje statue af bronze, omgærdet af en høj bræddevæg. Inde fra hørte vi, hvordan arbejderne bankede løs på diktatoren med hammer og mejsel. Det var meget tungt arbejde at hugge benene væk fra soklen. Hans ben, der havde trampet millioner af mennesker ned, var ikke så enkle at fjerne.

Ved arbejdspladsen var der opstillet en høj kran og to dieseltraktorer var kørt frem for at vælte diktatoren. Da vi gik en tur ved daggry tidligt næste morgen, kunne vi se, at diktatorens kæmpekrop af bronze blev lagt på en sættevogn, omringet af politipatruljer på Stalinpladsen i Kasakhstans hovedstad, Alma Ata. En ukendt person havde smurt Stalins hænder ind i rød, blodlignende farve.

Mindesmærket til ære for Stalin, den grusomme diktators statue som stod lige over for bygningen med Kasakhstans partiledelse, var nu forsvundet. Det samme var sket i mange andre byer, hvor tusinder af tons kostbart metal blev omsmeltet til andre formål. Vor glæde var imidlertid af kort varighed. Kun et år efter Khrusjtjovs hemmelige tale kunne jeg læse i Den store Sovjetiske Encyklopædi, bind 40, udgivet i Moskva i 1957: "Stalin har nok begået visse fejl, men han forbliver marxismen-leninismens fremragende teoretiker." Denne forklaring lykkedes det mig aldrig at forstå. En person som på det filosofiske område havde opført sig som en elefant i en porcelænsbutik, blev nu atter hædret som marxismen-leninismens teoretiker. Men hvad er marxismen da i det hele taget værd? Et par år senere skrev poeten Jevgenij Jevtusjenko i et digt: "Så længe Stalin har arvtagere/her på jorden/må jeg fornemme at/Stalin stadig er i Mausolæet."

Leon Nikulin er forfatter og dr. phil.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Historiens dom over Stalin vil fortsat blive hårdere og hårdere, og det med rette.

Stalin og Den røde hær smadrede under ufattelige ofre Nazismen.
Det er den moralske berettigelse for Stalins styre.