Kronik

Strukturreformen hiver sammenhængskraften i stykker

Hemmeligheden er, at vi ikke længere ønsker at være blandt de bedste i verden til miljø- og naturbeskyttelse. Især ikke hvis det indebærer yderligere restriktioner over for landbrugssektoren. Finten er, at vi siger det modsatte
Statscentrene må ikke længere ytre sig om politisk sprængfarlige emner som f.eks. iltsvindssituationen og dens sammenhæng med vinterhalvårets afstrømning af kvælstof og fosfor fra landbrugets dyrkningsjorder.

Statscentrene må ikke længere ytre sig om politisk sprængfarlige emner som f.eks. iltsvindssituationen og dens sammenhæng med vinterhalvårets afstrømning af kvælstof og fosfor fra landbrugets dyrkningsjorder.

Thomas Borberg

Debat
18. marts 2008

Den første januar 2007 trådte regeringens strukturreform af den offentlige sektor i Danmark i kraft efter flere års forberedelser. Amterne blev nedlagt og erstattet af fem regioner, og kommunernes antal blev reduceret gennem sammenlægninger fra 275 til 99. Opgavevaretagelsen på sundheds-, social-, undervisnings-, kultur- samt trafik- og miljøområderne blev på mange områder væsentligt ændret. Med en styrket placering af staten for bordenden, ikke mindst økonomisk, er der på mange måder tale om en centralisering. Omvendt er mange driftsopgaver blevet overført fra især amterne til kommunerne, hvilket vel er udtryk for decentraliseringsbestræbelser. De tværfaglige miljøer i amterne, der gennem en årrække var opbygget og tunet ind til at varetage mere komplicerede opgaver inden for f.eks. socialvæsen (f.eks. senhjerneskadede), psykia-tri, sundhedsvæsenet (f.eks. genoptræning) og trafik og miljø, blev splittet.

Strukturreformen omhandler således vitale dele af det danske samfunds velfærd og infrastruktur, emner som politisk er særdeles oppe i tiden. Efter et år med den nye strukturreform må det være på sin plads med en uvildig analyse af, hvordan opgavevaretagelsen foregår, og om der er behov for justeringer. Har vi opnået de erklærede mål om stordriftsfordele, synergieffekter, en hel og effektiv administration med én indgang for borgeren?

Er vi på rette vej til at opfylde regeringens ambitiøse mål, hvorefter vi inden 2015 skal være verdens bedste inden for alle dele af uddannelsesområdet, folkeskole, ungdomsuddannelser (som gymnasier), universiteter m.v.? Samme årstal har regeringen også tænkt, at vi skal være blandt de bedste inden for sundheds- og hospitalssektoren.

En sådan analyse bør være et af fundamenterne for den varslede kvalitetsreform og bør tilvejebringes, selvom øvelsen kompliceres af, at regeringen har gennemført en række andre store reformer i samme tidsrum.

Jeg vil gerne varme op til denne øvelse med en situationsberetning inden for natur- og miljøområdet. Danmark har efter vores egen opfattelse i en længere årrække været blandt de bedste i verden til at forvalte miljø og natur. Egentlig også en ros til amterne, hvor alle væsentlige opgaver indtil 2007 var samlet. Jeg ved fra mit arbejde i Fyns Amt med regionale EU-projekter, at mange regioner og lande i Europa misundte den danske måde, som arbejdet var organiseret på inden for denne sektor. Det regionale niveau, amterne, udførte al overordnet planlægning og deltog i den efterfølgende realisering i samarbejde med stat og kommuner. Det gav en sammenhæng i forvaltningen, hvor natur- og vandmiljøbeskyttelse kunne sammentænkes, hvor alle relevante stoffer og påvirkningsfaktorer kunne inddrages, og hvor der også var skabt mulighed for at tage højde for klimaændringernes betydning for fremtidens natur og miljø. En sådan helhedsorienteret forvaltning er netop anbefalet i de nye EU-direktiver.

Tilsvarende var der på nationalt plan foretaget en visionær samling af Energi- og Miljøministeriet i ét, som desværre i den nuværende regerings første år blev adskilt igen.

Spredt for alle vinde

Med strukturreformens ikrafttræden fra den 1. januar 2007 er de 14 amters miljø- og naturopgaver og -medarbejdere blevet fordelt primært til staten, inkl. syv nye statslige regionale miljøcentre placeret ud over landet, og de 99 kommuner. Kommunerne har det umiddelbare ansvar, mens staten varetager den mere overordnede planlægning. De fem regioner har nogle enkelte opgaver som råstoffer, forurenede grunde og visse planlægningsbidrag.

I udgangspunktet kan man således på dette område godt glemme alt om stordriftsfordele, synergieffekter og princippet om én indgang for borgeren. Fordi opgavevaretagelsen er blevet væsentlig mere kompliceret, samtidig med at amtsmedarbejdernes netværk og kompetencer ved udmøntningen er blevet spredt for alle vinde.

Allerede i år ét har der for de syv nye statslige miljøcentre været tale om væsentlige nedskæringer i budget og personale, bl.a. reduktioner i de overvågningsprogrammer, som amterne har udført i mange år - for nogle stationers vedkommende tilbage fra midten af 1970'erne. Både arvesølv og -guld er og vil komme i spil, når der som varslet skal ske yderligere nedskæringer - foreløbig mindst 1,5 procent om året de første tre år plus finansministerens nye en procentsopsparing.

Statscentrene må ikke længere - som amterne - ytre sig om politisk sprængfarlige emner som f.eks. iltsvinds-situationen og dens sammenhæng med vinterhalv-årets afstrømning af kvælstof og fosfor fra landbrugets dyrkningsjorder. Der foreligger sågar en central instruks til medarbejderne om, hvad de må sige om iltsvindssituationen til medierne.

Den eneste måde, hvorpå Danmark kan opnå en tiltrængt forbedring af sit vandmiljø, er netop gennem yderligere reduktion af kvælstof- og fosforbidraget fra landbruget. Landbruget har fortjenstfuldt allerede opnået at leve op til Vandmiljøplan I og II, men det ændrer ikke ved, at vores meget værdifulde vandmiljø kun kan sikres ved yderligere væsentlige reduktioner inden for dette erhverv. Det bliver derfor meget spændende at se, om de nye vand- og naturplaner fra statscentrene tilskynder hertil og beskriver målene og den værktøjskasse, som kommunerne efterfølgende skal operere med. Umiddelbart har Folketinget ikke tilvejebragt den fornødne sammenhæng mellem mål, virkemidler og økonomi, som er forudsætningen for, at landbruget kan og vil samarbejde om et væsentligt renere miljø.

Langtfra god nok

I stedet har vi - også i de senere år - givet mange tilladelser til udvidelse af husdyrbrug, som - populært sagt - har opbrugt de nemme miljøløsninger for landbruget, for at ansøgeren kan præstere såkaldt 'miljøneutralitet' efter udvidelsen.

Vi har altså selv i oplandene til vores internationalt beskyttede natur- og vådområder ladet tilladte produktionsudvidelser gå forud for relativt billige miljøgevinster. Og vi ved, at den dyreste form for miljøbeskyttelse er, hvis samfundet er nødt til ligesom i Holland at opkøbe allerede givne tilladelser til husdyrbrug.

Det må derfor forventes, at der vil komme et øget pres på at søge at definere den nuværende natur- og miljøtilstand som 'god nok' til at opfylde EU's beskyttelsesdirektiver, uanset at amternes overvågningsrapporter og Miljøministeriets sammenfatninger i mange år til overflod har demonstreret, at tilstanden langtfra er god nok, og at hovedårsagen er landbrugets udledninger af kvælstof og fosfor.

Måske kan filosofi hjælpe os til at forstå den danske regerings miljøpolitik bedre. Mennesket er det eneste dyr, som kan finte en finte - alle andre dyr kan kun finte. Sagt på en anden måde er mennesket det eneste levende væsen, som kan administrere en løgn over en løgn over en hemmelighed.

Hemmeligheden er, at vi ikke længere ønsker at være blandt de bedste i verden til miljø- og naturbeskyttelse. Især ikke, hvis det indebærer yderligere restriktioner over for landbrugssektoren. Finten er, at vi siger det modsatte, at vi fortsætter med at påberåbe os vores høje profil og foregiver, at vores måder at producere på er (næsten) afkoblet fra at have konsekvenser for omgivelserne. Fintens finte er, at uanset disse tilkendegivelser skærer strukturreformen ikke desto mindre dybt i vores budgetter og hiver sammenhængskraften i stykker.

Afslutningsvis forekommer det mig, at vi på mange velfærdsområder i disse år oplever den samme nye danske trend - retorikken bestemmer vores mål og ikke resultaterne. Vores sprogbrug bestemmer overliggerens højde. Dette rejser et nyt filosofisk spørgsmål: Kan man tale om en overligger, hvis det i virkeligheden er en limbostav? Måske, hvis man stadig kan komme under den. Det bliver sværere og sværere at gennemskue, hvad der i virkeligheden foregår.

Inden vi på mange andre velfærds- og infrastrukturområder oplever den samme nedtur, som er sket på vitale dele af miljø- og naturområdet, må vi få gang i analysen af strukturreformen og af, hvilken kvalitet i den offentlige sektor, vi ønsker - endende op med en drejebog for den offentlige sektors udvikling i de kommende år. Hvor resultaterne tæller og ikke retorikken, og hvor medarbejdere og ledelse får arbejdsglæden tilbage. Det haster.

Jørgen Dan Petersen er biolog og vand- og naturforvaltnings-chef i Fyns Amt 1984-2005, amtsdirektør 2006

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak for kronikken !
Jeg kan bare tilslutte mig din vurdering af strukturreformens effekter på miljø- og naturområdet.
Vi gør hvad vi kan, men mærker tydeligt statens indflydelse på området, herunder en tydelig holdningsmæssig/politisk afvejning af modsætningerne mellem landbrugets interesser og andre borgeres ditto. Det er således p.t. meget vanskeligt for os, at få statens forståelse for / opbakning til regulering af landbrugsaktiviteter, der efter kommunens vurdering ikke reguleres godt nok af den nye lov om husdyrbrug (trådt i kraft 01.01.2007).

Med venlig hilsen
Knud Suhr
Teamleder i Miljø- og Natur, Hjørring Kommune. Tdl. ansat i Teknik og Miljø, Nordjyllands Amt.

Meget spændende artikel - vil du sende mig en mail vedrørende nogle kommentarer.