Læsetid: 3 min.

Styrk EU's forsvarspolitik

Det er vigtigt at slå fast, at intet medlemsland - heller ikke med Lissabon-traktaten - vil kunne tvinges til at deltage i en militær operation
17. marts 2008

I et indlæg i Information den 11. marts (Skal EU's militær adlyde FN?) sætter EU-modstanderne Trine Pertou Mach og Lave K. Broch kritisk fokus på EU's forsvarssamarbejde.

I deres iver efter at kritisere EU glemmer de to debattører, at samtlige EU-operationer (Congo, Makedonien, Bosnien og Tchad/Darfur) er igangsat med FN-mandat. I 2003 var FN allerede til stede i Congo, men så sig ikke i stand til at forebygge den truende konflikt i Ituri-provinsen. FN bad EU om at stille med en styrke, der det følgende halve år genoprettede roen og - ifølge flere eksperter - forhindrede et truende folkedrab. I den aktuelle Tchad-operation, er det EU og ikke FN, der kan komme op med en længevarende løsning.

I 2004 udtrykte daværende generalsekretær Kofi Annan det derhen: "Vi ser EU's kapacitet til at sende tropper ud med kort varsel som et betydeligt bidrag til samarbejdet mellem FN og EU i krisestyringsaktiviteter".

I øvrigt bør et FN-mandatet ikke være en ufravigelig betingelse for, at EU engagerer sig til fordel for humanitære og fredsskabende indsatser. I så fald ville vi deponere vor handlefrihed hos autoritære regimer som det russiske og det kinesiske, der begge har vetoret i Sikkerhedsrådet.

Mach og Broch henviser til Irak-krigen som skræmmebillede på EU's udenrigspolitik. Men den holder ikke. Tværtimod afviste både Frankrig og Tyskland - og senere Spanien - at deltage i krigen. Hvorimod Danmark - der står uden for forsvarssamarbejdet - gik med USA ind i krigen. Mach og Brock får også rodet de franske og britiske atomvåben ind i deres kritik af forsvarssamarbejdet, uanset at disse våben intet har med EU at gøre.

For lidt samarbejde

Det er vigtigt at slå fast, at intet medlemsland - heller ikke med Lissabon-traktaten - vil kunne tvinges til at deltage i en militær operation. Det afgørende er ikke, om der bliver brugt lidt mere eller lidt mindre på forsvaret - det afgørende må være, om midlerne bruges til fordel for at sikre fred og stabilitet og fremme en international orden. Her er det EU - ikke USA, ikke Rusland, ikke Kina - der har iklædt sigførertrøjen på den internationale scene. Realiteten er, at der er alt for lidt og ikke for meget udenrigspolitisk samarbejde i EU.

Uanset hvem der vinder præsidentvalget i USA til efteråret, er det afgørende, at vi i Europa står samlet i udenrigspolitikken, så vi kan styrke multilateralisterne, der gerne vil udvikle samarbejdet over Atlanten. Står vi i Europa svage og splittet, vil det derimod styrke de kredse i USA, der helst ser, at USA kører solo, idet de kan henvise til, at Europa jo alligevel ikke kan 'levere varen'.

Der er også stordriftsfordele ved at stå sammen på forsvarsområdet: Vi i EU betaler anslået og i meget runde tal hen ved 60 pct. af hvad USA gør til forsvaret - men får rundt regnet kun 10 pct. af den kapacitet, USA råder over, fordi vi har 27 forskellige slags forsvar.

Endelig forbigår Mach og Brock let og elegant det 'danske problem': Nemlig at vi med vort forbehold har sat os selv uden for samarbejdet, hvilket er aldeles usolidarisk. Men det får den danske befolkning heldigvis lejlighed til at gøre op med, når vi senere på året skal stemme om forsvarsforbeholdet.

Erik Boel og Sebastian Lang-Jensen er begge fra Europabevægelsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu