Det er ikke så tit, man støder på en tanke, der pludselig rusker op i vaneforestillingerne. Men i fredags lykkedes det for den franske instruktør Laurent Tirard, aktuel med filmen Molière, at anbringe mig på tænkebænken. Han taler tragedie og komedie med Informations Christian Monggaard, og her siger han: "Tragedien handler om vores tilknytning til den materielle verden, og om hvordan det er smertefuldt for os at vide, at alle vores materielle goder en dag bliver taget fra os. Komedie fejrer livet og prøver at hjælpe os med at kappe båndene til den materielle verden." Interessant!
På den vis er komedien mere spirituel og filosofisk end tragedien, og engang var den også mere værdsat, fortsætter han sin udredning. Det fik den katolske kirke dog ødelagt. Dens indflydelse betød, at alt, hvad der havde med fornøjelse at gøre, blev nedvurderet.
Det sidste har også andre været inde på. Hele Umberto Ecos Rosens navn handler om det. At katolicismen i sit forsøg på at slukke oplysningens og erkendelsens lys først og fremmest vil sikre sig, at verden ikke kommer til at grine. Aristoteles' bind om komedien, som alle tror, er gået tabt, bevogtes i det skumle klosterbibliotek.
Men har Tirard ved nærmere eftertanke også ret i sin første betragtning? Er det et udtryk for tilknytning til den materielle verden, når Antigone insisterer på at begrave liget af sin bror, Polyneikes, som kong Kreon har dekreteret ubegravet og liggende fremme til spot og spe? Selv påberåber hun sig jo gudernes evige love, og det er dem, hun går i døden for. Det kan man vel ikke kalde at miste materielle goder?
Den fortolkning af den græske tragedie, som jeg lærte i skolen, gik ud på, at enhver menneskelig handling skaber skæbne, fordi den sætter nogle for mennesket uoverskuelige konsekvenser ind i verden og i verdenssammenhængen. I tragedien knytter skæbnegudinderne livstråden således, at mennesket i kamp for noget ophøjet og værdifuldt føres mod sin undergang. Antigone dør, fordi skæbnen har villet det sådan.
Men med Tirards bud tragedien falder vægtningen anderledes ud. Hvis man opfatter 'materielle goder' i en videre betydning som alt det, vi, der befinder os i materien, knytter os til og nødigt vil af med, så peger flaskehalsen mod Kreon. Kreon beordrer Antigone muret inde, fordi hun imod hans ordrer har begravet Polyneikes. Han erkender sin fejltagelse, da den blinde seer Tiresias overbeviser ham om, at han er på gale veje, men som altid i tragedier, for sent. Antigone har hængt sig, Haemon, hendes trolovede begår selvmord, og hans mor, Kreons hustru Eurydike, tager sit eget liv af sorg over sønnen. Kreon har altså mistet hele sin familie på grund af sin hamartia, sin tragiske fejltagelse. Blot er det ikke lige Kreon, man føler med, det dumme svin. Men ser man først sådan på det, kan man også finde andre eksempler. I Euripides' Medea kan man hæfte sig ved Medeas grumhed og grumme skæbne, men man kan også hæfte sig ved, at Jason, et andet dumt svin, lider samme skæbne som Kreon, da Medea tager fat. Han mister sine børn.
Dumme svin
Man fristes til at give Tirards tolkning den ekstra drejning, at tragedien kan få os til at indse, hvordan vi bliver nogle dumme svin, hvis vi klamrer os til materien - hvad enten det er magtbegær, forelskelse eller frygt, der får os til det. Men også at det måske ikke er så tragisk endda at indse, at vi engang skal miste alt. Det er da klart mere fristende at fejre livet og ikke spekulere så meget over de bånd, der binder os til den materielle verden. Det springende punkt bliver så blot, om komedien, som Tirard mener, nu også hjælper os til at kappe båndene til den materielle verden.
Jeg har endnu ikke set Tirards Molière, men han har da skabt visse forventninger...
