Læserbrev

USA's fejlslagne politik har konsekvenser

USA skulle have gjort sig uafhængig af olien med de midler, de har spildt på våben og militære løsninger.

USA skulle have gjort sig uafhængig af olien med de midler, de har spildt på våben og militære løsninger.

18. marts 2008

USA står umiddelbart over for nogle økonomiske problemer, der rammer landet selv og resten af verden i et omfang, som aldrig set før.

Problemerne skyldes en fejlslagen politik i den vestlige verden i moderne tid. Markederne viser det på deres egen måde:

- Dollaren, verdens reservevaluta, koster 4,72 kr.(laveste i mere end 40 år).

- Olien 111 dollar for 159 liter. (højeste nogen sinde)

- Guldet 1.003 dollar for 31 gram. (højeste nogen sinde)

- Aktiekurserne rasler ned verden over.

- USA's femte største finansvirksomhed, Bear Stearns er blevet overtagetaf Morgan Stanley i weekenden.

- Arbejdsløsheden er gigantisk i USA (mestendels skjult i statistikkerne lige som her i landet, hvor vi har mere end 700 000 i den arbejdsdygtige alder på overførselsindkomster).

- Krigen i Irak har ikke ført til den produktion på 6 millioner tønder olie om dagen, som var formålet med den. Irak producerer mindre olie i dag end før fjernelsen af Saddam Hussein.

- Krigen har kostet et sted mellem 150.000 og 1.000.000 uskyldige mennesker livet, og et sted mellem 3.000 mia. og 7.500 mia. dollar.

- Mere end halvdelen af USA's handelsunderskud skyldes olie.

- OPEC overvejer at droppe handelen med olie i dollars, hvorfor USA måske skal finansiere sit overforbrug på 18 millioner importerede tønder om dagen med udenlandsk valuta, som de skal købe med værdiløse dollarsedler, hvor de har været vandt til at kunne betale med seddelpressen.

Militær magtpolitik

Det hele skyldes at man har forfulgt en snæver monetaristisk og oliebaseret økonomisk politik, suppleret med våbenindustriens og den deri funderede militære magt i jagten på drivmidlet i økonomien, olien.

Politikken er fuldstændig fejlslagen. USA er sammen med resten af det globale økonomiske system fuldstændigt afhængig af den let tilgængelige olie. Men der er ikke så meget tilbage, og den militære magtpolitik har vist sig at give bagslag i en grad som ingen havde forestillet sig. Det, vi ser, er økonomisk tilbageslag uden løsninger på problemerne.

I stedet kunne man have gjort sig uafhængig af olien med de midler, der er spildt på våben og militære løsninger. Man havde på den måde også været i en bedre situation i forhold til det andet store problem, de gældende økonomiske vækstkriterier har skabt for sig selv, nemlig i forhold til alt hvad der har med global opvarmning at gøre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Rasmussen

Det amerikanske kapitalapparat, boligmasse og bilpark står i en overordentlig sårbar position over for udviklingen i priserne på det middel, som udgør forudsætningen for værdien af det hele.
De gigantiske indtjeninger, som olieindustrien og bilproducenterne har og har haft, kan ikke kompensere for den afhængighed, som det amerikanske samfund har for i øjeblikket 18 millioner tønder importeret olie om dagen. Med en pris, der af mange spås at ville stige fra de nuværende 125 $ pr tønde til måske 150 eller 200 $ pr tønder allerede i år, vil betalingsbalancen, blive belastet yderligere, og rentabiliteten i den ekstremt overforbrugende intene økonomi, vil blive belastet yderligere. Der er tale om en udvikling, som hverken de venstreorienterede eller højreorienterede vækstøkonomer, har været villige til at se i øjenene før. Økonomiens nominelle værdier hviler i økonomiens mulighedsbetingelse, uden energi, billig energi, masser af energi så er kapitalen værdiløs. Det gælder også alle andre økonomier i verdenssamfundet.
USAs udlandsgæld stiger fortsat, selv om det løbende underskud i forhold til udlandet i øjeblikket "kun" udgør omkring et par procent af det nationale bruttoprodukt. Den akkumulerede gæld til omverdenen, især Kina, under Bush den andens regeringstid, er omkring 9000 milliarder $. Hvis Kina og andre nationer mister troen på, at USA kan producere sig ud af gælden, dvs., hvis de af "spekulative" årsager (spekulation er en del af markedets lov for nominel værdi, uanset hvor meget nogen tror, der findes et realistisk repræsentativt forhold mellem nominel og reel værdi i markedets prissættelser), skulle vælge at slippe dollars, så mister dollars værdi, og USA skal trykke yderligere sedler for at financiere sit overforbrug af olie med yderligere tab af værdi af dollars, osv. osv
Jeg taler ikke som traditionel venstreorienteret, og jeg forstår egentlig ikke ret meget. Men jeg kan se, at dem, der siger, de forstår, hvad der er realitet, og hvad der "spekulation" i modsætning til reelle værdier, ja de behøver heller ikke nødvendigvis at have forstået så meget. Reality is a state of mind!

Heinrich R. Jørgensen

Tak igen, Steen Ole Rasmussen. Meget interessant...

Så hvis OPEC gør alvor af, at bede om afregning (for olie) i EUR fremover, har USA sandsynligvis uoverskuelige økonomiske problemer i samme øjeblik? USD dollaren vil vel falde markant i denne situation. Og i løbet af kort tid, vil USA næppe have råd til at købe den olie de har brug for. Ergo noget der minder om økonomisk og infrastrukturel kollaps for USA...

Ud fra bl.a. en miljøbetragtning, er det vel positivt, at den globale købekraft (hvad angår olie) mindskes. Det er vel realistisk, at OPEC sætter produktionen ned, for at sikrer at priserne ikke rasler ned.

Det er store og skræmmende perspektiver. Og de bliver ikke mindre af, at en mulig repons fra USA kan tænkes at blive en omfattende militær indsats, for at sikre dem den nødvendige olie. For hvilke alternativer vil USA have i den situation?

Og stakkels USA kommende præsident - uanset hvad der sker, vil vedkommende næppe bliver kendt for at bringe velstand og lykke til guds eget land.

Tak igen - det kan være jeg skulle genlæse Dune

Hold fast i den tanke. Dune er noget af det bedste SF der er skrevet.

Steen Rasmussen

Nye tider eller bare en sort mand i Det hvide hus?

Intet er umuligt, og situationen har altid været en ny.

De ændringer, der er brug for, er ikke bare en ny kurs. Modernismen eller det moderne er i sine bestræbelser fokuseret på de værdier, som er udviklet i forlængelse af menneskehedens forsøg på at overleve (underlæggende succeskriterium).

Det nye er, at vi truer med at overleve vore egne forudsætninger, at mulighederne begrænser sig i takt med bestræbelserne på at realisere dem, at jordens ressourcer viser sig som begrænsede, at vi forarmes i bestræbelsen på at gøre os rige materielt og humant.

Før var de hvide dem der satte loven, retfærdigheden med deres magt. Det at en sort nu sikkert får magten i den nation, som står for selve ”udviklingen”, vil ikke være af afgørende betydning for udviklingens retning, eller ændre på, at evt. nye ”vindere” ikke bare overtager fuldstændigt samme rolle og funktion som magthavere altid har haft.

Succeskriterierne ville sandsynligvis også have været de samme med historiens tabere i vinderrollen. Det afgørende er kriterierne for sejr og succes, fordi det er dem der bestemmer retningen, udviklingen.

En sort mand i ”Det hvide hus” i mulighedernes land symboliserer en masse for hele jorden. Men hvis vinderen har vundet på de betingelser som sætter retningen, så ændrer det intet. Forskellen vil være den samme, om det havde været en hvid mand, der for første gang havde sat sig i ”Det sorte hus” i en sort mands verden.

Der er behov for nye succeskriterier. At de sejrende lyver, laver historieforfalskning, kanoner, ændrer ikke på, at andre i deres sted ville have gjort det samme, at andre, som tabte i spillet, ville have gjort det samme i rollen som vindere.

Det, der er så irriterende ved det moderne, er, at det på ingen måde behøvede at være et problem at overleve, at få succes, men at det truer med at blive det, fordi vi opfører os som om det var det, sort eller hvid, taber eller vinder, os eller de andre.

De selvnegerende succeskriterier skal erstattes af andre succeskriterier. At forlange anstændighed af dem der har vundet på de herskende vilkår, at de taler sandt, det er ikke nok. Det drejer sig om noget mere, noget upersonligt langt større. En højere nødvendighed, udemokratisk, umenneskelig og gudsforladt is kold nødvendighed, som overgår vore små kognitive systemers fatteevne!

Ínformation er ikke i stand til at give nogen form for sammenhængende kritik af ret meget, fordi hovedkræfterne på avisen har deponeret sin vilje og frihed selv samme sted, som den gode statsminister forsøger på at sælge den sidste rest af national suverænitet til.

Fogh har selvfølgelig ikke noget større udsyn. Han er fuldstændigt optaget af sin egen politiske magt for magtens skyld. Folket er ligeglad med, at han har løjet om grundlaget for de to vigtigste beslutninger, han har truffet i sin tid som statsminister. Medierne ligeså, de er med på vognen.

Statsministerens strategi går ud på at forære Europamonsteret, hvad det vil have, likvideringen af de sidste forbehold. Det er den måde lederne i nationernes Europa agerer på. Først vinder de magt internt i nationerne ved at hævde at ville nationerne. Når de så har siddet der i de nationale parlamenter nogle år, og det bliver lidt kedeligt, lidt for småt, så forærer de lidt mere af den nationale selvbestemmelsesret til det udemokratiske monster, ud fra et forfængeligt snævert håb om selv at vinde lidt god vilje internt i bureaukratiets lange gange, og på de bonede gulve i Bruxelles.

Danskerne er tilsyneladende kun lidt stolte af, at Fogh har fremtiden for sig på en post i EU-regi, der bliver lidt højere end en plads på ”elefantkirkegården”, lige det blev Poul Schlütter og Poul Nyrup til del.

Nu ved jeg godt, at der ikke er noget ”folk”, at nationen er en fiktion i hovedet på ”de mennesker som ikke findes”, men det sproglige fællesskab, de betydninger som lever ved det, som ikke findes, og de nationale grænser og den lovgivning, som står i vejen for varernes, arbejdskraftens og kapitalens fri bevægelse, er ikke bare noget man forestiller sig i monetaristernes og deres institutions fantasi. Disse forhindringer har været der, de er der til dels stadig, og de er en smerte i røven på dem, en velbegrundet smerte, i modsætning til smerten i røven på Metz. Han skulle finde sig noget rigtigt og få ondt i røven over!

Med folk som BEW i redaktørstolene forstår man hvorfor den institutionaliserede monetarisme, Europastaten, Det økonomiske diktatur, aldrig møder sammenhængende kritik her i avisen. Den næsegrus beundring og afmægtige tilbedelse af magten for magtens skyld, er lige så karakteristisk for ham, som den er for vor statsminister. Statsministeren har dog det ud af sin passion, at når han siger ”vi”, i forbindelse med det at sidde med ved bordet, hvor det sker, at så dækker det over noget, nemlig ham selv.

Den eneste instans, der kan fremlægge beslutnings og lovforslag (direktiver) i Europastaten, det er kommissionen, og den er igen henvist til at arbejde med materialer som laves i udvalg, som ingen uden for apparatet kender sammensætningen af. At disse for størstedelen er sammensat af erhvervsinteresser er veldokumenteret. Demokrati i staten er der ikke.

http://politiken.dk/politik/article487581.ece

Det, at den monetære union sigter på at overtage en del af USA's rolle i verdensøkonomien, gør den ikke i sig selv til et alternativ. For hvad vil den andet end økonomisk vækst på bekostning af det økonomiske systems omverden. Det monetaristiske projekt er dødens, lige som den amerikanske udgave. Den fuldfører sin bane ved at anbringer os i rollen som de heldige medløbere, dem det hele skulle komme til gode.

Den europæiske centralbank er i sin løsrevede position monetarismens institution. Formålsparagraffen går ud på at sikre EURO´ens værdi i verden, under påskud af inflationsbekæmpelse, prisstabilitet. Den venter blot på at de andre magtmekanismer kommer på plads, bl.a. muligheden for at opkøbe og udstede europæiske gældsbeviser. Så kan den for alvor begynde at udfylde en rolle som verdens reservevaluta.

Med en færdig centralbank og et udviklet internationalt militært magtapparat er Europastaten ikke længere et alternativ til USA.

Det faktum, at miljøhensyn aldrig må betyde mindre vækst, er det inkarnerede bevis på hulheden i monetaristernes snak om samme. De tror, de kan gå på vandet, at pengenes ”værdi” svarer til noget, når bare man kan kontrollere prisen på dem, og udstede dem ad libitum. De er stærke i troen. Men lige som ægget, der troede, at det fløj, tager monetaristerne fejl, ægget faldt, og vi sagde det til det, men det ville ikke høre.

Steen Rasmussen

Optimismen med hensyn til pessimismen på USA’s vegne finder lidt næring i ny og næ. Som en anden hjemløs hund leder den og finder, med sin fine og ekstremt selektive næse hvad den er ude efter:

http://borsen.dk/finans/nyhed/138619/

Rusland rejser sig, olien stiger igen fordi verden må sande at Georgien klart nok som transitland for olie ligger inden for bjørnens råderum, men selvfølgelig så er USA stadig verdens største supermagt http://www.information.dk/163788 , og ethvert fremskridt i Irak må da som minimum bruges som argument for at holde igen på kritikken http://www.information.dk/163782 .

Hvis ikke det var så svært at skille den enes succes fra den andens og den andens fiasko fra den enes i det globale metafysiske fællesskab, så kunne man med sindsro have nok i sin kritik af det forkerte, det onde og det svage.

Desværre er det nok sandt, at den mest ihærdige indsats i kampen mod det onde, det svage og uretfærdige, eller lige frem opfindelsen af satan selv, i de fleste tilfælde vidner om den manglende evne til at sætte et autonomt indhold af værdi i tilværelsen. Diskussionen omkring USA´s fejltrin har længe delt verden op i dem og os. Selvretfærdigt har verden stået over for hinanden med USA som markeringen af forskellen, der fortrænger det mere fundamentale behov for alternativet til de problematiske succeskriterier, som styrer her som der. Man kan ikke rigtigt se det positive indhold, og kampen mod det onde bliver derfor til en slags erstatning for sygdommen. Man kaster sig ind i kampen mod satan selv, som om det gode kunne komme til verden alene i kraft af udryddelsen af det onde.

Vi skal ikke overgå USA med en ny Europastat. Vi kan ikke vinde indholdet ved at gå ind i kampen mod det onde. USA´s ulykker er vores og vores er deres.

Erstatningen for elendigheden ligger lige for. Det gode liv fortrænges af kampen for vækst, overmagt og kommercielle succeskriterier. I virkeligheden har vi for meget af det hele, og skal blot lære at leve i overensstemmelse med det faktum, at meningen med livet ikke er en kamp om overlevelse. Grunden, til at det ser ud til at blive et problem at overleve de kriser vi skaber for os selv, er at vi lever ”som om” det var et problem at overleve, hvorfor det så måske bliver det alligevel!

Bente Simonsen

"USA's fejlslagne politik har konsekvenser."

Ja, USA er faldet i den grav, den har gravet for så mange andre lande, nemlig 'Friedmanismen'.

Kan anbefale at læse Naomi Kleins bog:
The Shock Doctrine.

Jeg ved ikke om den er oversat til dansk., men jeg håber nogen har gjort/eller gør det.

Steen Rasmussen

Tak for henvisningerne. Der har i mange år været for meget ”økonomisk ideologi a la Milton Friedman” i de politiske systemer verden over. Selv fandt jeg en artikel på avisen Elpais, der bekræftede min grundholdning, og som jeg siden med hjælp af mit dårlige spanske og lidt oversættelsesværktøjer på Google har set igennem et par gange:

http://www.elpais.com/articulo/economia/mundo/despues/crash/elpepueco/20...

Den omtaler en Karl Polanyi, som i 1943 skulle have skrevet en bog med titlen ”En stor transformation” (på engelsk), der handler om hvordan netop det politiske system reelt har været den mere væsentlige kilde til sociale forandringer, men at den politiske magt har virket under dække af, med henvisning til og med ideologiske forklaringer af økonomien som det væsentligt afgørende i udviklingen.

Jeg mener politikerne op til i dag med skiftende former for ”økonomisk ideologi” har fraskrevet sig ansvaret for den magt, de har haft, og at de har udøvet magten under falsk varebetegnelse med henvisning til det økonomiske system, som om løsningen af alle problemer lå i det økonomiske system, altså markedet med dets skjulte hånd.

Hvis jeg bare havde tid, så ville jeg gå tilbage til sådan en bog. Det giver altid noget af den distance, der skal til, for overhovedet at kunne se sin egen samtids ideologiske skove for bar træer, dvs. det der skal til for at kunne sætte perspektiv på sin samtid. Det er her udfordringen er, det er alt for let bare at falde i med den.

Sider