William F. Buckley var et konservativt fyrtårn

"Jeg vil hellere regeres af 100 tilfældige personer fra Bostons telefonbog end af fakultet på Harvard Universitet".

Replikken hører til en af de berømte spydigheder, som William Buckley var mester i at udgyde. Buckley, der døde sidste måned, var amerikansk konservatismes grå eminence, men havde i mange år også været dens enfant terrible.

I Danmark er han ret ukendt. I begyndelsen af 1980'erne cyklede jeg ofte ud til den amerikanske ambassade på Dag Hammerskjölds Allé for at benytte biblioteket dér.

Dengang kunne man gå lige ind fra gaden på ambassaden, som i dag - af gode grunde - mere ligner en permanent bevogtet fæstning.

Biblioteket havde et tidskrift, som jeg ikke kunne læse andre steder i København: National Review. William F. Buckley havde i 1955 grundlagt det i en alder af 30 år, og lige siden har National Review været et fyrtårn for konservative tanker i USA.

Jeg blev nærmest forskrækket, da jeg begyndte at læse National Review i 1980'ernes Danmark. Kan det siges? Må man sige det? Jeg fik især nuanceret synet på præsident Ronald Reagan, som dansk presse og politikere aldrig nåede at forstå dengang. Og på Den Kolde Krig, hvor National Review holdt fast i, at Sovjet var totalitært og moralsk forargeligt, mens den stod på afspænding og fodnoter herhjemme. Alt dette blev sagt og skrevet med selvtillid og ironi, jeg ikke før havde set.

Grundlæggeren af National Review William F. Buckley døde 27. februar i år i en alder af 82. Buckley repræsenterer mere end nogen anden det konservative USA. Han var right from the beginning.

Som ung vred mand blev han hurtigt kendt, da han i 1951 skrev God and Man at Yale, som var et elegant men voldsomt angreb på lærerne og miljøet på universitetet i Yale. Han angreb professorerne og beskyldte dem for at prædike socialisme og ateisme under dække af akademisk frihed. Og for ikke at respektere studenternes ret til at danne deres egen mening.

God and Man at Yale provokerende samtiden, men den var med til hurtigt at etablere Buckleys ry som en konservativ provokatør, der ikke var bange for løbe storm mod de etablerede bastioner. De traditionelle konservative kritiserede ham for at være for ivrig tilhænger af laissez-faire kapitalisme. Katolikkerne kritiserede ham for at kritisere velfærdsstaten.

Polariseret debat

Buckley havde to faste grundsynspunkter, som han har holdt fast i gennem hele livet: markedsøkonomi og antikommunisme. I kombination blev holdningerne til indbegrebet af en moderne og selvsikker konservatisme i USA.

Buckley foragtede ateister. Han var selv overbevist katolik med irske aner og gik ofte til messe, men nutidens kristent-fundamentalistiske Amerika har Buckley ingen aktier i. Han argumenterer ikke religiøst, men angriber ihærdigt dem, der vil religionen til livs.

I 1954 kastede Buckley sig ind i samtidens polariserede debat om kommunismen med bogen McCarthy and His Enemies, som han skrev sammen med svogeren Brent Bozell. Senator Joseph McCarthy blev kritiseret, men bogen var et forsvar for McCartyismen, nemlig et angreb på kommunismen og dens medløbere i USA. Bogen fik ikke samme succes som God and Man at Yale, men etablerede ham som en konservativ opinionsdanner med mod og skarphed. McCarthy selv fik aldrig læst bogen: "Jeg forstår den ikke. Den er for intellektuel til mig", sagde han.

I 1955 grundlagde Buckley så sit livsværk, 14-dages magasinet National Review, som han var udgiver af det meste af sit liv. Som bidragydere havde han samlet en række interessante konservative intellektuelle omkring sig, som for de flestes vedkommende var tidligere kommunister.

Blandt dem var Willi Schlamm, som var flygtet fra Europa før Anden Verdenskrig. Schlamm var søn af en jødisk købmand i Galicien og før krigen medlem af Østrigs kommunistiske parti, som han forlod i 1930. I 1930'erne var han med til at udgive Die Weltbühne, Carl von Ossietzkys berømte blad, som vendte sig både mod stalinismen og nazismen. Som antitotalitær havde Schlamm svært ved at finde ligesindede i USA før han mødte Buckley.

Mistroens modermælk

Whittaker Chambers var en anden eks- og antikommunist, der blev berømt og berygtet for at beskylde Alger Hiss for at være sovjetisk agent, en anklage som først blev endelig bekræftet med arkivåbninger i 1995. Også James Burnham, kendt for bogen The Managerial Revolution fra 1941, som var en tidlig advarsel mod totalitarismen og bl.a. inspirerede George Orwell til 1984, var med i kredsen om National Review. Burnham var også eks- og antikommunist.

Det var alt i alt en beundringsværdig kreds af intellektuelle, som det lykkedes Buckley at koncentrere i National Review og i dag må det undre, hvor hjemløse de var i det liberale establishment. Den dominerende offentlige opinion i USA var set fra mange ekskommunisters perspektiv stadig naiv og blåøjet i sit syn på Sovjetunionen.

Buckley selv var i modsætning til mange af sine medarbejdere født som konservativ og havde fået mistro til staten ind med modermælken. Buckleys far var ven med Albert Jay Nock, der ud fra et nærmest anarkistisk synspunkt siden New Deal havde kritiseret Big Government. Our Enemy, the State, hedder Nocks berømte værk fra 1935.

Endelig bidrog også i beskedent omfang Russell Kirk, der i 1953 havde skrevet The Conservative Mind og med den bog grundlagt en mere filosofisk amerikansk konservatisme. Russell Kirk var som Buckley undfanget som konservativ.

National Review og Buckley støttede i 1950'erne ikke præsident Eisenhower, som ifølge dem gav for meget efter over for kommunismen og indenrigspolitisk over for velfærdsstaten. Derfor kunne Buckley heller ikke ved valget i 1960 støtte republikanernes kandidat Richard Nixon, der havde været vicepræsident under Eisenhower.

National Review og Bill Buckleys glanstid kom i 1964, hvor den republikanske kandidat Barry Goldwater fik varm støtte. For første gang var der en politiker efter Buckleys smag.

Under en rejse i USA i 1984 besøgte jeg en kammerat i Michigan, som viste sig at være glødende Goldwater-fan. Det var første gang, jeg mødte én, der talte positivt om Goldwater, og med mine danske fordomme stadig intakte, havde jeg min skepsis. Men så læste jeg Goldwaters bog The Conscience of a Conservative og blev overrasket. Her var et velgennemtænkt og velartikuleret politisk program, som hverken var hadefuldt, krigsliderligt eller asocialt. Ghostwriter på Goldwaters bog var Brent Bozell, Buckleys svoger, og hele tankegangen afspejlede National Review-konservatismen. Uden Buckley ingen Goldwater.

Barry Goldwater tabte klart til Lyndon B. Johnson i 1964, men holdningsmæssigt var der sat en bevægelse i gang, som kulminerede 16 år senere med Ronald Reagans valg til USA's præsident. Reagan, der selv havde holdt talen for Goldwater ved det republikanske konvent i 1964, var også inspireret af Bill Buckley. Reagan var ikke right from the beginning - han stemte demokratisk i første halvdel af sit liv og blev først konservativ i 1950'erne og registreret republikaner i 1960. Men fra da af var der stor overensstemmelse i sind og stil med Buckley. Uden Buckley ingen Reagan.

Intellektuel modpol

Gennem 1960'erne og 1970'erne var Buckley en ivrig deltager i den offentlige debat og deltog i et ugentligt talkshow og i tv-debatter. Han forsøgte sig forgæves som politiker ved at stille op til borgmestervalget i New York i 1965.

I sine sidste år kritiserede han præsident Bush og invasionen i Irak. "I virkelighedens verden er militære missioner i udlandet for at skabe regimeforandringer i lande uden retstraditioner eller demokratiske traditioner forfærdelig vanskeligt - Det er ikke for at sige, at krigen i Irak var forkert, eller at historien vil vurdere den som forkert, men konservatisme medfører en vis respekt for virkeligheden og denne krig var urealistisk frimodig".

William Buckley skabte plads til en stueren amerikansk konservatisme, der var solidt funderet i vestlige tanketraditioner og renset for statsforherligelse, konspirationsteorier og antisemitiske tendenser. Buckley repræsenterer den intellektuelle modpol til den liberale konsensus med dens rødder i traditionen fra Roosevelt, hvor staten ses som løsningen på samfundets problemer. Samtidig viste han med sit personlige eksempel, at der er masser af plads til satire, skarphed og livlige debatter inden for en konservativ tradition. Og altid med en god portion humor: Da Buckley i 1970 gav et interview til Playboy, forsvarede han sig med, at så er der en chance for at min søn læser noget af mig.

Henrik Gade Jensen er projektmedarbejder ved CEPOS