At være saglig er at gå efter sagen, ikke efter sig selv, og efter bolden, ikke manden. Man er så optaget af sagen, at man selvforglemmende går op i den og ikke tænker på sig selv eller på det indtryk, man gør på andre. Men det er ikke enden på sagen. Andre personer kan rette blikket på personen og se bort fra sagen. Der er noget attraktivt ved personer, som brænder for en sag, og andre kan få lyst til at sanke gløder fra bålet.
Den saglige holdning er i familie med etikken. Også etisk forventes man at gøre det rigtige for dets egen skyld, ikke for sin egen skyld og ikke for at gøre indtryk på andre.
Immanuel Kant skelnede mellem det ubetingede og det betingede imperativ. Det ubetingede imperativ handler om at gøre det rigtige, fordi det er rigtigt, ikke fordi man føler eller vil gøre indtryk. Etisk er man anonym, næsten usynlig - selv om andre, igen, kan imponeres over den gode viljesstyrke.
Det betingede imperativ er anderledes skruet sammen. Det handler om, hvad der kræves for at opnå et mål, altså om teknik og klogskab. Hermed bliver personen synlig. Han gemmer sig ikke bag ved sagen, men imponerer med sin dygtighed - eller bliver til grin for sin klodsethed. Både sag og person vurderes.
Fange og fortrylle
Hvad sker der, hvis man tager det sidste skridt og gør personen til målet, så sagen bliver et middel til at gøre personen synlig? Så forsvinder anonymiteten og selvforglemmelsen. Man bliver selvoptaget og vil gøre indtryk. Og da det er lige så svært at gøre indtryk på sig selv som at overraske sig selv - man kan jo ikke springe frem og råbe "bøh" til sig selv - bliver et publikum nødvendigt.
Hermed forsvinder etikken. Det rigtige er ikke længere et mål, men handler om midler til at gøre indtryk på andre. Ikke sagen, men dens kraft til at gøre indtryk står i centrum.
I stedet dukker æstetikken op. For æstetik handler om at fange, fortrylle og fastholde opmærksomheden. Siden renæssancen er værker blevet bedømt på en dobbelt skala, som handler om forundring og beundring.
I det æstetiske ekstrem smelter sag og person sammen i en total selviscenesættelse.
Men normalt må en sag fungere som udtryksregister, så publikum kan oscillere mellem sag og person. Vejen til publikums forundring og beundring går over værket, og da de begge har grader, kan man konkurrere æstetisk, mens etik fordærves af konkurrence. Det er uetisk at ville være mest etisk.
Skal publikums opmærksomhed fanges rent, må sagen løsrives fra hverdagens etiske rum. Praktiske hensyn skygger for værket. Det handler om at sparke en læderbold ind i en træramme, synge en sang, male et æble, bevæge kroppen rytmisk. Æstetik kræver langsomhed og afkobling fra praktiske formål. Man sænker sneskovlen og nyder fnuggenes fine mønstre og lette dans i luften.
Blodpølen
Det skaber grænsestrid mellem æstetik og etik. I Emil Aarestrups digt om 'Tidlig skilsmisse' besvimer kvinden ved meddelelsen om, at hendes kæreste er dræbt i en duel. I stedet for at hjælpe hende træder digteren et æstetisk skridt tilbage og ser, hvor smuk hun er, som hun ligger dér i gruset - en spændende vinkel på det brækkede ben, et interessant form på blodpølen om hendes hoved.
Sagen må forstærkes
Konflikten opstår, når sagen ikke er ligegyldig. En læge skal ikke nyde, men helbrede sygdommen. Og hvis en politiker er dygtig til at fange, fastholde og fortrylle sit publikum, bliver man betænkelig, fordi politik handler om mere end fascination.
Etisk kan enhver gå hen og gøre ligeså. Alle er på lige fod. Æstetik kræver rollefordeling. Personen skal demonstrere en kunnen, som publikum ikke har. Hans opgave er at forføre, deres opgave er at nyde at blive forført. Selv om begge dele kræver aktiv indsats - "Det kræver geni at vurdere geni," sagde Kant - er der en skævhed. Personen får succes, publikum giver succes.
Jo mere ligegyldig sagen er, jo lettere tilgængelig er den. Alle kan være med som publikum, ingen udemokratisk dygtighed er påkrævet. Men hvordan kan man skabe forundring og beundring for det ligegyldige? Sagen må forstærkes med spænding, med konkurrence om at være inde eller ude, om berømmelse og penge. Det er ligesom poker - et ekstremt kedeligt spil, som kun bliver interessant på grund af pengene og æren.
Når anerkendelsen bliver mere interessant end den sag, som bærer den, fødes et blandingsbarn, en æstetisk etik. Aristoteles hævdede, at man, etisk, skal tage ved lære af eksemplet fra 'gode mænd'. Nu er forbillederne er ikke etiske, men æstetiske. Det handler om succes, ikke som en lykkelig bivirkning, men som sagen selv. Ikke hvad personen gør, men om det indtryk, han gør - og for ham selv handler det ikke om sagen, men om at blive en vinder og hermed vinde sig selv i forstørret og magisk form, bigger than life og med magt til at forvandle publikums energi til sin egen.
Vinderen får udløsning
Den æstetiske etik fortæller om hvad der kræves for at få succes, og enhver kan i det skjulte, i sine fugtige dagdrømme og måske i den gudsforladte hverdag teste, om han har det nødvendige. Kampen om at gøre indtryk bliver etisk relevant. Efter deres skilsmisse finder etikken og æstetikken sammen under æstetikkens fane. Intet er vigtigere end hvor god man er til at fremstille sig selv i et magisk lys og flyve som en guddommelig stjerne.
Eller falde som en sten. I den modsatte ende af spektret bliver spillet mellem sag og person diabolsk, når en ligegyldig sag vokser sig stor i kraft af publikums forundring og forargelse. Det lykkelige øjeblik, hvor vinderen får sin udløsning for øjnene af publikum, spejler sig i det ulykkelige øjeblik, hvor taberens udløsning udløser en skandale.
