Politik i den vestlige verden er blevet bipolær. Et centrum med forskellige nuancer står over for et nationalistisk højre. Overraskelserne består i, hvem der løber over til hvem. Hvor er den kritiske venstrefløj blevet af? Enhedslisten forsøger ind imellem, men et overbevisende bud bliver det ikke til.
Selv om venstrefløjen er hensygnende, angribes den stadig for fortidens synder af såkaldt højreintellektuelle som Bent Blüdnikow.
Vælgerflertallet synes at æde råt, at dansk åbenhed og ytringsfrihed (der ingenlunde sikrer, at venstrefløjen bliver hørt) er truet af religiøs fundamentalisme. En demokratikanon svælger i fjerne tiders begivenheder og ytringer. Liberalister fremfører simplistiske teser om markedet og dets selvregulerende funktion, mens de ignorerer verdens fysiske og relationelle kompleksitet. Det antages generelt, at Danmark er en positiv kraft i verden, der ikke har noget ansvar for økonomisk-social udmarvning i resten af verden. At arabiske lande, som regeringen vil hjælpe til demokrati, har vendt sig imod Danmark, synes den er dybt uretfærdigt.
Dilemmaet for en venstrorienteret er, at det er tåbeligt at fremmane utopiske fremtidssamfund, når man er hjælpeløs mod en total kapitalistisk dominans ledsaget af uorden og ufred. Aktier på en glad fremtid kan ikke udstedes, tværtimod er man tvunget i defensiven mht. tabte landvindinger inden for ulandsbistand, kultur, miljø og menneskesyn; en udmattende position, når fordrejninger bringes til torvs om effektivitetsforbedringer som resultat af nedskæringer eller stop, og indvandrere ses som hovedansvarlige for samfundets problemer.
Profitjag og finansbobler
I den situation er det fatalt, at venstrefløjen har opgivet tidligere tiders ansatser til kritisk økonomisk analyse. De økonomiske realiteter er profitjag og finansbobler i den ene ende, pres på lønninger og overførsler i den anden - og nedgang truer. Men gængs makroøkonomisk teori drejer sig om nationalprodukt, der deles mellem investeringer og husholdningers og det offentliges forbrug, det sidste finansieret ved skatter eller gældsstiftelse. Opsparing og investeringer er lige store nærmest definitorisk. Pengemængde, rente (i éntal), inflation, priser og valutakurser ses som det finansielle udtryk for realstørrelser. Lønninger og beskæftigelse er et særligt marked. Et udviklet kapitalmarked glimrer ved sit fravær i grundmodellen. Økonomer har svært ved at forklare, hvor profitter kommer fra (de ser dem nærmest som et residual), og samspillet profit-rente(r) har de det derfor ikke godt med.
Økonomer advarer normalt imod højere lønninger, som kan skabe 'ubalancer' såsom inflation og underskud på statsbudgettet eller over for udlandet. Især det sidste er dog alt andet end éntydigt i en globaliseret verden. De hjemlige økonomers største praktisk-politiske uenigheder synes at være om skattestop vs. lettelser.
Når man ikke har kapitalmarkedet i sin teori, kan man ignorere dets udskejelser til sidste øjeblik. Nye former for finans har derfor frit slag. Europæiske topsocialdemokrater har dog vovet at angribe kapitalfondes ødelæggende virksomhedsovertagelser og ekstremt høje lønninger og bonus'er til erhvervslivets spidser, der uden egeninvesteringer sidder tæt på profitten.
En voldsom kreditkrise er ved at kamme over i recession. USA's føderalregering vil give skatterabatter på op til 600 dollars per borger for at sætte gang i efterspørgslen. Nationalbankdirektøren, Ben Bernanke, sænker centralbankrenten snart hveranden dag. Økonomer undrer sig over, at amerikanske og europæiske børser ikke har genoptaget opturen efter rentesænkningen, samt at investeringerne også halter. Ad-hoc teorier om nye typer markedsforventninger følger.
Men finansmarkedet er ikke et entydigt billede af 'realøkonomien'. Effekten af en rentesænkning kan enten være kursstigninger eller realinvesteringer, i bedste fald begge dele. Nu sker der meget lidt, for høje oliepriser og forgældede husholdninger stimulerer ikke just real-investeringerne, og finansmarkedet vånder sig efter den fejlslagne innovation det var at klumpe real- og andre obligationer sammen til komplicerede gældsinstrumenter, 'specielle investeringskanaler'. Subprime-krisen er som bekendt navnet på denne bobles bristen.
Skattelettelser til hvem?
Redningen af boligmarkedet og den almindelige borgers gældsproblemer er hovedtemaer i USA's primærvalg. Skal der gives flere skattelettelser eller rabatter - til hvem? Eller skal der gang i offentlige arbejder (digerne og broerne)? Barack Obama og Hillary Clinton skændes om, hvem der er mest imod NAFTA (North American Free Trade Agreement). Utvivlsomt skyldes bl.a. Ohios tab af arbejdspladser snarere amerikanske investeringer i Kina end konkurrence fra Mexico, som på sin side anklager NAFTA for udvandringen til USA. Dér er den illegale indvandring et varmt emne. Republikanerne hylder frihandel, der er kodeord for en ikke altid køn realitet: kapitalbevægelser, korte og lange, der er med til at presse/udvikle andre dele af verden til fordel for de bedrestillede derhjemme. Disse er nu en faldende del af befolkningen. Alle har grund til at være utilfredse.
Det økonomiske ubehag breder sig. Subprime-krisen kan medføre tab på 3-400 milliarder dollars for finansverdenen fordelt på de store banker, almindelige forsikringsselskaber (senest AIG, et af USA's 30 største firmaer), obligationsforsikringsselskaber (MBIA og AMBAC) og diverse fonde. Måske mere. Et par millioner amerikanere risikerer at måtte gå fra hus og hjem, mens den rette redningsplanke diskuteres. Det bliver sværere for forsyningsvirksomheder og lokalregeringer at rejse penge til de nødvendige anlægsinvesteringer, der ligesom i ulande ofte nødvendiggøres af manglende vedligehold af det eksisterende apparat.
Regeringens fantasi
Danmark er blevet forskånet indtil videre. Bank Trelleborg led tab og blev solgt til Sydbank, for billigt ifølge aktionærerne. De særligt dækkede obligationer (SDO'er), der skulle revolutionere boliglångivningen ved at skille lån fra obligationer og tillade forskellige vilkår fra kunde til kunde, nåede knap at komme i gang. Det kunne ellers have ført til subprime-lignende tilstande. Boligpriserne er faldet, og det vil gøre indhug i forbruget og indtryk på økonomien, der også lider under dollarfaldet.
Regeringen kører videre i overophedningens fantasiverden. Oppositionen spiller med for at indhente lidt af det tabte. Men Danmark har en udsat placering i verdensøkonomien, og kører den langsommere, bliver der mindre brug for selv Mærsk, der dertil har lavet sine egne brølere. På trods af muhammedkriseselvmål skulle landbrugseksporten stå sig godt, da priserne er steget kraftigt.
Et venstreorienteret projekt må først og fremmest se kritisk på verden og Danmarks rolle i den. Eksempelvis: hvad har de fattige lande brug for - ulandsbistand bygget på forestillinger om små fremskridt eller styrkelsen af deres kapitalistiske udvikling, kapitalakkumulation baseret på landbrugsoverskud? Skal de blot angle efter at eksportere til os?
Den nylige eksplosion i Kenya havde rod i en giftig blanding af en slumbefolkning jaget væk fra jorden i forskellige historiske slagsmål, forstærket af en kraftig befolkningstilvækst, mens de store agrovirksomheder blomstrede. Tragikomisk, at tabet af eksporten af roser til valentinsdagen var det første store økonomiske skrækscenarie.
Snusket dansk og vestlig virksomhed foregår i de fattige dele af verden på trods af al deklaration om virksomhedernes sociale ansvar. Og selv pæne virksomheder lever højt på billig arbejdskraft og energi i Kina. Redningsfolk som Bill Gates vil gerne udrydde malaria, aids og tuberkulose, men baseret på de profitter, de så heftigt forsvarer. En mental og reel refeudalisering finder sted. De offentlige kassers snerpen sig sammen overlader os til mæceners nåde. Fogh-regeringens credo er: skær ned, giv selektivt tilbage og lad dem, der nyder godt, sige tak, tak, Fogh. Der nejes for dronningen og sleskes for kronprinsen. Vi bliver undersåtter og måber efter de kendte, der lever vores liv.
Venstreorienterede 'visioner' om bl.a. økonomisk demokrati baseret på viden og innovation er mildest talt chanceløse. Visioner er ikke en mangelvare, indsigt er. Vi lever ikke i en vidensøkonomi, som det ofte påstås, men i en begejstringsøkonomi. Det er ikke langtidsholdbart. Få armene ned til det seje træk.
Karen Helveg Petersen er økonom (Ph.D.) og arbejder som konsulent på udviklingsområdet
Er det ikke typisk? Når en velformuleret og velinformeret person leverer et slag i bolledejen, læs højredynen, så er der ikke et eneste pip til modsvar. Der blev også talt til EL. Tavsheden runger.
Niels-Holger Nielsen
Men fra et højreorienteret synspunkt er der jo ikke noget nyt i artiklen, som er nødvendigt at kommentere. Artiklen er først og fremmest en gennemgang af venstrefløjens impotens/mangel på relavans. Dernæst er den en gennemgang af traditionelle venstreorienterede synspunkter, som ikke er på den politiske dagsorden (Om den økonomiske politik hersker der i store træk enighed Mellem socialdemokratiet og VOK m.m.)
Tænk engang, jeg synes, artiklen er en veldokumenteret - og ganske deprimerende - gennemgang af højrefløjens inkompetence og nedbrydning af alle tilløb til et godt samfund. Sådan er vi så forskellige.
Hvor jeg dog savner borgerlige som Schlüter og Hartling og sågar Ellemann. De var reaktionære, ja, men de var også hæderlige mennesker.
@Niels-Holger Nielsen
De manglende reaktioner skyldes dels, at der ikke er noget nyt i artiklen, som Jesper også skriver, og dels at det er svært at se, hvad der overhovedet menes i store dele af teksten. Hvad er f.eks essensen af følgende svada:
>> De økonomiske realiteter er profitjag og finansbobler i den ene ende, pres på lønninger og overførsler i den anden - og nedgang truer. Men gængs makroøkonomisk teori drejer sig om nationalprodukt, der deles mellem investeringer og husholdningers og det offentliges forbrug, det sidste finansieret ved skatter eller gældsstiftelse. Opsparing og investeringer er lige store nærmest definitorisk. Pengemængde, rente (i éntal), inflation, priser og valutakurser ses som det finansielle udtryk for realstørrelser. Lønninger og beskæftigelse er et særligt marked. Et udviklet kapitalmarked glimrer ved sit fravær i grundmodellen. Økonomer har svært ved at forklare, hvor profitter kommer fra (de ser dem nærmest som et residual), og samspillet profit-rente(r) har de det derfor ikke godt med
Jeg har svært ved at finde en påstand i citatet som kan gøres til genstand for en diskussion. F.eks "Økonomer har svært ved at forklare, hvor profitter kommer fra". Umiddelbart er det jo noget vås: Profit er forskellen mellem indtægter og udgifter. Men da artiklens forfatter smykker sig med ikke mindre end en PhD i Økonomi, kommer man som læser til at spekulere på, om den manglende forklaring på profit mon ikke er et mere teoretisk problem indenfor for en bestemt snæver gren af økonomien, som forfatteren åbenbart har beskæftiget sig med. Men det bliver ikke beskrevet yderligere og dermed bliver det jo lidt svært at diskutere.
Hvis artiklen endelig skal gøres til genstand for diskussion, kunne udgangspunktet evt. være min mavefornemmelse, da jeg læste artiklen: At hvis dette usammenhængende rableri er udtryk for den højeste tænkning på den venstrefløjen, så kan alle borgerlige se fremtiden i møde med sindsro.
Kære Claus og andre,
Når jeg skriver, at økonomer har svært ved at forklare profit, så skyldes det, at profit i 'borgerlig' økonomisk teori har en hengemt plads. I makroøkonomi er profit nærmest slet ikke med som en del af forklaringerne på nogetsomhelst. Det er enten en aflønning til kapitalen og nogle gange lig med renten, hos de fleste er den slet ikke en del af variablerne, der koncentrerer sig om nationalprodukt, pengemængde osv. Og på indtægtssiden kan du da godt have en indtægt til entreprenøren, men nærmest somom han var lønmodtager.
Da profit og renter i den grad på markederne er faldet fra hinanden, må der en systematisk forklaring til. Makroøkonomien (hovedstrømningen) har simpelthen svært ved at tænke i finansmarkeder og finansmarkedets forskellige former: penge, holdt på kort og langt sigt, obligationer, aktiemarked samt realkapital. Og nu på det sidste har vi så haft alle de instrumenter, der knytter sig til boligmarkedet. Finansmarkederne finder hele tiden på noget nyt og er gode til at prøve at sætte reale størrelser på papir. Men der skal forventningerne hele tiden stige. Når så virkeligheden sætter ind (huspriserne stagnerede og begyndte at falde i dette tilfælde), brister boblen.
I mikroøkonomien ses marginalprofitterne som nul, når der er fri konkurrence! Ja, det siges der.
Det harmonerer jo ilde med, hvad vi alle ved: at det er profitten, der driver værket, og at langt før marginalprofitterne bliver nul, ophører virksomhederne, eller de flytter ud, som det sker på nuværende tidspunkt.
Når centralbankerne prøver at presse renten ned, så giver man jo netop finansmarkederne, der låner til den lave rente, en indsprøjtning. Men fører det også til realinvesteringer? Hvis de fremtidige profitudsigter ser ringe ud, så fører det ikke til realinvesteringer. - Derudover har vi på det sidste set, at centralbankernes forsøg med den korte rente end ikke har slået igennem på den lange. I det her tilfælde er den forklaring der gives, at de private banker og andre finansinstitutioner, hvoraf der jo også florerer et utal af typer, er blevet bange for at låne ud. Så rentemarginerne mellem udlån og indlån er kraftigt stigende som en anden konsekvens.
Jeg tror ikke, at borgerlige kan se fremtiden i ro med sindsro. Jeg tror dog ikke, at dette skyldes en kronik. Uanset om man er til højre eller venstre, kan man vel se, der er noget ravruskende galt, og det kan man da så sandelig også høre, at OECD, IMF etc. mener. De nøjes blot med at udstede dystre forudsigelser om fremtidens økonomiske situation. Der er først og fremmest beregninger af, at tabene bliver på 1 billioner (dansk) eller trillioner (som det jo er på engelsk) dollars, altså 1.000.000.000.000 dollars eller mere. Der er også udbredt enighed om, at det har reale konsekvenser, men ikke helt om, hvad de bliver.
Der er jo også stor bekymring (hos alle observatører) for, at fødevarepriserne og energipriserne nu er så høje, at de truer mange menneskers overleven i verden. Ville det ikke være godt at have nogle økonomer, der kunne prøve at finde en forklaring på alt dette samt de kritiske led?
Det her var rettet mod venstrefløjen, som jo bør være karakteriseret af et ønske om en dybtgående analyse og ikke blot om at finde det nærmeste 'instrument' til at redde situationen. Jeg mener såmænd ikke, at kapitalismen står over for sin sidste krise, men at der i hvert fald bør være anledning til at kritisere gængse forestillinger. Ja, som sagt så er der selv nogle 'borgerlige' i den store verden, der sidder og selvransager en smule. Danmark er forbløffende skånet også for det.
Med venlig hilsen
Karen Helveg Petersen
GLOBALIZATION DOESN'T WORK!
Summen af velstand er absolut og ikke udvidbar; når vi bliver rigere i Vesten, bliver de (modsat teorien om globalisering) ikke rigere i den tredje verden. I stedet for at ta' sig sammen og gi' den endnu en skalle foretrækker de kriminalitet og betleri. Vor flid og dygtigheds gode eksempel smitter desværre ikke nævneværdigt. sådan som globalisterne prædikede.
Markedet overladt til sig selv ender naturligvis i totalt kaos og sammenbrud. I slutfasen genopstår monopolerne i et omfang, som ikke engang Stalin turde drømme om: DONG, TDC, Post Danmark, Microsoft, overalt nedbrydes den frie konkurrence og ethvert privat initiativ saboteres.
Overalt florerer kriminalitet, alkoholisme og almindelig psykisk ustabilitet i en verden, som globaliseringen har berøvet endog de sidste moralske holdepunkter; kun meningsløse krige og korstog mod muslimer og pædofile kan mobilisere en art interesse for omverdenen blandt en befolkning, der er fortabt i en vanvittig, meningsløstunderholdningsverden.
tak for kaffe!
Nu da hele verden, med undtagelse af 2 1/2 stat, lever i det kapitalistiske økonomiske system, og den realeksisterende socialisme er afgået ved en overraskende hurtig død, er det i sandhed svært at udvikle en venstreorienteret model for fremtidens økonomi.
Intetsigende eller i bedste fald svært definerbare begreber som overforbrug, bæredygtighed, retfærdig fordeling f ressourcerne gør det bestemt ikke lettere. Desuden udnyttes enhver krise, som f.eks. den nuværende, til at forudsige det nært forestående sammenbrud på verdensplan. Et slet skjult håb om (ledsaget af skadefryd), at nu indser verden endelig, at sådan kan det ikke gå videre. Sammenbruddet kommer imidlertid aldrig, i hvert fald indtil nu, og det tror jeg heller ikke, at vi skal ønske os, at det gør.
At økonomisk vækst er nødvendighed, for at vores samfund kan fungere synes gennem erfaring at være en ubestridelig økonomisk lovmæssighed, og vi bliver altså nødt til at føre en økonomisk politik, som sigter på økonomisk vækst, medmindre vi vil acceptere flere arbejdsløse, dårligere sundhedsvæsen, dårligere skoler, mindre innovation osv.
Nu ved KHP sikkert godt at når vi taler om vidensbaseret økonomi, såhenvises der til at viden er blevet et cenralt element i økonomier, der er bygget op omkring tjenesteydelser og at påstå, at denne viden kan erstattes af begejstring, er vel mere et ordspil end en seriøs påstand.
Harun, at påstå, at summen af velstand er absolut, er latterligt. Summen af velstand øges konstant.
Jeg påstår ikke, at viden erstattes af begejstring, men at en masse mennesker lever af at udstede begejstrede banaliteter for at hylde et produkt eller et menneske. Jeg mener, der er en masse illusioner i at tale om viden, som det vi lever af, jfr. i øvrigt også hele diskussionen om uddannelsessektoren, klagen fra universiteterne om, at studenterne ikke er gode nok etc. Det er altså ønsketænkning. Kan man leve af viden? Og skal Danmark leve af viden? Og gør Danmark det? Det sidste tror jeg heller ikke. Vi har da meget effektive virksomheder, som har slået sig op i Kina og her udlever den industrielle model. Det gør de også andre steder. Jo, der er også videnstunge industrier som Novo og vindmøller, men de producerer nu altså også. Ecco sko laver simpelthen sko overalt på gode gamle betingelser. Ethvert stykke dansk hypersmart og højprist stykke tøj er produceret i Østeuropa eller Østasien. Så kan man sige, vi er med til at leve af andres uvidenhed? I hvert fald gammeldags arbejdskraft.
Selvfølgelig er kapitalismen ekspansiv og ikke et nulsumsspil. Vækst er en indbygget del af økonomierne. Men at velstanden hele tiden øges, kan nu godt gøres til genstand for en analyse. Der er jo i høj grad tale om uligheder, og at fattigdommen øges i verden samtidig med, at ganske få bliver så rige, at det ikke er morsomt mere. Dertil kommer selvfølgelig den reelle ressourceknaphed og omverdensødelæggelse. At der er misvækst, tørke, oversvømmelser osv i større dele af verden, er vist også et faktum. Læg så dertil vanvittige krige.
Er det altsammen tilfældigheder eller en del af modellen, kan man så spørge P. Lauritzen og andre. Jeg mener det er en del af modellen, og at den derfor er basalt set lidet menneskelig. At klistre ønsker om 'bæredygtighed' ovenpå er ikke noget, der dybest set forenes med den model, selvom der er pæne tiltag til at spare på energien og den slags.
Kære Karen
Det er godt nok længe siden vi mødtes, måske 20 år siden (i den anerikanske ambassade tror jeg), og jeg er stadig glad for at læse dig! Vær sød at fortælle mig, hvor venstrefløjens vision for nationaløkonomien eller globaløkonomien, som i gamle dage Keynes, kommer til udtryk.
Det forvirrer mig, at vindmøller her til lands roses, når det ses, at de kun overlever i kraft af statstilskud, lempelige regler eller overpris-betaling af forbrugerne. Selv svovlrenset kulkraft (med kul til 2000 års forbrug) produceres vist for en femtedel af , hvad vindkraft koster at producere (hvad CO2-fri atomkraft koster i dag ved jeg ikke)...
P. Lauritzen@
Harun, at påstå, at summen af velstand er absolut, er latterligt.
OK, det er ment som en provokation for at udfordre et globaliserings-dogme
Karen Helveg, tak for svaret.
Det er jo indlysende rigtigt, som du skriver, at vi ikke udelukkende lever af viden, men at der stadig produceres varer, som kan sælges. Det er dog også rigtigt, at tjenesteydelser udgør en stadig stigende del af de vestlige økonomier, og at det bliver stadig sværere at beholde egentlig produktion i de samme lande. Hvis alt kan produceres billigere i østeuropa eller Kina end i vesten, så har vi efter min mening kun en mulighed for økonomisk vækst, og det er at beholde et vidensforspring, altså gennem ny knowhow og teknik at udvikle nye teknologier.
At denne udvikling, altså globaliseringen også af produktionen, har nogle uheldige konsekvenser ,kan vi sikkert hurtigt blive enige om. Den medfører nemlig, så vidt jeg kan se, at forskellen mellem rig og fattig her i vesten stadig bliver større. Forskellen på de veluddannede, der sidder i et sikkert job, og manden på gulvet, hvis arbejdsløn skal konkurrere med arbejdslønnen først i Polen, så i Rumænien og til sidst i Kina, bliver i de fleste europæiske stater større og større.
At velstanden er steget, f.eks. siden mellemkrigstiden, i Europa, Nordamerika, Australien, Kina, Indien og endda Mellemøsten mener jeg dog ikke kan benægtes, og den er ikke steget på bekostning af nogen. Der er nogle, der ikke har nydt godt af stigningen og forblevet fattige. Spørgsmålet er bare, efter 40-50 års ulandshjælp, der ikke har hjulpet, om ikke tiden er kommet til en ny analyse af årsagerne. De multinationale har selvfølgelig en del af skylden, men det har de korrupte regimer også.
Enig i en stor del af det du skriver, P. Lauritzen. Men selvfølgelig er der en mæthedsgrænse et sted mht outsourcing (hvad Kina kan klare, til hvilke priser, og hvad vesten kan klare). Jeg mener f.eks., at USA ikke kan nøjes med at leve af sin viden. Og altså heller ikke af finansmarkederne. De er for store. Dertil kommer så spørgsmålet om den megen transport over kontinenterne, energi osv. Blot for at sige, at modsætningerne har det med at gro frem nye steder hele tiden.
Men Danmark: ja, har vi ikke stadig et landbrug, godt nok et meget vidensintensivt et, har vi ikke skibsfart?
Ulande. Jeg giver dig ret i, at ulandshjælp skal gentænkes. Mht hvor meget den har hjulpet, kan man dog spørge om, hvor meget man kan forvente, når de samtidig har lidt under faldende priser på råvarer (i lange perioder), konkurrence udefra mod de begyndende industrier ? Det er måske en fejlslutning at tro, at 'vi' skal udvikle dem. Men i øvrigt er der nu utrolig meget i gang mange steder. Om det så skyldes ulandshjælpen eller ej.
KHP
For mig at se er problemet nærmere manglen på vision på venstrefløjen.
Eller rettere den manglende evne til at tilpasse sin politik til nuets krav for at bringe denne i socialistisk retning.
Socialisme er jo ikke per definition marxisme, statsfascisme, planøkonomi.
Socialisme er først og fremmest en vision om hvordan man skaber et bedre, mere demokratisk, mere lige, mere retfærdig samfund. Et samfund som alle kan være tilfreds med.
For mig at se er der brug for nytænkning inden for socialismen, som indebærer en erkendelse af at paradis på jord ikke er en givet tilstand. Den mængde af altruisme og fornuft, respekt for andre mennesker som socialismen ville kræve af flertallet for at blive realiseret, er vi ikke i nærheden af.
Men det er jo ikke det samme, som at vi er magtesløse. Og hvad angår de kommende økonomiske problemer er der ingen, der har løsningen på dem.
Dårlige politisk management er ikke et fænomen begrænset til socialismen. Et liberalt samfund med frihed og lige muligheder for alle, er ikke noget som højrefløjen tror på heller. Et velstående samfund er de ikke meget bedre til at generere.
Personligt tror jeg, at den politiske forbruger er fremtiden. Det er den politiske forbruger som kan købe varer der er produceret under ordentlige forhold, eller for den sags skyld af statslige virksomheder som giver sine medarbejdere en ordentlig løn og økonomisk demokrati, altså del i virksomhedens overskud.
Statens evne til at tjene penge på andre måder end via skat og afgifter, er for mig essentiel kampen for at kombinere social velfærd med smidig økonomi.
Men omvendt er lav skatteprocent jo ikke synonym med stærk økonomi, det er først og fremmest forbrugeren der vil afgøre hvor varer skal produceres og til hvilke lønninger.
Derfor er grundproblemet for socialismen, menneskets mangel på ansvarsfølelse over for den øvrige menneskehed, forstået som en bred størrelse. Løsningen på dette problem findes i spørgsmålet om i hvor høj grad man kan præge det enkelte menneske til at handle med omtanke.
Dette er et oplysningsproblem, men også et spørgsmål om at fysisk oprette og støtte ansvarlig produktion, det vil sige føre en politik i symbiose med fremdriften af "medmenneskelig og ansvarlig forbrugerisme".
Men først og fremmest må man være klar over at gennemgående altruisme er en umulighed, mennesket vil strække sig langt i at hjælpe andre, men det tænker også i hvad det får igen.
Men en mangel på vision er først og fremmest problemet, politisk forbrugerisme kommer ikke af sig selv. Udfordringen ligger i hvordan og hvorledes man kan skabe omfordeling inden for kapitalismens rammer. Sørge for at pengene spredes frem for at ende på for få hænder. En omfordeling til velfærdsydelser, arbejdere i alle lande, og til investeringer i en bedre fremtid.
Socialismen er nu engang det bedste bud på, at skabe et radikalt demokrati, Hvor folk ikke straffes fordi de er dumme, eller mangler incitament. Hvor der er rummelighed til alle og alle har værdi. Hvor alle behandles godt, og der er afsættes penge til det.
Men kapitalismens bagsider kan ikke løses ved økonomiske eller politiske tiltag alene i sig selv.
Samfundet forandres ved menneskets forandring.
Thomas,
Du når næsten ind til kernen.
Socialismens problem er, at den vil lave om på menneskets natur, hvorfor den praktiseret altid ender med gulag, omskolingslejre og undertrykkelse.
Jamen, det er jo noget vrøvl, Kim Vibe. I så fald burde det jo være unødvendigt for USA at benytte tortur og hemmelige fængsler.
Der ville heller igennem tiderne have været en lang række vidt forskellige samfund, mange af dem baseret på symbolik og strenge hierarkier, men andre baseret på et demokrati, hvor rige mennesker systematisk blev pålagt at finansiere statens udgifter.
Socialismen ender ikke per definition med undertrykkelse, lige så lidt som Liberalismen per definition ender med frihed.
Thomas,
Jeg er ikke liberalist, og ville umiddelbart tro at fuldliberalisme måtte ende med anarki. Det er derimod et historisk faktum, at den socialistiske drøm altid ender med undertrykkelse, da mennesket jo, som du selv skriver, ikke er socialistisk indstillet.
PeterH,
Jeg forstår ikke dit argument? Hvad har Guantanamo med socialismens fejlslagne projekt at gøre?
Socialisme af den fabianske og parlamentariske art vil aldrig ende med undertrykkelse.
Mennesket er jo delvist socialt indstillet, derfor har vi en velfærdsstat og en masse mennesker der gerne betaler høj skat.
Hvad jeg mener, er at man aldrig skal afskrive kapitalismen som motivationsfaktor. De fleste mennesker er kapitalister i den forstand at de gerne vil tjene godt og belønnes særligt, for en særlig indsats. Og det er fuldt retfærdigt at de bliver det.
Du forveksler Socialisme med Marxisme og andre militante og revolutionære ideologier.
Jeg forveksler ikke noget. Din tanke er ikke socialistisk. Den er socialdemokratisk, men udspringer selvfølgelig af socialismen.
Nu er det økonomiske system jo altså ikke naturskabt, og de nyeste undersøgelsesresultater ved hjernescanning fortæller os da også, at anerkendelse virker ligeså stærkt på frontallapperne som udsigten til økonomisk kompensation. Det, om noget, er da den endegyldige blåstempling af værdien af social indsats.
Jeg har ikke hørt om et parti i folketinget, der er imod social indsats, men et samfund uden individmotiverende økonomisk drivkraft er en socialistisk utopi.
Endvidere er kapitalisme naturskabt. Den er ikke opfundet af en halvgal mand for hundrede år siden.
Kim Vibe hører altså til dem, der mener, at pengene gror på et træ i haven, eller hur?
Nej, kapitalismen er i allerhøjeste grad udviklet indenfor en særlig kulturkreds, vores. Og den er måske i virkeligheden ganske unaturlig, fordi den i modsætning til andre kulturelle systemer ikke bygger på at gøre det nødvendige, hvad der aldrig i menneskehedens - eller naturens - historie synes at have været problemer med, men en hel masse udover dét.
Næh, men jeg mener at individets søgen efter profit er en ganske naturlig ting, og iøvrigt det eneste der kan virkeliggøre ideen om social tryghed.
Jeg har også ladet mig fortælle, at de meget gode til det med kapitalisme i Asien, så det er vist ikke kun her det foregår. Jeg kan endvidere konstatere, at i de lande, hvor det halter med profitskabelsen, har befolkningerne det mere socialt utrygt, så jeg ved ikke rigtig, hvor du vil hen, medmindre du hører til den lille sekteriske gruppe af miljøfantikere, der tror at vi alle sammen ville have det bedre, hvis vi rendte rundt med bar røv i en negerlandsby.
Venstrefløjen har overhovedet ingen visioner. Er det ikke noget med, det er den velhavende befolkning, der yder mere til fattige end socialisterne selv gør?
Det eneste venstrefløjen kan finde ud af, er ikke andet end banke islam og hijab i hovedet på befolkningen og råbe skrige som andre gale islamister?
Jeg ville få hjerteinfarkt, hvis min datter en dag kom hjem og sagde, hun stemte på socialdemokratiet eller venstrefløjen.
Tja, Janus, håbet er lysegrønt. Et lille familiært ungdomsoprør slipper du såmænd nok ikke for ;-)
Et af forårets politiske kvantespring har været Villy Søvndal og SF’s omkalfatring af partiets holdninger til flygtninge, indvandrere og muslimske organisationer her i landet. Men SF’s po-litiske kursskifte går dog også længere tilbage i tiden. I de se seneste 10 til 15 år er partiet ryk-ket mere og mere til højre. I særdeleshed i forhold til Den Europæiske Union og spørgsmålet om Lissabon-traktaten og EU forbeholdene etc. SF støtter nu EU på lige fod med Socialdemo-kratiet, partiet Venstre etc. Aller senest partiets accept af lempelser i topskatten, det vil sige yderligere guld til de der har i forvejen. Folkesocialistisk politik?
Dette indebærer også, at når SF støtter EU i denne grad så betyder dette endvidere en støtte til det markedsøkonomiske system. Kapitalismen og hele det samfundssystem der knytter sig her-til. Og på denne måde er partiet gledet over imod Socialdemokratiets og det Radikale Venstres socialliberale og kapitalisme accepterende position i det politiske spektrum. De er rykket fra venstrefløjen og ind mod centrum i dansk politisk liv.
Villy Søvndal smiler som en anden sfinks og opfatter nok sin politiske manøvren som udspe-kuleret partipolitisk taktik. Der bl.a. skal gafle stemmer fra Dansk Folkeparti og Socialdemo-kratiet etc. Men her er det, at Villys taktik begynder, at tage karakter af noget svært tragiko-misk. Jeg kommer til, at tænke på Charles Chaplins geniale film fra 1940: Diktatoren. Han står i en scene med en model af kloden mellem hænderne og leger med den. Han tror han kan styre det hele. Men det kan han jo ikke. Derudover: hvis man går på fisketur i den brune mudderpøl af fremmedhad, magtmisbrug, og meget andet højreradikal politisk tankegods som Dansk Fol-keparti nærer sig ved, så kommer der let brune pletter på den skinnende rustning.
På denne baggrund er det vel ikke for meget sagt, at SF’s nuværende partibetegnelse grænser til en slags vildledende politisk varebetegnelse. En stemme på partiet er ikke en støtte til socia-lisme og velfærdsstat. Nej, det er en stemme på mere bl.a. integration i EU med alt hvad dette indebærer. Eksempelvis mere europæisk militær, skal det lige siges. Bør SF ikke rettelig finde et partinavn der matcher deres flommeeuropæiske stillingtagen?
Et af de yderst interessante spørgsmål for den øvrige venstrefløj, den egentlige venstrefløj og de faglige organisationer, det er hvad der vælgermæssigt ligger til grund for den voksende til-slutning til partiet, Man kan nemlig frygte, at det bl.a. er partiets kombination af lidt velfærs-dsretorik kombineret med en ny hård holdning til flygtninge og indvandrere mv. der har kastet noget af sig.
Og hvad signalere dette så? Bl.a. det forhold, at de borgerlige medieres årelange propaganda-krig mod indvandre/flygtninge/muslimer etc. nu virkelig har fået fordrejet bevidstheden hos en ikke helt ringe del af den danske befolkning! Bl.a. til at tro, at Danmarks største problem er flygtninge/indvandre forholdene og ikke miljøproblemer, nedslidt offentlig sektor, herunder særligt en nedslidt sundhedssektor.
Skal man tro meningsmålingerne så støtter et flertal af vælgerne V, K og O regeringen. Og dette på trods af den ene skandalesag efter den anden. Med mindre der er tale om utroværdige meningsmålinger. Dette stiller venstrefløjen og de faglige organisationer i en ny strategisk og analytisk situation. Bl.a. på baggrund af, at SF ikke længere kan regnes for en del af venstre-fløjen.
Den store opgave består herefter bl.a. i at forsøge, at skildre for befolkningen hvad konsekven-serne af fortsatte skattelettelser vil være. For hvis både det tidligere skattestop, dette års skatte-lettelser, som vedtaget med finansloven for 2008, samt oven i denne, en reduktion i topskatten så vil dette betyde nye besparelser og forringelser. Det er uundgåeligt.
Spørgsmålet der også må undersøges: hvor stor en del af befolkningen ønsker et forsikrings-samfund og hvor stor en del ønsker det solidariske samfund? Har fladskærme og ejendoms-spekulation gjort det af med solidariteten?
Kære Karen.
Tak for en herlig overraskelse. Det er sjældent at selv Information bringer så skarpe, dybsindige og tankevækkende indlæg. Og korrekt at det er påfaldende så lidt selv helt overfladiske diskussioner af makroøkonomi fylder - både på højrefløjen (hvor det ikke er overraskende) og på venstrefløjen (der har haft tradition for noget andet). At en vækkelse til tingenes tilstand ikke skal forventes til højre bekræftes så inderligt at de mange pudsige kommentarer til din artikel. Man spørger ind imellem sig selv om sådanne personer er i stand til overhovedet at skelne mellem "ting jeg ikke forstår" og "ting som ikke giver mening". Der ER forskel.
Men derfor rammer din opsang til venstrefløjen også rigtigt: det er vel kun der at man overhovedet kan gøre sig forhåbninger om at der udvikles et sammenhængende politisk projekt som beskriver et realistisk alternativ til den nuværende udfoldelse af menneskelige katastrofer. Og der synes idag at være både en mangel på drivkraft og en mangel på en samlende vision. Ikke således forstået at der ikke er masser af gode kræfter - for det er der - men de har ikke (endnu) formået i enighed at formulere overbevisende alternativer som andet end korrektiver til kapitalismens fejlspring. Og der er så sandelig masser af ting der trækker den gale vej.
Her, dagen efter 1. maj, kan jeg kun erklære mig enig i at der er bydende brug for at bruge mere tid og kræfter på at tænke fremad, også langt fremad, og (gen)oplive diskussionen af hvordan vi på sigt kan skabe et samfund som er bedre, mere stabilt og mindre menneskefjendsk end det som pt. underlægges kapitalismens rationaler.
Det er meget stimulerende med de mange kommentarer og debatter. De ender lidt i de samme positioner, som vi bør prøve at komme ud af. Kender vi virkelig verden så godt? Jeg tror ikke nogen kommer til at 'indføre' en anden verdensorden, men synes dog, der er nogle ting, der sker, der er positive og faktisk går imod en anden verdensorden. Ingen tvivl om, at der skal megen kreativitet til for at tjene penge på internetydelser. Trafikforbistringer fører faktisk også til mere kollektiv trafik. Men men...
Jeg personligt kan da kun håbe på en samfundsorden, hvor ikke alt fornuftigt skal pakkes ind i profit (det er nu også kun virksomhederne, der gør det, andre render rundt efter indkomster, der måske gerne skal være høje). Vi skal arbejde mere, siger DI. For at blive ved med at være konkurrencedygtige - og glemmer gladeligt de stakkels børnefamilier vi også skal have så ondt af. Vi skal betale mindre i skat for at få mere arbejde (fra dem, der er i arbejde), så (det energikrævende) forbrug(et) kan vokse. Det lader dog ikke til, at de strejkende har noget problem med at komme op i topskatfeltet, skulle man måske hilse og sige. -- Det drejer sig naturligvis om at lette noget for nogen for at presse nogle andre.
Jeg synes den nuværende regerings (der ligner andre vestliges plus minus) specielle måde at tækkes erhvervslivet på er mildest talt klam. Den har oven i købet nogle gange overspillet sine kort, dvs. prøvet at 'please' erhvervslivet uden at have opnået den ønskede effekt. Se bare på komedien om vedvarende energi, hvor arven efter Auken først skulle udraderes, og så opdagede den, at der jo var fornuft og mening i det og endog pres fra progressive dele af erhvervslivet for lidt støtte. Da jeg hørte Anders Fogh sige, at der jo var sammenfald mellem interessen i at neddrosle energiforbruget ud fra et CO2 synspunkt og et energipolitisk sikkerhedssynspunkt (samt prissynspunkt), mistede jeg unægtelig troen på, at han var helt så intelligent, som mange gerne vil bilde os ind. Det er jo åbenlyst, hvis man tænker bare en smule over 'the real world'. -- Så måske er det godt, vi har tørklæderne. Der kan de da regere på hjemmebane, omend det unægtelig skaber dårlig stemning hele vejen rundt.
Diskussionen om 68'erne raser også. Som én af dem, der godt nok kørte træt i efterdønningerne, men ikke i det grundlæggende potentiale, må jeg sige, at det ville være godt, hvis man kom frem med, at vi lever i et samfund, hvor 'monderniteten' er annekteret af reaktionen - anything goes sålænge der kan tjenes penge på det for nogle, og den orden ikke trues. Men vi har i den grad brug for et 'opgør med opgøret efter 68'. Hvad er det man prøver at bilde os ind, at der har været af landsskadelig virksomhed p.gr. af det lille unægtelig multifacetterede oprør? Det triste er, at det var lige det der kunne omfortolkes, der overlevede, men at man helt har glemt den kritiske tanke, der dog også var en del af oprøret - et meget glemt aspekt.
Nå, lidt strøtanker på morgenstunden,
Hilsen Karen HP