Læsetid: 4 min.

Den butsnudede frø, klimakrisen

- og andre opmuntringer
8. april 2008

Hurra! "En butsnudet frø og et par springfrøer er blevet fundet i tre vandhuller langs den fynske motorvej. Og fordi det er sjældne frøer, kræver det ekstra miljøundersøgelser, der forsinker udvidelsen af motorvejen fra Odense til Middelfart med et år."

Det skrev Fyens Stiftstidende i torsdags. En ven videresendte sensationen pr e-mail med spørgsmålet: "Er det her ikke en gave til 'Frie Ord'? Hvad politikere, eksperter og aktivister ikke kan sikre, klarer frøerne. Naturen går til modangreb ..."

Jo, det er sandelig en gave. Som hermed videregives til læserne. Naturen går til modangreb mod menneskets ødelæggelse af sit eget naturgrundlag for overlevelse. (Naturen som sådan skal såmænd nok overleve).

Selvfølgelig melder tidens fundamentalistiske dogme, Den Økonomiske Vækst (DØV) sig straks med sin protest:

"Den ekstra miljøundersøgelse har ikke været juridisk nødvendig, og derfor er Venstres fynske medlem af Folketingets Erhvervsudvalg fortørnet over forsinkelsen.

"Det er uheldigt, at det her forsinker den helt nødvendige udvidelse af motorvejen, som skal være med til at forhindre, at folk holder i køer, og at der sker ulykker. Borgere og virksomheder mister dagligt tid og penge, fordi de ikke kan komme frem på motorvejen," siger Lars Christian Lilleholt (V) til avisen.

Hurra!

"Stillet over for truende dommedagsscenarier (som nu også tv-nyhedsværter og korrespondenter taler ganske ubesværet om i reportager fra EU-topmøder) kan menneskeheden ikke tillade sig at vælge selvdestruktionens kurs. Nok er den vej, der ligger foran os, vanskelig at gå, men det overvældende flertal vil ikke være til sinds at begå socialt og økologisk selvmord for at gøre det muligt for en minoritet at bevare sine privilegier," hedder det forjættende i Informations kronik i går: "Overlever vi klimaforandringerne?," skrevet af Walden Bello, chefanalytiker i tænketanken Global South.

Næsten lige så opmuntrende som den butnæsede frø fortsætter han: "Uanset hvordan den gennemføres, må en gennemgribende reorganisering af produktion, forbrug og fordeling blive slutresultatet for menneskehedens indsats for at afværge klimakaos og omfattende miljøsammenbrud. I den henseende repræsenterer klimaforandringerne både en trussel og en anledning til at gennemføre de sociale og økonomiske reformer, der har været udskudt alt for længe, og er blevet saboteret af de herskende eliter, der er opsatte på at bevare og udbygge deres privilegier. Forskellen i dag er, at selve menneskehedens eksistens og planetens skæbne afhænger af, at vi får institutionaliseret et økonomisk system, der hverken bygger på feudalt herredømme, kapitalakkumulation eller klasseudbytning, men på retfærdighed og lighed."

Bobler af håb

Kan det blive bedre? Krise kommer af det græske 'krisis', der ikke uden videre betyder noget forfærdeligt, men 'afgørelse', det afgørende vendepunkt. Nok risikerer feberen at slå mennesket ihjel, den kan dog også, hvis temperaturen bliver høj nok, slå sygdommen ned. Patientens tilstand er kritisk, når dommen falder om tilintetgørelse eller helbredelse.

Nok bobler Walden Bello af håb om helbredelse, lalleoptimistisk fornægter af tilintetgørelsens mulighed er han ikke af den grund - eller måske netop ikke på grund af sit håb: "Den uafviselige konklusion må være, at det herskende paradigme om økonomisk vækst udgør en af de alvorligste hindringer for en seriøs global indsats for at modvirke fatale klimaforandringer.

Det helt fundamentale problem er, at vi har etableret en produktionsmåde, hvis væsentligste dynamik er omformningen af levende natur til døde varer - en proces, hvis biprodukter er spild og omfattende forurening. Motoren i hele denne proces er forbrug - eller rettere: overforbrug - og motivet bag er profit eller kapitalakkumulation. Kapitalisme, kort sagt. Det er denne produktionsmådes generaliserede udbredelse igennem de sidste 300 år og dens aktuelle spredning til udviklingslandene, som har forårsaget den eskalerende afbrænding af fossile brændstoffer som kul og olie og den hastige afskovning - de to væsentligste menneskeskabte processer, der ligger bag den globale opvarmning."

Og nu er tilsyneladende både udviklingslandene og de udviklede lande blevet DØVe for den kapitalistiske produktionsmådes begrænsninger og trusler. Alligevel kan Bello ikke tro, at menneskeheden vil vælge "selvdestruktionens kurs" bare for at redde kapitalismen. Hvorfor dog ikke i stedet vælge demokratiet og retfærdigheden som det eneste, der kan standse selvtilintetgørelsen, spørger han.

Da hopper den butsnudede frø for anden gang frem til hans hjælp og menneskedens mulighed for at overleve sin egen ødelæggelse af sit eget naturgrundlag. For hvad er det dog, der foranlediger de ellers så overforbrugende danskeres flertal til at frede den og alle andre padder som truet dyreart? At de indgår som dele af økologiske fødekæder, hvis ødelæggelse i sidste instans kan genere danskerne selv? Måske. Men ikke for børn og barnlige sjæle. De kan simpelt hen i stå for den butsnudede. De vil ikke undvære den.

Så må selv motorvejen fra Odense til Middelfart og DØV vige. Det er håbet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Rasmussen

KULTUR, KAJ, X-FAKTOR, KOMMERCIELLE SUCCESKRITERIER M.M.
De små nuttede frøbasser er blevet genstand for opmærksomhed. I modsætning til så mange andre fynboer, så er de lige så uskyldige, som de er ude af stand til at reflektere sig selv i andres øjne og tale deres egen sag. Vi har bragt dem i fokus fordi de, i modsætning til os, er uskyldige og ”naturlige”.

De sætter ”det sociale” i perspektiv. Vandene skilles i blandt os; nogle finder hensynet til dem overdrevet, andre falder i svime over deres hoppende, stoppende effekt i forhold til de noget ambivalente succeskriterier, der hersker mellem Odense og Svendborg (og på resten af planeten, for den sags skyld).

Frøbasserne kan bruges som påskuddet for kulturens refleksion over sig selv. Det er alligevel kulturen der bestemmer hvilken betydning frøbasserne har for kulturen, og det er vist kulturen der skal på det rene med sig selv i forholdet til de mulighedsbetingelser, som frøen markerer. Hermed ikke sagt at frøen ikke har sit eget liv, det er bare et andet.

Budskab: ”DR lever bl.a. på at sælge Kaj”. Der er ikke noget odiøst i det. Det betyder bare at DR har brug for brugere.

Men når medierne begynder at tale om medieskabte begivenheder og problemer, så er det udtryk for, at der er noget i medieverdenen, som den helst var foruden, at vandene er skilt. Nogle medier føler sig lidt for gode til det kun medieskabte og til det lidt for spektakulære. De beskriver sig selv sådan, for de er nødt til at beskrive sig selv, som om de var til for budskabet. Det er de ikke. De er ikke nødvendigvis til for noget. Men for at fortsætte med ”at være til” er de nødt til at sælge budskabet.

Det er en fordel for mediernes evne til at sælge budskabet, at det ikke bliver et eksplicit budskab, at budskabet er sat i verden for at blive solgt (Det gælder også Ínformation, selv om den er næsten helt lille og uskyldig). Brugerne af medierne skal ikke vide, hvad de ikke kan vide om mediet uden at miste en del af interessen for det. De skal orientere sig som om ydelsen kun havde dens funktion; at informere, reflektere og underholde.

Angsten for ledigheden, angsten for at miste sit udkomme er konstituerende for arbejdsviljen. Men løn er mere end indkomst. De fleste er meget optaget af at gøre sig uundværlige. Det kan man ikke bebrejde dem. Det opleves som et sympatisk træk hos andre mennesker, at de viser, at de har brug for, at andre har brug for dem. Og vi vil også gerne give dém løn, der forsøger på at gøre sig fortjent til den. Vi ser vor løn som andres påskønnelse af vor egen betydning for dem. Løn er selvrespekt. Markedet er de øjne vor selvrespekt hviler i. Der findes her ligefrem et mål for det. Som lønarbejder hedder det løn. Som medie hedder det seere, lyttere og læsere.

Nominelle mål er mål i sig selv i mangel af bedre. Maksimering af nominelle værdier er mål for overordnet kvalitet i det moderne samfund. De moderne succeskriterier manifesterer sig på baggrund af en latent struktur af målsætninger, mål for muligheder og krav på ydelser (penge, opinionstal og brugere).

Værdierne manifesterer sig som forventninger om maksimering. Men hvis glæden ved at vinde i lotto skulle gøres op objektivt, ville den største del ligge i forventningerne til de muligheder, der ligger i pengene, ikke i selve realiseringen af mulighederne. En undersøgelse har vist, at de fleste lottomillionærer enten brød sammen socialt eller vendte tilbage til deres tidligere liv, uden at pengene fik den store betydning. I virkeligheden viser det sig, at nutidens fremtid (forventningerne til den store gevinst, målets ultimative destination), selv under det mest optimale i tilstræbt betydning, aldrig eller sjældent bliver fremtidens nutid (den forestillede lykke realiserede sig ikke som det nominelle mål indikerede på forhånd).

Ydelse/funktion! Hvad kan du gøre for mig? Har jeg nogen funktion, berettigelse?
I forhold til massemediet er brugeren fuldstændigt uafhængig, efter som det står frit til rådighed, eller lige frem svært at slippe uden om. Brugeren træder ind og ud uden at opleve sig selv som aktør og uden at forholde sig som bevidst handlende subjekt.

Brugeren er afhængig af det sociale, den ramme som enhver skriver sig ind i i sin selvforståelse. Mediemarkedet ved det og lever af at slå sig op som det, brugerens identitet hviler i, reflekterer sig i. Her kan alle søge mod alle, ikke for at opnå konsensus, men for at eksistere i hinandens øjne.

Mediet ved, at det ikke må være budskabet, hvis det skal udfylde denne funktion. Mediet skal helst forsvinde fra den opmærksomheden, som det tager. Brugeren skal se sin egen og andres selvbeskrivelse, og ikke beskrivelsen.

Vi kan trygt hvile i hinandens øjne med vor viden om det, vi ikke kan vide om mediet, uden at miste lidt af respekten for det. Vor identitet hviler blandt andet i massekommunikationsmediet, som har brug for sin omverden, os som forbrugere. Her ved vi, hvad det drejer sig om, det kan måles, hvis man skulle komme i tvivl. Alle kan på demokratisk vis finde sin plads, letforståeligt og helt uden at opdage mediet, eller det at vi ikke havde noget valg, fordi vi glemte det.

Mediet vil have os til at glemme mediet når det fortæller os, at alles øjne hviler på det; to millioner kan ikke tage fejl. Martin har vundet. Hvis ikke to millioner vidste at netop to millioner så Martin vinde, ville to millioner ikke have set Martin vinde.

Forudsætningen for at kunne vinde opmærksomheden ligger i evnen til at vinde opmærksomheden. Forudsætningen, for at kunne gøre en produktion til en kæmpe seersucces, er at kunne fremstille den som en kæmpe succes. Forudsætningen, for at kunne sælge sin varer, er at kunne få den til at fremstå som om den er efterspurgt.

Deri ligger opinionsmanipulationernes magi funderet. Den kolossale magt, der gemmer sig bag opinionsundersøgelsernes tal, er så stor, så man kan vide at de ikke er rigtige. De er skabt af ønsket om at skabe en succes performativt ved at beskrive den som allerede indtrådt. Et ønske om performativt at realisere sin succes med sin beskrivelse.

DR har vundet på det kommercielle markeds betingelser. Det er en kæmpe sejr for de politiske kræfter, som forsøger på at reducere ethvert meningskriterium til markedets.

Kommunikation er et yderst komplekst fænomen, nemlig det som det moderne hviler i. Og kommunikation, dens funktion i det moderne, er mere fundamental og kompleks, end den konkrete tekst nogen sinde ville kunne afdække. Den fyldestgørende selvbeskrivelse ville netop fordre, at den var og beskrev sig selv samtidigt, omfattede og beskrev sig selv som sin egen omfattelse og tema samtidigt. Det lader sig ikke gøre, kan man så skrive.

Betydningsrammen, eller mediet om man vil, afslører sig aldrig fuldt helt og eksplicit i sin konkrete funktion. Rammen virker som det ubegribelige, betydningerne hviler i, når teksten virker og kommunikationen lykkes. Betydningen af enhver selvbeskrivelse er opstået og lever ved mere, end det den beskriver som sig selv. I forsøget på at se sig selv er både det psykiske system og det sociale system altid mere end det forklarede, forståede, beskrevne. Ethvert kognitivt system vil til enhver tid stå i forlegenhed i forhold til sig selv, for ikke at nævne dets omverden. Det kan også vendes om på den måde, at det ser sig selv som ufatteligt meget mere end det, det forstår som sig selv, og deri kan det finde afsæt for tilbedelse af sig selv i en form for storhedsvanvid; hold fast hvor må jeg være noget, når jeg ikke en gang kan forstå mig selv! Selv samme utilstrækkelighed i forhold til sig selv kan også give sig udslag i den omvendte følelsen af underlegenhed, for selvidentifikationen kan også sigte på det mindre i forhold til det mere i sig selv.

Det komplekse og det paradoksale er uendeligt interessant i nogle perspektiver. I andre perspektiver er det bare unødvendigt kringlet.

Det sociale er kommunikation. Lige som medierne er det ikke til for noget. Det svulmer op og falder sammen i takt med sine referencer og alle de former for mening og betydning, som lever ved det. På samme måde virker den perfekte beskrivelse ved at fjerne opmærksomheden fra sig selv som beskrivelse. Når mediet virker er det glemt. Når beskrivelsen forsvinder fra opmærksomheden, som den styrer, fungerer den. Ellers er den mest i vejen, eller alt for påfaldende og ubehjælpelig i sit forsøg på at finde eksistensberettigelse.

Hvis ikke massemediernes succeskriterier var sammenfaldende med den moderne verdens potentielt set selvnegerende kommercielle succeskriterier, ville der ikke være grund til bekymre sig over dem. Så kunne man overlade alt til mediernes behov for at lade os finde sig selv og hinanden netop her (Ínformation er ikke rigtig farlig, så her kan vi godt tillade os at se lidt på hinanden).

Der er grund til at sætte fokus på de kommercielle succeskriterier. De svæver nemlig ikke højt hævet over sine mulighedsbetingelser. Det sociales succes er betinget af den omverden, som det historisk set påvirker i uhørt grad. De herskende succeskriterier truer med at negere sine egne forudsætninger, sådan som de findes i det sociales omverden. Men det er et budskab som sælger infamt dårligt, lige så snart det bliver til andet end almindelig kommerciel underholdning.

Medierne bryder sig absolut ikke om at blive genstand for opmærksomhed i forhold til deres funktion, og de selvnegerende vilkår de bøjer sig for i forsøget på at opnå succes. De har evnen til at fortrænge opmærksomheden fra sig selv, der hvor deres performance og de selv er det virkelige problem. Som når de med faktor XXX bevæger sig op i skeden på den 15 årige pige, der frivilligt og i øvrigt helt uproblematisk har haft et samleje med en 34 årig socialdemokrat. Den 15 årige´s selvbeskrivelse og selvforståelse er i den grad voldtaget i massemediernes fremstilling af hende. Det lykkes Ekstrabladet på forsiden at fortrænge opmærksomheden fra sin egen performance med budskabet om, at han ikke brugte kondom. Det store flertal er dybt forarget over det, men glemmer at lægge mærke til, at de sammen med Ekstrabladets journalister lyver sig op i pigen, på en måde som kan sidestilles med mental voldtægt af værste skuffe. Medierne performer bare, på markedets vilkår.

Danskerne var gennemsnitligt lige så nazistiske som resten af den nazistiske verden, ind til det gik op for dem, at Hitler ville tabe krigen. Flertallet havde også den gang ret, ind til de ikke havde ret længere. På samme måde vil de ikke slippe de herskende succeskriterier, før det for alvor går op for dem, at de herskende succeskriterier er selvnegerende.

De første tegn på krise kan ses af at de troende, i forhold til påstanden om det mulige i uendelig økonomisk vækst, er nødt til at lyve, f.eks. når de påstår at vi i Danmark har haft økonomisk vækst i 30 år uden at udslippet af CO2 er steget.

Connie Global Hedetur er nødt til at beherske sin selvbeskrivelse for at beholde den politiske magt. Det gør hun sammen med resten af de kommercielle medier, som lever på de samme kriterier. Det politiske systems og de samme kommercielle kræfters snævre magtlogiske succeskriterium afhænger af, hvor lang tid de kan foregøgle resten af det sociale, at økonomisk vækst er et sandt succeskriterium. Men et mere sandt succeskriterium afhænger af afsløringen af det falske.

Laura beder til Gud før sin optræden. I virkeligheden er X-faktor en gudstjeneste. Hun overlader sig med hud og hår til de øjne der bærer hende, vores, når hun træder op på scenen. Konsensus er civilreligion, x-faktor er den ramme som bærer hendes selvbeskrivelse, de øjne hun hviler i, helt uden for nogen kontrol. Det store virkelige langhårede teater er absurd.

Jeg har det med andre ord underligt med begreber som konsensus, demokrati og kultur. Jeg vil ikke ødelægge noget håb, men det her handler om noget, som meget let bliver gjort både alt for let og alt for fromt.

Med venlig hilsen Steen

Hej Steen.

- Jeg begyndte at lede i midten og slutningen af din kommentar. Jeg ledet efter emnet -
En butsnudet frø og et par springfrøer er blevet fundet i tre vandhuller langs den fynske motorvej- men kun i beg. af din kommentar er du inde på det.:
Du skriver:
"KULTUR, KAJ, X-FAKTOR, KOMMERCIELLE SUCCESKRITERIER M.M.
De små nuttede frøbasser er blevet genstand for opmærksomhed. I modsætning til så mange andre fynboer, så er de lige så uskyldige, som de er ude af stand til at reflektere sig selv i andres øjne og tale deres egen sag. Vi har bragt dem i fokus fordi de, i modsætning til os, er uskyldige og ”naturlige”.

De sætter ”det sociale” i perspektiv. Vandene skilles i blandt os; nogle finder hensynet til dem overdrevet, andre falder i svime over deres hoppende, stoppende effekt i forhold til de noget ambivalente succeskriterier, der hersker mellem Odense og Svendborg (og på resten af planeten, for den sags skyld).

Frøbasserne kan bruges som påskuddet for kulturens refleksion over sig selv. Det er alligevel kulturen der bestemmer hvilken betydning frøbasserne har for kulturen, og det er vist kulturen der skal på det rene med sig selv i forholdet til de mulighedsbetingelser, som frøen markerer. Hermed ikke sagt at frøen ikke har sit eget liv, det er bare et andet."

Må jeg fortælle dig at naturen ikke er menneskelig, men det er mennesker der menneskeliggører naturen.
Vi er AFHÆNGIGE af naturen, og derfor skal naturen behandels med respekt. Det er sammenhængskraften i naturen der gør at vi som mennesker overhovedet overlever.

- Ganske få folkeslag idag lever i harmoni med den forståelse, og jeg er sikker på at vi en dag vil fortryde den måde de er blevet behandlet på: Regnskovsindianere, aboriginals, netselik, samer o.s.v.

DERFOR ER FRØEN LIGE SÅ VIGTIG SOM DEN FLUE DEN SPISER. Som den snog der spiser frøen, som det vandhul der nærer dem.

Derfor er det vigtigt at tage hånd om naturen, vejen skal enten nedlægges eller også skal der bygges tudse/frøtunneler eller tudse/frøbroer, så dyrene kan passere uden at blive dræbt, eller forstyrrede. Det sidste vil nok gøre at man må undlade at bygge motorvejen overhovedet..

Så bare igang Byggemand Bob, for Kaj skal over gaden!

Steen Rasmussen

Hej Eva

Jeg kan se på din kommentar til min kommentar at min kommentar er alt for langhåret. Det må du undskylde. Men der er ikke noget i det du skriver som ligger mig fremmed.

Med venlig hilsen: Steen