Kronik

Danskerne vil være sammen om det hele

Lighed og frihed er ikke hinandens modsætninger, men kan forenes inden for rammerne af en politisk kultur præget af respekt for modsætninger og forskelle. Det er det danske skolesystem et godt eksempel på
Man bør ikke satse for stærkt på en elite, og hvis man vil gøre noget for de bedste, må det i hvert fald ikke gå ud over de svageste. Den holdning gennemsyrer danskernes forhold til skolesystemet.

Man bør ikke satse for stærkt på en elite, og hvis man vil gøre noget for de bedste, må det i hvert fald ikke gå ud over de svageste. Den holdning gennemsyrer danskernes forhold til skolesystemet.

Ole Frederiksen

16. april 2008

Selv om de lyder, som om der kan være en modsætning mellem individualitet og fællesskab, opleves det ikke sådan af danskerne. De fleste mener, at de to ting let kan kombineres, og de gør det i praksis.

Et eksempel er David, der bor i det indre København. Han har været 'kammerater og veninde' med Tenna og har været det i 25 år. De bor ikke sammen, men de mødes hver dag, og ofte ser de fjernsyn sammen. Som regel ser de hver deres udsendelse eller film, på hver deres apparat. Det tekniske klares ved at slukke for lyden. David kan bedst lide at se sport, og han kan sagtens selv aflæse spillet - meget bedre end kommentatorerne, som han alligevel ikke gider lytte til. Og Tenna ser sine serier. Men de er jo tekstede, og så er der ikke brug for lyd. Men når der kommer tv-nyheder, ser de dem sammen og på samme apparat.

De to pensionister David og Tenna er på den ene side individualister. De ser hvert sit fjernsynsprogram. På den anden side er de kollektivt orienteret. De sidder og hygger sig i samme rum og tager hele tiden hensyn til hinanden. Det går let for dem at kombinere individualisme og kollektivisme.

David og Tennas historie kan læses i bogen I hjertet af Danmark, der udkommer den 16. april på Hans Reitzels Forlag.

Teologen Hans Raun Iversen, religionssociologen Margit Warburg og jeg selv, der er sociolog, har gennemført og analyseret omkring 35 dybtgående interview med mennesker over hele Danmark. Interviewene viser blandt andet, at danskerne ikke er så meget for at vælge mellem det ene eller det andet. De vil helst have begge dele.

Børn lærer at forhandle

Vi lever i en tid, hvor der ofte fremlægges oppefra-og-ned fortolkninger af samfundsmæssige spørgsmål. F.eks. i forbindelse med de mange kanoner, som forskellige udvalg fremlægger.

Men vores analyser viser, at den slags autoritative fortolkninger ikke passer så godt med danskernes generelle holdning om, at der skal være plads til forskellighed og variation.

I Danmark er det derfor meget vigtigt, at man er dygtig til forhandle. Det er noget, børnene lærer, allerede fra de er små. Man skal kunne argumentere for sin sag, og i familierne lægger man vægt på, at børnene er aktive deltagere i beslutningsprocesserne i stort og småt. Børnene skal - på godt og ondt - tage stilling til de valgmuligheder, der præsenteres af forældrene, og de skal opdrages til at træffe kvalificerede valg. Dvs. de skal kunne vise, hvad de selv ønsker, men samtidig forstå, at de må respektere familiens fællesskab. Som en mor til en femårig pige siger:

"Hvis jeg skal være helt ærlig, så er hun en rigtig dygtig forhandler - nogle gange så starter jeg med at sige: 'Men sådan synes jeg, vi skal gøre'. Og så kan hun godt finde på at sige et eller andet med: 'Synes du det?' eller 'Kan vi sådan?'. 'Jamen, det kan vi godt finde ud af', så vi sådan kan snildt forhandle, og det er ikke engang nogle strenge forhandlinger eller noget."

Det fælles har forrang

Dansk børneopdragelse består ikke mindst i at lære børnene selvstændighed, forhandlingsevne, men også at respektere de beslutninger man diskutere sig frem til på bedste demokratiske vis i familien.

Skolen er måske det sted, hvor brydningen mellem fællesskab og individualitet er mest tydelig. Det danske skolesystem adskiller sig fra de fleste andre landes på i hvert fald på to punkter:

Der er en enhedsskole, og der er ikke-elitære privatskoler. Danske børn går i den samme klasse fra 1. til 9. klasse, og det er først i de seneste år, at man ikke også har haft en ambition om, at de skal have samme lærer gennem hele forløbet. Klassen er altså ikke niveaudelt, og med udenlandske øjne kunne man måske frygte, at det f.eks. betyder, at de bedst begavede børn ikke stimuleres tilstrækkeligt. Altså at det går ud over den enkelte særligt dygtige elev på bekostning af fællesskabet. Her viser vores interview, at danskerne ikke deler den frygt. De mener tværtimod, at man skal 'ofre' eliten, hvis man kan risikere, at hensynet til eliten kan gå ud over det fælles. Som en forælder siger:

"Jeg er sikker på at de dygtige elever nok skal klare sig. [Man kan måske diskutere] om de får viden nok, men jeg tror, det er vigtigt også at have de andre egenskaber med i folkeskolen, og der tænker jeg på, at forskelligheder faktisk godt kan være et gode."

Det er tankevækkende, som den norske antropolog Marianne Gullestad siger, at ordet lighed i på de nordiske sprog har en dobbelt betydning. Det kan både betyde 'enshed' og 'ligeværdighed'. Interviewet ovenfor viser, at der skal være plads til forskellighed, men det må ikke gå ud over ligheden. Danskerne bryder sig ikke om, at man satser alt for stærkt på en elite, og hvis man vil gøre noget for de bedste, må det i hvert fald ikke gå ud over de svageste.

Det skal ikke være skolen opgave at sætte skel. Som en anden forælder siger:

"Ham, der er rigtig skarp i hovedet, må få nogle udfordrende opgaver derhjemme. Det synes jeg egentlig ikke er skolens opgave."

Kun få eliteskoler

Noget tilsvarende gælder for privatskolerne, eller friskolerne, som det hedder i dansk sprogbrug. I modsætning til f.eks. Storbritannien er en privatskole i Danmark ikke en eliteskole, der er dannet for at uddanne overklassens børn. I Danmark er en privatskole dannet af en forældrekreds, der ønsker et alternativ til folkeskolen. Det kan være et spørgsmål om noget rent praktisk (kommuneskolen nedlægges, og man opretter en privatskole) eller om noget ideologisk (som f.eks. de grundtvig-koldske friskoler), men der er kun ganske få skoler der satser på en elite.

Friskolerne har en vigtig betydning, mener danskerne, fordi de giver mulighed for at danne en skole, som ikke er en del af folkeskolens store fællesskab. Friskolerne er i øvrigt ikke mere private, end at det offentlige betaler omkring 80 pct. af skolernes drift, og det system er der opbakning til, så længe det ikke betyder at "man tager saltet ud af (folke)skolen," som en af interviewpersonerne siger. Det duer ikke, hvis "alle, der har midlerne, kan flytte deres børn."

Få har for meget ...

Der skal altså være fællesskab, men også individualitet. Vigtigt er det, at individualiteten ikke medfører, at der skabes niveauforskelle i befolkningen. Lighed forstået som ligeværdighed er vigtig, men der er ikke krav om, at ligheden skal indebære enshed. Tværtimod lægger danskerne stor vægt på, at der skal være plads til forskellige måder at leve og udfolde sig på.

På det økonomiske område er der stor opbakning til Grundtvigs kendte verselinjer om et land, hvor "få har for meget, og færre for lidt", men det skal ikke gå for vidt.

Det skal kunne betale sig at arbejde. Indkomstforskelle er ok, hvis de er begrundet i en personlig indsats, men vi skal også tage hånd om de svageste. Det er "rimeligt, at man er tæt på hinanden, men sådan at man har mulighed for at stile efter noget mere", siger en 30-årig speditør.

I denne optik er lighed og frihed ikke modsætninger. De kan forenes inden for rammerne af en politisk kultur, der er præget af respekt for modsætninger og forskelle så læge forskellene ikke er præget af hierarki. Vi skal være individualister inden for et fællesskab. Formidlingen af fællesskab og individualitet skabes gennem forhandlinger. Det gælder om at finde kompromisser, og om at forhandle sig frem. Der skal være mulighed for pragmatiske løsninger. Det betyder ikke, at der skal være konsensus, dvs. at man skal være enig om alting. Men der skal laves aftaler mellem de involverede parter.

Kravet om individualitet og 'what's in it for me' er en generel bevægelse gennem hele det 20. århundrede. Men i Danmark er det kombineret med ønsket om at være med i et fællesskab og et krav om, at fællesskabet skal understøtte forskellighederne. I den type samfund er det ikke så let være en helt, men måske kan man pege på Klods Hans som en mulighed: Han tilhører ikke eliten, men han er klog. Han bryder ud af fællesskabet, fordi han er anderledes. Han er en dygtig forhandler, og han får prinsessen.

Peter Gundelach er professor ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Dr skal altså være fællesskab, men også individualitet. Vigtigt er det, at individualiteten ikke medfører, at der skabes niveauforskelle i befolkningen. Lighed forstået som ligeværdighed er vigtig, men der er ikke krav om, at ligheden skal indebære enshed. Tværtimod lægger danskerne stor vægt på, at der skal være plads til forskellige måder at leve og udfolde sig på"

Indllægget tyder på, at også Gundelach, som jeg ellers kender som en virkelig seriøs forsker, er faldet i den normative populismes sump. Spørg i øst og spørg i vest, så er svaret nok "værdier". "Jeg synes, jeg tror, jeg håber", så er tolkningen "værdier".

Hvis nogen gad undersøge, hvad danskerne gør, i stedet for at fabulere over, hvad de tror, fik piben nok en anden lyd.

"Her viser vores interview, at danskerne ikke deler den frygt. De mener tværtimod, at man skal 'ofre' eliten, hvis man kan risikere, at hensynet til eliten kan gå ud over det fælles."
Jeg ved ikke hvad der er mest skrammende: at danskerne ikke kan se at vi bliver nød til at fremelske alles maksimale potentiale eller at dette sygelige syn på eliten ikke problematiseres af "forskerne"/Peter Gundelach.

Jeg tror mange lærer/pædagoger og andre voksende mennesker vil finde det noget af en tilsigelse af sige at danske børn er gode til at forhandle, ofte kræver barnet sin ret og hvis det ikke får sin vilje, laver barnet en scene.

Peter Gundelach tegner et glasbillede af en gruppe kollektivistiske danskere som mener at det bedste i verden er at alle ligner hinanden, skuffende.