Læsetid 4 min.

Den digitale revolutions kulturelle mangfoldighed

Ulovlig kopiering af musik fra nettet betyder ikke bare færre penge til pladebosserne og fattigere musikere - musikrevolutionen kan give os allesammen noget langt større, nemlig bred adgang til kulturel mangfoldighed til gavn for den mellemfolkelige forståelse og respekt
Den digitale revolution giver hvem som helst mulighed for at lytte til hvad som helst. Det vides dog ikke, om disse slovakiske babyers musikterapi indebar ...

Den digitale revolution giver hvem som helst mulighed for at lytte til hvad som helst. Det vides dog ikke, om disse slovakiske babyers musikterapi indebar ...

Joe Klamar
29. april 2008

Den digitale musikrevolution har fået flere uforudsete konsekvenser, som har at gøre med den måde, vi forbruger musik på i dag. I takt med, at flere og flere har skiftet cd-samlingen helt eller delvist ud med computerens og mp3-afspillerens lydbibliotek foruden musik skaffet på anden vis, og i takt med, at flere og flere udbydere leverer store mængder musik til gratis download eller streaming, er den indspillede musiks tilgængelighed nemlig øget eksplosivt.

Konsekvensen af denne praksis er velkendt: Pladebranchen, rettighedsorganisationerne og kunstnersammenslutningerne har alle råbt vagt i gevær. Indtægterne til musiklivet er faldet drastisk i takt med, at færre anskaffer sig musikken på legal vis, og der er derfor igen og igen blevet appelleret til forbrugernes moral og sunde fornuft. Ifølge loven er det kun tilladt at kopiere rettighedsbeskyttet musik til sig selv eller andre medlemmer af husstanden. Men den digitale musikrevolution har gjort det legende let at kopiere, og en meget stor gruppe musikforbrugere under 45-50 år verden over er derfor blevet permanente lovbrydere. Det kan juridisk set ligne en absurd situation, fordi lovgivningen i praksis er umulig at håndhæve. Spørgsmålet er, om netop den omstændighed på sigt vil gøre det nødvendigt at revidere lovgivningen, uanset hvilke konsekvenser det måtte have for musikbranchen.

Legitimt at kopiere

Udbredelsen af nye lydteknologier op gennem 1900-tallet, fra radioen over grammofonen og cd-afspilleren til computeren, viser et klart mønster: Så snart en ny teknologi bliver attraktiv for en så stor mængde forbrugere, at alle andre også følger trop, ændres måden at forbruge musik på tilsvarende.

Kassettebåndoptageren er et godt eksempel: Den muliggjorde en ny, billig måde at udbrede musik på. Derfor havde det så godt som ingen konsekvenser, når pladebranchen tordnede mod, at dens produkter dermed blev kopieret i stedet for købt.

Forbrugerne selv følte nemlig ikke noget moralsk ansvar, eftersom den teknologiske udvikling havde gjort det legitimt at kopiere musik til kassettebånd, og eftersom de selvsamme butikker, der solgte grammofonplader, også solgte kassettebåndoptagere.

Hvis der overhovedet er en skurk, som har ansvaret for musikbranchens økonomiske deroute, må det derfor være producenterne og produktudviklerne af lydteknologier. At cd-drev og usb-indgange i årevis har været standardinventar på private computere, er nemlig en omstændighed, der har lettet kopieringsmulighederne for musik enormt, ligesom den direkte forbindelse mellem internettet og ens eget, digitale musikbibliotek har det.

Den virkelige skurk

Spørgsmålet er imidlertid, om den virkelige skurk ikke blot er den løbende teknologiske udvikling på musikområdet, som nu blot har nået endnu et nyt stade.

Det er derfor en skurk, som vel egentlig kun findes som et spøgelse i den samfundsmaskine, udviklingen altid har tjent. Så har forbrugerne overhovedet nogen skyld?

En anden og mere upåagtet konsekvens af den digitale musikrevolution er dens uforudsete positive aspekter. En gennemsnitlig musikforbrugers computer eller mp3-afspiller rummer typisk et sted mellem ét og ti tusinde stykker musik, alt efter interesse, ihærdighed og størrelse på harddisc'en.

Det svarer til et betydeligt højere antal cd'er end de fleste havde i deres cd-samling i 1990'erne.

Det vil altså sige, at musikforbrugere i dag typisk omgiver sig med markant større mængder musik end tidligere, musik som omfatter langt mere end blot mainstreamkulturens pophits, og som derfor rummer mulighed for en mere omfattende og tilbundsgående tilegnelse af kulturel mangfoldighed.

Dertil kommer, at der har fundet en nedbrydning af genreopdelinger sted. Hvor mange cd-samlinger før kunne bestå næsten udelukkende af rock, heavy metal eller pop, kan man nu se digitale musikbiblioteker med en langt større genrespredning. Ikke genrer, som den pågældende lytter nødvendigvis i forvejen har et aktivt forhold til, men som alligevel er blevet bredt repræsenteret i den digitale musiksamling, fordi musikken har været så let at anskaffe via venners musikbiblioteker eller illegal fildeling, at der ikke har været nogen grund til ikke at gøre det.

Konsekvensen er den, at selv 14-årige udover tidens toneklang kan have både moderne partiturmusik, dansk folkemusik, iransk verdensmusik, death metal og ambient electronica liggende på computeren eller mp3-afspilleren.

Mange forbrugere anvender den særlige lytterfunktion kaldet shuffle eller random, hvilket vil sige, at musikbibliotekets numre eller stykker afspilles i tilfældig rækkefølge. Ved kontinuerlig lytning giver den traditionelle genrebevidsthed derved mindre mening, fordi genrerne konstant blandes og dermed slører de indikatorer, som normalt kendetegner dem. Genreforskellene er allerhøjst blevet et middel til at opleve musikalsk variation i lytningen.

Fordomsfri oplevelse

Musik lader derfor i højere grad end tidligere til at blive lyttet til som 'sig selv'. Det er blevet muligt at lytte aktivt til eksempelvis klassisk musik uden at ane, at det er dét, der er tale om. Men netop derfor kan lytteren blive hjulpet til at få en fuldkommen fordomsfri oplevelse helt fri af genrens tilhørende sæt af konventioner og forestillinger, hvilket kan fremme tilegnelsen af musikken og de værdier, den formidler.

Duke Ellingtons berømte ord om, at der kun findes to slags musik, god og dårlig, har derfor næppe givet mere mening end efter årtusindeskiftet.

Perspektiverne er tankevækkende: Den øgede og lettere adgang til musik har gjort uanede mængder musik tilgængelig for alle. Der er i nutidig musiklytning derfor konstant den mulighed til stede, at tolerancen over for og accepten af denne verdens forskelligheder sat på kulturel formel bliver øget. Alt sammen til gavn for den mellemmenneskelige forståelse og respekt.

I den forstand har den digitale musikrevolution bevist sin nødvendighed og berettigelse i et omfang, der på sigt måske vil få debatten om musikbranchens krise til at være af fuldkommen underordnet betydning.

Henrik Marstal er musiker og Ph.d. i musikvidenskab

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Anonym

Henrik! Er du mon klar over at det der spørgsmål om (ulovlig) kopiering, for nogle mennesker nærmest er blevet en religion?
De farer frem med bål og brand og lyder i det store hele som agiterende maoister fra halvfjerdserne. Er man ikke med, er man pr. definition imod. Det er utroligt at netob musikerene ikke har forstået at der er nuancer i dene sag.
Ders talsmænd taler ned til os som om vi er halvdumme eller hører dårligt.

Selve det at bestride at jorden var flad og universets centrum, kostede i gamle dage bål og brand.
Dine iagtagelser er i samme kategori og absolut "ikke ønskede" hos en brance og deres foreninger, lobbyister og politikere både til højre og venstre.
I 1968 sagde man "hvad kan jeg gøre?", men i dag siger man: "Hvad får jeg for det?" Pladebrancen har skovlet penge ind i et omfang ingen havde troet muligt i halvfjerdserne. Når så branchen og tiderne forandrer sig ønsker man at gøre den "forandring" ulovlig, at nulstille tiden og kriminalisere forbrugerene. Sikke tider...
Claus.

Brugerbillede for Anonym

Glem alt om kulturel mangfoldighed, mellemfolkelig forståelse og respekt Henrik Marstal. 99 % af kopisterne hører det samme lort, som de altid har lagt ører til, nemlig singleudspil. Deres musikalske nysgerrighed rækker såmænd ikke længere.

Det eneste plus ved kopieringen er, at kunstnerne igen må arbejde for hyren. De kan ikke leve af cd-salget alene.