Kommentar

Enhedslisten burde fræse derudad

Der er masser af muligheder for at bedrive politik på en ny måde
16. april 2008

Åbnede man for fjernsynet eller aviserne i sidste weekend, blev man udsat for krasse sager. SF holdt landsmøde, og her stadfæstede Villy Søvndal sine tidligere udtalelser på udlændingeområdet. Samtidig kunne man opleve partiets nye håb Astrid Kragh fortælle pressen, at det er nødvendigt med en total topstyring af partiet. Og et tredje pip fra det folkesocialistiske årsmøde var så meldingen om, at SF ikke har noget imod at sænke topskatten.

I weekenden lancerede Helle Thorning-Schmidt også sine nye bud på en socialdemokratisk platform. I en kronik i Politiken slog hun blandt andet fast, at 24-årsreglen og tilknytningskravet på ingen måde er til diskussion. Faktisk rynkede hun på næsen over, at nogen kunne finde på at stille spørgsmålstegn ved disse krav. Og hun lovede en fortsat stram udlændingepolitik.

Når man bare sammenholder disse få udmeldinger fra en tilfældig weekend i april, må man konstatere, at der er et kæmpe rum til venstre for de to såkaldte venstrefløjspartier SF og Socialdemokraterne. Der er for mig at se en hel sekssporet motorvej at fræse derudad for Enhedslisten, når det kommer til udlændinge- og socialpolitik og ikke mindst måden at tænke politik og partier på.

For der må da være en udlændingepolitik, der ikke bare bygger videre på de seneste års mange stramninger. Under valgkampen sidste år valgte selv SF at vakle, når det kom til modstanden af 24-års reglen.

Og der må da være plads til en socialpolitik, der ikke starter med at slække på beskatningen af nogle af Danmarks rigeste. Og ikke mindst bør der være plads til noget og nogle, der ikke dyrker topstyring og personkult.

Træd på speederen

I den kommende weekend holder Enhedslisten årsmøde. Og herfra skal der lyde en klar opfordring til at træde på speederen på motorvejen til venstre for SF og Socialdemokraterne. Enhedslisten må udnytte, at motorvejen bare bliver bredere og bredere dag for dag. Og især to ting er vigtige i den proces:

For det første må vi i Enhedslisten nå til den erkendelse, at klassekamp ikke står i modsætning til andre væsentlige frigørelsesprojekter. I året, der er gået, har der gentagne gange været debatter i og omkring Enhedslisten, om partiet kunne risikere at ende som et minoritetsparti, hvis man lagde for meget vægt på for eksempel indvandreres situation eller homoseksuelles rettigheder. Omvendt har andre været bange for at disse kampe skulle underlægges en overordnet klassekamp eller særlige befolkningsgruppers interesser.

Denne diskussion er for mig at se hverken meningsfuld eller frugtbar. Man kan ikke have et venstrefløjsparti, der ikke klart arbejder mod diskrimination af minoriteter. Og man kan heller ikke have et venstrefløjsparti, der ikke benhårdt holder fast i klassekampen. Endelig kan man ikke kalde sig et moderne venstrefløjsparti, hvis man ikke erkender, at de aktuelle konflikter i samfundet har det med at virke forskelligt alt efter, hvordan man er placeret ikke kun i forhold til klasse, men også køn, etnicitet, seksualitet osv.

Kun hvis man har det for øje, kan man levere virkningsfulde skyts mod SF's og S' udlændinge- og socialpolitik.

For det andet må vi i Enhedslisten ikke kun tale politik på nye måder, men også bedrive politik på en anden måde. I år afholdes landsmødet i en hal på Nørrebro. En bydel, der i februar dannede ramme om nogle af de største uroligheder i den nyere Danmarkshistorie. Når man taler med mange af de unge på Nørrebro, så fortæller de blandt andet, at de er utilfredse med, at der ikke er nogen ordentlige fritidstilbud. De må for eksempel ikke benytte den selvsamme hal, hvis de ikke er medlem af en klub eller har bestilt tid langt tid i forvejen. I Enhedslisten skal vi blive bedre til at arbejde med konkrete løsninger i hverdagen. Som i dette tilfælde med de unge.

Hold tserne væk

Villy Søvndal fortalte med stor glæde på SF's landmøde, hvordan SF sammen med erhvervslivet havde forbedret byen Nakskov. I Enhedslisten skal vi ikke løse problemerne med de store virksomheder, vi skal gøre det sammen med rødderne på gaden. Og vi skal bringe gaden ind i parlamentet. Vi skal holde os fra smarte ni-punkts teser. Og vi må aldrig ende som en topstyret kampagnemaskine.

For tiden afprøver jeg selv disse to meget simple udgangspunkter, når jeg sammen med en masse andre mennesker - mange af dem har aldrig før interesseret sig for politik - er ved at opstarte netværket 'Sorte Får'. Gennem det næste år vil vi sætte fokus på netop udlændinge- og socialpolitik samt nye måder at inddrage folk på. Vi starter allerede i denne uge med et støttearrangement på Nørrebro for de strejkende sosu'er, sygeplejersker og pædagogmedhjælpere. Til arrangementet optræder en lang række musikere med indvandrebaggrund gratis.

Det gør de dels for at støtte de strejkendes kamp. Dels for at vise, at politik er andet end lange møder og dagsordener. Og dels for at vise, at etniske minoriteter ikke er en passiv 'byrde'. At vi ikke står uden for de sociale kampe, men er en aktiv del af dem.

Også her hænger frigørelse og klassekamp sammen. Og sådan skal det være.

Asmaa Abdol-Hamid er medlem af Enhedslisten, førstesuppleant til Folketinget. Talsperson for netværket 'Sorte Får'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kim G.:Nu må vi nok lige undgå proportionsforvrængning, eller kan du påvise
at der er nogen stor, ubrydelig og ligefrem sammenhæng imellem det der nu sker i Irak og Asmaa's fortolkninger af Islam?

Proportionsforvrængning, hvad mener du? Jeg har aldrig påstået eller blot så meget som antydet at Asmaa Abdol-Hamid er skyld i det eller har noget som helst andel i det der sker i Irak. Men det ændrer da ikke noget på hendes syn på tildækning af kvinder og at der intet underterykkende er ved islam. Det er jo netop for at sætte fokus på det falske i hendes udsagn at jeg sætter de to ciateter op mod hinanden. Hun nægter jo konsekvent at tage stilling til alle de problematiske ting der sker i muslimske lande, affejer blot folk og deres indvendinger med at det intet har med religionen at gøre og at det udelukkende er et spørgsmål om kultur - hvordan man så intelligent kan lave den skelnen. Her har vi så en irakisk kvinderetsforkæmper som siger det stikmodsatte af hvad Asmaa A-H siger og jeg ved godt hvem jeg betragter som den ægte feminist. AAH siger ligefrem at tildækning af kvinder er frigørende! En kynisk lukken øjnene for virkeligheden. Alle steder hvor det er en religiøs pligt som det er for AAH at kvidner dækker sig til, bliver det tvang og trusler. Et sandt helvede for kvinder.

Asmaa Abdol-Hamid:

Kig på kulturen, ikke religionen

05. sep 2005 LIGESTILLING
Det er en misforståelse at opfordre muslimske kvinder til oprør, når det er kultur og tradition, der låser dem fast

Som muslimsk kvinde vil jeg åbenlyst erklære, at jeg på ingen måde vil kæmpe i lighedens navn. At kæmpe for ligheden vil være en tabt kamp for begge køn, men dog mest for kvinderne. Som mennesker må vi til at erkende, at der er biologiske, mentale og psykiske forskelle, som vi aldrig vil have magt over at ændre på hundrede procent.
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/65464

”Tørklædet er faktisk det modsatte af at være undertrykkende, det er at opnå ligestilling. Tørklædet giver mig en større ligestilling med manden, fordi jeg mener, at kvinder i dag bliver udnyttet og bliver vist som sexobjekter, og det er meget undertrykkende. Kvindes krop er noget så værdifuldt og kostbart, at den ikke skal deles med hvem som helst. Med tørklædet bliver kvinden vurderet på sin intelligens og ikke på hvordan hun ser ud.”... ”problemet er, at man fokuserer på kvinderne som muslimer og på islam som en undertrykkende religion, kvinderne må gøre op med for at opnå ligestilling. Det er en retorik, der får den modsatte virkning, for der er ikke nogen undertrykkende elementer i de islamiske kilder.”
Interview i Politiken d. 25.9.2005

"Det islamiske klæde er obligatorisk for muslimske kvinder. (...) At den muslimske kvinde vælger at opfylde det obligatoriske krav kan og må kunne respekteres. Dog bør vi bakke op om de religiøse tiltag, da det er med til at give mennesker en bedre position i forhold til medmennesker og samfundet."
(Fyens Stiftstidende, 12. dec. 2003)

Sammenhold hvad AAH siger om islam og hvad man fx kan læse i koranen om forholdet mellem mænd og kvinder:

Men are superior to women on account of the qualities with which God has gifted the one above the other, and on account of the outlay they make from their substance for them. Virtuous women are obedient, careful, during the husband’s absence, because God has of them been careful. But chide those for whose refractoriness you have cause to fear; remove them into beds apart, and beat them: but if they are obedient to you, then seek not occasion against them: verily, God is High, Great!” (Rodwell’s version of the Koran, Quran, 4:34)

”Gift jer med dem som synes jer passende: to, tre eller fire, men dersom i frygter I ikke kan være retfærdige mod dem alle så gift jer kun med én kvinde…”
Sura 4.3 Koranen

————————————–
PARADIS - JOMFRUER

”Mænd vil i Paradis til evig tid glæde sig med udsøgte jomfruer (hurier, horer) og udsøgte drenge…”
Sura 44.51-54, Sura 55-56-58 Koranen

—————————————-

”Jeres hustruer er jeres agre, gå derfor til jeres agre så ofte I lyster…”
Sura 2.223 Koranen

Houzan Mahmoud, har haft en fatwa hængende over sit hoved, siden hun tog initiativ til en underskriftsindsamling imod indførelse af sharialove i irakisk Kurdistan. Asmaa Abdol-Hamid har udtalt at hun ønsker at leve i et muslimsk styret demokratisk land og det vil højst sandsynligt sige et land hvis love er baseret på sharia - hvad skulle det ellers betyde? Asmaa Abdol-Hamid har i en anden sammenhæng sagt at hun ikke kan tage afstand fra sharia fordi islam er sharia.

I et interview i Fyens Stiftstidende i 2004 udtalte Asmaa Abdol-Hamid, at hun selv ville giftes med en muslimsk mand, men at hans nationalitet var underordnet. Det afsluttende spørgsmål lød: "Hvilket land ville du helst leve i, hvis du havde valget. I et demokrati eller et muslimsk styret land?"

Svaret var "- Jeg ville vælge et muslimsk styret demokratisk land. Islam kan sagtens stemme overens med demokrati. Men det er korrekt, at det ikke er bevist."
Fyens Stiftstidende 23. december 2004

Asmaa Abdol-Hamid skylder enhedslisten og dens vælgere at hun udreder sin stilling i forhold til islam og religionens katastrofale følger som man kan se i den muslimske verden idag. Hendes udtalelser om kvinder og tildækning falder mere i tråd med de religiøse konservative i Irak som stræber kvinderne efter livet hvis de ikke underkaster sig end med det feministen Houzan Mahmoud kæmper for.

Det er nu næppe let at være EL.

EL er næppe et hardcoreMarxistisk parti, men de kritiseres alligvel ofte for at være det, men når så EL udviser imødekommendehed overfor religiøse
mennesker kritiseres de så også for det.

EL er næppe et hardcoreMarxistisk parti, men de kritiseres alligvel ofte for at være det, men når så EL udviser imødekommendehed overfor religiøse
mennesker kritiseres de så også for det.

EL udviser ikke imødekommenhed overfor religiøse mennesker, kun overfor muslimer.

Bare spørg de kristne, de er meget fortørnede over ELs politik som de mener diskriminerer dem. EL vil "adskille stat og krike" men tager ikke afstand fra sharia som er en sammenblanding af civilret og religion.

Asmaa Abdol Hamids udsagn om at hun selv vil giftes med en muslimsk mand, er meget sigende for de problemer muslimerne har med at integrere sig i Europa.

Efter min mening er der én simpel definition på, hvornår en person er integreret i sit nye hjemland:
Når vedkommende uden problemer kan forestille sig at blive gift (hvis der er tale om en yngre person) eller acceptere at sine børn gifter sig (hvis der er tale om en ældre person) med en af de "oprindelige" indbyggere, uden at denne behøver konvertere til indvandrerens religion og tillægge sig indvandrerens traditionelle normer og traditioner.
Da er et menneske i sandhed integreret, men hvor mange af de muslimske tilflyttere i Europa kan sige ja til ovenstående? et par procent i bedste fald?

Her ligger det altoverskyggende problem med islam i Europa; den muslimske racisme og fordomme mod og foragt for alle ikke-muslimer.

@Hansen

Mon dog ikke der er nogle enkelte medlemmer af EL der også er
medlemmer af folkekirken eller anden kristen kirke?

------------

Man kan jo godt tvivle lidt på om Danmark reelt er under dansk/kristen
styre eller hvad det nu er der bestemmer.

Hvem bestemmer mon reelt i Danmark og mange andre steder?

Kapitalen og en flok topkapitalister - og de er for såvidt ligeglade med om Danmark er kristent, muslimsk eller hvad som helst andet - når bare de
kan få meste mulig profit ( hvoraf en del jo går til udlandet ) på foretagendet
DK - Disse ( Kapitalen og en flok topkapitalister ) giver måske ofte udtryk for
noget andet - men de har kun et mål: profitmaksimering - andre hensyn
( for hvad der sker med mennesker, kultur, religioner, natur osv. ) -
såsom at tage parti for det ene eller det andet - samle og splitte, gøres kun når det er smart/nødvendigt for det mål.

Men det er da så hyggeligt når arbejderen kan gå hen på fabrikken med
de kønne dannebrogsflag vajende over indgangen - at fabrikken så måske er ejet af et Italiensk firma ( hvori aktiemajoriteten måske ejes af en oliesheick ) Hvem der nu end måtte eje fabrikken er det i hvert fald sjældent at fabrikken ejes af arbejderne i fællsskab - det finder for mange sig ganske ubekymret i - men skulle en kvinde driste sig til at gå med tørklæde oplever nogen det som en begyndende ) enorm trussel imod vor nationale egenart og - selvbestemmelse.

Om: Selvbestemmelse - kan man miste noget man nok alligevel ikke
har i forvejen?

Vidrevæverier

Asmaa: "For det andet må vi i Enhedslisten ikke kun tale politik på nye måder, men også bedrive politik på en anden måde."

Jo da:

Kærligheden, bevidstgørelse, kunst, videnskab, erkendelses-
forløb om det særlige og det fælles bør da langt mere
komme til udtryk også i politikken, men det vil her og
nu sige: Klassekampens teori og prakisis - ikke
postmodernistisk caffe latte -drikning.

Postmodernistiske caffe latte-drikkere har næppe de store
gode grunde til at gøre oprør - andre har ganske andre erfaringer:
At hvis man forsøger oprør får man tæsk,
at hvis forældrene ikke handler som kapitalens
forlængede arm, så gør ordensmagten det da så hjertensgerne.

Sider