Læsetid: 4 min.

Færre unge vil være lærere - hvad stiller vi op?

Hvis flere skal vælge læreruddannelsen, skal der mindre styring og kontrol i skolerne og en bedre læreruddannelse til
Kvaliteten af læreruddannelsen skal hæves, og politikerne skal holde op med at tro at flere styrings- og kontrol-mekanismer gør bedre lærere, hvis vi i fremtiden fortsat vil kunne tiltrække studerende til læreruddannelserne.

Kvaliteten af læreruddannelsen skal hæves, og politikerne skal holde op med at tro at flere styrings- og kontrol-mekanismer gør bedre lærere, hvis vi i fremtiden fortsat vil kunne tiltrække studerende til læreruddannelserne.

Steen Wrem

22. april 2008

"Jeg går på den mest inspire-rende uddannelse og kan se frem til et af de mest betydningsfulde job i samfundet." Sådan skrev lærerstuderende Marie Hejlskov Larsen i Information for nylig. Alligevel vælger stadig flere unge mennesker læreruddannelsen fra. Hvad handler det om? Der er sandsynligvis tale om et samspil mellem flere omstændigheder, men to springer i øjnene og vil her blive taget nærmere i øjesyn. Den ene vedrører forhold i og omkring læreruddannelsen, den anden vedrører forhold i og omkring lærerarbejdet.

Detailstyret skole

Det sidste først, fordi det igennem en årrække har været til at få øje på, at vilkårene for lærerarbejdet er under dramatisk ændring, og at lærernes omdømme er blevet stadig dårligere. Skiftende undervisningsministre har siden midten af 90'erne stået i spidsen for implementering af New Public Management- strategier i skolen. Styrings- og kontroldimensionen i disse tiltag er mere eller mindre udtalt blevet begrundet i skolens manglende evne til at lære børnene det, de skal lære, dokumenteret, hævdes det, ved en række internationale undersøgelser, hvoraf de bedst kendte er PISA-undersøgelserne.

De ansvarlige politikere har stadig mere højlydt beklikket lærernes professionelle dømmekraft og har åbenbart følt sig foranlediget til i højere og højere grad at forsøge at detailstyre skolens og lærernes virksomhed. Fra statslig side blev der først formuleret 'klare mål', som blev til 'fælles mål' med slut-mellemrum og trinmål, krav om udviklings- og elevplaner og udvikling af en evalueringskultur, hvis vigtigste ingrediens er de obligatoriske nationale test.

Denne udvikling af styring og kontrol, der som bekendt jo ikke kun kan iagttages i folkeskolen, men i hele uddannelsessystemet og inden for andre offentlige institutioner, har som en integreret del af strategien været ledsaget af en decentralisering af midlerne, som i samme takt er blevet beskåret. Det professionelle råderum over undervisning og opdragelse er blevet indskrænket, mens råderummet over ressourcerne er blevet udvidet - men vel at mærke et råderum over færre ressourcer. Det hele har været akkompagneret af pressens jagt på 'elendighedshistorier' om lærerne og deres arbejde - i øvrigt fortsat suppleret med den gamle selskabsleg: "Nå, er du lærer!", hvorefter der uvægerligt følger et eksempel på læreruduelighed fra dengang 'jeg' gik i skole, eller som 'jeg' har hørt om.

Kan det undre, at hele dette sammensurium af mistænkeliggørelse og færre muligheder for selvstændigt og i samarbejde med elever og kolleger at gennemføre den gode, professionelt begrundede undervisning får unge mennesker til at vende lærerarbejdet ryggen - til enten helt at fravælge uddannelsen eller til at forlade jobbet, før alt krudtet er brugt op.

Men er disse tiltag ikke nødvendige, hvis eleverne skal lære det, de skal, og vi som samfund skal klare os i en globaliseret verden? Nej, tværtimod. At Danmark er et attraktivt land at leve i, at vi klarer os strålende økonomisk, at vi formår at fastholde og udvikle demokratiet, og at vi overvejende er ordentlige folk, der reagerer på ulighed, uretfærdighed og vold, er i høj grad en konsekvens af et skolesystem, der har formået at udvikle elevernes faglige, sociale og etiske kompetencer - fordi lærerne har haft råderum til at levere en god undervisning, der tager udgangspunkt i den enkelte elevs forudsætninger og potentialer, og har kunnet lægge vægt på klassen som socialt og fagligt fællesskab.

Men kan lærerne virkelig det? Ja, det kan langt de fleste. Men ligesom man kan få øje på dårlige journalister og dårlige politikere, kan man få øje på dårlige lærere. De bliver imidlertid ikke bedre af de statslige forsøg på fjernstyring, her er der snarere behov for supervision og efteruddannelse.

Lærergerning fravælges

Den tredje læreruddannelse inden for de seneste ca. 15 år er lige trådt i kraft. Ændringerne i loven er ikke begrundet i ønsket om at styrke lærernes lærerfaglige, professionelle kompetencer, men primært i at styrke 'faglig-heden' i skolen. Det fører for vidt her at præcisere og analysere denne distinktion og sammenhængen i disse størrelser, men jeg tror, vægtforskydningen er en af grundede til det stærkt vigende ansøgertal.

Det appellerer mere til unge mennesker at kunne gøre en forskel i elevernes almene dannelsesproces gennem udvikling af deres personlige, sociale og faglige indsigter og kompetencer end 'blot' at skulle lære dem matematik med henblik på at score højt i en test.

Det er også rygtedes, at et taxametersystem, der løbende udløser stadig færre ressourcer at drive læreruddannelse for, gør det vanskeligt at fastholde et timetal til undervisning og vejledning, der kan bidrage til de studerendes personlige udvikling, til deres samfundsmæssige engagement og til deres professionelle kompetencer. Manglende kvantitet risikerer at slå om i manglende kvalitet.

Desuden synes lovens skærpede adgangskrav, som er blevet hilst velkomment i professionelle kredse, aktuelt at minimere antallet af potentielle ansøgere. Det kan ændre sig over tid - forhåbentlig inden endnu en ny lov med nye adgangskrav skal se dagens lys!

Den aktuelle diskussion om 'akademisk læreruddannelse' og læreruddannelse på universitet vidner ikke om, at en problemløsningsstrategi i den retning skulle være baseret på analyser af f.eks. ovennævnte åbenlyse problemstillinger, men fremstår som - 'så må vi finde på noget andet'.

Flere studerende til læreruddannelsen får man snarere ved at give selvstændigheden og professionaliteten tilbage til lærerne. Dygtigere lærere får man snarere via en uddannelse, der fastholder balancen i den videnskabelige og praktiske fundering af læreruddannelsen i et udstrakt samarbejde mellem professionshøjskoler og universiteter.

Som afslutning vil jeg referere til lærerstuderende Sabine Boile Nielsen, som i Information har et bud på problemløsning, der tager afsæt i de faktiske problemer. Hun peger på, at der skal tages vare om de faglige miljøer på seminarierne, inden de forsvinder i nedskæringer, hun vil gerne have flere undervisningstimer, så hun opmuntres til at dygtiggøre sig - og endelig kunne hun godt tænke sig anerkendelse fra samfundet af, at hun kaster sig ud i det komplekse erhverv, som lærerarbejdet er.

Kirsten Krogh-Jespersen er lektor, cand.pæd., Ph.d

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tja, grunden til detailstyringen var at 25% af de danske skoleelever havde svært ved at læse, når de var færdige med folkeskolen. Lærerne demonstrerede at de ikke kun administrere den frihed der var i skoleloven og samtidig få elverne til at læse og skrive korrekt dansk, så politikerne så sig nødsaget til at gribe ind.

At lærer manglen skyldes detailstyringen er kun en del af sandheden, et par undersøgelser har vist at en stor del af de potentielle lærer og sygeplejerske elever i stedet søger ind på deres drømmestudie (medicin og humaniora) i stedet for at "nøjes" med en lavere uddannelse.

Tja at folkeskolen har fejlet er vist uden tvivl, alt alt for mange af de unge er gået hen og blevet borgerlige vælgere, som kun kan komme med stupide svar. Måske skyldes den manglende læsefærdighed, at PIS(a)undersøgelserne direkte belønner manglende viden og at den derfor ikke siger ret meget om danske elevers evne til at læse, og at der indenfor de sidste 10-15 år er kommet en hel del 2 sprogede elever til Danmark uden, at man har sat de fornødne midler af, måske skyldes det bare, at der er kommet fokus på området. Da undertegnede her var barn, var der dælme også mange der ikke kunne læse, på trods af kadaver disciplin.

Men lad dog endelig lærene bruge endnu mere tid til evalueringskemaer fremfor at lære børnene noget. Det ser jo pænt ud på papiret.

Bortset fra det så undrer jeg mig nogle gange over om de borgerlige vælgere er gammelkommunister med deres syglige trang til kontrol, altså kan I andet?

"Tillid er godt, men kontrol er bedre" synes at være det grundliggende princip for denne den mest stalinistiske regering i danmarkshistorien.

Jeg beundrer dem, der trods hetz og bureaukratisering stadig orker at være lærere - og er glad for, at jeg selv slipper for at være det (det var faktisk tæt på på et tidspunkt!).

Tjah

Jeg har været lærer i nu 32 år, og fundet mig i meget undervejs: Fra Erhard J.'s angreb til nuværende stats- og uv-ministers negative omtale af mit arbejde.
Jeg elsker mit arbejde og er god til det. Jeg er involveret i uddannelsen af nye lærere.

I de 32 år har Folkeskolen bl.a. haft alle de filmfolk og skuespillere, som har sat DK på verdenskortet som elever. Ja alle yngre end 50 har været i systemet i den tid.
Hvis vi var så ringe til vort arbejde, ville det da se slemt ud i Danmark!
Det er da f.eks. godt, at vi har benyttet os af bl.a. rundkredspædagogik, da det nu er alm. dagligdag i mange virksomheder (her kaldes det teams, medarbejderindflydelse etc.) Men det blev jo et skældsord på linie med smagsdommer (nejda, lad os endelig ikke lytte til de, der har en dybgående viden). Jeg er tæt på at mene, at dumheden har sejret i Danmark, når man (= regeringen) ikke vil benytte sig af andre eksperter end lige de, der støtter deres sag.

Tænk sig, vi har en regering som i ramme alvor foreslår indførelse af karakterer i de små klasser, når enhver (som har orket at læse mere end overskrifter) ved, at det er direkte skadeligt - især for innovation og kreativitet.
Og er det ikke netop nogen af regeringens hurraord?

Læs evt.: Kvalitetens Beskaffenhed af Peter Dahler-Larsen. Her er meget interessante og begavede overvejelser af, hvad der fremmer og hæmmer den gode kvalitet i den offentlige sektor. (Det er ikke måling og test!)

Det er så afgjort et reelt problem, der skal findes en løsning på.

Jeg er enig i, at man skal lade diskussionen om en akademiseret læreruddannelse ligge, og samtidigt give den forholdsvis nye læreruddannelse mulighed for at forankre sig og vise, hvad den kan – gerne i et samarbejde mellem professionshøjskolerne og universiteterne.

I det hele taget mener jeg, at det er væsentligt, at vi i Danmark fortsat vil have og videreudvikle solidt forankrede professionsrettede videregående uddannelser, således at vi ikke får en befolkning, der enten ikke har nogen videregående uddannelse eller også har de en akademisk videregående uddannelse - det vil typisk sige 5 år eller flere stort set alene i teoriernes vold. Så debatten om læreruddannelsen bliver hurtigt til en væsentlig uddannelsespolitisk debat.

Derudover er det væsentligt at skifte diskurs. Som Kirsten Krogh-Jespersen også skriver, er der alt for megen negativ omtale af lærerprofessionen og – uddannelsen. Det er tid til at fortælle alle de gode historier, der er at finde i den danske folkeskole, og det er tid til at bakke op.

Unge mennesker, der søger ind på en uddannelse, er meget påvirket af fagets status. At være lærer i folkeskolen skal ikke bare give mening, sådan overordnet: Jeg udvikler Danmarks ungdom til fremtiden.

Nej folkeskolen skal også være et godt sted at arbejde, det vil sige gode personalepolitikker på skolerne generelt og det vil sige forældre, der bakker op om lærerens autoritet.

Problemet kommer oppefra, ikke nedefra.

Eleverne er dårlige fordi deres lærere er dårlige (og fordi de har for meget fritid), og fordi bøgerne er for dårlige.

Bøgerne og lærerne er for dårlige, fordi deres lærere (universitetslærerne) er for dårlige.

Universitetslærerne er for dårlige, fordi Danmark ikke formår at belønne de bedste akademikere i staten med lønninger, der kan konkurrere med dem, de let kan få i andre lande eller i det private, både før, men i særdeleshed efter skat.

Danske folskeskolelærere derimod har fantastiske lønninger i forhold til omverdenen, jævnfør Danmarks verdensmesterskab i ligeløn/borgerløn
på alle uddannelses-og kvalifikationsniveauer (jfr. GINI indeks og personskattetryk).

Den viden, der produceres i Danmark, er middelmådig, og effekterne ses nu hele vejen ned igennem systemet. Det er effekterne af Middelmådighedens Diktatur, Jantelov, borgerløn og personskat, samt fravær af kvalifikationstillæg, der langsomt degenererer landet på alle niveauer indenfor professionerne.

Andedammen sakker håbløst bagud i globaliseringsæraen i forhold til at styrke og vedligeholde viden på alle niveauer, og desto mere de korte uddannelser vil belønnes, desto mindre er der til at tiltrække eliten, der skal producere fremtidens viden. Og det mærkes uanset om du går til tandlæge, i skole eller til læge.

Er jeg det eneste som efterhånden hver uge ser en ny artikel om endnu et fag færre unge har lyst til at uddanne sig til?

I mine øjne er dette ikke et isoleret problem og svaret bør derfor heller ikke være et isoleret indgreb.

Jeg forstår godt at der er færre der vil læse til lærer. Der er meget larm i folkeskolen. Der er en masse bøvl med SFO om fælles lokaler og forskellige værdier. Der er meget spildtid både for lærere og elever og så laves der for mange pædagogiske eksperimenter med både lærere og elever i folkeskolen. Folkeskolen minder om Socialdemokraterne: Der er for mange kokke-høns og det fordærver maden. For mange unødvendige og ufrugtbare skænderier og fnidder fnadder og der undervises for lidt og holdes for mange meta-møder. Folkeskolen er med til både at skabe forvirrede lærere og elever.

Privatskoler er bedre til både at tackle lærere, elever, faglighed og pædagogik og ikke mindst har danske privatskoler ikke berøringsangst overfor danske skikke og traditioner og kultur.

Øv, hvor bliver jeg ked af det, når jeg igen og igen læser om kritik af lærere og læreruddannelsen igen. Jeg er lærersturerende på første år, og altså prøvekanin for en hel ny uddannelse, der fra alle sider bliver kritiseret og ikke har fået en reel chance. Der er mange kritikpunkter, og det kunne være meget bedre, men det er for tidligt helt at aflive den.

Lærerjobbet ER mit drømmejob, jeg glæder mig til at undervise i folkeskolen og sådan har størstedelen af mine medstuderende det også, men jeg kan godt forstå flere vælger uddannelsen fra. Til næste år skal jeg kun i to ugers sammenhængende praktik (og det er i en gruppe på fire) - hvordan skal man få gode, kvalificerede lærere ud af det? Jeg vil den her udddannelse så meget, men det er frustrerende ikke at vide om den er købt eller solgt. Hvornår bliver min uddannelse skrottet for en ny og måske, og kun måske bedre og hvordan kan regeringen krititisere os for ikke at være/blive dygtige nok, når der hele tiden skæres i uddannelsesbudgettet?

De kommende lønstigninger kan måske hjælpe til at flere får lyst til lærergerningen, men først og fremmest skal der en holdningsændring til - Det er fedt at være lærer, og vi dygtige, engagerede og uundværlige. Den manglende respekt om lærerfaget skal tilbage - og vi kan ikke genskabe den alene!

Den nuværende regering har nogle uhyggelige marxistiske træk. Marx var af den opfattelse, at man kunne skabe et samfund oppefra, mens de sunde, holdbare samfund bliver skabt nedefra gennem kulturlivet.
Lige meget hvilket OECD-land man undersøger, så hader alle lærere alt hvad der lugter af PISA. OECD står for:
”Organisation for Economic Cooperation and Development”, men er det OECD mod resten af verden. For der er vist kun ca. 30 medlemslande. OECD står også for PISA-undersøgelserne og kan belejligt spille landene ud mod hinanden. De er ikke interesseret i det enkelte barns udvikling, men for dem drejer det sig om at tilpasse barnet til den økonomiske situation. Derfor føler jeg og mange andre lærere, at man bruger skolens børn som kanonføde for en liberal-økonomisk ideologi.
Jeg er efterhånden blevet 71 år og husker tilbage på min skolestart under besættelsen. Dengang var ånden i skolen meget præget af danskhed, patriotisme m.m. Mennesker er blevet meget mere til individer i takt med den voksende globalisering. Hvor skal man så hente sine pædagogiske idealer til gode for barnet? Der er kun et sted – og det er en dybtgående interesse i barnets og menneskets udvikling og derigennem hjælpe den enkelte med at finde sit eget ståsted i livet. Dansk Industri har en usund indflydelse på denne regerings politik og ser kun på skolen som storleverandør til arbejdsmarkedet og til væksten i bruttonationalproduktet. Jeg har skrevet en artikel om emnet, som kan læses ved at gå ind på den oplyste link.

Den nuværende regering har nogle uhyggelige marxistiske træk. Marx var af den opfattelse, at man kunne skabe et samfund oppefra, mens de sunde, holdbare samfund bliver skabt nedefra gennem kulturlivet.
Lige meget hvilket OECD-land man undersøger, så hader alle lærere alt hvad der lugter af PISA. OECD står for:
”Organisation for Economic Cooperation and Development”, men er det OECD mod resten af verden. For der er vist kun ca. 30 medlemslande. OECD står også for PISA-undersøgelserne og kan belejligt spille landene ud mod hinanden. De er ikke interesseret i det enkelte barns udvikling, men for dem drejer det sig om at tilpasse barnet til den økonomiske situation. Derfor føler jeg og mange andre lærere, at man bruger skolens børn som kanonføde for en liberal-økonomisk ideologi.
Jeg er efterhånden blevet 71 år og husker tilbage på min skolestart under besættelsen. Dengang var ånden i skolen meget præget af danskhed, patriotisme m.m. Mennesker er blevet meget mere til individer i takt med den voksende globalisering. Hvor skal man så hente sine pædagogiske idealer til gode for barnet? Der er kun et sted – og det er en dybtgående interesse i barnets og menneskets udvikling og derigennem hjælpe den enkelte med at finde sit eget ståsted i livet. Dansk Industri har en usund indflydelse på denne regerings politik og ser kun på skolen som storleverandør til arbejdsmarkedet og til væksten i bruttonationalproduktet. Jeg har skrevet en artikel om emnet, som kan læses ved at gå ind på den oplyste link.

Informations noget primitive opsætning vil ikke acceptere min link. Så skriv
3 x w og proalliance .dk og se artiklen
Marxismen lever.
Jeg håber jeg har snydt den denne gang.

I torsdags blev uden videre vrøvl 2 gamle, traditionsrige lærerseminarier endlagt. Af asken skal fremstå en fugl Fønix (som ikke er navngivet), der "samler resterne" af de to seminarier.

Intet, absolut intet Dagblad har nævnt denne "begivenhed". Ingen, absolut ingen interesserer sig for, hvordan det mon går med læreruddannelsen.

Måske er det symptomatisk, at jeg tilfældigvis sad ved siden af 3 10-12 årige (en pige, to drenge) på vej hejm fra møde i Jylland i går. Sproget omfattede stort set kun flg. gloser: Fuck dig, luder, bøsserøv, blow job, møgkælling... og så faldt jeg heldigvis i søvn.

Steen Just - kunne det tænkes at søgningen til seminarierne har sit lavpunkt nu, fordi de unge selv kan huske, hvordan det var at gå i skole, hvor barsk tonen var og hvor rædselsfuld hverdagen kunne se ud for en lærer ? Det er interessant at mange af dem, som så er begyndt på seminariet vælger er specialundervisning. Det siger jo noget om hvordan man opfatter skolen. Ikke som et læringssted, men som en genopretningsinstitution. Herre se i nåde til dem som tør påtage sig jobbet.

Den simple grund kunne jo også være, at der er så meget andet, man kan tage sig til end at blive skolelærer. Skrevet af én, der priser sig lykkelig for ikke at skulle arbejde med umodne forældres uvorne afkom. Men også med dyb respekt for de lærere, der - trods alt - forsøger at bibringe ungerne noget brugbart. Helt galt kan det jo heller ikke stå til, når man ser, hvor mange der springer ud med hue om ikke ret længe.

Giv den politiske og kulturelle magt til sande pædagoger som jeg i stedet for nutidens kulturradikale hippier. Så skal i se mirakler i undervisningssektoren: Flinke og flittige elever, der bliver gode, rodfæstede, ansvarlige samfundsborgere som voksne, og som faktisk har fået en faglig balast i skoletiden.

MVH Lektor Blomme

De kulturradikale og frelste har defineret elitemennesket, og de kulturradikale og frelste kan naturligvis kun acceptere elitemennesker i offentlige stillinger, så de unge mennesker, der jo har travlt med at undersøge verden, har nok svært ved at se sig selv som dette ufejlbarlig elitemenneske.

I det offentlige stilles der i dag flere krav til medarbejdernes livsstil, end munke- og nonneklostre stiller. Det virker på den baggrund underligt, at man står helt uforstående overfor, at unge mennesker ikke kan identificere sig med job i det offentlige og derfor vælger andre uddannelser og jobmuligheder.