Læsetid: 2 min.

Er der noget galt med poesien?

Læseoplevelsen er tilsyneladende ikke underholdende nok
17. april 2008

Når Naja Marie Aidt får massiv opmærksomhed for sin seneste digtsamling, Poesibog, fristes man til at tro, der nu er grøde igen i hele den danske poesi. Ja, for den sags skyld i oversat poesi til dansk. Det er der desværre ikke. Danske forlag udgiver færre digtsamlinger år for år.

Her er et af de seneste skandaleeksempler: I 1998 udgav Booktrader deres første LyrikCD. Her læser Henrik Have egne digte. Her i serien er der en vifte af danske digterstemmer på LyrikCD, der kan bestilles på www.booktrader.dk. Eller købes i Skindergade i København. Foruden Have er de danske digtere: Juliane Preisler, Klaus Høeck, Jess Ørnsbo, Niels Simonsen, Jørgen Sonne, Thorkild Bjørnvig, Asger Schnack, Inger Christensen, Merete Torp, Pia Tafdrup, Peter Laugesen, Pia Juul, Thomas Boberg, Henrik Nordbrandt, Jørgen Gustava Brandt, Klaus Rifbjerg, Jørgen Leth, Susanne Jorn, Niels Hav, Claus Ankersen og Vagn Lundbye.

Her hejses flaget for dansk poesi. Sikke en indsats. Lige dèr kan man se alle ligge fremme i vinduet. Hvor smuk en tanke. Også når man tænker på de danske digterne i serien, der nu er døde. Her er der sågar tænkt på eftertiden. Men serien er netop gået ind med den 23. LyrikCD. Altså, med Vagn Lundbyes. Hvorfor? Det er fordi LyrikCDerne ikke er blevet anmeldt i mange år.

Er der noget galt med poesien? Ja, der er. Folk læser den mindre og mindre, fordi poesi afvises af de fleste læsere. Underholdning og læseoplevelse er da en smagssag. Når det så gælder verdenspoesi, afviser mange læsere derfor poesien, fordi læseoplevelsen ikke er underholdende nok. Det er synd, og det går ud over udgivelserne, digterne og digtelskerne.

Her er et eksempel, der viser, at det samme problem eksisterer på verdensplan: Jeg har i flere år oversat digte af Shuntaro Tanikawa, der anses for Japans største nulevende digter i dag. I en digtsamling minimal, der skulle udkomme i efteråret, skriver han sådan om dette:

At afvise

Bjerge
afviser aldrig
poesi,

heller ikke skyerne
heller ikke vandet
heller ikke stjernerne.

Mennesker
afviser altid
poesi

af frygt
af had
med snak.

Det er virkelig op til det enkelte land at beskytte deres digtertradition. Skal dansk poesi ikke sygne mere og mere hen, må vi værne om vore egen digtertradition, så den ikke visner, men bliver ved med at vokse. Hvordan kan man så forhindre, at en LyrikCD serie som Booktraders ikke går ind?

Det kan for eksempel ske ved, at der sikres mere offentlig og privat produktions -og markedsføringsstøtte til dansk og oversat poesi. Det kan for eksempel ske ved at anmelderne herhjemme gør verdenspoesien - og hermed dansk poesi - mere synlig.

På den måde kan verdenspoesien vokse. På den måde vil verdenspoesien blive holdt i live. På den måde vil danske læsere blive gjort opmærksom på, hvad der rent faktisk udkommer af danske og udenlandske digtere. På den måde vil poesiens magt&kraft glæde flere øjne og ører lige hèr i Det Danske.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det handler ikke kun om manglen på anmeldelser af Booktraders CD'er. For poesi som performance eller recitation, enten dokumenteret på cd, dvd eller opført live, er i det store og hele ikke noget, som litterater har tradition for at beskæftige sig med, hverken som forskere eller som anmeldere, uanset om det ledsages af andre lyde i lydkunstværker, af musik, eller blot fremføres som recitation. Som regel ryger cd-erne over i musikafdelingen og teksterne anmeldes af musikanmeldere, som om de var almindelige sangtekster. Digtoplæsninger ses som lidt sekunda i sammenligning med koncerter og teaterforestillinger, men også i forhold til den trykte litteratur - især romaner.

På bibliotekerne kategoriseres det meste af den lyrik, der udgives som lyd, som rock og ryger ned i den store brokkasse, hvor folk ikke kan finde den, hvis cd'erne eller mp3-filerne med lyrik da overhovedet bliver indkøbt... Og hvis de bliver, gøres der stort set ikke noget for at formidle dem. Et eksempel er den aktuelle Lyd+litteratur festival i Århus. Bibliotekerne medvirkede, men hvis man går ind på deres hjemmeside og klikker på deres lille reklame for, hvad de har på mp3, er det skam ikke de værker, som blev fremført på festivalen, der promoveres i den anledning. Det er heller ikke Booktraders cd'er. Eller de lydværker som baserer sig på for eksempel Inger Christensens digtning, for at nævne noget nogenlunde aktuelt, der ikke var med festivalen.

Nej, det er biografier og romaner som lydbøger på mp3 og kun de bedst sælgende af dem, som man vælger at indkøbe og promovere. Man skulle ellers tro, at her var en god lejlighed til at skabe en trendsettende synergieffekt og for alvor få åbnet nogle ører for lyrikken som lyd...for at bruge den markedsterminologi, der er fremme i det offentlige kulturliv pt. Men nej - Stieg Larsson og Jørgen Leth...altså ikke digteren Jørgen Leth, men den selvbiografiske Leth på mp3 - dem skal vi ha'...lyrikken er jo ligegyldig...

Lyrik har altid været for de få. Nyd dog i stedet for, at i som læser lyrik deler noget med forfatteren som i kun er jer to - eller måske tre - om at dele. Hvorfor skal lyrik også være bestsellere? Overlad bestsellerne til kriminalromanerne og biografierne. Skal en digtsamling absolut have bestsellerstatus for at kunne udgives? Det er der i følge mig noget selvmodsigende i! Jeg hørte engang Peter Laugesen fortælle, at hans digtsamlinger normalt ikke solgte mere end ti-tolv eksemplarer! Gør det ham til en dårlig forfatter, fordi han ikke sælger mere? Nej, for kvalitet kan selvfølgeligt ikke måles i kvantitet, men skal måles i kvalitet. Også selv om kvaliteten ikke sælger! Og hvem bestemmer hvad der er kvalitet? Det gør du, hin enkelte individ! Og ikke markedskrafterne.

Rettelse: Lyrik kan selvfølgeligt ikke måles i kvantitet, men skal måles i kvalitet. Også selv om kvaliteten ikke sælger.

Lyrikken skal ikke være bestseller. Lyrikken skal formidles på en hensigstmæssig måde, så den bliver set, læst, hørt og ikke forsvinder. Og det bliver den ikke.

Hvis man ser på, hvor meget der bliver gjort for at introducere almindelige mennesker for eksempelvis digte i lydform her i landet i sammenligning med Tyskland, så er vi håbløst bagefter. Hvis man ser på, hvem der bliver sat til at formidle udgivelserne i pressen, så er vi også håbløst ved siden af. I Tyskland bliver digte til musik ikke automatisk reduceret til lidt nynnen og derfor anmeldt af en vilkårlig musikanmelder, men taget alvorligt som digte og derfor anmeldt, som om det var det, det er - nemlig lyrik til musik.

Der er også en kulturhistorisk problematik i det her. Meget stor kunst går simpelthen i glemmebogen, fordi det ikke bliver taget alvorligt og dermed bare arkiveret, som om det var helt vilkårlige ord til musik, hvis det da overhovedet bliver arkiveret. Når en digt-cd ikke sælger, så er det blandt andet fordi den ikke bliver formidlet - her i landet. Når noget ikke sælger, holder man op med at producere det. I sidste ende ryger en del af det på historiens mødding. Så simpel er verden.

Hvorfor kan vi ikke finde ud af at dyrke og skatte lyrikken her, når de kan det i andre lande?

Jeg tror , problemet er, at lyrikken er gledet ud af skoleundervisningen. Udenadslæren (ja, jeg ved godt det er vældigt provokerende at forsvare den slags) af for eksempel salmevers gav tidligere tiders elever en fornemmelse for sprogets musikalitet.
Et andet problem er, at tidens ensidige fokus på underholdning (som der i sig selv ikke er noget galt med) tilsyneladende har overbevist folk om, at den krævende kunstnydelse ikke er nødvendig.
Digte kræver en indsats af læseren. Hvis ikke skolen og kulturmedierne ikke gør noget for at forberede folk til mødet med lyrikken, dør traditionen ud.

Selvfølgelig er der ikke noget galt med poesien. Andet end at den ikke taler til ret mange. Akkurat som 'smalle' film, videoinstallationer etc. Lyrik opfattes som elitær og eksklusiv. Fordi den kræver noget af sine læsere. Nysgerrighed, omtanke, abstraktion, sprogsans, tid og evne til at læse mellem linierne. Bare for at nævne nogle eksempler. Længere er den historie ikke.

Unge i dag er generelt kompetente, men på et område er de hårdt ramt af deres opdragelse. De har simpelthen ikke mødt nok svære udfordringer til at blive fortrolig med tanken om at en indsats giver en tilsvarende belønning.

Poesi er i den sammenhæng for besværligt - det tager for lang tid at læse, det er skrevet på en måde som man ikke altid forstår, og så er der nok et budskab, men dem er der så mange af og man har ikke lige tid til at forstå det.

Vi står overfor en generation, hvor mange er vandt til at deres madpakke er blevet smurt af mor og far, og sågar skåret ud i mundrette bidder. Så bliver man en sød og venlig person, men også lidt hjælpeløs i nogle situationer.

med venlig hilsen
Lennart
(f. 1970 - underviser på hhx)

Kunne man forestille sig, at folk kunne afvise at læse lyrik, fordi den simpelthen er blevet for upoetisk - og fordi den i større og større grad handler om at skrive lyrik? Strunge er vel den sidste med appel til mere end forfatterskoleelever og andre litteraturteoretikere, og måske kunne det hænge sammen med, at han foretog sine teoretiske overvejelser, når han ikke skrev. Måske omgikkes han også mennesker, der foretog sig andet end at skrive, så hans horisont blev større.

Hvorom alting er, så gider jeg lige så lidt åbne en lyriksamling for at læse om at skrive digte, som jeg gider sætte mig ind i en taxa og høre om chaufførens erhvervsmæssige bryderier - medmindre det gøres med overskud og humor og ikke hele tiden.

Måske er det ikke læserne, der afviser poesien. Måske er det snarere lyrikerne. Fordi det kræver mere - blandt andet talent. For både Trainspotting og Den Som Blinker Er Bange For Døden er to romaner, som hver på sin måde er fulde af poesi (og talent), og begge er nået ud til et meget stort publikum.

Måske er det snarere lyrikken, der afviser læserne? Fordi den ikke tør blotte sig og vise hjerte.

Den med at lyriken "handler om at skrive lyrik" - som Søren Geckler skriver, er bare sådan et firserfænomen at det vil noget. Dermed blolægger han desværre sin egen uvidenhed om dansk lyrik når han så samtidigt skriver at "Strunge er vel den sidste med appel til mere end forfatterskoleelever og andre litteraturteoretikere" - for der findes vel ingen lyriker end et større firserfænomen som Strunge der om noget har skrevet lyrik om at skrive lyrik.

I øvrigt "handler" digte ikke om noget. Med mindre der er tale om episk digtning. og sådan noget har ingen vist skrevet siden Tom Kristensen og Sophus Claussen.

Kære Jan H. Hansen

Det ville klæde din argumentation, hvis du ville henvise os mere uvidende til en lyriker, der modbeviser mine påstande. Og eventuelt med et citat eller to fra vedkommende.

Måske burde jeg også have udtrykt mig klarere. Naturligvis "handler" digte ikke om noget - men jeg mener dog et godt digt skal udtrykke noget menneskeligt om noget menneskeligt, ikke noget skriftligt om skrift. Sproget er materialet, ikke emnet.

Ofte møder man også lyriklæsere, der fremhæver den eller den for at have en interessant stemme - men er det nok at kunne tale? Skal man ikke også sige noget?

Og nej, Jan Hansen, jeg snakker ikke om programdigtning og den slags, men der må dog være mere i teksten end blot ord. Jeg er i hvert fald ret ligeglad med stemmebåndet, jeg vil høre et hjerte tale og dirre - som jeg hører det hos Springsteen, Jarvis Cocker, Jens Unmack, Håkan Hellstrøm.

Og lad mig lige gentage: Jeg synes snarere, det er lyrikken end publikum, der afviser poesien. Der var for eksempel masser af poesi i et fyldt Pumpehuset i går, og Springsteen udsælger stadig hurtigere end en vranten magister kan nå at stave til dannelsesskred.

I får det stort set allesammen til at fremstå som om der er et modsætningsforhold mellem lyrik og andre kunstarter. Ud af det modsætningsforhold graver i så skyttegrave. Jeg kan ved den gode grød ikke forstå, hvorfra hadet til moderne poesi og poeter kommer. Lige så vel som jeg ikke begriber, hvorfor nogle digtere forskanser sig i små esoteriske cirkler. Hvad jeg bare kan konstatere er, at der med de nye teknologier og digternes åbenhed overfor at arbejde sammen med lydfolk, er en historisk chance for at nogle af de gamle skel kan nedbrydes. Men hvad sker der? Får digterne anerkendelse som gode tekstforfattere eller dygtige performere? Nix. Får sangskriverne anerkendelse som digtere? Nix. Den historiske chance forpasses.

På den ene side står et helt hold af herrer fortsat stejlt på, at aldrig nogensinde skal digtene løfte sig fra papiret og anerkendes som scene- og lydkunst på niveau med koncerter og teaterforestillinger. På den anden side står et andet hold af herrer og insisterer på, at sangtekster er noget man bare skriver som en slags erstatning for stemmen som rent instrument - altså som nogle lyde, der i princippet kunne erstattes af nynnen og som i hvert fald aldrig vil kunne opnå betegnelsen lyrik.

Det værste er næsten, at de to tæskehold har både kulturpolitikere og store gamle institutioner i ryggen. Aldrig skal de to mødes - det skal de nok sørge for. Aldrig skal en sangtekst læses som lyrik og aldrig skal en digter opnå bred anerkendelse, som en person, der vil andet end at stive sit eget ego af i en lukket cirkel af akademikere.

Tror I herrer selv på, at digtere er nogle vindtørre akademikersnobberøve, der ikke vil andre mennesker noget godt? Tror I selv på, at salmevers er broen over kløften mellem poesien og dens potentielle publikum? Tror I på, at poesien trives bedst i små mørke og lukkede rum, hvor ingen hører den?

Problemet, som jeg ser det, er de gamle kulturinstitutioner, kulturpolitikere, medierne og ikke mindst en lang række fordomme, som disse aktører forstærker gennem deres praksis. I råber jo bare med i deres kor.

"PYJAMARAMA

Poetens eneste publikum, natten.

Sig selv som eneste læser og kritiker.

Maskinen klaprer sit ubrugelige bifald."

Michael strunge, "Udadnatten", s. 77, 1982.

Ovenstående er blot ét eksempel ud af hundredevis af metapoetiske digte som digterne skrev i firserne. Ud over Strunge var der også Søren Ulrik Thomsen, Bo Green Jensen, Pia Tafdrup osv.

Halvfemsernes digtere tog stort set afstand fra denne metapoetiske måde at skrive digte på. F.eks. finder du ikke meget af den slags hos f.eks. Morten Søndergaard. Man har derfor diskuteret om den store fokusering på metapoesien i firserne handlede om at lægge afstand til halvfjerdsernes knækprosa, et arbejde som halvfemsernes digtere derfor ikke behøvede.

Og så skriver du: "men jeg mener dog et godt digt skal udtrykke noget menneskeligt om noget menneskeligt, ikke noget skriftligt om skrift. Sproget er materialet, ikke emnet."

Udtrykker et digt sig om noget skriftligt, udtrykker det sig vel også om noget menneskeligt. Med andre ord: Din opdeling mellem noget "menneskeligt" og noget "skriftligt" er falsk og hul. Og længer er den historie vel ikke.

Lyrik, der ikke læses eller oplæses for et publikum, er vel i princippet død. Derfor bør alle tiltag til større udbredelse bydes velkommen. Men derfra og så til at udbrede alt, hvad der fra forfatters og forlags side kaldes lyrik, bør der vel være et stykke.

Måske kunne man ved at være mere kritisk nå langt flere læsere, et langt større publikum. Jeg tror i hvert fald ikke på, at det potentielle publikum til en oplæsning er blevet mindre, fordi det ikke opfattes som lige så fint som at læse digtene selv. Jeg tror snarere, folk bliver hjemme, fordi de simpelthen er trætte af at opleve Sidste Nye Supertalent som en ret ordinær performer, der blot i sin oplæsning underbygger fornemmelsen af ikke at være helt enig med anmelderne.

Kunne det tænkes, at den nævnte oplæsningsserie også uden anmeldernes hjælp kunne have nået et publikum, hvis publikum havde fundet cd'erne interessante nok? Hvis lyrikerne havde været gode nok?

En lille rettelse: "Jeg tror snarere, folk bliver hjemme, fordi de simpelthen er trætte af at opleve Sidste Nye Supertalent som en ret ordinær performer, der i sin oplæsning blot underbygger deres fornemmelse af ikke at være helt enige med anmelderne."

@Søren Geckler

Kunne det tænkes, at Bruce Springsteen nogensinde havde nået dine ører, hvis det ikke havde været for et milliardforetagende af et distributions- og ikke mindst promotion-netværk? Næppe.

Jeg kan kun for mit eget vedkommende sige, at jeg aldrig har været til et lyrikoplæsningsarrangement, hvor der ikke har været stuvende fuldt. Mens Poul Borum endnu levede tog forfatterskolen hvert år på en slags turne, hvor de læste op forskellige steder rundt omkring i landet, og der var altid stuvende fuldt. Desværre holdt forfatterskolen op med disse "turnerer" efter Borum døde. Men der har også været - og stadigvæk er - masser af oplæsningsarangementer rundt omkring. Og der er altid proppet med mennesker. Så det her med, at folk bliver hjemme, ved jeg ikke hvor kommer fra. Jeg har i hvert fald aldrig oplevet det.

Af samme årsag har der været diskuteret, hvorfor lyrik sælger så dårligt, når nu disse arrangementer altid er så populære? For mit vedkommende vil jeg blot sige, at har man oplevet Peter Laugesen læse op, er det en ganske særlig oplevelse der er vanskelig at "nå" ved at sidde hjemme og læse hans digte selv. Det skal faktisk opleves! Men man kan så også sige, at det at læse digte selv selvfølgeligt også er en oplevelse, men af en hel anden slags. Digte skal først og fremmest læses, fordi digterne er en slags sprogets maskinmestre. At gå til et oplæsningsarrangement med Peter Laugesen er vel næsten som at gå til en rockkoncert.

Nielsen: Det ironiske ved Springsteen er, at han faktisk brød igennem, da hans pladeselskab havde opgivet ham og ikke værdigede ham markedsføring.

Jeg kom til at tænke på noget. Hvis det er vigtigt - for læserne, for lyrikerne, for eftertiden, for Hansen og Nielsen - at lyrikeres oplæsning af egne ting er tilgængelige for en bred offentlighed, så vil det være billigst og nemmest at uploade lydfilerne til en hjemmeside. På den måde ville man også kunne omgå anmeldere og bibliotekarers smag og luner og gå direkte til publikum.

Jeg tror nok skolerne har skylden et stykke ad vejen. Min søn, som går i italiensk skole, skal lære de store digteres digte udendad. Og han er smadder stolt, når han kan dem. Det kan da ikke undgå at åbne hans ører for poesien.

Men jeg tror også at Søren Geckler har ret, når han siger:
"Måske er det snarere lyrikken, der afviser læserne? Fordi den ikke tør blotte sig og vise hjerte".
Som digtfifler på grænsen mellem over- og undergrund har jeg en gang oplevet at få indsendte tekster tilbage fordi de var for "poetiske". Hvorfor er det blevet fy-fy at skrive poetisk poesi? Hvor er inderligheden?

Ifølge Kallimachos var det vigtigt at fremhæve sig selv som individuel og ikke som efterligner. Digteren skulle vise at han er belæst og dermed har kendskab til ældre poesi, myterne, og at han beherskede avanceret metrik. For at kunne fremstå som individuel og original må digteren være subjektiv i sin digterkunst og i denne sammenhæng spiller digterjeg’et en væsentlig rolle.

Post-Kallimachos er de skrevne digte henvendt til et læsende publikum, snarere end beregnet på oplæsning og digter-jeg'et mere fremtrædende.

David O. Ross skriver i sin bog “Backgrounds to Augustan poetry” : What the neoterics discovered was the poet’s place in poetry. There are two aspects of discovery: the individuality of the poet in his own poems, and his place in the poetry of the past.. “De nye” så ikke sig selv som isolerede opfindere af en ny poesi, men som en slags ydmyge repræsentanter, der gav liv og formål til den etablerede arv. Netop erkendelsen af at digteren er herre over sit eget digts form og indhold, betyder at der bliver stillet større krav til digteren. Digteren er uafhængig af metriske og indholdsmæssige regler og kan derfor gøre sig synlig som en individuel og original skribent.

Men det har så også skabt et atmosfære af isolation - hvor digteren i kraft af disse indbyggede krav har fået sværere og sværere ved at "nå ned" til sine læsere - "bagagen er blevet for tung".

Modreaktionen har så været en tilbagevenden til det performative - hvor digteren er nødt til at være foreståelig, fordi der ikke er tid til reflektion i oplæsningssfæren og publikum i kraft af digtningens lagvarige elitisme ikke længere hæger om historisk kunnen (dannelse).

Performance-poesi... prøv at se, hvor mange der møder frem til sådan en aften! Proppet er det! Det handler lige pludselig ikke om at være original i en adskillelses-forstand, men at være original i en musisk, dvs. kropslig (=fælles) forstand. Altså, være til stede i sin krop. Frembringelse af glæde.

Mennesker lærer mere gennem glæde, end de lærer gennem pisk. Sådan ér det. Der er intet tabt ved ikke at slikke den historiske poesi i røven, tvangsmæssigt, men der er alt tabt ved ikke at tage poesiens kraft til at vække menneskesjælen til glæde og begejstring alvorligt. Hvis mennesker føler glæde ved poetisk performance, og mindes om fortiden mens de samtidig føler varme, kan de af sig selv blive trukket til at genopdage den historiske digtning.

Lærere i folkeskolen kunne lære noget af det. At det er glæden, der åbner sindet - ikke frisættelse fra krav.

JA, der er meget galt med poesien. Den er blandt andet uinteressant, ude af trit med tiden, selvsmagende, konstrueret, forudsigelig, kønsløs og temmelig overf'lødig. Dagens poesi er navlepilleri uden sidestykke. Det er sort/hvid fjernsyn fra dengang, det var før.

CPH TOILETTE (tisdunk) Der er ikke noget toilet Blæren fyldt Pisser i serviet Ved siden at nikkende due på gaden Roder miss Kiss i tisdunk efter snaden Jeg er Leth, dykker ind i svaret På aflad, ofring, på pissoiret Tisdunk i min favn Kina T. er mit navn Kom så, dyrk Günther Grass, frigør filéten, kom København KOM KØBENHAVN Hvornår Schlüter det sprog Jeg lytter DR i DSB tog Bagdad og Beiruth i blow Banmark global landsby i flow Tisdunk tisdunk tisdunk Bittersolen skinner på fuglen på søde kartofler Sovsen bobler om mit hjertes Mark Knopfler Der er ingenting her Der ingenting dér Tomme timer hvor end jeg ser En fært af noget i sten Højben svinger med leen til højre venstre i honningsneen Så fat det dog – jeg er den der er skredet!

Det her. Det er lyrik.

Berus Jer!

Det er Beruselsens Time!
For ikke at blive Tidens mishandlede Trælle,
saa berus jer; berus jer uafladeligt!
I Vin, i Poesi, i Dyd – som I vil.

Fra Baudelaires Parisisk Spleen