Kronik

Gammeldags disciplin giver topresultater i Harlem-skole

Race, etnicitet og fattigdom er dårlige undskyldninger for at have lave forventninger, lyder mantraet fra Lorraine Monroe, der har vendt op og ned på skoler i New York. Det kunne man lære af herhjemme
Skolen Frederick Douglass Academy i New York var tidligere en udpræget problemskole. Nu opnår eleverne nogle af de bedste resultater i byen.

Skolen Frederick Douglass Academy i New York var tidligere en udpræget problemskole. Nu opnår eleverne nogle af de bedste resultater i byen.

Beth A. Keiser

23. april 2008

Vold er blevet hverdag for folkeskolelærere i dagens Danmark, og mange utilpassede unge er i realiteten droppet ud af under-visningssystemet. Nu vilundervisningsminister Bertel Haarder tvinge de unge tilbage til skolebænken ved at sløjfe børnechecken fra de forældre, der ikke samarbejder med skolen.

Et interessant indslag i debatten om de utilpassede unge er Frederick Douglas Academy, en offentlig skole i det centrale Harlem, som har opnået nogle af de bedste elevresultater i New York.

Skolen blev stiftet i 1991 af Lorraine Monroe, leder af The Lorraine Monroe Leadership Institute.

Lorraine Monroe voksede selv op i Harlem og er af afro-amerikansk herkomst. Hendes forældre, der gik tidligt ud af skolen, så nytten i at få en uddannelse og bakkede derfor datteren op i at tage en. Lorraine er den eneste i familien, der har fået en højere uddannelse. Hun begyndte sin karriere som engelsk-lærer i Harlem og blev senere bestyrer for en meget belastet skole i Bronx, som hun fik sat skik på. Lorraine Monroe var ikke bange for udfordringer, og da lejligheden bød sig, tog hun imod tilbuddet om at genopbygge en skole i det centrale Harlem, der var berygtet for vold og meget dårlige elevresultater.

Belastet miljø

Monroe måtte starte fra scratch med en grundig renovation af de ramponerede lokaler på skolen, som hun valgte at kalde The Frederick Douglas Academy. Det største problem var manglen på disciplin og den lave moral blandt de ansatte. Cirka 80 procent af eleverne var og er stadig af afro-amerikansk herkomst, mens den resterende del er latinos. Det er børn fra belastede miljøer, og mange af dem tilbringer en stor del af deres tilværelse på gaden. Da Lorraine Monroe overtog ledelsen af skolen, var den plaget af daglige slagsmål, og en stor del af børnene pjækkede ofte og lavede ikke deres hjemme-arbejde. Før man overhovedet kunne gå i gang med undervisningen, var man først nødt til at genetablere ro og orden på stedet.

I fællesskab med sin lærerstab udviklede Monroe derfor et reglement for skolen, som de kaldte The Twelve Non-Negotiable Rules and Regulations (De tolv regler og vedtægter, der ikke kan forhandles). Det var simple og letforståelige regler: Mød op på skolen hver dag til tiden, vær parat til at arbejde hver dag, lav lektier om aftenen, spis kun i skolens cafeteria, tyggegummi og slik er forbudt, hold dit skolebord rent, brug ikke fysisk eller verbal vold, lær at være uenig uden at være ubehagelig, respekter skolebygningen og påfør ikke graffiti nogen steder, brug din skoleuniform hver dag.

Monroe engagerede også forældrene i skolearbejdet og fik dem til at skrive under på en kontrakt om, at de ville involvere sig i børnenes uddannelse.

Ved siden af skolearbejdet skulle der også være en masse klub- og holdaktiviteter for at bringe elever og lærere sammen på et mere uformelt plan. Alt indgik i en nøje gennemtænkt strategi for at lokke børnene væk fra det skadelige gademiljø.

Efterhånden ændrede tingene sig, og børnene nød at være på skolen, der for mange var det eneste sted, hvor de slap for det kaos, de mødte i deres kvarter.

I bogen Nothing's Impossible, der handler om Monroes vej til sine mange succesrige resultater, skriver hun:

"De fleste børn hader vold, især i skolen. De vil have, at skolen skal være et sted, hvor de kan droppe deres facader og hårde masker, som de har brug for til at beskytte sig i de barske omgivelser, de færdes i."

Og faktisk er der meget få elever, der forlader denne skole i utide.

Nyt program

Monroes succes fik hende til i 1997 at åbne LMLI (Lorraine Monroe Leadership Institute), en non-profit organisation, hvis formål er at udvikle og støtte ledere på offentlige skoler.

I 1999 startede Monroe The LMLI Dream School Program, der introducerer hendes metode til at skabe mere effektive skoler. Programmet bruges på 10 skoler i Harlem-området, men er også blevet indført i store dele af USA samt i Bermuda, Panama, New Zealand og Sverige. De skoler, som Monroes institut har arbejdet med, og som har stået på listen over skoler, der var i fare for at blive lukket på grund af dårlige elevresultater, er det lykkedes at redde.

Jeg mødte Lorraine Monroe i marts på hendes kontor i det centrale Harlem, hvor vi talte om hendes undervisningsmetode.

"Mange skoler i de belastede områder har overladt styringen til børnene, men hvad er ideen med at komme i skole, hvis den blot er et spejlbillede af livet på gaden? Vi er nødt til at have lærere, der er modige nok til at sige til deres elever: 'Dette er ikke gaden, dette er skolen, og her gælder der andre regler end derhjemme!' Man kan jo ikke undervise i kaos, og børn har behov for en fast struktur," understregede Monroe.

Man kunne kalde Mon-roes program for et gammeldags system med et menneskeligt ansigt. Hun forholder sig kritisk til det amerikanske undervisningssystem for dets tilbøjelighed til "hele tiden at finde på nye metoder til at gøre det, som vi allerede ved, hvordan vi skal gøre".

At begå sig i samfundet

Et af Monroes mål er at gøre sine elever til verdensborgere, at give dem følelsen af, at verden tilhører dem. Hun vil give dem alt det, som middel- og overklassebørn får gratis. Ved siden af den rent boglige indlæring indgår derfor også et kursus som kaldes Whole Life Management, som lærer børnene at tilpasse sig og begå sig i samfundet for hermed at forøge deres chancer for at få sig et godt job senere i livet.

"At lære at sige tak og undskyld, at høre efter, når en anden taler, det er høflighed, og høflighed har ingen hudfarve, ingen nationalitet. Hvis børnene bare får lov til at gøre, hvad de vil, lærer de aldrig at fungere i verden uden for deres eget kvarter," sagde Monroe.

Monroe ser det som en vigtig opgave for en forstander konstant at observere sine lærere, ikke for at kontrollere dem, men for at hjælpe dem til at blive så dygtige som muligt. På skolen skal der være et tæt samarbejde mellem forstander og lærere, men succesen afhænger i høj grad af lederen. Ifølge Monroe hungrer folk efter et godt lederskab og vil drages mod en leder, der har en vision. Som leder er man nødt til at tro på sin stabs enestående evner, men forandringen begynder med en selv, skriver Monroe i sin bog The Monroe Doctrine, en ABC-bog for gode ledere.

Fleksibel og engageret

Og hvad kendetegner den gode lærer ifølge Monroe?

"Et fundamentalt krav til en lærer er, at han/hun kan lide at arbejde med børn og aldrig påfører et barn smerte. Læreren skal kunne få eleverne til at føle, at de gør fremskridt, og alt, hvad en lærer gør, skal have et formål. En lærer skal være magisk og meget fleksibel. Der er ikke én klasse, der er ens, og derfor er læreren nødt til at vide, hvad der fungerer for den enkelte klasse. Læreren skal gøre brug af sine evner og være så engageret i sit fag, at han/hun formår at kommunikere sin begejstring videre til eleverne. Det er magi," forklarede Monroe.

I sin bog omtaler hun også the creative crazyness (det kreative vanvid) som en positiv kraft, der kan få både lærere og ledere til at forny sig selv på en kreativ måde i stedet for blindt at klynge sig til systemets regler, hvis de slet ikke giver mening. I Nothing's Impossible skriver Monroe, at den lærer, som bliver ved med at undervise på samme måde og om de samme ting, vil langsomt dø foran sine elever.

Monroe understregede også betydningen af boglig lærdom og af, at børn lærer at læse så tidligt som muligt.

"Jo tidligere en alder, man begynder at formidle the love of learning, desto større er chancerne for, at resultatet lykkes."

Inden vi skiltes igen, talte vi lidt om indvandrerbørn i skolerne.

"Indvandrere er bange for at få et stempel på sig om, at de ikke er lige så gode som de indfødte. Skolens opgave er at sige til børnene, at vi ikke er ude på at tage deres kultur fra dem, men gøre det klart, at de er nødt til at rette sig efter de regler, der gælder på skolen," sagde Monroe.

Hertil vil jeg afslutningsvis føje et citat fra Monroes bog:

"Race, etnicitet og fattigdom er dårlige undskyldninger for at have lave forventninger."

Viveca Tallgren er cand.phil. og freelance-journalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu