Læsetid: 3 min.

Hvad med 'den gode historie' om 1970'erne?

I 1970'erne realiserede vi mange af drømmene fra '68. Det er derfor en ensidig tolkning, når man i dag siger, at tiden kun var fuld af frustrationer
11. april 2008

Jeg bliver en smule modløs, når jeg ser, hvordan film, litteratur og aviser er begyndt at beskæftige sig med 70'erne. Konsekvent møder man den samme vinkel; enten latterliggørende eller som grundlag for stor arg og frustrationer. Klicheerne i disse fortolkninger er gerne så metertykke, at man knapt kan følge fortællingen for bar pandebånd, frynseveste, trompet bukser og gamle folkevognsrugbrød.

Jeg er 52 år og altså født i 1956. Fra jeg var 18 til engang midt i 30'erne, har jeg i ubrudt række boet i forskellige kollektiver. Disse år har været rige og i den grad dannet basis for den person, jeg er i dag. Jeg har ofte tænkt, at nogen snart må begynde at fortælle denne fantastiske historie, hvor vi rykkede så enormt, at vi stadig, ligesom vores nu voksne børn (endnu ikke traumatiserede) får julelys i øjnene, når vi salige i sindet mindes det frodige fællesskab.

Lige ned i parcelhuset

Før denne opmærksomhed, som nu er rettet mod 70'erne, var fokus på 60'erne, og i den forbindelse har det altid undret mig, når gamle frontkæmpere fra '68 tilbagelænet og i fuld resignation har kunnet fortælle, at efter dette magiske stor-år stoppede al progressiv og kreativ udvikling - i et dybt og brat fald, lige lukt ned i parcelhuskvarteret.

Der, hvor jeg stod i begyndelsen af 70'erne som ung kollektivist ,så det helt anderledes ud. Det var begyndelsen på en lang dannelsesrejse udi at kunne forvalte et ansvar, tage stilling til samfundet og blande sig i de politiske processer, at lære at leve og tage hensyn til andre mennesker. Det var den tid i Danmark, da kollektiverne lå knappenålstæt spredt over hele danmarkskortet, og mange af drømmene fra sidst i 60'erne egentlig blev til virkelighed.

Der var en stor variation af kollektiver, fra de meget ambitiøse produktionskollektiver til de mere tilbagelænede, storrygende verdensfjerne fristeder. Der var de meget politiske kollektiver, hvor Max, Lenin, Mao og (okay) sågar Stalin huserede over spisekrogen. Der var 'De alternative børne- og ungdomsmiljøer', hvor man med basis i kollektivet leverede et stykke pædagogisk danmarkshistorie uden sidestykke. Der var musik- og teater- kollektiver. Man var aktive i et væld af græsrodsbevægelser, fik etableret bogcafeer og spillesteder med en energi uden lige. Der var tale om en smuk bevægelse mere eller mindre samarbejdende i forskellige netværk - og ja det var sgu' 'fede tider'.

Tabt noget værdifuldt

Vi var rigtigt mange mennesker, der fik en mængde gode erfaringer om, hvor langt man kan nå, og hvor meget der egentlig kan lade sig gøre, hvis man - ja såre banalt - står sammen. Jeg vil påstå, at disse erfaringer, grundlagt hos rigtigt mange mennesker gennem dette herlige årti, i den grad har været med til at bidrage positivt til samfundsudviklingen, og sætter man disse tider i relation til, hvad der møder os i dagens Danmark, er jeg ikke i tvivl om, at vi har tabt noget meget værdifuldt.

Det er tæt på historieforfalskning, eller i hvert fald en umådelig ensidig tolkning af historien, hvis 'den gode historie' ikke også bliver fortalt - og jo, jeg kender også til dem, der faldt af i svinget)

Der var så mange kreative kræfter i gang, at nogle af dem, der deltog med talent for at skrive eller på anden måde fortolke, må komme på banen, ellers ender vi med dette fortegnede billede gennem 'overcastede' overfladiske tv-programmer, teater, film, litteratur og avisartikler, kun skrevet af dem der på den ene eller anden måde har ondt af tiden - og det er altså 'bare for meget!'

Jørgen Hallberg er pædagogisk medarbejder

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Jørgen Halberg du har ret vi må på banen og give vores fortælling.
I 1970ér var jeg ung mor og brugte mine kræfter i forældrearbejdet i daginstutionerne. Her dannede vi et forældrenævn for alle byens daginstutioner og fritidsklubber. Først mødte vi modstand fra kommunen men vi endte med at få til mødelokale stillet til rådighed på en af byens gamle institutioner.
Vores arbejde gik i stor udstrækning på at bekæmpe de gryende bestræbelser på skolefritidsordninger, da vi så dem som en væsenlig forringelse fra fritidshjem og endda også for fritidsklubber. Men den kamp tabte 1980érne forældre og skolefritidsordningerne er nu helt dominerende.
Ligeledes gik de fleste debatter på pædagogien i den enkelte instution og forældrene valgt i stor udstrækning instution efter den pædagogiske linje i daginstitutionen og der var ventelister på nogle særlige populærer institutioner. Men den kamp tabte 1980érne forældre ogå og daginstutionerne blev mere et "opbevaringssted" for børn mens mor og far var på arbejde.

Kære Jørgen

Det er sgu rart at se, at du tør gå mod den endeløse strøm af "opgør" med 60-70'erne. Det er til at grine, græde eller brække sig over, alt efter humør.
Jeg har ofte spekuleret over, hvorfor man kun hører om de politiske fejlskud og får serveret den ene karrikatur efter den anden. Intet om netop dannelsen, erfaringerne og oplevelserne af fællesskab, som selv ikke en regering kan tage fra os selv 30 år efter.

Hver gang en gruppe mennesker i dag slår sig sammen omkring en fælles sag, bygger de på en "tavs viden", dvs noget der er lige så selvfølgeligt som at køre på cykel. Men hverken borgere eller erhvervsliv ville være hvor de er i dag uden 70érnes græsrodserfaringer med flade organisationer, med livet i kollektiverne, med husmøder, kriser, eksperimenter og gruppedynamiske armbøjninger.

Og vi var også utroligt naive, siger de. Jo, vi kæmpede fx for fred og bedre forhold mellem mennesker. Så naive er vi skam ikke i dag, siger de bedrevidende i medierne.

Den lader vi stå et øjeblik. Håber der stadig findes mange naive danskere...

Jesper, født i 1949.

Kære Jesper!

Jeg er ligesom dig fra 49. Og jeg oplever jævnligt forskellen, på min generation af studerende og nutidens.

I min høje alder studerer jeg jura. I modsætning til mine yngre medstuderende, der er lidt ældre end mine børnebørn, tror jeg ikke automatisk på, hvad der bliver sagt, eller hvad der står i lærebøgerne.

Jeg kan jo fornemme, at holdkammeraterne også somme tider føler, at det vist ikke kan være helt rigtigt, alt hvad der bliver sagt ex cathedra. Men de protesterer ikke, det er i hvert fald sjældent

Så må jeg gamle gråskæggede 68'er rømme mig og gøre opmærksom på, at der muligvis kan anføres et andet aspekt af den der sag af de og de grunde.

Og jeg håber ved gud, at det bidrager til, at de ikke tror på alt, hvad autoriteterne vil bilde dem ind. Heller ikke selv om det, er sandheden, de vil bilde dem ind.

Jeg vil ikke bestride vigtigheden af alle de eksperimenter som beskrives i ovenstående indlæg, og da slet ikke i en tid som denne.
Men det er også en sandhed at gruppetrykket var enormt; der skulle ikke meget til før man var borgerlig og var man ikke helt for alle forandinger, var man imod. Jeg husker mange eksempler på flertallets eller endda mindre gruppers enorme magt. Der var mange dogmer der ikke måtte stilles spørgsmålstegn ved.
Dette slog også igennem i tøjmoden; man viste sin frihed i forhold til storkapitalismens modeideal, men også her skulle det ske på en ganske bestemt måde.
Jeg er født i 1958

Lars,

man kan jo tage de gode ting fra den tid, og smide affaldet ud.

Hvis man da mener, at der var noget godt.

Det var der, synes jeg.

Claus Rasmussen

"Disse år har været rige og i den grad dannet basis for den person, jeg er i dag"

Og hvad har du så drevet det til ? PÆDAGOG !

Gudfaderbevarres. Godt det forlængst er overstået. 68erne er den ringeste generation Danmark nogensinde har fostret.

Claus,

hvem fra 68-generation har gjort dig skade, og på hvilken måde?

Eller er det hele generationen, alle som en, der har forsuret dit liv?

Claus Rasmussen

@Hans Jørgen Lassen

>> "vi rykkede så enormt". Sådan helt præcist hvorhen rykkede I ? Ned I jeres egen navle eller hvad ?

>> "lang dannelsesrejse udi at kunne forvalte et ansvar, tage stilling til samfundet og blande sig i de politiske processer". Hvad med om I i stedet havde brugt tiden på at dygtigøre Jer så I derefter kunne bidrage til fælleskassen, som os andre ? Og ikke som artiklens forfatter at ende med at sidde og fede den i det offentlige i et job, enhver fjortenårig puberitetstøs vil være mere kvalificeret til at varetage. Det er sgu' da ikke noget man praler med; det er noget man er flov over.

>>"fik etableret bogcafeer og spillesteder med en energi uden lige". Og fik malet tæer, blafret med hængepatterne, og røget en hel formidabel mængde hash. I-m-p-o-n-e-r-e-n-d-e. Og nu, tredive år efter: Hvad er der tilbage ? Et par lurvede spillesteder, nogle nedslidte biografer, et hul i jorden kaldet Thy Lejren fyldt med forsumpede vragrester fra Det Store Flip. Og alt sammen komplet ude af stand til at fungere uden en jævn strøm af penge fra den almoderlige Velfærdsstat. Det er frugterne fra danmarkshistoriens ringeste generation.

>> "fik en mængde gode erfaringer om, hvor langt man kan nå, og hvor meget der egentlig kan lade sig gøre". Dét må jeg give Jer: Jeg er fuldstændigt målløs over, at man kan leve stort set hele sit liv uden nogensinde at komme i kontakt med den virkelighed, vi andre befinder sig i.

>> "har været med til at bidrage positivt til samfundsudviklingen". Og demonstreret til fordel for en imponerende samling af menneskerettighedsforbrydere som Mao, Ho Chi Min, Che Guevara, Pol Pot. Jeg glemmer aldrig, at Solvognen holdt fest på rådhuspladsen, da de Røde Khmerer indtog Pnom Pen og indledte et rædselsregime, der fik naziernes excesser til at ligne en børnefødselsdag. Dét var halvfjerdserne, da det var værst, og der er absolut _intet_ af det, vi kan bruge i dag; andet end som skræmmebillede på, hvor galt det kan gå.

Gå hjem og skam Jer !

Kære Claus!

Jeg havde det herligt i den tid. Jeg anede ganske vist ikke, at der var noget, der hed Pol Pot, men hvad kunne det i øvrigt have raget mig her hjemme i Danmark? Kunne jeg have stoppet Pol Pot? Kan jeg stoppe George Bush?

Lad mig gentage mine spørgsmål:

Claus,

hvem fra 68-generation har gjort dig skade, og på hvilken måde?

Eller er det hele generationen, alle som en, der har forsuret dit liv?

Det er temmelig bekymrende, at ungdommen åbenbart har så indskrænket en virkelighedsopfattelse som Claus - og stiller så få krav til livet!
Og det jo iøvrigt sådan, at den offentlige sektor bidrager med funktioner, vi ikke kan klare os uden, mens det meste af det, der produceres i det private erhvervsliv er tåbeligt og overflødigt.
Stop konkurrencen mellem landene og samarbejd om at skaffe alle brød på bordet og tøj på kroppen, så kan vi tale om resten i en fornuftig prioriteret rækkefølge.

Claus Rasmussen

@Hans Jørgen Lassen

Der er noget, der ikke hænger sammen her. Artiklen, som jeg kommenterede på, siger:

>> "lang dannelsesrejse udi at kunne forvalte et ansvar, tage stilling til samfundet og blande sig i de politiske processer"

Du skriver:

>>"men hvad kunne det i øvrigt have raget mig her hjemme i Danmark? Kunne jeg have stoppet Pol Pot?"

Hvordan hænger de to ting sammen ? Jeg tror ikke, at du og artiklens forfatter forefægter det samme synspunkt. Og i øvrigt: Jeg har forståelse for, at man ikke orker eller ikke ser nytten at tage stilling til en sag ude i den store verden. Men jeg har ikke forståelse for, at man som 68erne faktisk tager stilling, men ender med aktivt at demonstrere til fordel for nogle af de værste slynger i menneskehedens historie. 68 generationen udstiller en sådan fanatisme, menneskeforagt, og brutalitet i deres valg af politiske forbilleder at det må stå som en skamstøtte i danmarkshistorien.

Hvad tror I gavner folket mest: 100 med en "så indskrænket en virkeligsopfattelse som [undertegnede]" eller bare een 68er, der havde fået sine totalitære visioner om samfundet ført ud i livet ?

Åh, ja. Og så glemte jeg også denne tidstypiske perle fra din hånd:

>>"hvem fra 68-generation har gjort dig skade, og på hvilken måde?"

Den her klamme maternalistiske reduktion af modstanderens argumenter til et spørgsmål om følelser og offergørelse gør sig sikkert fint i en børnehave eller i plenum i kollektivet, men som argument i en diskussion mellem voksne mennesker er det simpelthen ikke værd at spilde tid på. Kom med noget substans i stedet for det der feminiserede svagpisseri !

Jørgen,
Tak for denne her. Det er da en vis modgift til Blütnikopfs linie.
Jeg har selvfølgelig også nogle få forbehold med en vis oplevelse af gruppepres, rødstrømpernes (nej selvfølgelig ikke rigtig men man føler sig sgu somme tider fristet til at sige:) facistiske linie, mao- og anden persondyrklese, osv.
Men når det er sagt, så vil jeg absolut tasge del i koret: Det var en enormt berigende tid. Og for sådan en som mig med en helt forkvaklet barndom og opdragelse, var det sikkert det eneste der reddede mit liv.
Og hvad har du så drevet det til, spørger én pædagog, vorherrebevares!
Jamen er det ikke netop et udtryk for, at noget blev hængende? Et af de mest prisværdige erhverv overhovedet! Arbejdet er hårdt, betalingen er ydmyg, og hvad vil de have disse neo-konservative? At vi allesammen er aktieselskabsledere. Je gik selv på universitetet, droppede ud fordi jeg ikke kunne se noget formål med ræset og blev tømrer.
Der skrives så meget i avisen om golbal opvarmining versus overforbrug, profitdrevne multinationale selskaber - var det ikke netop hele det mislykkelige morads vi prøvede at etablere et alternativ til? - Lejlighedsvis maodyrkelse og anden vildfarelse til trods?
Der er mange gamle kollektivister, venssteorienterede osv, der nu er stået på forbrugerræset, men blandt dem som ikke har, eller i hvert fald har prøvet at begrænse vores påstigen så vidt muligt - vi lever jo netop så vidt vi ydmygt er i stand til under omstændighederne eksemplet på, hvad det vil sige at vende os bort fra det overforbrugende samfund til noget der er mere bæredygtigt, hvis der overhovedet er noget bæredygtigt. Jeg er ved at nærme mig Derrick Jensens synspunkt - bæredygtighed er ikke muligt for et "civiliseret" samfund, også selv om jeg selv sætter pris på et vist mål af civilisation.

Men når så meget så er sagt, vil jeg godt fortsåtte med at sige, at jeg gerne tror, at alle disse noble idealer i sidste ende ikke er kommet til noget videre i den forstand at de neo-liberale klart har vundet kampen, at de nok skal få deres vilje og ødelægge kloden, mens de tjener masser af penge, som de så senere kan æde fordi intet vil gro længere (eller sådan kan man da sidde og fantasere i sin græmmelse).
Og når man tænker på alle de millioner af socialister, som kæmpede en brav kamp for en bedre verden - nej her inkluderer jeg ikke de stalinistiske partiapparaters undertrykte millioner, selvom de givetvis fortjener at blive inkluderet, jeg tænker kun på alle de socialister, som kæmpede mod det kapitalistiske undertrykkelsesapparat i vore vestlige lande i 150 år med overvejende demokratiske midler - i hvert fald ike mindre demokratiske end modparten - ja når man tænker på alt det arbejde de lagde i en bedre verden, og alligevel tabte slaget til de neo-liberale - så vidt jeg kan se - så ser det ikke godt ud for verden, men - Blütnikopf og alle jer andre - vi prøvede i hvert fald så godt vi kunne, og det kan I ikke tage fra os på trods af diverse vildfarelser, som krøb ind her og der. Vi prøvede og vi tabte. Tillykke med sejren! Nyd den så godt I kan faneme, indtil I har tjent godt på at splitte kloden ad.

Kære Claus!

Det er synd og skam, at du ikke oplevede de glade tider, der sidst i tresserne´og i begyndelsen af halvfjerdserne.

Dengang kunne man endnu ligge på plænen vest´for Odense Universitet på en solbeskinnet dag og bare nyde livet sammen med en vidunderlig kvinde (eller flere).

Der var ingen totalitære visioner. Det var bare ren livsglæde.

Det er en vidunderlige ballast at have med i livet på sine gamle dage, og jeg forsøger at give den videre til børn og børnebørn (dog uden detaljer).

Du er en vred ung mand. Jeg er en tilfreds gammel mand.

Jeg ved ikke, hvad du er så vred over. Men jeg ved, hvad jeg er tilfreds med.

Claus Rasmussen: "som artiklens forfatter at ende med at sidde og fede den i det offentlige i et job, enhver fjortenårig puberitetstøs vil være mere kvalificeret til at varetage. "

Denne beskrivelse af en pædagogs nedslidende, ansvarsfulde og samfundsnyttige arbejde udelukker dig fra at blive taget den mindste smule alvorligt fremover.

Allan Nørgaard Andersen

Vedr. Claus Rasmussens indlæg.
Indlæg som Claus Rasmussens i denne debat er gode at få forstand af og værd at diskutere. De illustrerer flot at det kollektive gruppepres i dag er enormt meget større og mere udbredt end nogen side på venstrefløjen 70-erne.
Der er jo i sig selv noget besynderligt i at man idag anklager den relativt beskedne del af samfundet, som tillod sig andre meninger end flertallet, for indoktrinering, ensidighed og gruppepres.

Claus Rasmussens aggressive reaktion må skyldes, at han slet ikke kan udholde at der findes andre opfattelser af verden, end den der behersker billedet i dag.
Hans indlæg er et godt eksempel på gyldigheden af dem marxske påstand om at "den herskende ideologi er de herskende klassers ideologi."

Og sådan vil Claus Rasmussen sikkert også helst have det!
Hans slags har jo ikke selv erfaringer med at artikulere sig mod dem der har magten. Disse mennesker er meget omhyggelige med kun at udtrykke ting, som de ved vil skabe velvilje hos dem der har magten i dag - og som også havde magten i 70-erne.

Tak til Claus Rasmussen for de fantastisk underholdende indlæg. Måske overspilles parodien en anelse, men tak alligevel :-)