Kommentar

Gratis-princippets principielle vås

Anbefaling til justitsministeren om at bruge sin ret til at skaffesig skattebetalt viden
Justitsminister Lene Espersen har udtrykt ønske om at kunne sende terrormistænkte folk ud af landet, uanset at disse måtte havne i et land, hvor myndighederne udøver tortur. Forslaget røber en betydelig mangel på viden om tortur.

Justitsminister Lene Espersen har udtrykt ønske om at kunne sende terrormistænkte folk ud af landet, uanset at disse måtte havne i et land, hvor myndighederne udøver tortur. Forslaget røber en betydelig mangel på viden om tortur.

Tariq Mikkel Khan

26. april 2008

De konservative vil have indført brugerbetaling. Et pudsigt forslag. Partiets ledende folk vil gratisprincippet til livs. Ambitionen røber om ikke andet partiets frustration over at stå i stampe i meningsmålingerne. Gratis-princippet har jo sådan set kun aktualitet, hvis man ikke betaler skat eller ikke betaler det, man skal, i skat. Erlægges i statskassen, hvad det politiske system bestemmer, får man ikke noget gratis. De konservative har måske ikke tænkt over det.

Tankegangen kræver også det minimum af et abstraktionsniveau, man heller ikke forbinder med den konservative toneangivende elite. Et eksempel. Justitsminister Lene Espersen bekendtgør sit ønske om at kunne sende terrormistænkte folk ud af landet, uanset at disse måtte havne i et oprindeligt hjemland, hvor myndighederne ofte og gerne udøver tortur. Forslaget røber en betydelig mangel på viden om tortur.

Den viden kunne justitsministeren indhente på det nærmeste folkebibliotek, såfremt dette ikke som følge af sammenlægninger og besparelser er nedlagt og ikke er så nærmest mere. Men altså så det næstnærmeste folkebibliotek. Her er - skønt stærkt underbemandet - det rare personale parat til at stå ministeren bi med råd og dåd, hvad angår litteratur om tortur og torturens følger, om torturens historie og om de lande, hvori der praktiseres tortur. Ministeren kan de fleste steder låne lige så mange bøger, hun vil, og ved læsningen heraf hurtigt indse, at hendes forslag ikke alene er dårligt og uigennemtænkt og vidner om den mest grænseløse uvidenhed, men også at det vil kunne gøre hende ikke kun til medvider om umenneskelig behandling af andre folk, men også direkte medskyldig.

Tvivlsom garanti

Lene Espersen vil også kunne blive oplyst om, at man i visse tilfælde ifølge menneskerettighedsdomstolen kan udvise til torturlande, såfremt disse lande afgiver en garanti for, at de over for den pågældende tvangsindrejste person ikke agter at bruge tortur. Herefter vil minister Espersen i et par andre anviste bøger af bibliotekaren eller ved henvisning til passende adresser på nettet blive klar over, at en sådan garanti er vigtig for personen, der måtte blive truet med tortur, at medbringe i torturkælderen. Her bør vedkommende selv rulle det papir sammen, hvorpå garantien er skrevet, således at bødlerne en bagatel mindre smertefuldt kan stikke det skråt op i personen. Under Historie 90-98.9 i systemkataloget kan ministeren læse sig til skiftende landes misbrug af aftaler af den art.

Hvis hun stadig er i tvivl, kan hun gå til 32.2: politiske forhold i enkelte lande. De flinke bibliotekarer er under hele processen behjælpelige, især over for en person, hvis forudsætninger er åbenbart mangelfulde. Såfremt ministeren efter at have indhentet den viden, hun mangler, insisterer på at udlevere udvalgte personer til tortur, kan hun sikkert under 20-29 i biblioteksdecimalsystematikken, som omhandler tro og religion, skaffe sig aflad for alligevel at gøre noget så forfærdende som bare at tænke på at sende folk til et land, der torterer.

Hvad enten justitsministeren nu kommer til det ene eller andet resultat, og man gætter nok ikke forkert, hvis hun kommer til det sidste, har hele denne oplysningsproces, hun har gennemgået på sit bibliotek jo ikke været gratis. Ministeren har ganske vist ikke været til lommen på noget tidspunkt eller har over for bibliotekarerne skullet gøre rede for tidsforbrug og den slags. Men hun har betalt skat. Den skat er ikke i personlig forstand aktiv uafbrudt, således at man døgnet rundt får det, man betaler for sine skattekroner. Det vidste Lene Espersen måske ikke? Men det forholder sig således, at man modtager efter rimeligt behov. Et biblioteksbesøg er et sådant rimeligt behov.

Eller hvis man janger sin bildør op i næsen på en sagesløs cyklist, så vedkommende skvatter af cyklen og slår sig slemt. Joh, lige netop en sådan situation, justitsministeren selv har været ude i. Altså at det var hende, der sad bag bildøren, og et sagesløst kvindemenneske, der tog imod den dør, ministeren uden at se sig for smækkede op lige i masken på hende. Den sagesløse slog sig ad helvede til og kom på hospitalet. Kun tilsyneladende gratis. For både minister samt offer for døren, må man formode, betaler skat. Skat er også en kollektiv forsikring. Det, man modtager af goder, er følgelig ikke gratis. Med andre ord er det noget vrøvl, hvad de konservative siger om emnet, og det har det til gengæld altid været. Lige som det er noget vås, blot af en noget farligere karakter, at tro, at man risikofrit kan udlevere personer til lande, der torterer. Det gør end ikke amerikanerne fra Guantánamo.

Global anstændighed

Det er en tragisk verden, i hvilken vi lever. Det vækker opsigt i den amerikanske valgkamp og i medierne, når kandidaten ikke kan ramme keglerne på en keglebane eller drikke whisky af spand. Men at samme kandidat vil nedlægge Guantánamo, kommer langt nede på listen. Hvad er det dog, der sker i disse år med den globale anstændighed i nationer, der materielt aldrig har haft det bedre og i øvrigt salvelsesfuldt koketterer med deres åndelige værdier, så man snart ikke kan åbne radioen for lutter (Luther) selvfedt præk. Hvad fanden er det dog, der sker!

Forleden fejrede medierne herhjemme, at statsministeren fejrede sin 10-årsdag som Venstres formand. Halleluja.

Anstændigvis nævnte flere den kreative bogføring, som man da også af og til bør erindre om i offentligheden; men de fleste fortav hans dengang grove vildledning af Folketinget. Ellers opdelte man Fogh Rasmussens gerninger i de mange vellykkede og de få mindre vellykkede. Fantastisk. Såfremt det at kunne holde sig ved magten er kriterium for succes, så er det jo rigtigt nok. Det er kynikerens vurdering. Men pressen, medierne, burde vel ikke som sådan være kynikere, men derimod moralister i det mindste i et eller andet omfang. Eftersom det er gamle spindoktorer, der sidder og kommenterer, gælder det selvfølgelig om at fremstå mere cool end de andre og helt og aldeles på magtens side. Så får man jo selvfølgelig også vurderinger med moralen som sorteper.

Men hør nu her: Manden har ført sit land i krig. Ikke én, men to gange. Den første, som også kostede flere menneskeliv, var en total og nu sørgeligt bevist fejltagelse. De steder, danskerne færdedes, for resten nærmest spærret inde i deres lejr, hærges af borgerkrig. Amerika er ved at segne under byrden af en forfejlet krig på det forkerte sted til den forkerte tid med en forfalsket årsag og et manipuleret mål. Den danske statsminister har mere end nogen anden knyttet sig til denne politik og knyttet sig til en præsident, som allerede nu vil kunne indtage sin plads som formentlig nummer sjok på ranglisten over de amerikanske præsidenter. Den anden krig, Fogh Rasmussen har rodet Danmark ud i, går med søvngængeragtig sikkerhed i samme retning og varsler tragisk og uoprettelig fiasko. Statsministeren kunne passende tage sin justitsminister i hånden og gå på biblioteket og læse bare en lille smule om Afghanistans historie (98.2). Hvis han efter endt læsning stadig mener, at der er noget at celebrere, bør han søge mod hylderne med psykologi og måske koncentrere sig om okkultisme (14). Den såkaldt aktivistiske udenrigspolitik, statsministeren er så stolt af, kan jo være meget god, hvis den blot ikke var dømt til at mislykkes som udtryk for grønt lysende vanvid. Tillykke med det!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Georg Metz:

”Ministeren kan de fleste steder låne lige så mange bøger, hun vil, og ved læsningen heraf hurtigt indse, at hendes forslag ikke alene er dårligt og uigennemtænkt og vidner om den mest grænseløse uvidenhed, men også at det vil kunne gøre hende ikke kun til medvider om umenneskelig behandling af andre folk, men også direkte medskyldig.”

Her er den gode Georg Metz nok i virkeligheden lidt for fink ved Danmarks justitsminister. Jeg er faktisk alvorligt bange for at Lene Espersen ikke kan undskylde sig med uvidenhed.

Lene Espersen har erfaret, at hun år efter år kan vedblive med at være de borgerlige mediers darling blot hun konsekvent og uafladeligt fortsætter med at kræve højere og strengere straffe uanset hvilken retspolitisk problemstilling hun bliver bedt om at forholde sig til. Men det er naivt at tro at ministeren ikke selv er klar over, at hendes praksis er i lodret modstrid med al kriminologisk fagkundskab.

At justitsministeren nu også åbenlyst går ind for tortur er sådan set bare en logisk følge af denne linje. Så længe der er stemmer og publicity i det vil Lene Espersen i den grad blæse på, at hun som rendyrket populist konsekvent udtaler sig mod bedre vidne…

Heinrich R. Jørgensen

Helt enig med Per Thomsens kommentarer.

Det er ganske fortjent, at Lene Espersens udsættes for Georg Metz ætsende pen. Men det er også et nemt offer - enhver nogenlunde rationel, begavet og vidende person, kan jo gennemskue hende falskhed.

Det er selve velfærdsstatens velfærd, der er på spil med de voksende udgifter til indvandring, integration, familiesammenføring og undervisning og uddanelse og etablering af analfabeterne i Danmark.

For at udgifterne kan løbe rundt trods økonomisk vækst og årlig stigende BNP, der endnu overstiger stigningen i befolkningstallet fra indvandrere og deres børnerige muslimerflokke af børn og familiemedlemmer, må der indføres brugerbetaling på lægekonsultation, lægehjælp, uddannelse, asylbehandling, integrationskonsulentbistand, politihjælp osv. osv.

Og indførers CO2-afgift på indvandrers og asylbevilgede og deres familiesammenførtes energi og resource behov, som overstiger, hvad de plejer at bruge i deres muslimske hjemlande, fædrelande og oprindelsesudvandringslande, så man ikke diskriminerer nogen med ekstraudgifterne til de fædrelandsfile mennesker.

Hæhæ, pletskud fra Metz. Men argumentet om brugerbetaling kan ligeså godt vendes om. Vi betaler jo på den ene eller den anden måde, hvorfor så over skatten?

Engang var Davy Crockett, der var Kongresmedlem, ude at føre valgkamp. Dengang foregik den slags ved at man gik ud og snakkede med vælgerne. Crockett mødte en bonde der gik og pløjede og skulle til at fyre sin valgtale af. 'Et øjeblik', siger bonden, 'Oberst Crockett, jeg kan ligeså godt sige med det samme, at jeg ikke længere stemmer på Dem.'

Året forinden havde der været en stor brand i Washington og mange mennesker var blevet hjemløse og det var vinter. De samledes på trappen til Capitol Hill og klagede deres nød og vupti! havde alle de hjertensvarme kongresmedlemmer strikket en hjælpepakke sammen.

'Hvor i forfatningen finder De hjemmel for en sådan godgørenhed?', spørger bonden Crockett.

'Touché', siger Crockett (på amerikansk) 'men tænk på, at Amerika er et rigt land og den hjælp vi gav de ulykkelige af aldeles ubetydelig størrelse, tyve tusind dollars.'

'Det er ikke beløbets størrelse, svarer bonden og giver Crockett en længere skattepolitisk udredning, 'det er princippet. Magten til at inddrive og fordele penge er den farligste magt et menneske kan tildeles.' Bonden spytter, formoder man, en brun klat snus ud i plovfuren og fortsætter med en lang klamamse om finanspolitisk ansvar og konkluderer: 'For når Kongressen først har ret til at dele penge ud efter forgodtbefindende, er det skruen uden ende. Det er nemlig kun alt for let at dele ud af penge der ikke er ens egne, og jeg har da bemærket mig, at ingen af de værdige kongresmedlemmer gav de nødlidende penge fra deres egen tegnebog.'

Han er ikke adjunk. Han er Ad-Junk. Reklameskrald. Eller storforbruger af Ad-junk, og har som sådan mistet evnen til at tænke selv.

Så er det nemmeste jo at starte automaten, og spy de pre-programerede fraser ud. Ve den stakkel der vover at nuancere Ad-junk'ens verdenssyn.