Læsetid: 4 min.

Er Grønland dømt på forhånd?

Grønland får negativ særbehandling i Danmark
23. april 2008

Siden tv-udsendelsen 'Flugten fra Grønland', har medierne i Danmark været tunge af beskyldninger mod det grønlandske samfund. Det er bl.a. sket under anførsel af Air Greenlands direktør Michael Binzer, der i flere omgange har anklaget systemet for både nepotisme, korruption og udpegninger af folk uden kvalifikationer, specielt ved besættelse af bestyrelsesposter i de offentlige selskaber. En bemærkelsesværdig side af dette har været, at det formidles i dansk presse uden nogen som helst kritisk journalistisk bearbejdning.

Lad os f.eks. starte med korruptionsbeskyldningerne. Til mit vidende er der ikke ført en eneste sag til dato om korruption i Grønland, hvor det er lige så ulovligt som alle andre steder. Jeg vil derfor lægge den beskyldning til side, indtil der foreligger bare én sag, og i stedet se lidt på nepotismen.

Det drejer sig som bekendt om, at man bruger sin magt til at ansætte sin egen familie eller venner i et embede, endskønt der er andre kandidater til rådighed. Men hvad nu hvis man befinder sig i et samfund, hvor stort set alle er i familie med alle? Kan små samfund overhovedet bruge de samme normer på dette område som større samfund? Er det ikke på tide, vi i Grønland overvejer at udarbejde vores eget kodeks for nepotisme i stedet for hovedløst (igen) at overtage danske normer, der ikke passer til vores samfund? For det er faktisk nærmest umuligt som politisk leder i Grønland ikke på ét eller andet tidspunkt at ansætte eller udpege egne venner, partifæller eller sågar pårørende - hvis vi altså overhovedet må bruge grønlændere til noget som helst. Men det er netop ikke nepotisme, fordi det også altid knytter an til spørgsmålet om kvalifikationer.

Kvaliteter angribes

I den sammenhæng er der nu sket det helt utrolige, at det udlægges som suspekt at betragte kendskab til Grønland eller beherskelse af det grønlandske sprog som en kvalifikation i sig selv. Det er jo ganske enkelt absurd, at det ikke skulle være en klar kvalitet at beherske det sprog, som tales af landets eget folk. Lige som det naturligvis er en klar kvalitet at have et reelt kendskab til det samfund, man skal betjene. Når disse kvaliteter angribes, fordrejes det da også gerne til at det skulle være de eneste kvaliteter, der har vægtet i udvælgelsen. Men det er førnævnte Michael Binzer selv et dementi af. Han havde, da han blev ansat i Air Greenland, skabt sig en karriere indenfor SAS og dermed opnået de øvrige kvalifikationer, der først og fremmest gjorde, at han kunne ansættes. Men mon ikke det var hans kendskab til Grønland, der gjorde udslaget? For ud over det simple faktum, at ledere, der kommer til Grønland med et forhåndskendskab til vores samfund, klart er bedre til at integrere et givet selskabs ydelser i samfundet, så er der også den fordel, at de ofte har en tidshorisont i forhold til deres virke i landet, der rækker langt ud over de rene 'gæsters' ophold. Og med de problemer, Grønland har med at udvikle stabil arbejdskraft, er også det en kvalitet i sig selv.

Endelig er det som om, offentligt ejede selskaber, der bliver organiseret i aktieselskabsform, automatisk skal være løsrevet fra al politisk kontrol. Men disse selskaber er skabt af politikerne for at betjene borgerne og ikke for at lege uafhængige forretninger. Deres organisationsform er et forsøg fra ejerne (repræsenteret af det politiske system) på at maksimere forvaltningen ved en veksel-virkning mellem de to interesser.

Når ejerne derfor skal udpege sine bestyrelsesmedlemmer, er der to hensyn at tage. Først og fremmest at samfundets interesser bliver forvaltet i selskabet efter formålet, og dernæs, at der sidder folk med indsigt i netop den form for forretnings- og driftsform, der foregår i det pågældende selskabs regi.

På den baggrund har det grønlandske landsstyre gang på gang udpeget såvel personer med den relevante forretningsmæssige forståelse som personer med den relevante politiske forståelse til de samme bestyrelser. Og det er aldeles ikke sådan, at de grønlandske repræsentanter, som udpeges til bestyrelserne, ikke har en række andre kvalifikationer end blot en grønlandsk baggrund.

Dokumentere påstande

Tillad mig til gengæld her at rejse lidt debat omkring direktører i offentligt ejede selskaber, der involverer sig i en kritik med så stærke ord som nepotisme, korruption, og manglende kvalifikationer, oven i købet i udenlandske medier og uden nogen form for dokumentation. Når man er direktør for et selskab, der er bæreren af hele samfundets politik på ét bestemt område så får sådanne udtalelser jo betydning langt ud over selskabet selv. Det er hele landet, der brandes negativt.

Hvis man vil påtage sig et sådant ansvar, bør man efter min mening gå ind i politik og sikre sig, at man har et folkeligt mandat bag sig. Desuden bør man i det mindste kunne dokumentere sine påstande.

Det grønlandske samfund er meget åbent, og vi diskuterer meget gerne alle de politiske tiltag, vi har foretaget, siden vi fik magten over en begrænset del af vores eget land. Vi tager det ansvar, som er vores, både for det gode og for det dårlige. Heller ikke vi er ufejlbarlige, men vi sætter faktisk uvildige undersøgelser i gang, når vi mener, der er sket alvorlige fejl i vor forvaltning. Og vi handler efter de anbefalinger vi får.

Den negative 'branding' af vort land og folk, som vi ser i disse tider, har nu fået det resultat, at Transparency International vil foretage en undersøgelse af Grønland. Det er de helt velkomne til. Men at de på forhånd, og uden nogen som helst beviser, har fjernet Grønland som en del af Danmark i denne sammenhæng, fordi Danmark ligger forrest i det gode selskab, er endnu et bevis på, at Grønland i disse tider, i Danmark, får en negativ særbehandling uden sidestykke. Man plejer dog ellers at være uskyldig, indtil det modsatte er bevist.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg arbejdede engang i et kreditkortselskab. En meget kendt grønlandsk politisk sværvægter (ikke forfatteren) var kunde. Han havde fem-seks kort, alene i vores selskab, i kraft af forskellige offentlig og halvoffentlige hverv og bestyrelsesposter. Han havde et forbrug på 50-100.000 om måneden på det offentliges regning. Flere andre grønlandske politikere fulgte samme mønster, dog i mindre målestok, men stadig i et omfang der får Løkkes forbrug til at ligne selvfornægtelse.

Det var før dengang i midten af de glade halvfemsere, da det ikke rørte store sjæle at grønlandske folketingspolitikere ikke gad besvære sig med taxier når de var i Danmark, men lejede limousiner i stedet.

Når det er sagt, er der en pointe i, at det er svært at undgå nepotisme i et samfund på størrelse med Grønlands. Det er nok også dér man skal finde forklaringen på, at der aldrig er rejst en eneste sag om korruption i Grønland.

Færøerne har lidt det samme problem, men ikke så grelt som i Grønland. Dels har færingene ingen etno-romantiske fodlænker, så deres samfundsudvikling er ikke i samme grad hæmmet af museale hensyn, dels har de også flere af deres egne skattekronur i klemme end grønlænderne har.

Man plejer dog ellers at være uskyldig, indtil det modsatte er bevist.

Godt argument, Lars-Emil. De kan ikke bevise noget!

Formålet med politiske organisationer er korruption, at få snablen i statskassen så man kan belønne sine venner og straffe sine fjender. Man sætter krogen i tidligt, i ungdomsorganisationerne, partiet giver sodavand. Senere er det øl og ture til London og den slags. Når du får din første byrådspost, er du sovset så meget ind, at du iagttager streng omerta, alle har noget på alle.

Når du bliver statsminister, har du solgt din sjæl en million gange, og dit røvhul er på størrelse med et kloakrør. Men har man mave til det, er chancerne gyldne i politik. Ikke sandt, Hr. Dyremose.