Kommentar

Hånden over ...

Påstanden om, at Fogh aldrig læser bøger, skabte rystelser ikke blot på kulturredaktionsgangen, men i hele bladhuset, hvor selvopfattelsen efterhånden overhaler renheden i myten om den ubesmittede undfangelse indenom
24. april 2008

At jeg er temmelig langsom i optrækket, vil enkelte læsere af Information - hvor jeg med mellemrum frivilligt og ufrivilligt optræder - måske have lagt mærke til. Langsomheden kan skyldes senilitet eller almindelig retardering, men også have den enkle forklaring, at jeg af og til sidder fjernt fra Danmark og derfor f.eks. ikke har set, hvad bladets kulturredaktør, Peter Nielsen, skriver i lederen 1. april, og som vist nok ikke er en aprilsnar, men ægte informationsk alvor.

Sandsynligvis er sagen glemt, alligevel synes jeg, der kan være grund til at tage den op igen, for den handler om et af de mest sublime eksempler på spin, den danske offentlighed endnu har været præsenteret for. Anledningen var statsministerens overraskende indsats som festtaler ved tildelingen af Boghandlernes Gyldne Laurbær, som i år gik (fuldt fortjent) til Jens Smærup Sørensen for romanen Mærkedage. En lille håndfuld forfattere meldte sig i den anledning og beskrev deres overraskelse ved valget af festtaler - og så var fanden løs i Laksegade og ikke mindst i Store Kongensgade.

Det viste sig nemlig, at Anders Fogh Rasmussen - i modsætning til hvad jeg gav udtryk for i sammenhængen -ikke blot var en storartet, men ligefrem fænomenal læser, der kunne sin Smærup på fingrene og oven i købet gav flere bud på sin meget personlige tolkning af romanen, så den skepsis, et par formastelige havde luftet, ikke blot kunne manes i jorden, men straffes for den hørm af fordomsfuldhed den repræsenterede ikke mindst i undertegnedes tilfælde. Jeg havde nemlig påstået, at Fogh sandsynligvis aldrig læste en bog, og hvis han gjorde, var det næppe noget, der afsatte positive mærker eller gjorde ham visere.

Vinns vindretning

Det skabte rystelser ikke blot på kulturredaktionsgangen, men i hele bladhuset, hvor selvopfattelsen efterhånden overhaler renheden i myten om den ubesmittede undfangelse indenom, og et englekor brød løs med omtalte Peter Nielsen som forsanger: Statsministeren havde ikke alene læst en bog og holdt en pragtfuld festtale, han havde også med sit geniale spin sikret ikke blot de livsvarige ydelser til danske kunstnere, men garanteret kunstfondens beståen langt ind i evigheden!

Denne lykke - som normalt kun er garanteret de salige i paradis - er naturligvis ikke kommet i stand uden dygtigt for- og fodarbejde, ja selv den ellers lystige Bent Vinn har i mellemtiden skiftet vindretning og er gået over til de hændervridende, som måtte føle stor melankoli ved tanken om, at kollegaer ikke kunne se hvor bravt det var af statsministeren at stille op, og hvor dumt det var, at man ikke straks indså, at der med den litterære (og overraskende) lobhudling var tale om en håndsrækning til kulturen og afdækningen af et varmt bankende hjerte, der slår i takt med de mest livgivende strømninger i åndslivet og ærer og agter humaniteten.

Ja, jeg ved ikke, men mig forekommer det temmelig underligt, at den boglæsende statsminister samtidig kan krybe op og ned ad ryggen og være hjerteven med den mest livsfarlige præsident U.S.A. har haft siden embedet blev skabt, føre den danske nation i krig på et forløjet grundlag, skælde sine forgængere i embedet ud som vatnisser, fordi de i 1940 ikke lod de danske byer pulverisere, modtage den ene døde danske soldat efter den anden, være medvirkede til tusinder af uskyldige menneskers død - in casu for at skaffe dem fred og demokrati og frihed - og samtidig regere fædrelandet på Dansk folkepartis nåde, en medicin, der skal mere end pebermynte-dråber til at kvæle den rådne smag af.

Bidesilden Lykkeberg

At min påstand om, at Information stille og roligt driver mod højre og i favnen på reaktionen, bekræftes dag for dag, man kan blot sende en venlig tanke til bidesilden Lykkeberg, der får spat, hvis det blot antydes, at der i det nuværende tidehverv er temmelig rabiate antikulturelle kræfter på spil, mens omtalte Vinn ser en tendens i, at det er fortrinsvis de artige drenge, der vender sig mod krigen, altså nogen, der ligner overklassen i modsætning til ham selv, der altid roser sig af sin fedtede kasket, sin hængerøv og sine halvforsuttede bajere, fordi han mener sig at være af folket og dermed mere i kontakt med det ægte, det uforfalskede, det uskabagtige for ikke at sige det virkelige, danske liv.

Læg hertil den næsten unisone begejstring for det hellige, avisen kører med, hvor seniorkritikeren jodler sin begejstring ud, hver gang han i et værk sporer blot antydningen af kristen inklination, når han ikke lige bruger tiden til at lede efter den lækreste prædikant til søndagens gudstjeneste.

Det er og bliver en usalig alliance, den mellem hær og kirke, og det er simpelthen patetisk, når man gør stort knæfald for statsministeren og hans nykulturelle åbenbaring, hvis man tænker på, at samme mands regering indkøber for milliarder af (stort set) ubrugeligt militært isenkram og nu altså ser med nåde på, at kunsten får lov til at beholde sine 2.65 kr. - hvis såfremt i fald DF ikke kommer i vejen med en slæde.

Ny Wivel-bog

Lad mig til sidst glæde avisens læsere med en nyhed: Snart udkommer en bog om Ole Wivel og Ringen etc. på Informations forlag. Jeg medvirker, fordi jeg i sin tid skrev under på et læserbrev, Erik Knudsen, Bente Hansen og Torben Brostrøm sendte til Information, hvori vi forklarede, at Ole Wivel gennem et langt liv havde været alt andet end nazist (hvis han nogensinde har været det.) Men jeg sagde ikke alene ja til at medvirke i bogen for at klargøre mine synspunkter, jeg gik også med, fordi jeg derved kunne lægge afstand til andre misliebige personer, der planlagde bøger om samme emne. Jeg fattede nemlig tillid til journalist Anita Brask Rasmussen, der tilsyneladende ikke havde andet i sinde end at høre, hvad Bente Hansen og jeg og de andre brevskrivere havde at sige.

At bogen skal hedde Hånden over, og at bagmanden for det hele er Rune Lykkeberg , var der ingen, der fortalte. Jeg tør til gengæld vædde en hel kasse sild på, at med Lykkeberg ved roret bliver der tale om en moralsk henrettelse af Ole Wivel, som stort set er dømt på forhånd, uanset hvor megen dissens, der i øvrigt bliver afgivet. For sådan er avisen nu, sådan er dens medarbejdere: rene, fromme, foldede hænder over hele linjen, og Vorherre bestemmer i himlen og Anders Fogh Rasmussen og George W. Bush på jorden, de gode Guds mænd, der slår folk ihjel med den ene hånd, mens de vender blade i litteraturens store bøger med den anden. Hånden over!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lone Wienberg Hansen

Stop Pondus godkender jeg massiv udliciterings recessioner til kant emblems jord milde aftager og eskapade identitet. Hendøende med fremstrakt hånd vending. Optimal anstrenger jeg kontekst flop. vending og udlicitering til fløjkrigs lød. Vendes min daglige debuter. næppe stunt beroligelsens tidsmaskine er naps lokalt og fremstår for loge plads. Rislende og opulent skraber. 0. Faktisk som en enarmet folklore i legendarisk agtig tradition top seværdigt obskønt overdænge mølædte ribs ris som jeg koger til dagens ret. Spyd steg og is til dessert.

Klaus Rifbjerg, de danske venstrefascisters umuntre søn eller neo-nazistisk rasist ?

http://www.information.dk/161115#comment-54107

Både “blod” og “race” er historisk blevet brugt synonymt med kulturelt slægtskab, så der skal nok være en Rune Engelbrett, der kan fremskaffe citater, hvor Churchill bruger ordet “race”, og Krarup bruger ordet “blod”, men de ord er aldrig brugt til at karakterisere mennesker som biologiske væsener.

Det samme kan man ikke sige om for eksempel Klaus Rifbjerg, der i forbindelse med udlændingedebatten engang i 80′erne har udtalt, at vi danskere kunne trænge til noget raceblanding, så vi ikke gik rundt og lignede kogte kartofler i hovedet.
Her er race brugt i den biologiske, racistiske betydning, hvor Rifbjerg bestemmer danskerne som biologiske væsener, og bruger denne biologi som begrundelse for en bestemt politik.