Læserbrev

Hallo - smil

Debat
3. april 2008
Endnu en kampagne kom forbi, og endnu engang bliver vi alle ramt af skyld, kvalme eller bare ligegyldighed. Jeg nøjes med at undre mig over vores tilsyneladende kollektive tilstand af angst og melankoli. At tænke sig at det skulle ske for os - verdens lykkeligste folk

Endnu en kampagne kom forbi, og endnu engang bliver vi alle ramt af skyld, kvalme eller bare ligegyldighed. Jeg nøjes med at undre mig over vores tilsyneladende kollektive tilstand af angst og melankoli. At tænke sig at det skulle ske for os - verdens lykkeligste folk.

"Hallo - smil," råber jeg i mit stille sind til de mange cyklister, jeg møder hver dag på min gåtur op af grimme Tietgensgade. Jeg prøver at fange deres øjne, og jeg smiler bredt og synligt til dem. Hm- et enkelt gensmil bliver det da til, men de fleste har slet ikke tid og kræfter til at smile igen til denne mærkelige mand. Jow - kineseren med gratisavisen. Han og jeg smiler sammen - og det bli'r til et hyggeligt "go'mor".

Stress er blevet et must - ja, det er jo næsten blevet et 'brand.' Alle er stressede, og en masse lever af at afstresse dig for derefter at fokusere på, at du nu bliver mobbet. Og så må der jo endnu en kampagne i gang. Mobning er også efterhånden blevet et brand. Er du ikke det ene - bliver du det andet. At du ved det! Og det er ok - nå nej - det er ikke ok, men det skal en horde af medier, konsulenter, brancher nok hjælpe os med. For naturligt lykkelige, bekymrede, glade og næstekærlige må og kan vi jo ikke få lov til at være, vel?

Det er som en kæmpe mormordyne, der er ved at kvæle os alle sammen. Og tilsyneladende synes vores folkevalgte og medier, at sådan skal det være. Danmarks Radio har lige brugt et par måneder på det værste mobbemodelprogram, X-faktor, hvorefter de søsætter endnu en kæmpe kampagne mod mobning i skolerne. Ja'm nu har de unge jo lige lært at det er ok at mobbe - og så må de alligevel ikke?

Og regeringen har i årevis baseret deres mandat på det største mobbeparti i danmarkshistorien, hvor en gruppe af vores borgere har været udsat for massiv grov mobning i årevis. Men det er tilsyneladende ok - og selv Villy er nu også blevet medløber. Men regeringen kan skam selv, idet den tilsyneladende mener, at mange af deres egne ansatte - lærere, socialrådgivere, sygeplejersker og pædagoger mm. - skal mobbes og stresses ud.

Jow, gode modeller er de, og alt er tilsyneladende tilladt og ok. Stress og mobning er blevet varemærker. Ja, det er jo næsten ved at udvikle sig til en industri med mange ansatte. Og de er kommet for at blive, så længe vi har de modeller, vi har.

Men den hopper jeg altså ikke på, så engang imellem har jeg for vane at stoppe op, lukke øjnene, nyde byens lyde, bussens hvinen, cykelklokken, den stille susen og pludren, de mange barnestemmer, og jeg smiler. For jeg har tilladt mig at være naturligt lykkelig, bekymret, glad og næstekærlig.

Nogle gange kan man selv, og nogle gange skal man selv. Mærke livet! Mærke mennesket ved siden af dig - mærke verden.

Lad os sammen få fjernet mormordynen og starte en snak om anstændighed, respekt, ligeværd og omsorg for og med hinanden og alle vores samfundsmodeller. Lad os starte med at smile lidt mere til hinanden - vi kunne jo starte i dag. Smil til dig og mig på en torsdag.!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mit svar var til Lars Christiansen.

Vadmand,

Og hvor har jeg så fremsat den påstand?

Hans Jørgen: "Men der er sgu visse grænser. Jeg ser ingen grund til at respektere den muslimske kvindeundertrykkelse, for nu at tage et ret nærliggende eksempel. Slet ikke i den ultimative form: æresdrab, hvoraf der jo har været et par stykker her i landet."

Underforstået - det er åbenbart det, JEG tager i forsvar.

og Lars: "Om så Kurt Westergaard blev halalslagtet midt i hans midtsjællandske idyl, ville han ikke ændre mening om noget som helt. Det er ren gasbeton."

Altså: Jeg går ind for mord på islamkritikere.

Synes I selv, det er en særligt behagelig debatform?

Kære Per!

Det har aldrig nogen sinde været min mening at insinuere, at du skulle være tilhænger af æresdrab. Og jeg fatter ikke, hvordan det skulle kunne underforstås af, hvad jeg har skrevet.

Jeg fremsætter en generel betragtning, gående ud på, at ikke alt er lige godt, at f.eks. islams kvindeundertrykkelse ikke fortjener respekt, og da slet ikke i den groveste form, nemlig æresdrab.

Hvordan kan du opfatte det som en anklage mod dig for at gå ind for æresdrab?

Pointen var alene, at automatisk respekt for alt ikke holder en millimeter. Der er grænser for, hvad der bør respekteres.

Men jeg skal gerne understrege eksplicit: jeg har ingen som helst grund til at tro, at du går ind for islamisk kvindeundertrykkelse. Højst sandsynligt synes du, ligesom så mange andre, at det er et uhyggeligt fortidslevn. Eller tager jeg fejl?

Vadmand,

Kurt Westergaard-eksemplet er ment som et BILLEDE paa din virkelighedsfornaegtelse.

Hvordan kan du faa det til at betyde, at du skulle gaa ind for aeresdrab - jeg troede ikke, at en mand der beskaeftiger sig professionelt med litteratur ville have saa svaert ved at laese indenad.

jeg forstaar heller ikke, hvorfor du svarer HJL igen, naar nu du aabenbart ikke havde henvendt dit til ham.

Forvirret, foelg med i Vadmands naeste svar

Lassen: "ikke alt er lige godt, at f.eks. islams kvindeundertrykkelse ikke fortjener respekt, og da slet ikke i den groveste form, nemlig æresdrab."

Helt enig. Men hvorfor så overhovedet bringe æresdrab ind i billedet om ikke for at antyde muligheden af, at jeg nok også har "respekt" for det?

Og Lars Christiansen - hvordan kan en sætning som: "Om så Kurt Westergaard blev halalslagtet midt i hans midtsjællandske idyl, ville han ikke ændre mening om noget som helt. Det er ren gasbeton." forstås som andet end en grov insinuation?

Kender I Kumbels gruk:

"En yndet form for ploemik
består i det probate trik
at dutte folk en mening på
hvis vanvid alle kan forstå."

Et "probat trik", ja - men ikke befordrende for en saglig debat.

Kære Per!

For at gentage: jeg er ikke interesseret at antyde noget som helst om dig, intet.

Min pointe var overhovedet ikke personlig, men principiel: der er ting, der er så langt ude, at de under ingen omstændigheder kan accepteres, heller ikke med den begrundelse, at der er tale om en anden kultur, og de kulturelle forskelligheder må respekteres.

Æresdrab kan vi alle blive enige om ikke skal accepteres, selv om de indgår i visse formørkede kulturer og har fundet sted i Danmark. Så har vi allerede etableret et grundlag for diskussionen: nemlig at visse ting må man nødvendigvis sige fra overfor. Det er da i det mindste et udgangspunkt. Og det var derfor jeg bragte æresdrab ind i billedet: for at etablere et ubestrideligt grundlag, for at demonstrere, at ingen mener eller kan mene, at alt er lige godt, men blot forskelligt.

Det næste spørgsmål er så: hvor går grænsen? Og det er straks vanskeligere. Skal den islamiske kvindeundertrykkelse i øvrigt accepteres her i Danmark, hvor vi ser den foregå for vore øjne hver dag? Hvis ikke, hvordan skal den da bekæmpes? Og det har jeg personligt ikke noget svar på.

Jeg er kommet i tanker om en film, Hans Jørgen Lassen! En film, som jeg engang havde en voldsom diskussion med en bofælle om, nemlig "Zorba", med Anthony Quinn og efter Kazantzakis.
En væsentlig scene i den går ud på, at en ung enke, der ikke vil underlægge sig landsbyens traditioner og gifte sig igen, bliver slået ihjel af den forsmåede bejler, og det er bestemt spørgsmålet om æresdrab, der her problematiseres. Den engelske hovedperson, man ser historien igennem, kan svært forlige sig med dette, der på det nærmeste er en henrettelse, men jeg havde nu ikke svært ved at forstå det dengang, eller nu.
Samtidig rummer det også kimen til, hvad man skal børe for at komme den slags i bund og grund drakoniske, men i små samfund traditionelt set nødvendige krav om at underlægge sig traditionerne: det store samfund skal inkludere medlemmerne i det lille samfund! Så opløser det sig, for så forsvinder nødvendigheden; men så længe det store samfund isolerer, bagtaler og diskriminerer det lille samfund, bliver det svært at få bugt med de regler, der skal sikre, at mennesker indbyrdes kan stole på hinanden i en barsk verden.
Sålænge verden er barsk, tvinger fællesskab folk til at underlægge sig normer, er verden imødekommende, løsnes båndene. Jeg synes nu også, at jeg ser en tydelig parallel i det store samfund.

Kære Peter!

Jeg kan godt til en vis grad forstå, hvad du mener, men også kun til en vis grad. For der er vist nogle konkrete problemer. Du skriver:

det store samfund skal inkludere medlemmerne i det lille samfund

Sympatisk og prisværdigt, men hvordan forestiller du dig konkret det skal foregå? Selv har jeg svært ved at se, hvordan det er muligt at inkludere personer, der føler æresdrab som en nødvendighed. Eller som anser danske kvinder/piger for luddere.

Kan man inkludere æresdrab? Nej, vel?

Kan man inkludere kvindeforagt? Nej, heller ikke?

Så hvordan skal man (hvem) inkludere, og hvad skal inkluderes? Og hvad skal ekskluderes?

Og det hele forudsætter jo også, at de pågældende ønsker at blive inkluderet.

Det er ikke det, man inkluderer, det er mennesker, nye borgere i dette land, Hans Jørgen Lassen! Sålænge man holder dem ude af arbejdsmarkedet (og det har man gjort), undlader at give dem de redskaber, der skal til for at kunne begå sig i samfundet (og har man gjort, bl.a. med perifer sprogundervisning), skaber man forskelle.
Hvis folk skal finde ud af, hvordan man lever og begår sig hos os, må man sørge for, at de får det at se på daglig basis. Folk forlader ikke det velkendte og sikre, hvis der ikke er gevinster at hente ved at gøre det, og det har det danske samfund mildt sagt ikke budt på.

Kære Peter!

Det er muligt, at du har ret; min viden på området er begrænset. Jeg kender faktisk kun ganske få muslimer, og ikke engang særlig godt. Der er f.eks. grønthandleren, en meget venlig mand; nej, jeg kan vist ikke komme i tanke om flere.

Du hævder altså, at muslimer bliver holdt ude fra arbejdsmarkedet (af politikere og arbejdsgivere?), og at de ikke har mulighed for at lære dansk. Vi ser her bort fra grønthandleren, som ikke er holdt ude og godt kan snakke dansk.

Er det rigtigt? Gælder det generelt?

Gælder det også konkret for de grupper, som praktiserer kvindeundertrykkelse, og som - på dansk - giver udtryk for deres kvindeforagt?

Hvad kan der konkret gøres, efter din mening, for at inkludere disse mennesker?

Det gælder formodentlig ikke nu, hvor man i stedet med alskens tvangsforanstaltninger forsøger i anden omgang at tvinge dem, man i første omgang vragede - og de børn, der er vokset op under det vilkår selvfølgelig.

Bevares, det var da vanskelige år for gamle Danmark, med en arbejdsløshed på nærved 20%, og med udsigt til at hele generationer af danske unge måske aldrig ville få fodfæste på arbejdsmarkedet. Klart, at indsatsen under de omstændigheder overfor flygtninge, indvandrere og familiesammenførte i de små 20 år blev sporadiske. Men den slags undladelsessynder giver bagslag, ingen tvivl om det: ghettoer, parallelsamfund, sygeliggørelse, forarmelse og, næppe så overraskende: en ikke nødvendigvis særlig positiv opfattelse af samfund, man aldrig er blevet inviteret til at tage del i.
Men selvfølgelig har nogen alligevel taget kampen op og f.eks. åbnet pizzeriaer, kiosker, grønthandlere, tæppeforretninger - men meget videre er foretagsomheden ikke gået. Hvor økonomisk fantastisk det har været, får man imidlertid et indtryk af, når man kan læse, at arbejdet som natbuschauffør er et skridt op ad karrierestigen:
http://www.information.dk/156409

Hm ...... Jeg er da glad for, at I kom til....... så det med at smile er vist lidt svært hos nogen af jer. Håber I må smile lidt mere fremover. kh Søren

Sider