Kronik

Holland - et skræmmebillede

Når Holland tidligere end Danmark oplevede 'bål i gaden' og er et skridt længere fremme med terrorforebyggelse, kan det skyldes, at Holland også har praktiseret assimilationspolitik på uddannelsesområdet. Landet diskriminerer minoritetselever med de oplevelser af krænkelse og udvikling af 'dem-og-os'-oplevelse, der kan føre til uro
Hollandske byer som Rotterdam og Amsterdam har gennem årene haft voldsomme problemer med store grupper af unge drenge, der udøver vold og kriminalitet.

Hollandske byer som Rotterdam og Amsterdam har gennem årene haft voldsomme problemer med store grupper af unge drenge, der udøver vold og kriminalitet.

Van Assendelft

14. april 2008

Enigheden blandt politikere i Danmark om hvad der skal til for at skabe bedre integration er slående stor, når det gælder skole og uddannelse. De fleste mener, at spredning af tosprogede elever og mentorordninger er centrale midler til at opnå bedre integration. Mindre slående er de referencer, der gives, når de valgte metoder skal begrundes. Hvorfra ved Anders Fogh, Helle Thorning og Willy Søvndal, at mentorordninger og spredning af etniske minoritetselever virker? Måske har de fundet inspirationen i Holland. Der har de nemlig længe forfulgt sådanne strategier - uden succes.

Vi har med 10 års mellemrum besøgt det hollandske uddannelsessystem på et såkaldt Arion-besøg finansieret af EU. Formålet med sådan et besøg er at lære af andre landes erfaringer og skabe dialog mellem uddannelseseksperter på tværs af EU's grænser. Det sidste besøg, som vi refererer til i det følgende fandt sted i december 2007. Her blev der præsenteret en integrationspolitik på uddannelsesområdet, der på en lang række områder ligner den politik, der har været ført i Danmark. Der er blot den forskel mellem Danmark og Holland at hollænderne er ca. syv-otte år 'foran' med deres assimilationsstrategier. Derfor er det nærliggende at antage, at nogle af de problemer, de i dag oplever som konsekvens af integrationspolitikken i skole og uddannelse, vil afføde mindst lige så store problemer i Danmark, som de har gjort i Holland. Medmindre vi tager ved lære af hollænderne og sadler om og går en helt anden vej belært af deres dårlige erfaringer. Spørgsmålet: Hvad er gået galt i Holland diskuteres for tiden af politikere og embedsmænd og en evaluering er på vej. En tur rundt i det hollandske uddannelsessystem har givet os indblik i, hvad der kan være gået galt.

Sprog betyder hollandsk

Hollandsk som andetsprog er eksempelvis ikke udviklet som fagområde hverken i læreruddannelsen eller i den nationale læreplan. Det vil sige, at alle elever undervises som om de har hollandsk som modersmål. Minoritetsmodersmål har ikke eksisteret som en del af det offentlige uddannelsessystem i Holland siden 1996, og tillægges ingen betydning som læringsredskab. Sprog betyder i Holland anno 2007/08 derfor udelukkende hollandsk og fremmedsprog som engelsk, fransk og tysk. Med andre ord ignoreres elevernes tosprogethed fuldstændig. I forlængelse af denne forståelse satses mange penge på at lære børn med minoritetsmodersmål hollandsk fra 2 1/2 års alderen. Det nyeste tiltag på dette område er en stor økonomisk satsning fra regeringen for gennem socialarbejdere, lokale lægehuse mv. at få fat i alle børn så tidligt som muligt, så de kan begynde at modtage undervisning i hollandsk. Fra eksperter på området ved vi, at det er absurd at tænke sprogudvikling fra toårs alderen uden at integrere barnets modersmål. Derudover ved vi blandt andet fra nationale evalueringer i Danmark fra 2004 og 2007, at en tidlig indsats med undervisning i andetsproget ikke erstatter det behov barnet har for andetsprogsundervisning op gennem skoleforløbet. Det er en myte som også politikere i Danmark har lagt til grund for en 'tidlig indsats' med undervisning i dansk ned til treårs alderen.

Statisk kulturforståelse

Forklaringen på minoritetselevernes dårligere karakterer og store frafald fra ungdomsuddannelserne blev både i det hollandske undervisningsministerium og af lærere og skoleledere forklaret med, at eleverne talte et andet sprog i hjemmet end hollandsk og havde en kultur, der for nogle elevers vedkommende betød, at de ikke lærte at opføre sig ordentligt. På nogle uddannelsesinstitutioner fik vi forklaret, at nogle forældre 'på grund af deres kultur' ikke opførte sig som det blev forventet af forældre i den hollandske skole. Svaret på det sidste var forældreopdragelse i form af aktiviteter, der skulle 'trække' forældrene til skolen. Det bestod f.eks. i, at forældre skulle møde op med en national ret til et fællesarrangement, mens det blev understreget, at det kun blev talt hollandsk og man ikke ønskede familiens modersmål talt inden for skolens mure.

Den monosproglige og kulturassimilerende dagsorden er tilsyneladende blevet så naturliggjort på alle niveauer i skolen i Holland, at professionelle inden for uddannelse ikke finder det nødvendigt at begrunde sig fagligt. I et fagligt perspektiv er der nemlig ingen modsætning mellem anerkendelse, brug og udvikling af minoritetsmodersmål og stor kompetence på det nationale sprog - tværtimod er det første det andets forudsætning. På de skoler og uddannelsesinstitutioner vi besøgte, var tilgangen til forskellighed i elevgruppen, at det forstyrrer og er udtryk for mangler i forhold til 'det hollandske'. Det er en statisk forståelse af mennesker, sprog og kultur, som er helt ude af trit med virkeligheden. I Holland udgør indvandrere og efterkommere f.eks. 10 pct. af befolkningen. Det var stort set fraværende, at der også kunne være behov for udvikling af skolerne og uddannelsesinstitutionerne i forhold til at undervise et sprogligt og kulturelt mangfoldigt elevgrundlag.

Den førte politik

Trods store økonomiske investeringer skaber denne uddannelsesstrategi dårlige skoleresultater for tosprogede elever i Holland. Samtidig forstærkes den sociale og kulturelle segregering. Dårlige skoleresultater medfører, at etniske majoritetsforældre shopper til skoler med bedre gennemsnit - som oftest er de skoler med socioøkonomisk bedre stillede elever med majoritetsbaggrund. Nogle byer og bydele har forsøgt at løse problemet ved at 'busse' elever til andre skoler, så fordelingen af sorte og hvide elever - som eleverne blev omtalt i Undervisningsministeriet i Holland - bliver anderledes. Problemet er, at denne spredning ikke er forbundet med et bedre undervisningstilbud som f.eks. mulighed for tosproget undervisning, der inkluderer elevens modersmål. Målet er ene og alene en anden fordeling af børn med forskellig hudfarve. Alligevel er det kun etniske minoritetsbørn der blev busset rundt. Resultaterne blev ikke som forventet, og derfor droppes de dyre ordninger, de fleste steder.

I forlængelse af de dårlige skoleresultater kæmper hollænderne også med et stort frafald af unge - primært drenge og primært med tyrkisk, marokkansk og arabisk baggrund. Ca. 60 pct. af de unge med indvandrerbaggrund forlader uddannelsessystemet uden en ungdomsuddannelse. En problematik vi også kender fra erhvervsskolerne i Danmark, men hvor frafaldet kun på enkelte fag når op på de dimensioner, der udgør gennemsnittet i Holland. Derudover kæmper de større byer som Rotterdam og Amsterdam med voldsomme problemer med store grupper af unge drenge, der udøver vold og kriminalitet. I et interview den 17. februar fortalte en hollandsk-marokkansk borgmester fra en af de bydele, hvor der for et halvt år siden var bål i gaden, at han tolkede de unges strategier som reaktion på en oplevelse af at være ekskluderet og diskrimineret.

Ondets rod

Tilbage i Danmark oplevede vi, at der kom bål i gaderne, som der tidligere har været i Holland. Politikere og medier satte fokus på ungdomskriminalitet og vold, samt spørgsmål om hvorvidt disse tendenser skaber øget risiko for terror. Når Holland tidligere end Danmark oplevede 'bål i gaden'. og er et skridt længere fremme med terrorforebyggelse, kan det skyldes at Holland også har praktiseret assimilationspolitik på uddannelsesområdet, der diskriminerer minoritetselever med de oplevelser af krænkelse og udvikling af 'dem-og-os'-oplevelse, der kan føre til uro. Skal man forebygge segregation og krigslignende tilstande i gaden, mener vi, at man skal et spadestik dybere end gadeovervågning, mentorordninger og spredning af tosprogede elever. Vi mener vejen frem skal findes i en udvikling af samfundets institutioner - herunder i særlig grad udvikling af skole og uddannelser - så de i langt højere grad kan inkluderer minoriteters sprog, kultur, religion, historie og traditioner på lige fod med majoritetens. Indholdet i uddannelserne skal udvikles så alle børn og unge opnår de faglige og sociale kompetencer, der er brug for i samfundet. Herunder hører at såvel minoritets- som majoritetsbørn lærer om menneskerettigheder, børns rettigheder og medborgerskab.

Det er forudsætningen for at alle kan få adgang til at bruge den ytringsfrihed, der er så meget i fokus i den aktuelle debat.

Bergthóra Krístjansdóttir og Lene Timm, forfattere til bogen 'Tvetunget uddannelsespolitik - dokumentation om etnisk ulighed i folkeskolen'. Nyt fra Samfundsvidenskaberne 2007

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer