Læsetid 4 min.

Jungleloven hersker på Guantanamo

I Camp Justice er man ved at færdiggøre en stor retssal, som skal bruges af den militære kommissionsdomstol mod seks mænd, der anklages for medvirken ved terrorhandlingerne 11. september
2. april 2008

De to leguaner stod spændte som fjedre over for hinanden. Så gik den ene efter struben på den anden. Vi stod et par meter fra dyrene og betragtede, hvordan jungleloven udfoldede sig i praksis.

Stedet var Guantanamo fangelejren: Og 'vi' var amerikanske presseofficerer sammen med en lille gruppe af pressefolk fra Danmark og Frankrig. De sarkastiske bemærkninger fløj gennem luften, for vi havde lige hørt, hvordan forholdet mellem fanger og vogtere i den grad var anspændt.

Men her hører lighederne så ellers op. For leguanerne søger frivilligt til Guantanamo for at undgå at ende som en delikatesse i de cubanske kødgryder. Mens de ca. 800 fanger, der siden 2002 har været interneret, er bragt hertil hætteklædte og i lænker.

Jeg havde arbejdet hårdt på at komme til Guantanamo. Jeg trængte i den grad til at få sat billeder og levende mennesker på mine forestillinger om stedet. Men jeg vidste også, at det ville blive begrænset, hvad vi fik at se, og at vi ikke måtte interviewe nogen af hovedpersonerne, de 275 internerede, som fortsat er indespærret.

Fangeoprør

De forestillinger, jeg havde dannet mig, vedrørte tre områder: behandlingen af fangerne, forhørsmetoderne og det juridiske system.

Med hensyn til behandlingen havde presseofficererne valgt at overbevise os om, at det var fangerne, som behandlede vogterne dårligt og ikke omvendt. Oberst Ed. Bush underholdt os fra begyndelsen med alt det, som fangerne smed i hovedet på vogterne af menneskelige sekreter, og en ung vogter klagede over, at han blev kaldt for monkey arse face. Oberst Bush røbede, at der for et år siden havde været et veritabelt fangeoprør. De internerede i Camp Delta - som endda er de mest samarbejdsvillige - havde splittet lejren ad og brugt inventaret som våben mod vogterne.

Af pålidelige beretninger fra de første år i Guantanamo fremgår det, hvordan der var en nøje sammenhæng mellem de barske vilkår for indespærringen og forhørene - fangerne skulle gøres møre. Noget sådant bliver nu indigneret afvist af den ny ledelse på Guantanamo. Admiral Mark Buzby understreger gang på gang, at man har lagt afstand til de tilfælde af overgreb, der havde været på Guantanamo, og nu kun anvender almindelig samtaleteknikker suppleret med en hamburger eller en pizza.

Hvis det er rigtigt, har man bragt sig på linje med de agenter fra forbundspolitiet, FBI, som gennem lækager leverede mange af de første afsløringer af fangemishandlinger på Guantanamo. FBI samt en række højtstående militære uden for forsvarsministerens nærmeste kreds mente, at de regler for enhanced interrogation, som Donald Rumsfeld havde givet tilladelse til, var i strid med USA's internationale forpligtelser og samtidig risikerede at producere forkerte informationer. Det handlede blandt andet om isolation i lange perioder, stressende stillinger, brug af hunde samt seksuel og religiøs ydmygelse.

Langt fra konventioner

I de afdelinger af Guantanamo, hvor de 'mest værdifulde' fanger sidder indespærret, hersker en tilstand af total kontrol. Jeg ser, hvordan vogterne mindst hver tredje minut gennem hele døgnet kontrollerer fangerne i deres små enkeltmandsceller. Selv på dødsgangen i Huntsville i Texas har jeg aldrig oplevet et system, der i samme grad byggede på mistillid og kontrol. Her er virkelig uendelig langt fra de lejre for krigsfanger, der beskrives i Génève-konventionerne. Her står der, at fangerne i princippet skal indkvarteres under samme forhold som værterne. Men lige fra begyndelse af krigen mod terror har USA hævdet, at fanger, fra Taleban og al-Qaeda ikke faldt under konventionerne.

Admiral Buzby lagde stor vægt på at fortælle os, hvordan det stadig var muligt - også uden torturlignende metoder - at få værdifulde oplysninger ud af de internerede. Man må da også gå ud fra, at seks år under disse forhold i sig selv ville gøre mange møre og desperate for at slippe ud.

Ud fra den igangværende danske diskussion om vores eventuelle rolle som hælere i forhold til tortur, var det interessant, hvordan amerikanerne understregede over for os, hvor mange vigtige oplysninger de europæiske allierede havde modtaget på grundlag af forhør på Guantanamo. Underforstået: Jeres kritik er dobbeltmoralsk og hyklerisk.

Sidste punkt på rundvisningen var et besøg i Camp Justice. Her var man ved at færdiggøre en stor retssal, som skal bruges af den militære kommissionsdomstol i sagen mod Khalid Sheik Mohammed og fem andre, der anklages for deres medvirken ved terrorhandlingerne 11. september og kræves dømt til døden.

Denne procedure betegnes af menneskeretsorganisationer i USA som en Cangaroo Court. Det er ikke en ros, men betegner en ret, hvor udfaldet stort set er givet på forhånd. Det er navnlig brugen af hemmelige oplysninger samt tilståelser og anden information, der er fremkommet under torturlignende forhør, der har givet anledning til skarp kritik. På overfladen ligner det en rigtig domstol. Men under overfladen hersker altså jungeloven.

Den svageste leguan opgav efter et stykke tid kampen og pilede af sted. Og jeg drog af med den lille maskine til Florida, bekymret over, hvor svært det kan være at rapportere fra fronten i krigen mod terror.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Anonym

Hvordan skulle det være muligt, at Danmark og Storbritannien kan forbliver allierede med en forbryderisk regime som USAs? Måske ikke så bemærkelsesværdigt, da både Fogh og Brown sider godt på menneskerettigheder når det kommer til stykket.