Kommentar

Kamikazepilot fanget i spin(d)

Sport og magt er en meget sprængfarlig cocktail, og derfor bør kronprinsen nok forblive på tilskuerpladserne
Debat
2. april 2008

Det er formentlig med et vist vemod, at en del danskere nu ser monarkiet på vej ind i sin måske sidste fase. Andre vil glæde sig. Den sportsglade kronprins Frederik har med sit OL-eventyr kastet sig ud i en ny og vanskelig disciplin: OL-komitedeltagelse for prinser, som ikke må beskæftige sig med politik eller sagt med andre ord kamikazeflyvning.

Vi ved, at kronprinsen er en modig og belæst mand, men da sportens og kronprinsens initiativ indebærer en vis risiko for, at kronprinsen sætter alt over styr, allerede inden han overtager kronen, har kongehuset nu fået den idé, at man vil ansætte en såkaldt spindoktor til at hjælpe den åbenlyst politisk ukyndige kronprinspilot mod at komme i et drabeligt spind med deraf følgende risiko for kollision med grundlov, regering, opposition og befolkning.

Historie af korruption

Kulturministeren Brian Mikkelsens seneste udmelding om, at man har "kørt kronprinsen i stilling til den olympiske komité", og "hvis vi vil opnå noget stort, skal vi også turde drømme stort" viser med al tydelighed, at kulturministeren er i gang med at vikle kronprinsen ind i kulturministerens personlige spin(d) og ambition om at blive husket som en stor kulturminister.

Det kræver næppe en spindoktor, at oplyse kronprinsen om, at Den olympiske Komité bærer på en historie af storpolitik, magtfuldhed og korruption, og at kulturministerens og den professionelle elitesports interesser ikke nødvendigvis er sammenfaldende med kongehusets.

Og hvad vil staten Danmark gøre, hvis kronprinsen med eller uden vilje kastes ind i storpolitik eller endnu værre korruption? Vil statsministeren bede vores nuværende regent dronning Margrethe om at idømme kronprinsen en passende straf, som skal svare til den, som andre borgere i dette land ville kunne få for tilsvarende forbrydelser?

Grundlovsændring

Med kronprinsens forsøg på at fremme OL i Danmark er borgfreden mellem kongetro og mindre tro formentlig forbi. Kronprinsen (mis)bruger ansvarsfrit sin nedarvede stilling til at fremme, at den danske stat skal bruge 100 milliarder svarende til tre Storebæltsbroer i en sag, hvor han ikke selv skal bidrage med noget endsige stå til ansvar over for skatteborgerne. Med sit fremstød for et bekosteligt OL i Danmark har han talt regeringen imod. Den for nylig afgåede finansminister har udtrykkeligt tilkendegivet, at han i modsætning til kronprinsen ikke ser et OL i Danmark som en sag, der skal nyde fremme.

Kronprinsen har allerede vist, at han mener, at det er acceptabelt at være politisk uenig med en finansminister, som til enhver tid skal stå til ansvar over for Folketinget og i sidste ende over for vælgerne. Prinsen har altså kastet sig ud i politik og synes bestemt at have overskredet den usynlige grænse for, hvad han kan tillade sig. Kronprinsen bør ikke glemme, at politik er en meget foranderlig størrelse. Det, som er politisk acceptabelt den ene dag, kan meget nemt være uacceptabelt den næste.

Historien har gennem årtusinder vist, at sport og magt en meget sprængfarlig cocktail, og derfor bør kronprinsen nok forblive på tilskuerpladserne, med mindre han bevidst eller ubevidst arbejder for en grundlovsændring mhp. en udfasning af kongehusets betydning. Selv en spindoktor, kommunikations- eller propagandaekspert vil næppe kunne ændre det.

Kurt Loftkjær er talsmand for Åbenhedskomiteen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her