Kronik

Kina og Den grimme Ælling

På samme måde som 'Den grimme Ælling' klarede sig uden hjælp fra omgivelserne, er Kina på vej til at svinge sig op til international svanestatus
Kina vil med sin enorme økonomiske vækst få kolossal indvirkning på miljø og klima. Vi danskere har måske en chance for trods alt at påvirke Kina under klimakonferencen i København i 2009. Måske skulle vi omdele -Den grimme Ælling- til deltagerne. Mere miljøvenlig indstilling end Andersens i eventyrets indledning (-Der var så dejligt ude på landet ...-) vil være svær at finde.

Kina vil med sin enorme økonomiske vækst få kolossal indvirkning på miljø og klima. Vi danskere har måske en chance for trods alt at påvirke Kina under klimakonferencen i København i 2009. Måske skulle vi omdele -Den grimme Ælling- til deltagerne. Mere miljøvenlig indstilling end Andersens i eventyrets indledning (-Der var så dejligt ude på landet ...-) vil være svær at finde.

Andy Wong

Debat
28. april 2008

An Tusheng er H.C. Andersens kinesiske navn. Han er kendt af stort set alle de 1,3 milliarder kinesere, som dermed er hans så langt største publikum. Man kan ikke komme igennem folkeskolen i Kina uden at have stiftet bekendskab med Den lille Pige med Svovlstikkerne og Den grimme Ælling. Det er forståeligt, at det er den lille pige, der er mest kendt. Hendes hårde skæbne kan jo nemt bruges i en marxistisk analyse af den onde kapitalisme. Det er lidt sværere med ællingen, som jo klarer sig uden hjælp fra omgivelserne. Det skulle da lige være, at Kina betragter sig selv som ællingen på vej mod international svanestatus uden nævneværdig bistand udefra. En anden forklaring på to så forskellige eventyrs popularitet kunne også være den ekstremt pragmatiske holdning til alle verdens tilskikkelser, som er så karakteristisk for Kina. Dette er landet, hvor man kan være både kapitalist og kommunist på samme tid.

H.C. Andersen var aldrig selv i Kina. Nattergalen er det eneste af hans eventyr, der finder sted i Kina. Kineserne kender det ikke. Det skyldes måske, at Andersen havde lidt besvær med at efterligne kinesisk, når han lader kejseren sige "P!", som selv medden bedste vilje ikke kan forstås som kinesisk. Så de kinesiske oversættere har nok set det som lidt for pjattet.

Andersen er den eneste kendte dansker i Kina. Laudrup-brødrene nåede for en tid ind i taxachaufførernes bevidsthed, men hverken Niels Bohr eller Dronning Margrethe har formået at dukke op på den kinesiske lystavle. Men hvilke kinesere kender vi egentlig? Hvem kan nævne navnet på bare én kinesisk kejser? Mao kender vi vel, men for resten af berømte kinesere står det sløjt til. Confucius måske, men så er det også slut.

Bør vide mere om Kina

Gør det noget? Måske ikke, at vi ikke kender navnene på kineserne, men Kina bliver med rivende hast et vigtigere og vigtigere land for Danmark både økonomisk og politisk. USA vil forblive på førstepladsen for os som verdens vigtigste land, men Kina vil få en sikker andenplads i vores bevidsthed.

Økonomisk sælger vi nu for 15 milliarder kroner om året til Kina og køber for godt 30. Der er 1.300 danskere i Kina. De fleste er mænd, der er kommet for at lave forretning. Samtidig er der godt 7.000 kinesere i Danmark. I større og større udstrækning passer de ikke bare grillbarer. Mange unge kinesere er her for at studere. Undervisningsministeriet gør en behjertet indsats for at øge antallet og de studerendes tilfredshed med at være her. Alle kinesere vil helst til et engelsktalende land, så vi er ikke i første række som undervisningsmål.

Som et lidt pudsigt og ulovligt eksempel på økonomisk udveksling mellem Danmark og Kina kan man nu købe dvd-piratudgaver af alverdens film med danske omslag og danske undertekster på ethvert gadehjørne i Kina. Der må sidde et par lidt for smarte danskere et eller andet sted og tjene store penge på at frarøve filmselskaberne deres retmæssige honorar.

Den danske ambassade i Beijing er nu en af de største danske ambassader i verden. Fra Udenrigsministeriets side er man fuldstændig klar over, at vi på alle måder bør vide mere om Kina. Der er faktisk to udsendte på ambassadørniveau i Kina i øjeblikket, hvoraf den ene taler flydende kinesisk. På officielt plan tager vi bestemt Kina alvorligt.

Hold jer fra kritik

Den personlige frihed bliver stadig større i Kina. De tider er for længst forbi, hvor man som udlænding kun i begrænset omfang kunne rejse uden for Beijing, og hvor enhver kontakt med almindelige kinesere skulle foregå med myndighedernes billigelse. Samtidig skulle ens kinesiske værter efter besøget aflevere en skriftlig beretning om, hvad de havde foretaget sig med deres udenlandske venner. I dag fornemmer man en uskreven kontrakt mellem parti og folk. Hvis I holder jer fra at kritisere regimet, kan I stort set gøre, hvad I vil.

Men der er stadig grænser for friheden. Demonstrationerne i Tibet viste tydeligt, at regeringen uden tøven slår til, når styrets stabilitet er truet. Jeg opholder mig størstedelen af året i to autoritære regimer, Egypten og Kina. Jeg har tidligere haft rimelig betydningsfulde internationale stillinger i begge lande og har mærket den hårde næve med telefonaflytning og anonyme trusler, når vi i Verdensbanken eller FN tog beslutninger, som styret ikke brød sig om.

Nu er jeg en lille fisk og uskyldig nok til, at den slags overgreb forlængst er ophørt. Dog er jeg i lighed med alle andre udsat for censuren på internettet, når jeg er i Kina, hvor ord som Tibet og Dalai Lama i øjeblikket medfører blokering.

Enhver kineser over 50 år kan stadig huske Kulturrevolutionen, og er hun over 55 år, vil hun også erindre hungersnøden under Maos Store Spring Fremad. Folk i de aldersgrupper er stadig Kinas ledere og vil forblive det i mange år endnu. Det medfører ofte en forsigtig, gammelkommunistisk holdning til åbenhed, om alt hvad der kan true regimet. Man vil helst undgå at omtale ting som SARS-epidemien og AIDS-katastrofen blandt bloddonorer i Henan-provinsen. De moderne medier gør en sådan holdning sværere og sværere. Men det tog stadig en uges tid før problemerne i Tibet blev rapporteret i rimelig udstrækning på kinesisk tv.

Vil næppe forandre

Kineserne er åbenlyst irriterede over et par urimelige sammenligninger, som Tibetkrisen har givet anledning til i de internationale medier. Det er ikke bare fornærmende, men forkert at sammenligne Kina med Nazityskland. Den lidt kedelige, men dygtige Hu Jintao er ikke nogen Hitler, og det ligger Kina aldeles fjernt at overfalde sine naboer. Heller ikke den påståede lighed med Tiananmen i 1989 holder stik. Dengang skød kinesiske soldater på kinesiske studenter og arbejdere, som havde stor opbakning i befolkningen, der vendte sig mod regeringens overgreb. I dag støtter et stort flertal af kinesere ledernes Tibet politik.

De ledere, som altså hellere vil tie end tale, blev selvfølgelig enstemmigt valgt og genvalgt efter det af Deng Xiaoping etablerede mønster ved Folkekongressen i marts. Dermed er arvefølgen bestemt helt frem til 2023 med udvælgelsen af Xi Jinping og Li Keqiang som kronprinser til henholdsvis præsident- og statsministerposten, når Hu Jintao og Wen Jiabao i 2013 går af. Begge kronprinser er gamle nok til at være påvirket af Mao-tiden og vil næppe forandre det autoritære system.

Kan vi påvirke Kina i retning af menneskerettigheder og demokrati? Det ærlige svar for Danmarks vedkommende er nej. Dialogen finder bedst sted på EU-niveau, hvor der kan stilles en vis magt bag ordene i form af afvisning af salg af militært udstyr til Kina og boykot af olympiaden. Ingen af delene er efter min mening nogen god ide. Lidt mere positivt kunne EU foreslå at lade Dalai Lama vende tilbage til Tibet. Han har konsekvent undladt at forlange uafhængighed for Tibet, vel vidende at det er totalt uakceptabelt for Kina, og han ønsker ikke at boykotte olympiaden. Han har blot bedt om mere selvstyre. Vi danskere kunne så måske helt nede fra bagerste række nævne Grønland som et eksempel til efterfølgelse for Kinas behandling af Tibet.

Har brug for påmindelse

Jeg skriver dette i Washington, hvor Kina ikke endnu har spillet den store rolle i årets præsidentkampagne. Mere end noget andet land vil USA kunne påvirke Kina til at blive en fuldgyldig og ansvarlig partner i det globale spil. Med sin karisma, intelligens og internationale opvækst vil Obama efter manges mening, inklusive min, være den rette mand til at sikre et fredeligt og produktivt forhold mellem Vesten og Kina.

Denne kronik har handlet om eventyr, økonomi og politik. Men det allervigtigste problem ligger næppe her, men i at Kina med sin enorme økonomiske vækst vil få kolossal indvirkning på miljø og klimaforandring. Vi danskere har måske her en chance for trods alt at påvirke Kina under klimakonferencen i København i 2009. Måske skulle vi omdele Den grimme Ælling til deltagerne. Mere miljøvenlig indstilling end Andersens i eventyrets indledning ("Der var så dejligt ude på landet ...") vil være svær at finde. Og kineserne har kun brug for en påmindelse. De har alle læst om ællingen som børn.

Sven Burmester er forfatter og tidligere direktør i Verdensbanken

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her