Kronik

Kvindelige erhvervsfolk skal løse Afrikas fattigdom

FN's midtvejskonference i København om fattigdomsbekæmpelsen er en milepæl. Nu rettes fokus mod kvinder og erhvervslivet, og en dansk internetportal kan skaffe kapital fra dig og mig
De afrikanske børns fremtid afhænger af mødrene. Det er nemlig kvinderne, der kan få penge til at yngle.

De afrikanske børns fremtid afhænger af mødrene. Det er nemlig kvinderne, der kan få penge til at yngle.

Martin Cleaver

17. april 2008

"Det betaler sig at investere i kvinder."

Sådan lyder et af slagordene for FN's midtvejskonference den 17. april i København om fattigdomsbekæmpelsen. Kvinderne skal have større økonomisk styrke, så de selv kan forbedre deres økonomiske udvikling.

Det betaler sig også at investere i fattigdom, f.eks. i Afrika. Det viser mikrofinansinstitutter og en ny dansk finansportal, som formidler lån fra 'dig og mig' til små og mellemstore afrikanske virksomheder.

Traditionel u-landsbistand er ikke tilstrækkelig. Vi skal først og fremmest hjælpe de fattige med at skabe deres egen tilværelse, og det kan i langt de fleste tilfælde kun ske ved, at de får mulighed for at drive deres egen forretning - lige fra en gadebutik og en hønsefarm til en avanceret it-virksomhed.

Når statsminister Anders Fogh Rasmussen netop har lanceret sin Afrika-kommissionen, så kommer initiativet på det helt rigtige tidspunkt, for nytænkningen er på vej, og det bemærkelsesværdige er, at det er kvinderne, der er drivkraften i erhvervsudviklingen hos de fattige.

FN-konferencen får et hav af ledende politikere fra u-landene og organisationsfolk fra ind- og udland, som arbejder med u-landsforhold. Men det er slående, at Dansk Industri har en temmelig fremtrædende placering på konferencen. Det er udtryk for, at selv FN erkender, at erhvervslivet skal have en mere fremtrædende rolle, for det er mere effektive småbønder og småhandlende samt en velfungerende infrastruktur, som skal trække hundreder af millioner ud af fattigdommen.

Den traditionelle u-landsbistand er ikke tilstrækkelig. Der må en helt ny idé-udvikling og nye aktører til. Der må nye udviklingsmodeller til.

Afrikas befolkning vokser med 20 millioner om året. Fortsætter befolkningsvæksten i samme tempo som hidtil, vil Afrikas befolkning vokse med mindst 7-800 millioner mennesker i de kommende 40 år, og det kan Afrika ikke håndtere med de nuværende metoder.

Der er risiko for, at der om 50 år vil være et par milliarder mennesker verden over, som vil leve i dyb fattigdom med sult som en daglig følgesvend og med en plastiksæk eller nogle strå som ly for natten.

Lån uden sikkerhed

Nobelprismodtageren Muhammad Yunus - manden bag mikrofinansieringen - etablerede i 1983 Grameen Bank, som yder mikrolån til fattige, der ikke kan nyde nogen form for sikkerhed. Ideen har bredt sig som en løbeild verden over, så der nu er 100 millioner fattige, som modtager ganske små lån per person. Cirka 97 procent af låntagerne er kvinder, fordi de forstår at passe på pengene og få dem til at yngle.

Alene Grameen Bank yder hvert år cirka fire milliarder kr. til omkring seks millioner fattige, og i Bangladesh er 58 procent af låntagerne kommet ud af fattigdommen. Det er en generel erfaring med mikrolån i Asien og Afrika, at fattige kommer ud af fattigdomsfælden på omkring tre år, når de får mikrolån, og de får dermed mulighed for at skabe en selvbærende udvikling.

Mikrolån er en enestående succes, der langt overgår den officielle statslige bistand, når man ser på virkningen for de fattigste.

Kina har skabt en anden model, nemlig med en voldsom økonomisk vækst i kraft af massive investeringer i industriudvikling og infrastruktur, og det har på et par årtier bragt et par hundrede millioner ud af fattigdommen. Intet land har demonstreret en så effektiv fattigdomsbekæmpelse som Kina.

Men massive investeringer kræver et stærkt statsapparat eller en stærk privat sektor, og det er just ikke dét, som findes i ret mange lande i Den tredje Verden, i særdeleshed ikke i Afrika.

Fra dansk side er en helt ny kapitalformidling under udvikling, nemlig med finansportalen MyC4, som gør det muligt for enkeltpersoner og virksomheder og finansinstitutter at yde ganske små lån direkte til små virksomheder i Afrika. Online-systemet, der er oprettet af erhvervsfolkene Mads Kjær (bestyrelsesformand i Kjær Group) og Tim Vang, får opbakning fra en række danske erhvervsfolk og fra Danida.

Der er især stor interesse i projektets kerne-idé, nemlig at koble fattigdomsbekæmpelse sammen med erhvervsudvikling. Det er nødvendigt at stimulere virksomhederne i u-landene, for det er forudsætningen for, at der skabes en selvbærende økonomisk vækst, der kan trække resten af samfundet op. Men finansieringen er en forudsætning, og den har hidtil været et enormt problem.

Finansportalen gør det muligt at springe traditionelle finansieringskilder over såsom donorlande, statslige institutioner, banker og lånehajer. Alternative kilder som mikrofinansbanker og låneformidlere på nettet gør det muligt for borgere i de industrialiserede lande at skaffe finansieringen og sende pengene direkte til de pågældende virksomheder. Det er ikke dyre mellemled, som skal blande sig. Det er det unikke i metoden.

I en internetportal som MyC4 kan en lille virksomhed på internettet anmode om et lån på f.eks. 1.000 eller 10.000 kr. Långiverne kan tilbyde f.eks. 100 eller 500 kr. hver til en rente, som virksomheden tilbyder, og dermed kan der blive flere investorer bag lånet. Så snart der er nok lån til den udbudte rente, er finansieringen på plads, og lånet udbetales, og det betales tilbage i månedlige rater, typisk over et år. Sådan er det også i mikroinstitutterne.

Låntagere kan tage direkte kontakt med virksomhederne over nettet. På MyC4 skal virksomhederne informere om sig selv i en blog i forbindelse med låneansøgningen. Via internettet og blokken bliver der fuld åbenhed. Investorer kan se, om lånet betales tilbage.

Portalen kan omfatte hundredtusinder af virksomheder med millioner af långivere. Kun interessen hos låntagere og långivere sætter en grænse. MyC4 har efter kun et år formidlet lån på 10 millioner kr. til godt 1.000 afrikanske virksomheder fra 3.500 investorer, primært private danskere.

Grameens Bank låner fire milliarder kr. ud om året. MyC4 og eventuelt nye portaler kan hurtigt komme til at formidle store milliardbeløb. Er det urealistisk, at der om 10 år vil være 10 millioner personer verden over, som i gennemsnit låner 1.000 kr. til en rente på 10 procent? Hvad bliver det ikke til, hvis pensionskasser og investeringsforeninger verden over investerer på samme måde? Dette samt mikrofinansieringen løber hurtigt op i voldsomme milliardbeløb.

En ny andelstanke

Vi står over for en global nyskabelse, som gør det muligt for folk i de rige lande at investere direkte i de fattige småvirksomheder - uden om alle organisationer og regeringer. Der er teknisk set mulighed for at skabe en større person-orienteret kapitalformidlingen end den offentlige bistand.

Det drejer om lån til mennesker, som i dag ikke har en chance hos regeringer eller private banker. Nu kan de skabe deres egen udvikling, og erfaringen fra mikrofinansinstitutter og MyC4 viser, at de små virksomheder har en enestående evne til at vokse og overleve. Og så er det primært kvinder, der står bag, og de bruger en del af pengene - eller et senere overskud - til at forbedre de sociale vilkår. En positiv cirkel er sat igang.

Dybest set er det en modernisering af andelstanken. Bønderne gik sammen om at skabe helt nye aktiviteter, dvs. slagterier og mejerier med eksport af de forædlede produkter, og via samarbejdet skabte de også finansieringsmuligheder, fordi de garanterede for hinanden.

Det var hverken den danske stat eller store virksomheder, som satte skub i udviklingen i 1800-tallet, men bønderne selv - stimuleret af Grundtvigs højskoletanker. Han fik bondebefolkningen til at tro på egne værdier. Dermed kunne de slumrende værdier i samfundet aktiveres.

Ved brug af finansiering udefra, endog fra hele verden, og ved brug af den mest moderne teknologi, kan selv de fattigste trække sig ud af håbløsheden og skabe deres egne virksomheder og med fuld råderet over deres egen økonomi.

Grameens Bank og MyC4 løser ikke alene fattigdomsproblemerne, men FN-konferencen og Afrika-kommissionen kan skaber opmærksomhed om nye veje for at fjerne den nedværdigende fattigdom.

Den amerikanske økonom Jeffrey Sachs har opfordret alle lande til at have en målsætning om afskaffelse af fattigdommen, ligesom slaveri og apartheid er blevet afskaffet.

Vi har gjort klimaet til en dansk, international mærkesag. Vi bør ligeledes gøre kampen mod fattigdommen til en mærkesag og med mere effektive metoder end hidtil.

Hugo Gården er journalist i Shanghai

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Carsten Friskytte

Gårdens romantik

Tårerne piskede ned ad mine furede gammelmandskinder, da jeg læste Hugo Gårdens (HG) kronik i nærværende publikation 17. april, og gennemvædede det viskestykke, som jeg holdt op under hagen for ikke at ødelægge bemeldte publikation.

Initialt glædede det mig naturligvis, at HG har fundet ud af, at den traditionelle u-landsbistand ikke er tilstrækkelig, og jeg læste forventningsfuldt videre, men blev sørgeligt skuffet over den gamle, sure vin på de nye papkartoner: HG gør behørigt knæfald for den kedelige omstændighed, at kineserne har gjort et betragteligt indhug i fattigdommen med de fæleste, kapitalistiske metoder, men zapper så hurtigt videre til en gammel myte på venstrefløjen; nemlig at man kan springe den kapitalistiske epoke over, og indtræde i det kommunistiske fællesskab af frie og lige kontrahenter gennem andelsbevægelsen (eller noget, der ligner). Det er blot en variant af DKP’s ’antimonopolistiske demokrati’, som indledte dets forfald fra et revolutionært parti til slaskende reformistisk halehæng til Socialdemokraterne!

Det har altid undret mig, at disse (forhenværende?) skabsmarxister har glemt deres en væsentlig del af deres konfirmandundervisning; nemlig at den gamle tyske horebuk, der besvangrede sine stuepiger, mens hans stakkels kone, Jenny von Westphalen, måtte finde sig i hans liderlighed med det yngre kød, belærte dem (marxisterne) om, at kapitalismens epokegørende rolle var at udvikle produktivkræfterne, dvs. arbejdere og produktionsmidler (maskiner), som den nødvendige forudsætning for arbejderklassens selvrealisering. Nå, ingen gider nu at studere ideologi og historie, thi det kan alligevel ikke indpasses i den hurtige medieverden, der kun giver mulighed for 15 sekunders indslag, og nogen underholdningsværdi har de tunge værker om emnerne jo ikke. I stedet nøjes vi så med populistiske versioner af videnskaben, der kan lokke husarer til; in casu til at yde donationer til ekstremt fattige entreprenører indenfor kyllingeopdræt, produktion af økologiske chilifrugter o.l. Det skal fedt hjælpe på verdens fattigdom!

Kendsgerningen er, at Afrika ikke har haft nogen økonomisk udvikling siden uafhængigheden af de tidligere kolonimagter. Det skyldes, som HG ganske rigtigt konstaterer, fraværet af stærke statsapparater og/eller en stærk kapitalisme. Her er vi ved én af kernerne, som hensætter hele det marxistiske og politisk korrekte englekor i frådende raseri, når nogen vover at udtrykke det: Afrikanerne har en tilbøjelighed til at vælge de høvdinge, som synger og danser bedst – eller har fået flest våben forærende af udenlandske interesser. Der er hverken noget nyt eller overraskende i denne konstatering, men måske kan den få nogle til at se mere nøgternt på fattigdomsproblematikken.

Spørgsmålet er også hvorfor vi yder udviklingshjælp? Der findes et utal af motiver. Men flertallet har formodentlig et fromt ønske om at være ordentlige mennesker, og det er et umiskendeligt træk fra vor kristne kulturarv, uanset om vi er troende eller ej. Men hvis udviklingshjælpen er med til at holde korrupte og uduelige regimer ved magten, så er vi ikke ’ordentlige mennesker’ – tværtimod!

For min del foretrækker jeg at erkende afmægtigheden som et menneskeligt grundvilkår: Hvis andre ikke vil hjælpe sig selv, så kan du heller ikke! Man kan højst i en vis udstrækning afhjælpe elendigheden, men løsning skal komme fra den elendige selv. Og hvad Afrika har brug for, er kapitalisme – og meget af slagsen.

Jeg syntes at i godt kunne have nogen flere oplysninger, og at i godt kunne have det bedere stilt op så man kan finde rundt i jeres lort!!!!!