Læsetid: 3 min.

Læserbreve

24. april 2008

Hvilken frihed, Arzrouni?

Kåre Fog, biolog, Veksø

Man skal lytte til dem, der har andre meninger end én selv, og derfor er det godt, at Information (Bogdebat 17. april) har en artikel skrevet af C. Arzrouni (CA) – hvori han først og fremmest hylder personlig frihed.

Det bliver dog noget hyklerisk, når CA i øvrigt har svært ved at lytte til andre meninger og nægter andre en vigtig frihed, nemlig ytringsfrihed. Den avis, som CA redigerede for nogle år siden, havde adskillige lange artikler af Bjørn Lomborg og af David Favrholdt, artikler hvor disse udtalte sig om mine (KF’s) motiver, da jeg indklagede Lomborg for UVVU. Det ville så have været rimeligt, at jeg fik lov at komme til orde om, hvad jeg selv mener var mine motiver, og til at korrigere de fremsatte fordrejninger. Som CA’s yndlingsfilosof Popper har udtrykt, så skal der blot eet vidnesbyrd til for at falsificere en tese; men hvis man forhindrer dette vidnesbyrd i at komme frem – som da CA også personligt afviste at give mine oplysninger spalteplads – så dræber man selve forudsætningen for Poppers filosofi.

Jeg har skrevet mange både korte og lange saglige indlæg til CA’s daværende avis, men ret forgæves. CA havde sin politiske dagsorden og tillod ikke, at der gik skår i hans billede af virkeligheden. Det passer ikke med hans hyldest til friheden og til Karl Popper.

Flermedialitet

Helle Juhl Lassen, cand.mag. i Literaturhistorie og Medievidenskab

Digital litteratur og trykte bøger er ikke uafhængige medier, men snarere hinandens forudsætninger. Det er (næsten) ikke interessant at tale om det ene uden det andet. Tværtimod, vi må tænke det litterære værkbegreb flermedielt.

Selv om Martin Johansen gør et glimrende forsøg (Inf.dk den 10. april), kan man vanskeligt beskrive Mette Moestrups digitale projekt ’Kollektivt, anonymt’ uden først at beskrive dets på-papir-trykte forgænger 'Primitivt, privat' publiceret i Kingsize (2006) – og lur mig om ikke Moestrup selv lægger op til sammenstillingen, når hun lader projekttitlerne alludere så sigende syntaktisk til hinanden. Det post-koloniale koncept bag de to projekter er nemlig stort set det samme og aldeles sprognørdede: Mette Moestrup finder, på rejser til henholdsvis Grønland og Argentina, lande som på den ene eller anden måde er indviklet i et post-kolonialt forhold, eksotiske opslagsværker, henholdsvis Knud Rasmussens 'Adglerneq – 500 Leveregler, gamle Ord og Varsler' (1979) og en ordbog over et næsten uddødt indiansk sprog i 'The Tehuelches Indians. A Disapearing Race' af den argentinske opdagelsesrejsende Ramón Lista (1894), som så at sige tilhører de ’fremmede’ kulturer. Herefter udvælger hun nogle fragmenter efter intuitivt-systematiske principper, oversætter og alfabetiserer dem og skriver sande udsagn henover dem. I Primitivt, privat er det digteren alene, der udfører skriveprocessen. Hun reflekterer over erfaringen i et mailinterview til tidsskiftet Ildfisken:

»Fragmenterne fik indflydelse på, hvad jeget kunne sige – hvad jeg kunne bruge af selvbiografisk materiale – og jeg oplevede, at jeg sagde noget andet end hvad, jeg ’selv’ ville have valgt at sige i en … egentlig privat sammenhæng. Man kunne sige: Jeget var ikke frit, pga. fragmenterne. De primitive fragmenter satte så at sige dagsordnen for de private udsagn.«

Det er præcis denne erfaring af at lade sig styre, lade sig kolonialisere af og indoptage det fremmede stof – eller, kunne man sige, erfaringen af at reflektere ud fra en post-kolonial selvkritik vinkel – Mette Moestrup tilbyder os i sit aktuelle digitale projekt. ”Kollektivt, anonymt” er ikke noget man læser, men noget man skriver, det er en måde at tænke på, som et selvkritisk skrivende fællesskab. Og derfor er det litterære værk hverken afgrænset til bogen kingsize, til netsiden kollektivt-anonymt.dk eller til Roskilde Universitetsbibliotek. Mette Moestrups værk er snarere en sprognørdet tænkemåde, som vokser og lever i flere forskellige former og medier, og som derigennem spredes til flere forskellige mennesker, til du og jeg.

Information.dks artikelserie 'Elektroniske ord' sætter et tiltrængt fokus på den digitale litteratur. Det er, foruden Christian Yde Frostholms ugentlige Livet på nettet i Weekendavisen, det eneste sted i den danske presse, man kan læse om den slags. Men dér hvor litteraturens fremtid for alvor bliver potent er i spændvidden mellem medier, i det øjeblik også litteraturkritikken indser, at værket ikke nødvendigvis er enten digitalt eller trykt, men at det lever som flermedielle hændelser.

Her er en bid af mit personlige bidrag, mellem laks og læbe:

et hjerte fuld af laks, laks aks ks s Læbe

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er ret fantastisk og alt for sjældent set at et stykke digital litteratur bliver undet anmeldelsesplads. Og når anmeldelsen så ligefrem bliver læst. Og kommenteret! Jeg vil dog sætte spørgsmålstegn ved placeringen af Helle Juhl Lassens indlæg under overskriften ”debat” da jeg svært ser hvor den egentlig uenighed med undertegnedes anmeldelse af Mette Moestrups ’Kollektivt, Anonymt’ ligger. Jeg vil imidlertid godt lege med; men ikke så meget ved kun at sige Helle Juhl Lassen imod som mere os begge to.

Helle Juhl Lassen synes at mene at det er uinteressant at tale om digital litteratur uden også at tale om den analoge (den på papir) og i særdeleshed spændingsfeltet mellem de to – flermedialitet. Det kunne anmeldelsen have gjort bedre ved at have nævnt teksten ’Primitivt, privat’ fra Moestrups papirværkede ’Kingsize’. Så afgjort en relevant reference, men ikke en der i denne anmelders øjne er nødvendig for at beskrive eller vurdere kvaliteten af ’Kollektivt, Anonymt’, der er så rigeligt prægnant i sig selv, og som fint kunne være objekt for Helle Juhl Lassens glimrende analyse uden et ord nævnt om ’Primitivt, privat’.

Derfor her en problematisering af ideen om flermedialitet og digital og analog litteratur som hinandens forudsætninger. Historisk kan digital litteratur næppe forstås som forudsætning for analog; nu til dags – nuvel; analog som forudsætning for digital – absolut. Men er det ikke en vel dualistisk tankegang der siger at vi hele tiden skal huske på begge af tekstens inkarnationer? Hvad hvis man tog den skridtet videre og tænkte at når nu de er så smovset ind i hinanden; hvorfor så ikke bare snakke om det hele som mangfoldig ”tekst” eller ”litteratur”, uden nødvendigvis at gå op i om publiceringen sker på papir eller skærm. (Hvis nogen tænker ”Jamen man kan jo ikke helt så meget på papir,” så husk lige Peter Adolphsens ’En million historier’, Vagn Steens gamle eller Martin Larsens nyere sager). Der hvor det for alvor kunne være sjovt er ikke i diskussionen af hvorvidt man skal sige både-og eller enten-eller, men der hvor vi snakkede om litteratur og tekst (værkerne!) – bare. For det som teksten gør på skærmen er altså ikke så forskelligt fra det den gør på papiret. Vi får bare øje på det på en ny måde. Spændingsfeltet; det er noget vi finder på når vi skal fortælle hvorfor det her er spændende. Det var her jeg sagde os begge imod.

Helle Juhl Lassen

Hej Martin!
Skønt at (digital) litteratur endelig får noget spalteplads. Jeg havde heller ikke tænkt ovenstående som et læserbrev, snarere som en kommentar, fordi jeg synes, din anmeldelse overser en væsentlig reference til digtet ”Primitiv, privat”. I mellemtiden har Moestrup så selv påpeget denne reference i interviewet Jeg-maskinen MM, ligesom hun har gjort opmærksom på, at det hverken er første eller sidste gang, hun remedierer et digtværk.
For min skyld kan vi gerne, som du foreslår, kalde det hele mangfoldig ”tekst” eller ”litteratur” – det er jo faktisk sådan et udvidet værkbegreb, jeg argumenterer for. Men når jeg ikke helt synes, du gør ret i at tale om ”Kollektivt, anonymt” uden også at tale om ”Primitivt, privat” så er det jo fordi, jeg opfatter dem som ét og samme værk, bind I og bind II, om man vil, i den poetiske problematisering af forestillinger om etnicitet og tekstlig oprindelse.

Der er noget helt centralt i det her, som ingen af jer overhovedet inddrager - og det er det aktuelle værks indlejring i en arkitektonisk sammenhæng. Her tænker jeg både på informationsarkitektur - internettet - og fysisk arkitektur, altså det private hjem overfor den midlertidige skrivestue med tilhørende papbord, papgulv, papirlapper, papppostkasse og bærbare computere, der står i to offentlige biblioteker.

Jeg ved ikke, om nogen af jer har besøgt værkerne i de fysiske biblioteker, men det kan undre mig meget, at iagttagelser af forskellene på karakteren af de forskellige arkitektoniske og materielle rammer for skrive/læseprocessen, ikke indgår i anmeldelsen og omtalen af Kollektivt-Anonymt i nærværende dagblad. De rammer er immervæk en indarbejdet del af værket Kollektivt-Anonymt og en mere umiddelbart nærliggende del end referencen til Primitivt-Privat.

Helle Juhl Lassen

Det har du ret i, Vibeke. Jeg ved ikke, om jeg synes, de arkitektoniske pap- og papirrammer er mere umiddelbart nærliggende end de sprogmaterielle eller digteriske, men de er absolut relevante at indrage som en del af værket.

@Helle Juul Lassen

Hvis man ikke kender forfatterskabet, er de arkitektoniske rammer umiddelbart mere nærliggende, både i mental og i fysisk forstand. Men du har ret i, at det er en mangel ikke at inddrage relaterede værker.

Interessant nok var der ikke en udstilling af Moestrups øvrige værker på Roskilde Bibliotek, da jeg var ude og se Kollektivt-Anonymt...det var som om bibliotekarerne heller ikke her havde sat Kollektivt-Anonymt i relation til hverken andre digitale eller analoge værker af samme eller af andre forfattere. Og det var absolut en klar formidlingsmæssig mangel ved udstillingen, som man næppe kan klandre hverken Mette Moestrup eller arkitekten Eva Tind Kristensen for - den mangel hænger på litteraturformidlerne på stedet.

Jeg ved dog ikke, hvordan det forholder sig med præsentationen af Moestrups forfatterskab og Eva Tind Kristensens arkitektur på Universitetsbiblioteket . Man har lov at håbe, at formidlerne derude er mere vågne, når det drejer sig om at sætte det aktuelle projekt i kontekst, både i det litterære, i det kulturhistoriske og i det fysiske rum.