Læsetid: 6 min.

Læserbreve

10. april 2008

Nyrup er da selv forfatter

David Trads, journalist

Hvis man nogensinde har mødt Poul Nyrup Rasmussen, ja, så ved man med sikkerhed, at den mand er det stik modsatte af en nikkedukke! Tværtimod - han tager initiativet, erobrer dagsordenen, styrer processen og bestemmer til syvende og sidst det meste.

Vi har altså at gøre med en mand, der siden 1970'erne har indtaget en absolut hovedrolle i det danske samfund - som cheføkonom i LO, direktør for Lønmodtagernes Dyrtidsfond, partiformand for Socialdemokratiet, statsminister i ni år, formand for de europæiske socialdemokrater og fremtrædende medlem af Europa-Parlamentet. Han har stræbt efter magten, erobret og udnyttet den - ikke bare for at have magt, men for at kunne gennemføre sine politiske visioner.

Alligevel forsøgte Information i sidste uges bogtillæg at fremstille Nyrup som netop en nikkedukke, der angiveligt havde overladt det til mig at skrive hans anden erindringsbog fra 2006 - Vokseværk - og hvor hans eneste bidrag tilsyneladende havde været at nikke til mine forslag. Intet er længere fra virkeligheden, skulle jeg hilse og sige. Tværtimod var min rolle præcist som formuleret i bogens forord - nemlig at være Nyrups skrive- og samtalepartner.

Nyrup og jeg brugte især et meget stort antal timer på at gennemgå hans personlige og omfattende arkiv, gennemdiskutere centrale begivenheder, vælge til og fra blandt tusindvis af detaljer - og senere på i fællesskab at sikre den røde tråd i fortællingen. Typisk bad Nyrup mig finde frem til udklip, notater eller referater fra et emne, vi havde drøftet, så præcisionen kom på plads, når hændelser fra 60'erne, 70'erne, 80'erne og 90'erne skulle på plads.

Men lad slå følgende fast med syvtommersøm:

Nyrup besluttede selv at skrive sine erindringer - og han kontaktede selv mig. Fra vores første møde var vi helt enige om rollefordelingen: Bogen var naturligvis Nyrups egen, enhver beslutning om indhold blev taget af ham, og min rolle var at levere redaktionel sparring. Nyrup definerede selv bogens emner, han har selv formuleret hvert et ord i bogen, og han brugte adskillige uger af sit i øvrigt ekstremt travle liv på at researche og huske tilbage. Nyrup gennemlæste, ændrede, omskrev, dikterede og forbedrede i den afsluttende skrivefase i døgndrift.

Derfor kan jeg fuldt ud stå inde for, at den tidligere statsminister selv er forfatter til sine egne erindringer. Det giver sig selv - og enhver kilde, som nogen avis ville kunne grave frem, der nogensinde har arbejdet sammen med Nyrup vil bekræfte, at han selv i den grad styrer enhver proces. Faktisk plejede det at være et fast kritikpunkt under hans lange periode som regeringschef - at han selv blandede sig for meget.

Mit samarbejde med Nyrup var dybt inspirerende, fordi den tidligere statsminister både er et energibundt, en idemager, en leder, ekstremt krævende og frem for alt stærkt engageret og stærkt underholdende at være sammen med. Men Nyrup som nikkedukke - ja, det er så langt fra virkeligheden som noget.

Forbrødring

Erwin Neutzsky-Wulff, forfatter, Havndal

Nu i bakspejlet ærgrer det naturligvis, at man ikke var til stede ved den store forbrødring mellem Jens Christian Grøndahl og vores statsminister, der vel i rørelse kun overgås af den tilsvarende mellem sidstnævnte og den amerikanske præsident. Når man så oven i købet er gået glip af en omdelt sang af den store nationaldigter Johannes Møllehave, føler man virkelig, man har snydt sig selv.

Efter referatet at dømme, nåede Fogh litterære højder i sin tale, som end ikke Goebbels ville have kunnet svinge sig op til i sine idelige formaninger af den skrivende stand. Samtidig demonstrerede han angiveligt, at han ikke var en bonderøv - et kunststykke, der indtil videre har oversteget vores kulturministers evner.

Jeg er som sagt ked af, at jeg ikke dukkede op. Også fordi jeg måske dermed bidrog til statsministerens indtryk af, at danske forfattere er "fordomsfulde og åndsformørkede", hvad jeg på det bestemteste må tilbagevise.

Jeg er således gentagne gange af min fagforening blevet gjort opmærksom på, at det er decideret ufint af en forfatter at manifestere sig politisk andre steder end ved stemmeurnen. En undtagelse er dog naturligvis kulturpolitikken.

At vores regering implicerer os i folkedrab, er jo ikke noget, vi skal blande os i. Skulle derimod kulturministeriet blot overveje at betænke mig med mindre end de 120.000, jeg fik i arbejdslegat sidste år, må man forberede sig på, at jeg ligesom mine kolleger i tilsvarende situationer let kan gå hen og blive gevaldig politisk bevidst!

Ret skal være ret: Man tog rent faktisk for et par år siden initiativ til en underskriftsindsamling til fordel for ytringsfriheden. I min barnlige uskyld tænkte jeg, at der måske var nogen, der var trætte af at blive truet med henrettelse ved skydning eller deportation til en diktaturstat, når de forsigtigt kritiserede Danmarks udenrigspolitik.

Det viste sig at være en støtteaktion for Jyllandsposten - til gengæld broderede foreningens damer en opfordring til at holde kammertonen. Jeg skal dog ikke lægge skjul på, at jeg i intet stykke bakker op om vores regerings politik, hverken indenrigs eller udenrigs, tvært-imod tager jeg på det bestemteste afstand fra den og beklager af mit ganske hjerte, at sådanne personer er kommet til magten i mit hjemland, at de fleste nok efterhånden ville foretrække at rejse under svensk pas.

Og jeg undrer mig - eller prøver i det mindste - over, hvor alle de fromme progressive forfattere fra min ungdom monstro har gemt sig. Det kunne jo nemlig i denne situation være rart at kunne gøre opmærksom på, at den danske intelligentsia (hvis der nu skulle være sådan en) er i klar og utvetydig opposition til Fogh og hans kumpaner.

Skulle nogen være interesseret i at deltage i en sådan manifestation, må de meget gerne henvende sig til undertegnede. Jeg afventer svaret - eller den rungende tavshed - med en vis ængstelse.

Janteloven

Henning Kjær, Vanløse

Jeg har længe ment, at janteloven er noget mange mennesker bruger som undskyldning for deres egen mangel på succes. Nu ser jeg, at Leif Davidsen trækker jantelovs-kortet over for sine meningers modstandere. Forfattere, der ikke selv deltager i eller er inviteret til festen for De Gyldne Laurbær, skal ikke blande sig i festen. Det er et privat arrangement. De mangler frisind, format og selvværd. Man skal være venner med mennesker, man er politisk ueninge med og i dialog med dem.

Men hvor var demokratiet henne, hvis vi kun måtte have en mening om noget privat eller offentligt, vi selv var deltagere i. Min respekt og disrespekt for andre mennesker har intet med deres politiske standpunkt at gøre. Det afgørende er det, jeg oplever som deres personlige egenskaber og dygtighed. Der er for mig for meget kreativ bogføring og vendekåbe forbundet med Foghs politiske ageren, og evnen til dialog er ikke en offentlig kendt egenskab hos ham. Han spilder ikke sin tid på dialog med dem han er politisk uenige med for "der er ikke noget at komme efter," og så skyder han for upræcist i sin kulturkamp. Han lever ikke op til de krav om format og frisind, som jeg forstår Leif Davidsen stiller til sine modstandere.

Farvel Leif D.

Bjarne Jensen, Pensioneret smedesvend, København N.

Jeg er ikke forfatter og har derfor ikke haft mulighed for at høre statsministerens tale ved overrækkelsen af De Gyldne Laurbær til Jens Smærup Sørensen, men jeg har læst dine betragtninger i Information 3. april i artiklen 'Til fest med statsministeren'.

Derfor er det mig ubegribeligt, at du, Leif Davidsen, ikke kan se at sammensætningen af en sympatisk 'bondeforfatter', Jens Smærup Sørensen, og en usympatisk 'bondepolitiker', Anders Fogh Rasmusssen, er disharmonisk. Ved at blåstemple Anders Fogh Rasmussen som en stor festtaler er du med til at legalisere Anders Fogh Rasmussens og hans regerings krigsforbrydelser: Tusinder af døde og lemlæstede, millioner af flygtninge og ikke mindst en forrykkelse af den globale balance.

Det er efter min mening mere end pinligt og mangel på format af dig, som selv har modtaget De Gyldne Laurbær i 1991, at du repræsenterer dansk kultur- og åndsliv så højrøvet og snæversynet.

Jeg har med en vis interesse gennem mange år fulgt dig i bøger og presse, men nu er det good bye Leif Davidsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu