Læserbrev

Læserbreve fra litteraturtillæg

Debat
17. april 2008

Årsagen hedder Brian Mikkelsen

Paul Smith, forfatter

Kulturminister Brian Mikkelsen er årsagen til, at jeg er blevet krimiforfatter. Mens han sad selvsikkert i sin ministerstol, sendte Biblioteksstyrelsen mig fem år i træk et brev, som fortalte, at jeg var berettiget til cirka 1.500 kr. i bibliotekspenge. Desværre var beløbet et par hundrede kr. under Millionær-Brians bagatelgrænse. Derfor fik jeg ingenting.

Hvordan kunne tyverierne stoppes? Ved at skrive en roman selvfølgelig! Romaner giver mange flere biblioteks-points end fagbøger. Og da jeg læste Don Delillos dokumentar-roman Vægten om Kennedy-mordet, tænkte jeg, at jeg utvivlsomt var den dansker, som vidste mest om Palme-mordet. Altså kunne jeg forsøge at gøre Delillo kunsten efter. Det blev til Opklaringen af et meget omtalt mord, hvor Palmes (sandsynlige) morder udpeges med hjælp fra især filosoffen Wittgenstein. Året efter var jeg pludselig et pænt stykke over Brians bagatelgrænse på cirka 1.800 kr.

Carsten Juhl, som står bag Kunstakademiets bogudgivelser af filosofisk/teoretisk æstetik, ringede mig op og roste Palme-bogen: "Det er sjældent, at filosofiske overvejelser glider så fint sammen med resten af teksten i filosofiske krimier," sagde han og henviste til diverse filosofi-inspirerede kriminalromaner, som han havde læst på fransk og italiensk. Her var det filosofiske påklistret. Vi enedes om, at jeg var sluppet heldigt fra det i samtlige kapitler på nær to.

Carsten Juhls kritik gav mig lyst til at fortsætte. Det samme gjorde bibliotekspengene (og de pæne anmeldelser), og idéen til næste roman opstod, da jeg af nysgerrighed fulgte en forelæsningsrække om Løgstrup og Kierkegaard på Institut for Idéhistorie og Filosofi i Århus.

Forelæseren talte om Kirkegaards Frygt og Bæven; altså bogen hvor Kierkegaard gennemgår historien om Abraham og hans lige-ved-og-næsten ofring af sønnen Isak til Gud. Der gik et lille sus gennem forsamlingen, da jeg spurgte, om der egentlig var nogen etisk forskel på Guds ordre til Abraham om at myrde Isak, og så Guds ordre til Osama bin-Laden om at myrde såvel flypassagerer som folk i WTC? Havde begge to ikke bare knald i låget?

Da suset havde lagt sig, vendte det tilbage pga. forelæserens svar: "Det kan du have ret i ..." Her var grundidéen til næste roman: Mordet på Imamen.

Flere litterater og forfattere beklager nu, at der skrives for mange krimier, og at vi ikke kan skrive, samt at vi tilmed skriver for meget. Det er da muligt. Men det er ikke min skyld. Ansvaret er alene Brian Arthur Mikkelsens.

Kunsten at anmelde

Jannik Lunn, journalist, branchebladet Bogmarkedet

Stor tak til Lilian Munk Rösing for hendes flotte anmeldelse af Helle Helles Ned til hundene.

Uden at røbe for meget af handlingen giver hun læserne en gevaldig lyst til at læse romanen. I modsætning til May Schacks anmeldelse, som var i Politiken samme dag. Det var også en flot anmeldelse, men det var samtidig en minutiøs genfortælling af handlingen. Om det var bogens sidste sætning, så var den også gengivet.

Nu er jeg heldigvis så privilegeret, at jeg gennem mit job havde haft mulighed for at læse Helle Helles roman før den udkom, ellers havde jeg fået ødelagt oplevelsen af Politikens anmeldelse. Og jeg havde næppe gidet læse romanen. Desværre er det langt fra første gang, at May Schack genfortæller en handling i sine anmeldelser, og det uanset om det er bøger hun er glad for eller det modsatte. Derfor til de mange læsere, som holder både Information og Politiken: Spring Schack over, hvis bogen også er anmeldt i Information.

Hold Carlsen væk

Ole Busck, lektor, Aalborg Universitet

Det var med gru, jeg så, at Information i stigende grad inddrog Erik Meier Carlsen som skribent (igen). Hans kyniske tilgang til politik er jo velkendt. Hvor dette kan være interessant i analysen af danske forhold, hvor man ikke så nemt slipper af sted med at fordreje kendsgerninger, er det skidt i tolkningen af det globale, hvor ideologiske holdninger let dominerer. Senest har EMC anmeldt F. Ytzens bog om Kina, som klandres for ikke at anerkende styrets "mirakuløse bedrifter" i økonomien.

Hvis det er et mirakel med totalitære metoder og appel til individuel grådighed at have udnyttet den nye internationale arbejdsdeling til at bringe et par hundrede millioner kinesere ud af fattigdommen, så OK, men når EMC påstår, at det har været "den helt, helt afgørende faktor bag den revolutionerende reduktion af den internationale ulighed, som har kendetegnet de seneste årtier," så holder det ikke og tegner et usandt billede af globaliseringen og Kinas rolle heri.

Den internationale ulighed er - målt ved Gini-koefficienten - ikke faldet. Lande imellem er den faktisk steget. Tages der højde for befolkningsstørrelsen, hvor Kinas masser tæller, er den højest stagneret. Ses der imidlertid samtidig på den forøgede interne ulighed i Kina, er det svært at se det positive ved bedriften. Den nye rigdom i Kina er snarere udtryk for en global polariseringstendens, hvor nye områder i verden indgår i den overkonsumerende middelklasse på bekostning af marginaliserede i Kina og andre steder.

Vinn og krimien

Henning Mortensen, forfatter

Den gode Bent Vinn har undertiden et ret bastant syn på tingene. Han mener til eksempel, at kriminalromaner er noget lort. Lad mig minde om, at nogle af verdens bedste romaner er kriminalromaner: Dostojevskijs Raskolnikov og Brødrene Karamazov, Kafkas Processen og Camus' Den fremmede. Alle bøger om forbrydelse, arrestation, domfældelse og straf. Så rolig nu, Bent.

Mærkedage

Ole Kjærulff Davidsen, medl. af bestyr. for Frie Bønder - Levende Land

Jens Smærup Sørensens roman Mærkedage er ikke blot blevet en bestseller - bogen har også fået en betydning helt ud over det sædvanlige. Senest har statsministeren, da forfatteren under stor mediebevågenhed modtog den prestigefyldte pris 'De gyldne Laurbær', søgt at anvende bogen som belæg for sit politiske projekt. Meget symbolsk fandt begivenheden sted i de danske storbønders hovedkvarter, Axelborg.

Mærkedage er af fremtrædende kritikere blevet udråbt som bogen om 'landbosamfundets undergang'. Værket bliver promoveret som en autoritativ fremstilling af den danske landbokulturs historie igennem det meste af det seneste århundrede. Dermed er Mærkedage på vej til at opnå en status, som bogen for en nøgtern betragtning slet ikke kan leve op til.

Mærkedage er en fin skildring af danske storbønders kulturelle forfald. Men den beskriver kun storbøndernes historie. Ikke et ord om husmandsbevægelsen, og ikke et ord om husmændenes parti, Det radikale Venstre. Kun ganske lidt om religiøse vækkelser, og stort set intet om den Grundtvigske bevægelse. Repræsentanterne for de øvrige sociale klasser beskrives i karikeret form som løjerlige særlinge eller indskrænkede uslinge.

Dette er formentlig en væsentlig grund til bogens kommercielle succes: Der er grund til at tro, at mange læsere med får sat ord på forventninger og ønsker, som de hidtil kun dulgt har båret på. Mærkedage bekræfter, at vi stammer fra bønderne - og ikke fra dem - tyendet, de jordløse og husmændene. Og Mærkedage bekræfter, at det ikke kunne være gået anderledes: De store måtte æde de små; storbøndernes værdier knyttet til blodet og jorden skulle - desværre - gå i opløsning; den postmoderne forbrugerisme kunne ikke andet end sejre fuldstændigt.

Mærkedage bliver, enten forfatteren har villet det eller ej, til et politisk kampskrift. Ingen, som har læst Fogh Rasmussens tale til Smærup Sørensen, kan med sin redelighed i behold benægte dette. Jens Smærup Sørensen har med Mærkedage leveret den politiske højrefløj en længe savnet gave: En litterær legitimering af 'Det store Jordrøveri', alias strukturudviklingen i landbruget, og en apologi for forbrugersamfundets uafvendelighed. Alt sammen i skikkelse af den fineste, postmodernistiske kunst. Mærkedage har vist sig nyttig, og dens forfatter har været sin løn værd.

Paretsky

Mette Gad, København S

Kære Peter Nielsen. Nå, så Sara Paretskys detektiv V. I. Warshawski har stor forkærlighed for designertøj og voksede op blandt millionærer?

Nej, nej, nikkenej. War-shawski har godt nok i de første mange bøger et par 'red Magli Pumps' til krævende lejligheder, men derudover er der ingen mærkevarer at komme efter. For at citere detektiven selv:

"My high school, most of us girls had a couple of dresses we started with (...) and wore out the door when we graduated." Og det var i Chicagos South Side med en far, der var politimand, og en mor som aldrig var slået igennem som operasangerinde.

Paretsky skriver (også) ud fra en social indignation - den skal have et talerør, og det er Warshawski.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her