Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
29. april 2008

Fordomsfri debat, tak

Eva Kjer Hansen, fødevareminister

Vi bruger masser af genmodificerede organismer i lægemiddelproduktionen og i produktionen af enzymer. Danske landmænd fodrer deres dyr med genmodificeret soja og majs, ja, faktisk stammer godt og vel 20 pct. af vores foder fra GMO-produktion. Produkter med GMO er altså allerede at finde i Danmark.

Derfor kunne jeg godt tænke mig, at vi får en lidt mere fordomsfri debat om GMO. En debat, hvor videnskabsfolkene også kommer på bane, og hvor vi politikere ikke på forhånd lukker alle diskussioner ned, før de overhovedet er begyndt.

I dag er debatten om genteknologi mere præget af følelser end af fornuft. Et eksempel er Dan Belusa fra Greenpeace, som er imod dyrkning af genmodificerede fødevarer, og som i et læserbrev den 16. april i Information kritiserer mit forsøg på at starte en debat om GMO. Han skriver i sit læserbrev, at jeg: "- skyder helt forbi al fornuft og ikke mindst de anbefalinger, som netop kommer fra FN's Landbrugspanel."

Men Belusa roder i rundt i tingene. Afsenderen af anbefalingerne, er ikke FN's fødevareorganisation FAO. Det er derimod et projekt, som er blevet støttet af FN. Og rapporten, som er blevet udgivet gennem projektet, erklærer sig overhovedet ikke som modstander af GMO-afgrøder. Rapporten handler om alt muligt andet. Men i visse afsnit refererer rapporten dog forskning om fordele og ulemper ved genmodificerede afgrøder. Stille og fredeligt. Referatet af forskningen giver endda indtryk af, at der er flere rapporter, der siger noget om fordelene ved GMO-afgrøder end modsat.

Og det er nødvendigt, at vi diskuterer både fordele og ulemper. Jeg synes, det er vigtigt, at alle eksperter og interessenter på landbrugs- og miljøområdet får mulighed for at diskutere brugen af GMO, uden at man graver sig unødigt ned i nogle grøfter.

Ytringsfrihed for alle

Karen Jespersen, velfærdsminister (V)

Offentligt ansatte har og skal fortsat have ret til at ytre sig. Det samme skal alle andre. Ytringsfrihed er en grundlæggende rettighed og værdi i den vestlige verden. Det er en rettighed, som regeringen konstant kæmper for, om det så gælder tegninger eller politikere.

Özlem Cekic fra SF mener (23. april), at ytringsfriheden for offentligt ansatte er under pres. Og hun fremstiller sig selv som et offer for en ond minister (det er så mig), der ønsker at undertrykke hendes ytringsfrihed.

Det passer jo fint ind i Informations linje, men intet kunne være mere forkert. Jeg har ikke forsøgt at undertrykke Özlem Cekics ret og pligt til at ytre sig, hvis hun som sygeplejerske har overværet børn blive udsat for seksuelle overgreb derhjemme!

Jeg har aldrig foranstaltet en undersøgelse af, om SF's socialordfører personligt har begået fejl. Jeg har informeret Ankestyrelsen om, at der kunne være et barn i klemme med det formål at sikre, at eventuelle overgreb blev stoppet. Altså lige præcis hvad Özlem Cekic efterlyser.

Faktisk mener jeg, at Özlem Cekic har grund til selvkritik. Hun brugte sagen til at sætte trumf på sin påstand om, at regeringens politik er så forfærdelig, at den fører til, at seksuelt misbrugte børn bliver sendt hjem til sine krænkere uden hjælp. Men efterfølgende kom det frem, at sagen var mellem fire og otte år gammel! Den stammer måske oven i købet fra SR-regeringens dage. I hvert fald er reglerne for længst lavet om i den store anbringelsesreform, som SF selv var med til at beslutte.

Det er denne måde at føre politisk debat på, jeg mener, der er grund til at se selvkritisk på.

Talmagi hos S

Mikkel Warming, (EL) socialborgmester i København

Thor Buch Grønlykke bryster sig i et debatindlæg24. april af, at der skulle være tilført 48 mio. kr til de udsatte københavnere i budgettet for 2008. Det er simpelthen ikke rigtigt. Der er kun tilført området de midler, der kommer af, at børnetallet stiger. På samme måde som der tilføres skoler og daginstitutioner midler, når børnetallet stiger. Det har ikke en pind med ekstra penge at gøre, og det ved Grønlykke og S udmærket godt.

Jeg er enig med SF's borgmester i København, Bo Asmus Kjeldgård, der i et læserbrev i lokale aviser i april kalder socialområdet for 'udsultet'. Og han må vide det . Han havde nemlig ansvaret for området indtil 2006. Og han og SF har deltaget i samtlige budgetforlig - sammen med S - i dette årtusinde. Så han ved, hvor mange midler der givet - og ikke givet - til det sociale område i København.

Enhedslistens holdning er klar: det sociale område skal tilføres midler i de kommende budgetforhandlinger. Herunder til den forebyggende sociale indsats. Det er nemlig at tage ansvar at påpege nødvendigheden af dette. Men hvad vil Socialdemokaterne?

Kunstfest

Karsten Sand Iversen, Herning

Statens Kunstfonds bestyrelse har inviteret samtlige modtagere af livsvarig ydelse med ledsager til årsfest i maj. Det er første gang og forhåbentlig sidste. Da jeg for en 15 år siden blev optaget i Elysium, modtog jeg en skrivelse fra kulturminister Jytte Hilden og var ovenud lykkelig for hæderen og pengene. Det er jeg fortsat, for de er selve grundlaget for min litterære virksomhed.

Jeg ser derfor med betænkelighed på, at der nu skal festes for et anseligt beløb. Var det mon det, kulturminister Brian Mikkelsen mente med at få flere penge ud til kunstnerne, penge til festmad, øl og vin? Har Kunstfonden besluttet sig for at byde en folkestemning trods - den der mener, at statsstøttede kunstnere bare spiser sig nogle gode middage?! Eller vil man fodre useriøse kultur-ordførere med slående argumenter?

Hvis samtlige inviterede mødte op, ville der være tale om knap 600 mennesker. Det er ikke billigt at beværte så mange! Må jeg hermed indstændigt opfordre alle inviterede til at sige nej tak til den fortsatte tivolisering af kulturlivet. De penge, der går til en fest, går ikke til kunsten, men distraherer fra den.

Sevilla-Modellen

Erik Møller Andersen, Kbh.K

Georg Metz anklager i Intermezzo overborgmesteren og miljø- og teknikborgmesteren som ansvarlige for, at hans hovedstad er beskidt. Ja, København er for ham en af Europas mest beskidte og ulækre storbyer.

Ritt Bjerregaard svarer, at hun og Klaus Bondam siden 2006 bl.a. har afsat mange penge og 450 ekstra skraldespande til en forstærket indsats mod svineriet. Overborgmesteren mener også, at Metz bør gøre noget selv.

At ramme en skraldespand er ikke helt let, så 450 af dem løser ikke problemet. Bøder - som i Singapore - for tab af en tændstik på gaden, lyder heller ikke tiltalende.

Men i håbet om en renere by, og samtidig for at få Georg Metz i bedre humør, anbefaler jeg overborgmesteren at adoptere Sevilla-(Spanien)-modellen til en prøveperiode i København:

Midt om natten - ja, før spanierne står op - omkring klokken 04.00 - rykker tank-vogne ud og frem i Sevillas indre by og i de mest befærdede og efter dagens brug utroligt beskidte gader.

Hvert område har sin tankvogn, der i langsommeligt tempo følges af tre mænd. Første mand sprøjter/spuler med slange og vandkanon gaden ren, og de to efterfølgende mænd fejer op, hvad vandkanonen ikke klarer.

Klokken 06.00 kører mandskab og tankvogne hjem, og Sevillas borgere vågner og bevæger sig ud i en frisk og ren by.

Brug idéen, Ritt Bjerregård, og gør din og vores hovedstad til en ren by - til en by, som vi kan være stolte af!

Bevar lokal kulturarv

Michael Martin Jensen, fmd. for Bevaringsforeningen for Langeland og Strynø, Tranekær

Fødevareindustri-direktøren Hemming Van ærer den kinesiske kultur så højt, at han giver en million for, at udsmuglede figurer skal vende tilbage til Riget i Midten.

Denne million tjener han så rigeligt ind ved at være byggematador på Rudkøbings havnefront med et tæt nybygget ferieprojekt, som fjerner Rudkøbings Søbadeanstalt. Men denne bevaringsværdige bygning er en lige så umistelig kulturarv for Rudkøbing, som Ming-keramikskulpturerne er det for Kina.

Han udtaler, at det er meget utilfredsstillende, at Kinas kulturarv ikke kommer hjem, samtidig med at han ikke respekterer Langelands. Hvor man andre steder med stor succes genopretter og restaurerer søbadeanstalter og havnebade, så slår han her på Langeland et smukt og historiefyldt bygningsværk til pindebrænde.

Mens Hemming Van får femi-ros og medajler af fremmede magter, så skal borgerne på Langeland se deres kulturar v ødelagt af den selvsamme person. Er det rimeligt? Er det moralsk forsvarligt? Er det virkelig dét han skal huskes for i Rudkøbings og Informations arkiver?

Præcisering

Niels Ploug, SFI

Jeg er - i Inf. 26. april - citeret for at kalde CEPOS en religiøs sekt. Det er jeg ked af. CEPOS er efter min opfattelse de eneste, der offentligt opretholder den kritik af den offentlige sektor og velfærdsstaten, som var fremherskende på den danske højrefløj tidligere. Og det er på sin vis ganske agtværdigt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu