Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
Debat
28. april 2008

Hvem er hvem

G. Sandemann Rasmussen, Viby J.

Hvilken fryd at slå op på Informations liste over "Hvem er hvem?" og se, at signaturen EMC for Erik Meier Carlsen ikke er med. Det må vel betyde at han ikke er fast ansat på bladet, og at vi snart kan slippe for hans ensidigt politiserende udgydelser, som når han fortæller de strejkende at de godt kan opgive deres urealistiske lønkrav. EMC lever ikke op til Informations standard.

Gør læserne en tjeneste: Fyr ham snarest.

Attraktivt arbejde - også i fremtiden

Laila Lauridsen, Formand SFU-Århus

Hvem vælger den løn?

Alle unge mennesker, træffer i løbet af deres liv nogle valg om, hvor de gerne vil arbejde, de overvejer hvilket job de vil have, og de overvejer om det skal være i det private eller i det offentlige. Ganske mange angiver efter folkeskolen, at de godt kunne tænke sig at arbejde med mennesker, sådanne erhverv tæller blandt andet sygeplejeske, social- og sundhedshjælper, pædagog og andre typisk offentlige erhverv. Når der så et par år senere skal vælges uddannelse, vælger langt færre en uddannelse, der vil føre til ansættelse, i den offentlige sektor. Det skyldes nok, at de til den tid ved mere om de usle lønforhold, det høje stressniveau og den manglende anerkendelse. De forhold, folk arbejder under i det offentlige, tiltrækker ikke arbejdskraft - og det må og skal laves om.

Kun gennem markante lønforbedringer, ordentlige arbejdsvilkår og anerkendelse, kan den offentlige sektor være en attraktiv arbejdsplads - også i fremtiden.

Det var ej hykleri

Christopher Arzrouni, tidl. redaktør på Wekendavisen 'Ideer'

For nogle år siden var jeg redaktør for Weekendavisens sektion 'Ideer'. Her gav jeg plads til en principiel debat om det såkaldte Udvalg Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU). Var den slags udvalg til skade eller til gavn for videnskaberne, og gik det for vidt i Lomborg-sagen?

En af de personer, der ikke kom til orde i den forholdsvis korte debat, var biologen Kåre Fog. I Information den 24. april beskyldte han mig for hykleri. Jeg går jo ind for frihed. Men da jeg var redaktør, ville jeg ikke lade Fog give sin mening til kende om Bjørn Lomborg i Weekendavisens spalter. Vel var det Fog, der havde indklaget Lomborg for udvalget. Men jeg fandt det mere relevant at lade medlemmer af UVVU komme til orde. Det var jo trods alt dem, der var under anklage og ikke Fog.

I bagklogskabens lys må jeg dog indrømme, at jeg dengang anså Kåre Fog for at være ude i et personligt korstog, og det farvede min vurdering af hans indlæg. I dag må jeg konstatere, at jeg desværre havde ret.

Og så på forsiden!

Christine Marstrand, Frederiksberg

I fordums tid kunne de fleste stave til "fordomsfuld". Nu skal man jo ikke være fuld af fordomme mod de kære journalister, men er "fordumsfuld" på forsiden 25. april ikke bare 'for dumt'?

Fremskridt for Tyrkiet - og for EU

Peter von Kohl, Nyt Europa

"Åbningen af nye kapitler". Sådan lyder EU-kodesproget, når der er fremskrift i forhandlingerne med et måske kommende medlemsland. Og det er just hvad der er i sagen 'Tyrkiet'. To nye kapitler er på nippet til at blive åbnet. Antallet af åbne kapitler vil dermed nå otte ud af 35. Det går fremad.

Kommissæren for udvidelse, den liberale og finske Olli Rehn, taler om 10 til 15 år som en realistisk tidshorisont for optagelse. Det er nok desværre rigtigt, at processen vil tage så lang tid, men det afgørende for os er, at perspektivet om medlemskab fastholdes. Vi tror også på, at fortsat økonomisk vækst i Tyrkiet langsomt men sikkert vil øge den nuværende EU-befolknings opbakning til en udvidelse med Tyrkiet.

Spørgsmålet er imidlertid om den tyrkiske befolkning i sidste ende ønsker at blive medlemmer af EU? Mange kendere af Tyrkiet nævner dette som den oversete problemstilling. Derfor bør der gøres meget mere for at styrke båndene mellem EU og Tyrkiets borgere. Der bør med det samme sættes fuld damp på alt fra studenterudveksling, sports- og kulturarrangementer, samt politisk organisering af mange forskellige slags. Der er behov for massive investeringer.

I sidste ende nytter det jo ikke noget, at diplomater åbner og lukker kapitler de kommende 10 til 15 år, hvis befolkningen i EU og Tyrkiet efterfølgende vender det hele ryggen med et udiplomatisk 'nej tak!'.

RUC's 'Volmer-strategi'

H. P. Hansen, tidligere studerende og ansat på RUC

Den afgående formand for Roskilde Universitets (RUC) bestyrelse, Dorte Olesen, fremlægger i Information den 25. april sin analyse af ledelsesproblemerne på RUC. Konklusionen er, at det har "- været svært for medarbejderne at ændre tankesæt fra den gamle til den nye tid."

Parallellen til hovedpersonen i Lise Nørgaards bog Volmer - portræt af en samfundsstøtte er slående. Nørgaards Volmer har en sær evne til at få de mennesker til at forsvinde, som han ikke bryder sig om og som ikke passer ind i hans verdensbillede. Medarbejderne og de studerende på RUC passer heller ikke ind i dele af RUC ledelsens verdensbillede af 'den nye tid'. Figuren med den 'gamle' versus den 'nye' tid er brugt før. F.eks. brugte USA's tidligere forsvarsminister, Donald Rumsfeld, figuren da han talte om 'det gamle' Europa, som var imod krigen i Irak, overfor det 'nye' (Øst) Europa, der støttede krigen. Joschka Fischers (Tysklands daværende udenrigsminister) svarede ved at sige: 'My generation learned you must make a case, and excuse me, I am not convinced, that is my problem.'

Ledelse på et universitet må ikke handle om 'nye' tankesæt over for 'gamle', men om dialog og holdbare argumenter. Dorte Olsen, 'make your case!'

Miljøindsats er pakket ind i spin

Erik Rolfsen Nissen, Charlottenlund

Ritzau oplyser i mandagens Information, at miljøministeren er godt i gang med at pakke miljøindsatsen ind i spin. En dårlig nyhed på miljøområdet skal pakkes ind i et par gode nyheder. Derved kan fokus forstyrres. Miljøet er ok. DF og K forsvarer ministeren med, at han "ønsker at sætte en miljødagsorden". Det kunne da være rart at vide, hvilken miljødagsorden, der kan være tale om? Måske er en sådan miljødagsorden i miljøministerens optik at betragte som en dårlig nyhed, der skal pakkes ind i et par gode, som ministeren bare venter på skal dukke op. Således funderende kan han måske i mellemtiden svare på, hvad de gode nyheder på miljøets område er? Og de dårlige? Hvis der nu ikke er nogen gode nyheder, der kan bruges som farverigt indpakningspapir, så kommer de dårlige nyheder aldrig frem - bizar regeringsførelse. I al sin enkelthed viser det, hvilken vægt, toneangivende kræfter i regeringen tillægger bæredygtighed, natur, klima og miljø. Rapporten fra Det miljøøkonomiske Råd er fuld af dårlige nyheder, stagnation og tilbageskridt.

Ministerens ordre om, at man skal sammenligne med 2001 er derfor mystisk. Så vi glæder os til de dårlige nyheder, godt pakket ind i de gode nyheder, hvis man ellers kan finde nogen. Vær lidt kreativ, hr. miljøminister, det er en metier din regering mestrer.

Tankevækkende ressourcespild

Niels H Hansen, Kruså

Er det ikke tankevækkende, at beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen tvinger og narrer 85.000 ledige til at skrive 3.835.000 ansøgninger årligt, til en beskæftigelse som stort set ikke findes?

Af miljø og ressourcehensyn er det da godt vi ikke har 250.000 ledige.

Cellekammerat Tøger

Uwe Max Jensen, Egå

Fyens Stiftstidendes chefredaktør Per Westergård er blevet hevet i retten i Jordan for at have bragt Kurt Westergaards tegning af religionsstifteren Muhammed med en bombe i turbanen. Per Westergård kalder retssagen "absurd" og slår fast, at en risiko for surhed i et andet land ikke skal være den norm, som Fyens Stiftstidende redigeres efter.

Det er betryggende at vide, at danske aviser endnu ikke redigeres fra mellemøstlige diktaturstater, og at Fyens Stiftstidendes chefredaktør tager hele situationen med ophøjet ro. Men ifølge vedholdende rygter på internettet er Per Westergård urolig, hvad angår et enkelt element i retssagen. Det værste ved en eventuel dom vil ifølge rygterne på nettet være risikoen for, at Per Westergård kommer til at dele celle med Tøger Seidenfaden fra Politiken.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her